Hvordan vi lærte at elske gentagelsen

Der findes ganske få kræfter, der er så stærke som den insisterende gentagelse. Den tyske mediekritiker Tilman Baumgärtel har skrevet en poetisk, vidende og overraskende bog om loopet.
  • Annonce

    Man skal høre meget

Hvis de sidste hundrede års kulturlandskab skulle udlægges i overskrifter, ville en af dem lyde: »Hvordan vi lærte at elske gentagelsen«. For jo, vi har haft et kompliceret forhold til det, der ellers er så stor en del af menneskets hverdag.

Frankfurterskolen advarede mod repetitiv musik, afskrækkede af maskinagtige folkemasser, der marcherede i takt. Pop, jazz, alt, der ikke var Webern: Yikes. Andre kaldte til kamp mod kunst, der virkede så reproducerbar, at den knap var til at skelne fra overfloden af varer, der strømmede ud af fabrikkerne. Amerikansk minimalisme med uendelige mønstre, der kun akkurat udviklede sig? Tak, men nej tak.

Freud talte om regression og dødsdrift. Soldater, der vendte hjem fra krig og blev ved med at genopleve de samme traumer. Adorno frygtede et samfund, der var så hypnotiseret af teknologiens muligheder, at det blev blindt for de rædsler, maskinerne i praksis førte med sig: holocaust, atombomben, det totale barbari midt i oplysningens triumf.

Da technoen skyllede ind over ungdommen i 80’erne og 90’erne, stirrede vi maskinen lige ind i ansigtet og så, at den alligevel ikke var så forskellig fra os selv

Men så, ganske langsomt, vandt gentagelsen alligevel sine beundrere i kultureliten. Hippierne elskede Terry Riley, på diskotekerne opdagede man, at maskinelle beats godt kunne lede til personlig frigørelse, og da technoen skyllede ind over ungdommen i 80’erne og 90’erne, stirrede vi maskinen lige ind i ansigtet og så, at den alligevel ikke var så forskellig fra os selv.

© PR
Terry Riley.  © PR

Det var den korte tur gennem et århundrede. Heldigvis har den tyske mediekritiker Tilman Baumgärtel skrevet en længere version med fokus på et af de helt centrale fænomener, der har formet vores musikkultur siden Anden Verdenskrig: loopet.

Now and Forever har han kaldt sin bog og givet den undertitlen: Towards a Theory and History of the Loop. Som en, der engang troede, at det var den bog, jeg selv skulle skrive, må jeg bare sige, at jeg er glad for, at det blev Baumgärtel, der gjorde det. Den er, som de altid siger i Information i mangel af stjerner at dele ud, fremragende.

Berghain og filippinske ildfluer

Da jeg for ti år siden afleverede speciale, var det med så klodset en titel, at selv professoren ved den senere kandidatreception snublede over ordene. Emnet var gentagelse, mit fokus de minimalister, der i 60’erne som de første satte det repetitive udtryk helt forrest i musikken. La Monte Young, Terry Riley, Steve Reich, Philip Glass – kunstmusikkens fab four.

Min idiotiske, akademisk-snobbede undertitel lovede at zoome ind på »antiteleologiske og desubjektiverende troper« i modtagelsen af de fire amerikanere. Det lykkedes vistnok, men jeg vidste godt, at der var meget mere at sige om emnet. Hvad jeg ikke kunne forestille mig, var, at det kunne siges så poetisk, vidende og overraskende, som Tilman Baumgärtel gør det i Now and Forever.

Gentagelsen: en slags metafysisk kraft, der får alt til at hænge sammen i en hvirvel af spejle, ekkoer og slutninger, der er begyndelser

I forordet står han foran Berghain i Berlin natten til en søndag og betragter den levende bygning, der buldrer af techno. Indenfor ser han stroboskopets snapshots, får mindelser om en kulfyrer fra Metropolis ved synet af ståltrappen og oplever, hvordan alt bliver til én stor, evig maskine, mens tiden opløser sig selv.

© PR
© PR

Videre til Tokyo og verdens travleste lyskryds, hvor Baumgärtel fortaber sig i trafiklyset, reklamerne, døgnet, året – alle de gentagelser, der får alt omkring ham til at blive til flagrende lys ligesom de ildfluer, han i sidste kapitel opsøger i Filippinerne og forelsker sig i for deres fælles puls. Gentagelsen: en slags metafysisk kraft, der får alt til at hænge sammen i en hvirvel af spejle, ekkoer og slutninger, der er begyndelser.

Men gentagelsen er også et meget konkret fænomen, som han med sit fokus på loopet knytter til moderne maskiner. Baumgärtels historie begynder derfor, efter et kort besøg hos Edisons filmloop af et kyssende par fra 1896, med Schaeffers eksperimenter med spolebånd i 40’erne.

