Regn ikke hofnarren for dommer

Forleden drømte jeg, at jeg havde en lang og meget venskabelig Messenger-chat med Thomas Treo. På Jexper Holmens egentlig ganske sobre og i nogen forstand rimelige læserbrev – samt en lidt mere, hm, passioneret kritik på Facebook fra en af hans kolleger – kan jeg forstå, at det ikke kun er i søvnen, jeg har nærmet mig Danmarks mest berygtede musikkritiker. Også i virkeligheden skal jeg have mistet fornemmelsen for rimelighed og sandfærdighed i en grad, så min anmeldelse af årets Klang Festival – og muligvis også af Spor Festival – er at regne for overfladisk og, ifølge Facebook-debattøren, vistnok også maliciøs synsning.

Jeg har kritikerkolleger, der ville gå ud af deres gode skind bare ved tanken om selv at blive udsat for det samme, som de selv bruger en stor del af deres liv på: at kritisere andre. Sådan har jeg det ikke selv. Tværtimod mener jeg, det er sundt, at kritik udsættes for kritik. Og ligesom der næppe findes en kritiker, der er mere kritisk over for en kunstners værk, end kunstneren selv er, så findes der i mit tilfælde – selvom det nok er en tættere dyst – næppe nogen kunstner, der er mere kritisk over for mit virke som kritiker, end jeg selv er.

Frustration er en meget stor del af at gå til koncerter inden for dette miljø

Synes jeg selv, det er sundt, at jeg ofte er den eneste kritiker, der skriver om en koncert i ny musik-miljøet? Virkelig overhovedet ikke. Ville det være bedre, hvis jeg bare lod være? Heller ikke. Jeg ved, at andre kritikere i mit sted – altså mennesker, der skriver om et nicheområde, hvor alternativet til én anmeldelse ville være ingen anmeldelser – ville vælge at gå ærbødigt til værks. Jeg har kolleger, der konsekvent deler fem stjerner ud til alt, for det er den nemmeste anmeldelse at skrive: Man kan lade sig begejstre, uden man skal kunne forsvare fuld plade, og uden man behøver påpege fejl og mangler. Den slags kritiker drømmer jeg ofte om at være, vellidt – eller i hvert fald tålt – af alle.

Problemet er, at hver gang jeg sætter mig til at skrive, kan jeg ikke holde fast i min ambition om at gå mere diplomatisk til værks. Jeg lavede under årets Klang en Q&A med festivalens tidligere kunstneriske leder, Christian Winther Christensen. Han fortalte, uden at mene det for sjov, at han kun bryder sig om to procent af de værker, han hører til koncerter med ny musik. Det er ikke den eneste komponist, der har fortalt mig noget lignende. Frustration er en meget stor del af at gå til koncerter inden for dette miljø. At vi alligevel er nogle, der holder fast, skyldes de få gyldne øjeblikke, som så til gengæld kan åbne nye verdener.

Det ville være et brud på kritikerløftet om ærlighed, hvis ikke også den frustration kom til udtryk i kritikken. Og i min optik er det fejt, når en kritiker – i hvert fald en rutineret kritiker – gemmer sin irritation bag tomme høflighedsfraser, fordi han ikke vil såre kunstneren, som han jo meget muligt løber ind i ugen efter. Det er næsten det mest frustrerende ved at anmelde et nicheområde: at man jo virkelig ikke har lyst til at ligge i konflikt med kunstnere, man ikke kan undgå at mødes med, men at man jo også bliver betalt af et journalistisk medie, for hvem ærlighed vægter højere end den gode relation til mennesker, der kan tage kritik af deres værker meget personligt.

Det dilemma kender Jexper Holmen som tidligere kritiker her på Seismograf alt til, og til hans ros skal det siges, at han bestemt ikke lagde fingrene imellem dengang. Og det gør han, ligesom sine kolleger, stadig ikke, når man taler med ham og dem efter koncerter, stående i små grupper fyldt af spydige, men oprigtige bemærkninger – ny musik-miljøet er et miljø, hvor man er vant til at give ren besked. Det skal også afspejle sig i kritikken, hvis den ikke vil fjerne sig for meget fra sine læsere. På samme måde som Thomas Treo skal udtrykke sig i øjenhøjde med Ekstra-Bladets, ikke Informations, læsere – og sidstnævnte har, i parentes bemærket, ingen problemer med at grine ad Kirsten Birgits akademisk æltede perfiditeter.

