Wagner. © Shutterstock

Drømmen om tysk musikkultur i Danmark

I ly af mørket afholdt Snyk i sidste uge paneldebat om forskelle og ligheder mellem synet på kompositionsmusik i Danmark og Tyskland. Skal vi håbe på flere buhråb i danske koncertsale?
Af
3. december 2021
  • Annonce

    Kunsthal 44Møen
  • Annonce

    Idealistic Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Aldrig i mit liv havde jeg troet, vi skulle nå hertil. Altså helt konkret: op i toppen af Portland Towers, de luksuriøse, overdimensionerede cabasatårne i Nordhavn. Ikke til et arrangement om ny kompositionsmusik, i hvert fald. Men noget må være sket, for dette engang så pjaltede kunstnermiljø har fået fine fornemmelser og rankere ryg, og nu står vi altså her. Ud af øjenkrogen ser jeg eksminister Lykke Friis i samtale med den tyske ambassadør, bag dem sludrer en tidligere museumsdirektør på Rungstedlund med en lektor fra Harvard. Min garderobe slår snart ikke længere til.

Mindre leverpostej, højere til loftet, dybere til afgrunden

I september vedtog de folkevalgte at etablere og renovere Musikhuset København for næsten 100 millioner kommunekroner, og for nylig dukkede pludselig flere vækstlagspersonager op på billeder fra det danske statsbesøg i Berlin. Genreorganisationen Snyk – der inden længe skifter navn til noget mere internationalt – er begyndt at afholde foredrag med erhvervstroldmænd som tidligere Tivoli-direktør Lars Liebst, og pludselig står man i samtale med avantgardemiljøets inderkreds og må med skam indrømme, at man som den eneste i selskabet aldrig har været indbudt til taffel ved hoffet. Hvad foregår der?

I paneldebatten deltog Holger Schulze, Lykke Friis og Simon Steen-Andersen. © Lars Krabbe
I paneldebatten deltog Holger Schulze, Lykke Friis og Simon Steen-Andersen. © Lars Krabbe

Længslen efter tyske tilstande

Måske er det ankomsten af det, man med længsel i stemmen har kaldt tyske tilstande. Kulturlivet har altid set mod syd og beklaget sig over, at den danske offentlighed ikke sætter kunsten lige så højt, som man efter sigende gør i stolte tyske byer som Hamborg, München og Berlin. Mange danske kunstnere har pakket kufferten og er rejst permanent til den tyske hovedstad, heriblandt komponistvidunderet Simon Steen-Andersen, der også befinder sig her i toppen af den ombyggede silo denne eftermiddag. Der er ligesom mere på spil dernede, siger de. Mindre leverpostej, højere til loftet, dybere til afgrunden.

Catherine Lefebvre, projektleder hos Snyk, kalder værdigt til samling. Det er den 21 år gamle institution, der har inviteret til paneldebat i samarbejde med Den tyske ambassade, som bor nogle etager under den runde fælleskantine, vi står i. Man vil gerne række lidt bredere ud, nu Snyk er blevet et organ for både ny og klassisk musik. Festivalen Gong Tomorrow har man ikke længere ansvaret for, så det er også blevet tid til at skabe nye platforme og en ny identitet.

Det betyder altså i første omgang et fokus på vores største naboland, som da også – det slår ambassadør Pascal Hector fast i sin ihærdigt oplæste indledning til debatten – er et enormt marked for musik: I 2020 blev der solgt udgivelser for 13 milliarder kroner i landet, heraf en femtedel i fysisk form.

»Hvad er kompositionsmusikkens status i Danmark og Tyskland?« spørger ordstyrer Katrine Nyland Sørensen og er klar over, at der er slået et stort brød op. Ærgerligt er det, at den danske direktør for Pierre Boulez Saal i Berlin, Ole Bækhøj, har meldt afbud med corona, men en times debat med musikprofessor Holger Schulze, tysklandsekspert Lykke Friis og eksilanten Simon Steen-Andersen må jo nok kunne byde på lidt kvalificerede indspark, tænkte jeg på vejen herud.

