»Det lille barn er stadig åbent og ser verden som vidunderlig. Det ville jeg gerne fejre«

Stemmen er digital og musikken elektronisk, men det hele lyder mærkeligt nok som nogle højst menneskelige processer på Kaj Duncan Davids album All Culture is Dissolving fra 2021. Det er, som om de normalt så entydige digitale nuller og ettere er blevet usikre og tøvende. Lydene bøjer, som om de bliver filtreret gennem vand, polyrytmerne skaber en gyngende grund, og de sprøde, abrupte elektroniske lyde giver det hele et skær af leg med synthesizere og futuristiske klange.

Nogle hjerneforskere siger, at kreativitet handler om at forbinde associationer og idéer fra erfaringer, der ligger langt fra hinanden i hjernen til nye mønstre, der gør alt det kendte nyt igen. Hvor det almindelige bliver originalt og fremstår homogent og meningsfyldt på en ny måde. Så spørgsmålet er, hvor i hjernen den musik kommer fra?    

»Jeg har taget nogle bevidsthedsudvidende stoffer gennem tiden. Det har været fascinerende og meget vigtigt for mig. At opleve mit syn på verden og naturen blive restruktureret og opleve en dyb affinitet – afhængig af situationen – med træer eller ting. Fx en stol,« fortæller Kaj Duncan David åbent, da jeg spørger nysgerrigt og lidt forsigtigt til, hvad det er for nogle »mystiske oplevelser«, han tænker på, da han forklarer, hvorfor albummet er blevet, som det er. Det, og så livet med en lille datter:

»Barnets tilgang er som den tilstand. I skolen og ens opvækst lærer man at frasortere det, der ikke er vigtigt for at overleve eller være et civiliseret menneske. Det lille barn er stadig åbent og ser verden som vidunderlig. Det ville jeg gerne fejre.«

»Det er en mærkelig idé, at vi har en intelligens, som hæver sig meget over andre levende væsner«

Jeg møder den 36-årige komponist på Zoom op ad formiddagen en tidlig forårsdag. Her i hans hjem i arbejderkvarteret Wedding i det nordlige Berlin bor han med sin partner, der er koreograf med rødder i Brasilien, og deres toårige datter. Der altså lige nu har gang i sin sproglige udvikling mellem de 3-4 sprog, der er en del af familiens hverdag. 

De »mystiske oplevelser« og datterens sprog samler sig i en generel interesse for menneskelig bevidsthed – og kunstig intelligens – som vigtige elementer i hans musik, både det seneste album og hans aktuelle arbejde, der samler de tre tråde i et univers, som han åbnede med »All Culture is Disolving«. Resultatet er 11 sange med den samlende poetiske titel Only birds know how to call the sun and they do it every morning, der bliver opført som koncerter sidst i maj på Spor Festival i Aarhus, på Frequenz Festival Kiel og på Davids yndlingsmusiksted i Berlin, KM28. Til november bliver det København, og senere på året udkommer musikken også på et lille Berlinerlabel Hyperdelia. 

Al kultur opløser sig

Kaj Duncan David har tidligere udforsket forbindelsen mellem lys og lyd i værker og komponeret til ensembler, før han gav sig i kast med All Culture is Dissolving. Værker som soloen Relay fra 2015 for bærbar computer og tre lyspærer, hvor lydene aktiverer lyset og spiller sammen med rummet i en slags musik, som bevæger sig i et felt mellem musik og musikteater. En genre for kulturelle »grænsegangere«, for at bruge et tysk udtryk om de komponister, som har fyldt meget på scenerne for ny musik de sidste 15-20 år.  

Men hans baggrund i elektronisk musik, og en almindelig lyst til at lave et album, flød sammen med den helt specielle situation under pandemien, hvor der blev tid til at dykke ned og bare sidde i studiet. 

Albummet har et gennemsigtigt hoved på coveret. I hovedet gror der et frodigt træ med en krone der, hvor hjernen sidder. Titlen All Culture is Dissolving er fra et citat af den amerikanske »guru for rave-æraen«, som Wikipedia kalder ham, og etno-botanist, Terence McKenna, og tre af sangene på albummet har citater af ham sunget af en syntetisk stemme. Forbindelsen mellem bevidsthed, natur og maskine er helt tilsigtet.

»McKenna undersøgte psykedeliske planter og deres brug i kulturer over hele verden. Men som forfatter af ret syrede bøger og taler blev han også en slags profet for dele af kulturen omkring Silicon Valley i 1980’erne og 1990’erne, hvor teknologi og mystik blev blandet, for eksempel i udviklingen af virtual reality. Hans idiosynkratiske stemme kan høres samplet i noget af den elektroniske musik, jeg elsker og er inspireret af, især den britiske psykedeliske trance fra 90’er og 00’erne. En af hans sætninger lyder ‘All culture is dissolving in the face of the drug-like nature of the future’.« 

For David bliver denne »opløsning« til en helt speciel, elektronisk musik på albummet, der lyder som en humoristisk blanding mellem sci-fi-agtige eksperimenter med sprøde, digitale lyde og en computerstemme, der søgende forsøger at danne ord af fonemer, altså små sproglyde. Og i øvrigt en hel del omgivende natur.   

