© Katarzyna Kukiełka

Do you feel the vibration?

Himmel, helvede, kærlighed og country – det var livets største mysterier, som blev gransket på den polske festival Sacrum Profanum. Og det endte godt for de to danskere.
  • Annonce

    Man skal høre meget

Man kan ikke høre sporvognene, når Mary Halvorson spiller på sin elguitar i Kraków Filharmoni. Sporvognene har ellers altid været et problem under koncerter, fordi musikhuset ligger på et centralt hjørne i den polske by. Eller måske følger sporvognene blot den sjovt vuggende rytme i den amerikanske komponist og guitarist Halvorsens værk Belladonna (2022). Undertiden mærkes små elektriske vibrationer, skævvredne guitartoner, kørt gennem distortion-pedaler, der lyder, som om de kører i andre hastigheder, i hvert fald i andre stemninger, end de fire strygere fra Mivos Quartet. Man ved ikke helt, hvem der trækker i hvem; om det er guitaren, som er solist, eller strygerne, som fører an. Momentvis ramler den jazzificerede guitar ind i de langstrakte strygerklange. Guitarens stød og vrid er blide, for det meste – men i sidste stykke hugger Halvorsen til.

Samme aften opfører Sinfonietta Cracovia og dirigenten Lilianna Krych også Pure Voices (2021-2023) for strygerensemble og elektronik af den unge polske komponist Aleksandra Słyż. Alle skrattende toner er elimineret; rene, lange lydflader changerer og blafrer. I Justė Janulytės Elongation of Nights (2010) lyder strygeorkestret næsten elektronisk. Uendelige landskaber dukker frem på nethinden. Der er frysende forsiringer i Tomasz Sikorskis (1939-1988) Winter Landscape, som komponisten skrev under en hård vinter i 1982. Sikorski omtales ofte som Polens første minimalist, og fik efter sin død kultstatus blandt de unge komponister i 90’erne. 

© Adrian Pallasch
Sinfonietta Cracovia og dirigenten Lilianna Krych. © Adrian Pallasch

»Der var store protester, da værket blev opført første gang,« siger Marek Chołoniewski, komponist, lydkunstner og professor ved afdeling for elektroakustisk musik i Kraków, inden han forsvinder ind i en bil. 

Lynch forguder Polen, havde hun sagt. Et perfekt sted mellem drøm og virkelighed

De sidste sporvogne triller forbi og ryster musikhuset, navngivet efter komponisten Karol Szymanowski, en af Polens store guruer. Men musik af Szymanowski, Penderecki eller Lutosławski er ikke at finde på denne festival. Krzysztof Pietraszewski, direktør for Sacrum Profanum, giver et lift:

»Det er ikke fordi, jeg ikke kan sove, men jeg er meget spændt på koncerten med de to danskere,« siger han. 

Hjemme på hotellet hindres søvnen af Polish Night Music (2007) af den polske komponist Marek Zebrowski og den amerikanske filminstruktør David Lynch. En ven af en ven tænkte på Lynch og twilight, da hun forsøgte at forklare dette års festivaltema, Multiwersum – Multivers. Lynch forguder Polen, havde hun sagt. Et perfekt sted mellem drøm og virkelighed.

Robotterne er her

Skumringer, i hvert fald stadier mellem poler, undersøges nærmere dagen efter i det gamle Nationalteater. Dominykas Digimas' Oscillations for to sopraner og to alter (2020) opføres efter et af John Cages såkaldte »number-pieces«, Five for fem stemmer (1988). To appetizere. Askese fra Amerika og Litauen. Digimas overgår Cage i tysthed. På foyerens trapper, foran dirigenten Szymon Bywalec, står sangerne fra Det polske radiokor helt ubevægelige. 

Michał Górczyński i performancen »Roboty-duety«. © Katarzyna Kukiełka 
Michał Górczyński i performancen »Roboty-duety«. © Katarzyna Kukiełka

Robotten, som står ved siden af Michał Górczyński i næste performance, gør heller ikke meget væsen af sig. Med improvisationer på saxofonen og mundtlige tilråb prøver musikeren at indlede en dialog med robotten, stiller spørgsmål, prøver at få den til at gøre ting. Roboty-duety (2023) for klarinet og robotarm er en rablende robot-duet: 

»Jeg drikker min te uden at spilde. Kan svin sige roastbeef? Ja, det er det eneste ord, svin kan sige med en menneskelig stemme.«

Robotter kan ikke skifte deres egne hænder endnu, forstår vi. De kan ikke gå til frisør eller udvise den skrøbelighed, som blev en del af gamet, da komponisterne for ikke så længe siden trådte op på scenen og blev performere. Górczyński udstiller robotten. Kan de overhovedet vise ømhed, når de ikke engang kan styre deres hænder? Er de interessante eller bare elendige performere? 

Den aarhusianske komponist Niels Rønsholdt, som selv vil stå på scenen om et par dage, står og studerer en enorm armeløs buste af Konrad Swinarski (1929-1975) – teater- og operainstruktør, en polsk superhelt. Selv uden hænder. 