Det lykkes faktisk Baumgärtel at vække franskmanden til live

© PR
Pierre Schaeffer i sit studie. © PR

Det lykkes faktisk Baumgärtel at vække franskmanden til live: hans ambitioner, stædighed, rivaliseringen med Stockhausen, der har alt at gøre med krigen og ikke så meget at gøre med deres fælles interesse for studieteknik. Tyskeren er opsat på at videreføre den serialisme, som nazismen har afbrudt, mens Schaeffer hengiver sig til surrealisme og en utopi om at forene teknologi og natur.

Han forsøger med sine korte loops at gentage sig ud af lydens ophav. Manipulerer optagelser af et tog, så de til sidst – det er i hvert fald ambitionen – fremstår som abstrakt radiokunst, en vej ind til tingenes indre sjæl. Han sammenligner det med ord, der er sluppet ud af ordbogens spændetrøje, en frisættelse. Men det er også, selvfølgelig, en måde for Schaeffer at kontrollere maskinen på, tæmme den med loopets mekaniske præcision.

Stockhausen går anderledes til værks, selvom det er Schaeffer, der lærer ham teknikken. Han er ikke interesseret i franskmandens romantiske idé om at sætte verdens lyde fri. Nej, han vil transcendere verdens begrænsninger. Skabe nye klange ud af laboratoriets sinustoner, sætte dem sammen uden at skulle tage hensyn til en musikers fysik.

Baumgärtel spidder ham. Konstaterer, at Stockhausen i sin jagt på »ren« lyd, som komponisten skal »herske« over, ikke selv hører, hvem han minder om. Touché. Men han viser også meget tydeligt, hvordan den berygtede komponist med sine nøjsomme loops af sinustoner bryder lyden ned til atomer og allerede i 50’erne foregriber Robert Moog og Don Buchlas synthesizere.

Det ironiske er, som Baumgärtel gør opmærksom på, at både Schaeffer og Stockhausen afsværger gentagelsen som stilistisk markør. De er begge formet af en europæisk modernisme, der sætter sin lid til lineær udvikling og kompleksitet. Loopet kan måske nok bruges på mikroniveau, men altid kun som et middel til at komponere værker med fremadskridende strukturer. Derfor er de i Now and Forever kun forløbere for bogens rigtige helte.

Dermed begynder poppen at arbejde ligesom Schaeffer

Næste stop Elvis

Det vidunderlige er, at Baumgärtel bevæger sig hen til disse helte – og ja, det er selvfølgelig minimalisterne, ellers havde jeg ikke skrevet speciale om dem – ad meget overraskende omveje. Først går turen til Elvis’ første producer, Sam Phillips, der mere eller mindre opfinder lyden af rock’n’roll ved at føje et slapback echo til sangerens vokal, skabt med to Ampex-båndoptagere i 1954 under indspilningen af »That’s All Right, Mama«.

© PR
Sam Phillips i Sun Studio i Memphis. © PR

Er det en revolution? I den grad. Phillips’ opfindelse bliver begyndelsen på en populærmusik, der er skabt på studiets betingelser og ikke nødvendigvis kan genskabes live. I modsætning til Les Paul, der ti år forinden har skabt et diskret ekko med en forløber for spolebåndet, sætter Phillips manipulationen i centrum.

Dermed begynder poppen at arbejde ligesom Schaeffer. Den adskiller lyden fra sit ophav. Elvis’ vokal virker umenneskelig, skriver Baumgärtel, den har en eerie kvalitet, »som om maskinerne havde udviklet en egen vilje«. Guitarer begynder at overskride deres egne grænser, basser lyder som percussion, og i det efterfølgende kapitel om lydingeniøren Raymond Scott udråbes 70’ernes keyboardspiller til magiker for sin brug af Mellotronen med dens skjulte tapeloops.

© PR
Den tyske kunstner Peter Roehr under produktionen af sine lydværker i Hessischer Rundfunk-studiet i Frankfurt. © PR

Ud over Scott og hans visionære opfindelser som sequenceren når Baumgärtel også forbi Peter Roehrs repetitive montagefilm, før det gælder minimalisterne. På vejen derhen tegner han et portræt af 60’erne som en tid, hvor gentagelsen vinder indpas på tværs af kunstarterne, fordi kunstnerne simpelthen lader tidens maskiner køre af sig selv og lytter til deres indlejrede budskab, deres nedarvede sprog: gentagelsen.

Pladespillere, båndoptagere, videokameraer, synthesizere, sequencere og computere, alle er de gentagelsens budbringere. Kunstens opgave: at gøre maskinen relaterbar, finde en sprække i dens mekaniske gentagelse, hvor mennesket kan trænge ind og blive en del af dens evighed.

Det handler altså for gentagelseskunsten ikke om at forholde sig hverken kritisk eller ukritisk til en verden befolket af flere og flere maskiner, skriver Baumgärtel. Det handler om at lytte på en ny måde.

Ligesom man erklærer forfatteren død og læseren født, flytter musikken med sit fokus på gentagelse meningsdannelsen fra værk til lytter. Man hører det samme loop igen og igen – og pludselig lægger man mærke til helt nye ting, forsvinder ind i lyden på en måde, som komponisten ikke har kontrol over.