»Jeg prøvede at lege med musik, som også var diskursiv. Albummet er en musik af mange lag af ting, der taler sammen. Der er stemmen, der forsøger at tale, der er musikalske lyde og også ret mange dyrelyde. Et snakkende univers. Et slags sprog, der er delt af de forskellige entiteter i det klanglige univers. Det hænger sammen med den idé, at alt er ved at opløse sig – dissolve – i en tilstand. For det ultimative mål med digital kultur og kunstig intelligens er jo at kunne repræsentere den samlede eksistens sprogligt, altså at koge verden helt ned til ettere og nuller.«

Kunstig bevidsthed til debat

Kaj Duncan David lavede for seks år siden værket Also sprach  – titlen er fra sci-fi-romanen af polske Stanislaw Lem med en indbygget hilsen til filosoffen Friedrich Nietzsches taler om overmennesket. Bogen handler om kunstig intelligens. Et fænomen, som på det tidspunkt havde en meget mere begrænset udbredelse blandt almindelige teknologibrugere end i dag, men hvor forfattere, forskere, dataloger og enkelte filosoffer var meget opmærksomme på fænomenet. Bogen og Davids værk handler om en superintelligent krigscomputer, der vil belære menneskeheden om, hvor dumme vi er ved at bruge kræfterne på meningsløs krig. 

Værket beskriver intelligensens vej ind i kosmos – hvor livet opstår på planeten, og så er der en uundgåelig vej til at blive mere og mere potent, slå sig selv ihjel og blive opløst i universitets stof. En fremtidsdystopi, hvor mennesket ender med at skabe intelligente maskiner, der bruger så meget energi, som de suger ud af solen til den kollapser – og så begynder det hele forfra. 

»Det samme kan man også opleve i mystiske trancestadier – altså man ser en kop, og så er det, som om man aldrig har set en kop før«

Millioner af bakterier og mikrober i mennesket

I værket fortæller en videnskabsmand historien foran den store computer, hvor musikerne kommer til syne langsomt i løbet af stykket. De er computeren. 

»Jeg er glad for science fiction, og jeg har en interesse i menneskelig bevidsthed. Jeg læser gerne speculative og eco philosophy, a la Donna Haraway eller Timothy Morton, der forsøger at udfordre den måde, vi tænker på forholdet mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige. Kan man tale om intelligens som noget særligt menneskeligt?« spørger han retorisk. »Det er en mærkelig idé, at vi har en intelligens, som hæver sig meget over andre levende væsner. For eksempel har mennesket millioner af forskellige mikrober og bakterier inde i sig, og vi kan ikke definitivt adskille vores liv eller intelligens eller bevidsthed fra alle de andre bevidstheder inde i os. Nogle af de filosoffer, jeg læser, primært fra videnskabens verden, prøver at nedbryde den idé, at mennesket sidder på toppen af ‘the tree of life’,« fortæller han og binder en sløjfe tilbage til billedet på coveret af All Culture is Dissolving.

»Det har længe været en idé at kode maskiner og se, om de kan blive bevidste, og det sker faktisk lige nu – måske i hvert fald. En maskine kan sige noget dybt, men er det dybt, hvis den ikke forstår kontekst men sætter ord sammen efter statistisk sandsynlighed? Og omvendt, hvor meget er vi mennesker egentlig styrede af ubevidste mønstre? Altså, jeg er lige dele skeptisk og fascineret af kunstig intelligens og de spørgsmål, den stiller os overfor. Og der sker så meget interessant lige nu.«

Det er let at mærke, at selvom Davids musik har en umiddelbarhed og et legende udtryk, så er der tale om meget bevidste processer, der former tanker og erfaringer til musikværker.   

»Det er de tre idéverdener, der inspirerer mig: Min oplevelse med barnet, som lærer at tale helt fascineret af verden, som når vi går med hende i klapvognen, og hun ser en fugl eller en flyvemaskine og en hund, som hun er ved at opleve første gang. Det samme kan man også opleve i mystiske trancestadier – altså man ser en kop, og så er det, som om man aldrig har set en kop før – og med kunstig intelligens. Og så de sidste fem år snak, nu også med ChatGPT, om der er en bevidsthed, der er ved at forme sig eller blive tilgængelig for os,« forklarer han.

Kunstig intelligens på baby-stadiet

De tre verdener smelter sammen ved de kommende koncerter, som så også bliver et album. 

»Først og fremmest kan man opleve det gennem stemmen, fordi jeg synger, og så gennem en dramaturgisk udvikling. Værket starter igen med fonemer, som så bliver til ord. Jeg har samarbejdet på teksterne med Maikon K, en performer og skribent fra Brasilien, som bor her i Berlin. I et af de første opgaver jeg gav ham, skulle han forestille sig, at han var en kunstig intelligens på baby-stadiet, der havde en mystisk oplevelse og fortælle, hvordan verden var for ham,« siger David med lige dele humor og alvor og åbner lidt for, hvad man kan opleve sidst i maj, ved de tre koncerter i Danmark og Tyskland.