Han pakker violinens skuldre ind i sølvpapir, binder en løkke om violinhalsen, leger med en kniv. En kæde rasler…

Komponisterne og performerne Kuba Krzewiński og Michał Pepol. © Katarzyna Kukiełka 
Komponisterne og performerne Kuba Krzewiński og Michał Pepol. © Katarzyna Kukiełka

Kort efter står performeren Kuba Krzewiński og kigger dybt ind i en violin, der hænger fra loftet. Violinen dingler uskyldigt med sin lille langhalsede krop. Der er en historie, en relation, måske ondskab, mellem de to. Han pakker violinens skuldre ind i sølvpapir, binder en løkke om violinhalsen, leger med en kniv. En kæde rasler… Nina Fukuokas værk on_the_other_side (2018-2023) er en scene fra alle de love stories, vi kender. Vi står omkring dem, som stille vidner til et drama mellem en violinist og en violin. Gamle violiner er frækkere performere end nye robotter. De har flere hemmeligheder og mysterier i sig.

Kærligheden studeres videre i Alvin Luciers Love Song (2016). Krzewiński og Michał Pepol bevæger sig rundt i salen, hver med en violin, som er forbundet til den andens violin med en lang streng: Når der spilles på den ene violin, høres det også på den anden. I Krzewińskis Contre No. 1 (2017) kæler de to musikere for celloen og violinen. Deres hænder lister op og ned af instrumenternes kroppe. Fysisk smækkende som en flamenco-serenade. På cello spiller Michał Pepol også pophittet »Kocham cię, kochanie moje« af Maanam. 

Berøringer, kroppe, det taktile er på plakaten i teatret denne aften.  

© Katarzyna Kukiełka
Dominika Wiak. © Katarzyna Kukiełka

Michał Górczyński vender tilbage med sin saxofon og uden robot. Wojtek Kiwer spiller på hjemmebyggede eletroniske instrumenter og sten påsat mikrofoner. Danseren Dominika Wiak bidrager til en sanselig performance med mikrolyde som dragende motor.

Hele gulvet vibrerer. Der er lyde på gulvet.  

Vi flytter os ned ad trapperne til der, hvor vi begyndte tre timer tidligere, det gamle teaters foyer. Koret synger For love is strong (after The Song of Songs) (2008) af new yorkeren David Lang, som er kendt for store opsætninger som The Mile-long Opera, hvor 1000 performere fortæller om ensomhed og TV-dinners i en storby. Nu står vi derimod i en garderobe på et polsk teater og vil om lidt få udleveret vores jakker. 

Szymon Bywalec dirigerer sangere fra Polish Radio Choir. © Katarzyna Kukiełka 
Szymon Bywalec dirigerer sangere fra Det polske radiokor. © Katarzyna Kukiełka

Vi står som frosne statuer omkring koret, som har standset tiden med intim a cappella-storytelling. For anden gang i aften er Niels Rønsholdt helt opslugt. Han næsten synger med.

Techno og silikone

Hvis minimalistisk musik rimer på følelsen af vægtløshed, frosne overflader og hurtig puls, hører vi et kerneeksempel i amerikanske Tristan Perichs Open Symmetry (2018) for tre vibrafoner og one-bit-elektronik, altså primitiv elektronik. Uendelige pulsslag, kurver brede som surferbølger. Når tempoet af og til sagtnes, er det, som når en legetøjsrobot kører ujævnt, fordi batteriet er ved at dø ud, men finder tempoet igen ved en genopladning. Da musikerne fra det franske Ensemble 0 og svejtsiske Eklekto efter en time spiller sidste pulsslag, forstår man en anmelders beskrivelse af værket: »techno music for silicon life forms«. En fra publikum siger: »Det var, som når man skifter gear i en bil. Man cruisede af sted.« 

Rei Nakamura og Wojtek Blechacz. © Norbert Burkowski
Rei Nakamura og Wojtek Blecharz. © Norbert Burkowski

Multiwersum er temaet på årets Sacrum Profanum-festival. Et uendeligt antal universer med alle mulige fysiske love bimler i de mange værker med minimalistiske tilbøjeligheder. Vi går sammen ind i salen igen, og et andet univers begynder: I sin installatoriske performance går lydkunstneren Wojtek Blecharz rundt mellem publikum og placerer små højttalere i salen. Han bærer buksedragt, atmosfæren er andægtig, og nogen bag mig hvisker noget om en kult. Imens rører Rei Nakamura blidt tangenterne på et flygel og skraber under instrumentet. En hyletone blafrer, bastoner gentages. Blecharz står nu lige ved siden af mig og bevæger to små højttalere over mit hovede. Klaverkoncerten blev annonceret som lydmassage. Det er en klaverkoncert, som går i musklerne.  

Min engelske kollega og ambientfan kalder det sadisme og flygter

I det japanske kulturcenter Manggha næste dag garanteres trance. 

Det er mantrisk, når Chain Ensemble med percussion, tangentinstrumenter og elektronik gennemfører hollænderen Simeon ten Holts 1976-værk Canto Ostinato. Det kræver koncentration at spille det simple tema om og om igen. Også i dette stykke, hvis varighed kan udvides i op til mange timer, opleves gearskift. Musikken flyder med små ryk og via romantiske biveje. Så melodisk plejer minimalisme ikke at være. Accenterne ligger anderledes. Min engelske kollega og ambientfan kalder det sadisme og flygter. Han når ikke at opleve, at minimalismen bliver blurred og profant snavset i de sidste minutter. 