Med Merkel i operaen

Og jo, Tyskland er stadig en utopi for dansk kulturliv, fornemmer man. Steen-Andersen fortæller selv om sin flugt, at han ledte efter noget, han savnede i Danmark. Herhjemme havde han en følelse af, at man »bevægede sig meget på midten, at alt jo var ‘meget godt’, og at det ikke gjorde den store forskel, om tingene blev gjort på den ene eller den anden måde«.

»Tyskere er mere krævende, vi er mere lade«

Anderledes i Freiburg og siden Berlin: »Her satte man tingene mere på spidsen, og responsen var mere ultimativ. Den ene halvdel af publikum klapper, den anden buher. Det kan jeg bedre lide, end at man bare lister ud ad døren,« fortæller han. »Folk diskuterer koncerterne og har et fællesskab inden for ekstremt stærke nicher med hver sin scene. En stor klassisk festival bliver snildt anmeldt i ti aviser; i Danmark er du heldig, hvis der kommer én anmelder.«

Katrine Nyland Sørensen og Lykke Friis peger på kunstens politiske bevågenhed. Man skal ikke regne med at se Mette Frederiksen i Operaen, men i Tyskland er det naturligt for politikere at gå til opera og klassiske koncerter. »Bayreuther Festspiele er det eneste tidspunkt på året, hvor Angela Merkel optræder offentligt sammen med sin mand,« siger Friis. »Det er en af de helt store kulturorganisationer, som fylder forsiderne, og hvor politikerne også kommer og ytrer sig om det, de skal ind at høre.«

Til gengæld, byder Holger Shulze ind, ser man ofte danske politikere til Roskilde Festival, mens det er mere usædvanligt at se tyske politikere til eksempelvis Rock am Ring: »Så ville man tænke, at det var en photo op med et særligt budskab til vælgerne.«

I Bundestag buher, klapper og hujer man også

International musik

Nyland vil selvfølgelig gerne have svar på, om buhråb og ophedede diskussioner i pausen er udtryk for en generel forskel på danskere og tyskere. Den er svær. »Tyskere er mere krævende, vi er mere lade, det er måske mere det,« forsøger Friis. »Måske har man i Tyskland også forberedt sig før koncerten og læst flere aviser. I Bundestag buher, klapper og hujer man også, mens man ville blive irettesat for det samme i Folketinget.«

Schulze mener, man bør hæve blikket og tale om en europæisk koncertkultur, hvor man rejser til forskellige byer, om det så er Struer eller Berlin. Det klassiske koncertpublikum er måske i virkeligheden ikke særlig nationalt, men i højere grad internationaliseret.

Steen-Andersen holder dog fast i, at også måden, den tyske offentlighed er internationalt orienteret på, er anderledes end i andre lande. »På min scene er det interessant at se på indholdet: komponisterne, kunstnerne. Der er den forskel, at selve programlægningen er meget international – jeg følte ligefrem, at det var en fordel for mig at komme udefra. I Tyskland har man en genuin imødekommenhed og nysgerrighed, ikke kun fordi man vil sælge sine egne ting, men fordi man får noget tilbage ved at have det internationale præg.«

Rundfunk som pengekasse

Inden han blev komponist, arbejdede Simon Steen-Andersen på en tankstation i weekenderne. Meget at lave var der ikke, så han sad altid og komponerede. Spurgte kunderne, hvad dette dog var, prøvede han at forklare om sine studier. Da en af dem svarede: »Ej, hvor er det fedt, at I får lov«, blev han ramt af udlængsel, for kunden mente selvfølgelig dermed, at komposition måtte være helt uden gavn for samfundet. »I Tyskland behøver vi ikke tage den diskussion,« fortæller han panelet. »Der er udgangspunktet, at kunst ikke nødvendigvis skal gavne bundlinjen, men har en værdi i sig selv.«

Penge betyder dog noget, det er klart. Fra salen byder tidligere DR-chef Per Erik Veng ind med et spørgsmål så langt, at det er et under, at Politiken har haft så svært ved at få ham i tale om hans rolle i pigekorssagen. Public service er under pres i Tyskland, fortæller han, og da kompositionsmusikken først og fremmest er finansieret af de store public service-stationer, frygter Veng for fremtidens infrastruktur og vil høre, om Steen-Andersen har samme oplevelse.