»Jeg har besluttet mig for ikke at bruge lys eller video. Det skal bare være en musikalsk koncert med 11 sange. Jeg spiller sammen med tre musikere på forskellige elektroniske instrumenter. Jeg spiller synthesizer og synger med talkbox og vocoder. Talkboxen er et fantastisk, akustisk instrument, hvor jeg spiller en melodi på mit keyboard, der med en slange sendes ind i min mundhule, så jeg kan forme ordenes lyd med munden.«

Musik og bevægelser

I Kaj Duncan Davids tidligere værker, hvor lyd og lys hænger tæt sammen i mønstre, er musikken bundet til scener og liveopførelser. Det er blevet til værker, der ikke kan opleves meningsfyldt kun med ørerne, fx når de blev sendt i radioen, fordi den ene halvdel af logikken mangler. 

De seneste fem-seks år har han så delt sit musikalske arbejde mellem at komponere elektronisk musik, man kan gå med i ørene, og sceniske værker – og i ligeså høj grad at medvirke som musiker på scenen. Så når han denne formiddag ser lidt træt ud på skærmen, er det efterveer af en længere skabelsesproces op til en premiere på en ny danseforestilling på HAU1 – Hebbel am Ufer – et par dage tidligere, hvor han var en del af en flok medskabende musikere på scenen. Og forestillingen aftenen før er stadig tæt på. 

»Jeg begyndte at miste interessen for den meget traditionelle ‘ny-musik-koncert’ med et ensemble og fem værker af hver 10 minutters længde. Samtidig fik jeg muligheden for at skrive meget længere,« forklarer han og nævner hans to sceniske værker Up Close and Personal fra 2018 og Also sprach Golem fra 2020, som varer over mere end en time hver. Han uddyber: 

»I teaterrummet har man det hele – lyd, lys, tekst, bevægelser – så sideløbende med mit arbejde med mine album har jeg de seneste år kunnet arbejde med dans både med min partner og andre, der har spurgt. Det er meget befriende for mig som komponist, fordi jeg ikke er i fokus. Man er der for at tjene dansen, og publikum kommer ikke for dig. De er der for at se et danseværk,« lyder det.

David flyttede til Berlin for 10 år siden. Han flyttede sjovt nok samtidig med, at han skrev en begejstret reportage fra byen til Seismograf om festivalen Maerzmusik. Der det år hyldede de mange komponister, som havde valgt at bosatte sig i Berlin. I byen nyder han de mange parallelle scener med alt fra rock over techno til de smalle eksperimentelle scener. 

»Egentlig er følelser og intuition no-go. Men jeg har altid villet det«

Befriet fra forventninger

Samtidig har arbejdet med dansen og det befriende samarbejde med performere og publikums forventninger givet ham meget. Både helt konkret som tilfredsstillende arbejde, men også som en del af en frigørelsesproces fra studietiden og de forventninger, der blev stillet i de akademiske sammenhænge. Dansen er med til at frisætte ham som komponist:

»Jeg har kunnet lave musik, som ikke skulle sættes ind i en kunstmusikalsk kontekst. Jeg er sikkert meget inspireret af Simon Steen-Andersen, som jeg studerede hos i Aarhus, og som har arbejdet meget med sammenhænge mellem bevægelse og lyd. For mig begyndte det med sammenhængen mellem lys og lyd, og i dag, når jeg arbejder med dans, så spiller jeg live og følger altid dansen på scenen og laver skift med bevægelserne. Ikke egentlig ’Mickey Mousing’ – men jeg kan godt lide at lege med påvirkning og den dialog, der kan være mellem musiker og performer.«  

Det er tydeligt, at hovedet på den filosofisk interesserede og teoretisk meget velfunderede komponist i virkeligheden lige så meget har en krop, der gerne vil arbejde med musikken. Energiniveauet i samtalen stiger.

»Jeg er ofte med performerne i studiet ret tidligt, hvor vi improviserer sammen, så nogle af lydene kommer af bevægelserne og omvendt. Improvisation som kompositorisk værktøj er meget vigtigt for mig. Meget af materialet kommer bare,« fortæller han og virrer vildt på hovedet med store armbevægelser, »og så er arbejdet mest af alt at sortere og justere og forfine ting. Det er underbevidstheden eller overbevidstheden, der arbejder,« forklarer han, og slutter af med at føre pointen helt tilbage til tiden som studerende.

»Når man studerer komposition, lærer man meget om rationel, tysk musikkultur. Egentlig er følelser og intuition no-go. Men jeg har altid villet det. Jeg er blevet mere moden og har fået mere erfaring – og jeg har lært at kaste den kultur fra mig.« 

Kaj Duncan David er født 1988 i Randers og opvokset i England. Bachelor i musik fra Goldsmiths College, London, 2009. Kandidat i elektronisk komposition DIEM på Det Jyske Musikkonservatorium, 2013. Kandidat i komposition fra Hochschule für Musik, Dresden, 2016. Hans nye værk, »Only birds know how to call the sun and they do it every morning«, bliver opført af komponisten selv med Scenatet i maj på Spor Festival i Aarhus, Frequenz Festival Kiel og på spillestedet KM28 i Berlin.