Tro mig, jeg ville hellere være på talefod med Bent Sørensen, Marcela Lucatelli, Rune Glerup, Ying-Hsueh Chen og så videre

Alt dette blot for at sige, at jeg ikke går ind for en kritik pakket ind i forskræmt høflighed. Den skal være ordentlig, men ærlig, også når ærligheden gør ondt at sende af sted og modtage. Tro mig, jeg ville hellere være på talefod med Bent Sørensen, Marcela Lucatelli, Rune Glerup, Ying-Hsueh Chen og så videre, end jeg ville være nødt til at undgå deres blik efter en kritisk anmeldelse. Og jeg ved godt, at Jexper Holmens kritik – Holmen, som jeg i øvrigt har et vældig fint forhold til, måske endda endnu – ikke er en kritik af, at jeg udtrykker mig kritisk i min anmeldelse af årets Klang Festival, men jeg ved også, at læserbrevet næppe var blevet sendt, hvis anmeldelsen havde været overvejende positiv og stadig havde gjort sig skyldig i det, han anklager teksten for.

Og hvad er så det? Jo, Jexper Holmen kritiserer min tekst – og Seismograf generelt – for at være for overfladisk i sin tilgang til musikken. Jeg kan kun komme på ét sammenligningsgrundlag, der retfærdiggør den dom, og det er, hvis man sammenligner med Seismografs forgænger, Dansk Musik Tidsskrift. Det gør Holmen implicit, når han begræder fraværet af partiturer og alenlange musikalske analyser i Seismografs artikler. Måske er en del af forklaringen på den – i mine øjne verdensfjerne – sammenligning, at Holmen opfatter Seismograf som et »akademisk tidsskrift dedikeret til kunstmusik«, men det er Seismograf ikke. Seismograf er et journalistisk magasin med en akademisk Peer-sektion, ikke et internt fagblad, og derfor finder man ikke uddrag af partiturer og detaljeborende analyser af dem i stil med dengang, hvor Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen huserede i DMT.

Det betyder selvfølgelig ikke, at dækningen dermed skal acceptere overfladiskhed. Men det betyder, at det ikke er studiet af noder, der er grundlaget for den kritik, man finder i Seismograf. Og slet ikke når det gælder kritik af en hel festival med mere end 50 værker på programmet. I så fald skulle min anmeldelse af Klang, der allerede fylder over 2.000 ord, fylde det tidobbelte; det ville blive en bogudgivelse. Fordi det i sig selv er en urimelig opgave at bede nogen anmelde en hel festival for et i den sammenhæng meget beskedent honorar, har Seismograf tidligere ofte valgt kun at dække enkelte koncerter på eksempelvis Klang. Men dermed har man ikke kunnet bedrive en egentlig kritik af festivalen som sådan.

Hvis det føles tyndbenet at læse Seismograf, er det, fordi man sammenligner med noget andet end journalistik

Denne gang har vi vægtet anderledes. I stedet for udpluk har vi anmeldt alle ti dage som en samlet oplevelse, og dermed er der i sagens natur kun plads til at beskrive de fleste værker med enkelte sætninger. På Facebook har en af de anmeldte kunstnere ud af de over 2.000 ord, teksten fylder, udvalgt et enkelt, som udpines for betydning og mulighed for uvenlige læsninger i et forsøg på at godtgøre, at jeg ikke er til at stole på. Det er egentlig fair nok, men det illustrerer fint, at hvis man også skulle gå til værks med en sådan sans for detaljer i dækningen af musikken, så ville en samlet festivalkritik ende på størrelse med Biblen.

Det ville måske glæde enkelte DMT-nostalgikere, men ikke tjene Seismografs formål om at brede dækningen af dette musikalske nichemiljø ud til en bredere målgruppe. Ikke dermed sagt, at de kortfattede vurderinger ikke ville vinde i substans, hvis man som Holmen – der var hyret til at interviewe Lasse Schwanenflügel Piasecki efter premieren på hans poetiske film – eksempelvis havde haft mulighed for at se værket allerede inden premieren. Men det er utopisk at forestille sig det analytiske overblik, Holmen efterspørger, når opgaven er at dække over 50 værker, sådan som vi nu engang havde valgt at gøre denne gang.