Loopet passer sig selv

Det er det fænomen, minimalismen føder. Først med La Monte Youngs monotone æstetik, som forfatteren meget kreativt sætter over for Andy Warhols kunst. Eremitten over for popkunstneren, dronernes møbelagtige væsen spejlet i den distancerede betragter Warhols »cool tomhed«.

Young skaber kun få egentlig repetitive værker. Brian Eno er i bogen citeret for at have sagt om sin opførelse af et af dem, [X] for Henry Flynt (1960), at det er det tætteste, han rent musikalsk har været på en oplevelse af at tage stoffer.

»Efter et stykke tid begynder man at høre alle slags lyde,« siger han. »Man hører trompeter og klokker og folk, der siger tydelige ord.« Dét på trods af at værket blot består i at gentage en støjende lyd, for eksempel en toneklynge på et klaver, med et eller to sekunders interval x antal gange.

© PR
Partitur i Köln Studio für Elektronische Musik med redigeret bånd og Nam June Paiks eksperimentalfilmloop »Zen for film«. © PR

Baumgärtel har et godt blik for musikkens spejlinger i andre kunstarter og kulturen generelt. Warhols gentagelser – film som Sleep eller portrætterne af berømtheder – kalder han ambivalente. John Cage betragter dem som en måde at styrke perceptionen på, andre ser dem som samfundskritik, men Baumgärtel foreslår at forstå dem som den udefrakommendes (Warhol var søn af østeuropæiske immigranter) værn af coolness, måske ikke så forskelligt fra eremitten Young, som man skulle tro.

Efter kapitlet om Young og Warhol skriver forfatteren om det, der ligner fortællingens største helt: Terry Riley. Baumgärtel langer flere gange ud efter Steve Reich for ikke at vedkende sig tydelig inspiration fra Riley, og Philip Glass interesserer ham tilsyneladende ikke rigtig, så det bliver ophavsmanden til In C, der står som den repetitive minimalismes centrale skikkelse.

Vi hører om eksperimenterne med spolebånd, der er viklet rundt om vinflasker hjemme i haven for at få lidt støj fra sand og jord med på Mescaline Mix (1960-62). Om Rileys brug af soul som udgangspunkt for tidlige, remix-prototypiske værker. Og om erkendelsen af gentagelsens kraft under arbejdet med Music for The Gift (1963), hvor han lader loopene passe sig selv, så de kan »blive en slags mantra«.

Med Donna Summer som cyborg bliver mennesket gjort til maskine

Den misforståede gentagelse

Derfra hurtigt forbi Reich, der ligesom Riley er optaget af at skabe en loopmusik med rødder i det amerikanske liv: prædikanten i It’s Gonna Rain, den sorte teenageslang i Come Out.

Videre til et aparte kapitel om forfatteren Ken Kesey og hans vilde bustur med The Merry Pranksters, som Tom Wolfe har beskrevet i The Electric Kool-Aid Acid Test, inkluderet i bogen for deres eksperimenter med forsinket ekko undervejs.

Hurtigt stop hos The Beatles, der populariserer loopteknikken som formgivende element på »Tomorrow Never Knows« (1966).

Og så i mål med Donna Summer og Giorgio Moroders stilskabende discotrack »I Feel Love« (1977), der i sin fordoblede synthbas minder om Reichs forsøg med faseforskydning. Men som også lyder som kulminationen på menneskets tilnærmelse til maskinen: »Man kan spørge, om hun virkelig synger til en elsker,« skriver Baumgärtel, »eller måske til den repetitive teknologi, som ledsager hende.«

Med Summer som cyborg bliver mennesket gjort til maskine, men med den søsyge og i praksis polyrytmiske synthbas, der dirrer mellem de to højttalere, bliver maskinen også gjort menneskelig. 

Og det er bogens væsentligste pointe: at bevægelsen fra minimalisme over disco til technokultur har vist, at det er en misforståelse, nedarvet fra Frankfurterskolen, at mekaniske gentagelser er dødsdriftens og ikke frigørelsens domæne.

Eros har tilbageerobret gentagelsen fra Thanatos, for ved at skabe en musik, der sætter perceptionen i centrum – jævnfør Baumgärtels inddragelse af Merleau-Pontys fænomenologi og Friedrich Perls’ gestaltterapi – kan vi se, at musikken i praksis ikke er så homogen og simpel, som Adorno advarede imod.

Uanset om man forsvinder ind i minimalismens myggelys og hører et helt personligt univers udfolde sig, eller man skaber sit eget, frigørende beat, mens man danser under en spejlkugle, er det et bevis på gentagelsens overvældende potentiale.

Måske endda som et værn mod en verden, som for længst er holdt op med at ligne et sted, der nødvendigvis udvikler sig til det bedre: »Loopet forbinder, medierer og balancerer,« skriver Baumgärtel. Det gør den moderne verdens støj til at bære.

Tilman Baumgärtel: »Now and Forever: Towards a Theory and History of the Loop«. Zer0 Books, 2023, 391 sider.