»I virkeligheden følger jeg ikke så meget med i, hvad der sker,« svarer komponisten. Han er travlt beskæftiget med samarbejder på tværs af landegrænser og underviser både i Schweiz og Aarhus. Bekymret lyder han ikke. »Generelt har der hersket en fornemmelse af, at Tyskland står imod som en sidste bastion, men at det måske er et spørgsmål om tid. De unge komponister og musikere, jeg møder, er langt bedre orienterede, end jeg er, og de er også godt orienterede musikhistorisk, så i den forstand ser jeg ikke de store faresignaler. Man skal nok finde kreative løsninger på problemerne.«

Holger Schulze er også fortrøstningsfuld på tyske vegne. »I Danmark er der ingen public service-programmer om ny musik. Det er der stadig i Tyskland, men de bliver færre. Så det er en udvikling, men jeg ser også mine studerende bruge digitale kilder og finde det, de skal bruge.« Og så peger han på københavnske The Lake Radio som et eksempel på, at hvis man savner institutionelle muligheder for at formidle en særlig musik, så findes der netop kreative løsninger såsom en eksperimenterende internetradio, der i dag har etableret sig og modtager gavmild støtte fra blandt andre Statens Kunstfond.

»For mig er det den mest interessante radio i Europa,« siger Schulze og peger på, at det er en fordel med en økonomisk infrastruktur som den danske, der er mere decentral end den tyske model med de stærke radiofonier, men begrænsede støttemuligheder derudover. »Decentralisering er den største skat i Europa. Det er bedre at have mere end én finansieringsinstitution, for det viser yngre kunstnere, at der er mange muligheder.«

Behold bare jeres buhråb

Efter debatten mingler jeg lidt; baren er fri og velforsynet. Jeg falder i snak med nogle tidligere medstuderende. Hvad der blev sagt i panelet, kunne måske også være sagt for tyve år siden, vrænger vi lidt. Et par tidligere kolleger fra forlagsbranchen passer mig op, nu skal jeg altså møde Simon Steen-Andersen, og så taler vi lidt om, at internationaliseringen jo i hvert fald ér kommet til de danske konservatorier. De komponiststuderende er næsten udelukkende fra udlandet, for trangen til at blive komponist næres åbenbart ikke i Danmark; der er ganske enkelt næsten ingen ansøgere.

Jeg vil da såmænd også gerne inviteres til taffel, selvom jeg sikkert skal noget andet den dag

Er vi på vej mod tyske tilstande? Og er det i så fald ønskværdigt? Personligt har jeg været mangefold mere begejstret for komponistmiljøet i København og Aarhus, end jeg har været det for nyere tyske komponister, som ofte har haft så meget kulturhistorisk bagage og modernistisk alvor at slæbe rundt på. Bevares, vi skriver ikke så mange anmeldelser, men er Neue Zeitschrift für Musik-stivstikkeriet virkelig så attråværdigt, som man gør det til?

Det stående bifald har nok grebet unødigt om sig, men selvfede buhråb savner jeg ikke. Mere debat efter koncerter og på public service-kanaler? Gerne, men jo endnu bedre: at den ny musik siver ud i de omgivende musikmiljøer, og omvendt, i stedet for at blive sit eget reservat. På den front er vi altså længere fremme end i Tyskland; under debatten bemærkede Holger Schulze netop, at den æstetiske udvikling i Tyskland godt kan hæmmes af, at man savner udveksling mellem de meget specifikke og selvtilstrækkelige miljøer.

Alt er ikke bedre i Berlin, tror jeg. Men jeg stritter ikke imod, hvis de mondæne adresser bliver et fast indslag ved fremtidige arrangementer om kompositionsmusik. Eller hvis de kunstneriske musikmiljøer får en større stjerne hos danske politikere, sådan som investeringen i Musikhuset København kan give forhåbninger om. Jeg vil da såmænd også gerne inviteres til taffel, selvom jeg sikkert skal noget andet den dag.

 

Paneldebatten Hvad er kompositionsmusikkens status i Danmark og Tyskland? fandt sted 25. november på Den tyske ambassade i København