Holmen farer i flint over min bemærkning om, at Piaseckis film ikke havde »et større musikalsk ærinde« og forklarer sig med, at musikken faktisk var gennemtænkt. Det er i mine øjne ikke det samme. At et værk på en festival for ny musik er skrevet som en skramlet, nostalgisk børnemusik – dette er ikke negativt ment – der med komponistens egne ord er tænkt som noget fundamentalt andet end ny musik, gør det efter min mening også til noget andet end et af de væsentligste værker på en festival for ny musik. Også selvom det er fint instrumenteret, dramatisk helstøbt og ledsaget af en stærk billedside.

I det generelle underskud af ambitiøse, stort tænkte værker virkede Janus-filmen for mig undervældende, fordi det netop kunne have været et af de sjældne gyldne øjeblikke. Det handler ikke så meget om, hvordan værket er struktureret, men om den samlede og umiddelbare oplevelse, som er det, en liveanmeldelse i højere grad end en nodeanalyse har som sit udgangspunkt. Med analytisk blik – i det omfang, man nu engang er udstyret med et – men ikke i samme akademiske stil, som Holmen lægger op til. Det var ikke ærindet, og jeg mener heller ikke, det er målet for et journalistisk medie. Hvis det føles tyndbenet at læse Seismograf, er det, fordi man sammenligner med noget andet end journalistik.

En kritiker er ikke en dommer, det er en hofnar, der stiller sin uvidenhed til frit skue

Kan man tillade sig at skrive, man har kedet sig under »berømte værker« af Xenakis og Grisey uden at folde en længere analyse ud af den ganske rigtigt vældige musik? Jeg giver jo for så vidt forklaringer, men jo, de kan med rette uddybes. Skal de det, når tekstens ærinde ikke er at påpege problemer med de historiske værkers egenkvalitet, men selve deres historiske afstand til det nu, som man savner at se foldet radikalt ud på festivalen? Jeg mener det ikke. Der efterspørges også en uddybning af min kritik af, at Athelas Sinfonietta skal åbne enhver festival, men det mener jeg da fremgår af teksten: fordi det låser festivalen og tegner den op som en festival for kammermusik hvert år. Jeg ville være forfærdelig ked af ikke at se Athelas på programmet, men hvorfor skal de absolut åbne det, blot fordi de for mere end ti år siden lagde navn til festivalen?

Alt det sagt, så hilser jeg som sagt kritik af kritikken velkommen. Det er ikke en rar tanke ofte at være den eneste, der dækker et ret væsentligt område af dansk musik, så mine oplevelser skal ikke stå alene. Fyr endelig løs, om så det er i venlig-indigneret stil som hos Jexper Holmen eller i halvtoksisk tone som på Facebook, hvor den slags er uundgåeligt, især hvis man ikke prøver at undgå det. Jeg skriver altid ærligt, det er det eneste, jeg kan gøre, men det betyder jo ikke, at jeg altid har ret eller sjældent står alene med en oplevelse. Spørg bare en hvilken som helst kunstner i miljøet. Det er heller ikke det, kritik handler om. En kritiker er ikke en dommer, det er en hofnar, der stiller sin uvidenhed til frit skue, så andre får modet til at følge trop eller udfordrer ham til duel.

Jeg er enig med Jexper Holmen i, at kritik skal bygge på argumenter. Og kritik, også hos Seismograf, skal altid stræbe efter at blive bedre. Men man må også have blik for, hvad der er argument, og hvad der er mellemregning. Min anmeldelse af Klang er et argument imod en festival, der er stor bare for at være stor. Et ønske om strammere kuratering, nu festivalens fremtid er til forhandling med en ny kunstnerisk leder. Det er ikke et argument om hvert enkelt af de snesevis af værker på festivalen. At det er umuligt at komme i dybden med dem, er en pointe i sig selv.

Jeg tror, der findes mere overfladisk musikkritik i verden.

Denne replik er et svar på Jexper Holmens læserbrev »Og det skal man høre fra jer?«.