Ud på landet 

De organiske – og eller sadistiske – klavertemaer fortsætter i hjernen under den 20 minutter lange sporvognstur til et teater i Nowa Huta, en betonforstad og tidligere socialistisk mønsterby. Indtil 24-årige Brìghde Chaimbeul stamper skotsk folk med foden og en sækkepibe i favnen. Saxofonisten Colin Stetson, som er på hendes nye album, afløses af Paulina Owczarek. 

»We just met today. Let's see what happens.« Chaimbeul og Owczarek tager af samme luft, men sækkepiben lyder næsten elektronisk og futuristisk trods sit folkemusikalske ophav. Dronerne klaprer. Saxofonens droner er mere blide overgange. Den bruser blødt og lægger bunden. Ovenpå den lyder sækkepiben påsat mikrofoner som et skibsskrog, som sejler i vandet på en uendelig dronerejse.

»Don’t you feel any vibration?« Den urge studerende svarer: »No«

I pausen har Marek Chołoniewski lovet at forklare skandalen omkring den første polske minimalistiske koncert. Han misforstår dog mit spørgsmål og begynder at fortælle om den første koncert i Polen med den amerikanske (netop afdøde, red.) komponist Phill Niblock i 1985: »Det var ikke protester, men hans musik blev ikke forstået. Publikum gik bare ud. En musikstuderende spurgte Niblock, hvorfor der på plakaten stod, at det var en installation. Niblock svarede: ‘Jeg var i Budapest og troede, at min koncert var i næste uge. Der var ikke tid til at lave en installation.’ Dagen efter, under en præsentation i Det amerikanske konsulat i Kraków, spurgte en modigere studerende: ‘Can you explain, what is the connection between image and sound?’ I Niblocks værk The Movement of People Working vises på to skærme arbejdende mennesker og en enkelt lyd, en drone, som bare kører i 10 minutter. Og Niblock svarer: ‘Don’t you feel any vibration?’ Den unge studerende svarer: ‘No’. 10 år senere var Niblock på min festival Audio Art, og der er standing ovation. I Polen har minimalismen ikke været så stærk, men der er to minimalister, Tomasz Sikorski og Zygmunt Krauze, som konsekvent reducerede materialet til blot et par elementer. Det var en specifik form for polsk konceptuel musik.«

Chołoniewski når ikke at forklare mere om Sikorski, den første polske minimalist. Eller hvorfor Sacrum Profanum ikke dyrker de gamle polske guruer. Vi er lost in translation. Og det er en god ting. 

»Det her er ikke countrymusik,« hvisker én i mødet med en båndet falsetstemme

Cellisten Jakob Kullberg og Orkiestra Muzyki Nowej. © Katarzyna Kukiełka 
Cellisten Jakob Kullberg og Orkiestra Muzyki Nowej. © Katarzyna Kukiełka

Klædt helt i denim og bandana om halsen annoncerer festivaldirektør Pietraszewski nye musikalske rejser: »Nu skal vi ud på landet.« Country (2020), Niels Rønsholdts sangcyklus, starter. Jakob Kullberg holder sin cello som en guitar. Han synger. På scenen er også komponisten selv. Rønsholdt synger. Det gør også musikerne i Orkiestra Muzyki Nowej i 18 stykker med titler som »Gone Like a Turkey Through the Corn« og »Heavy is the Heart«. Der er stille i teatersalen. »Det her er ikke countrymusik,« hvisker én i mødet med en båndet falsetstemme. Der er noget både jordbundent og sfærisk og lyst over de tyste fortællinger om håndfaste virkeligheder og rigtige mennesker i flækker. En pisk smælder, knaldperler kastes på scenen. Lyden af prærie og Americana suser i ørerne i den socialrealistiske betonby Nowa Huta.  

»Det var som et besøg i en anden verden,« siger én efter koncerten. »En rejse tilbage i tiden. Ekkoer af folkemusik, tydelige ekkoer af noget fremmed. Ren twilight. Ofte hakkede musikken som på en plade,« siger en anden. En siger, værket var alt for langt. Min engelske kollega mangler ord, men finder to: »Marvelous«. »Excentric«. 

Festivaldirektørens bekymring for koncerten med de to danskere viser sig at være ren teori. Ikke af denne verden.

Universets ensomme vandrere

Festivalen er slut. Sacrum Profanum – det hellige og det vanhellige, det urene – skal opløses. Musikerne kører ud af Nowa Huta og til en bar, hvor bartenderne danser på bardisken i støvler, mens de hælder drinks op. Der findes country i Kraków. Selv om musikken i højttalerne er pumpet dance, og den fortsætter ind i natten. Musikerne, som står ved bardisken, opererer også i flere verdener på én gang.  Multiverset findes på denne bar i aften. Syngende cellister er på ingen måde noget særsyn her. Og multiverset er hverken digitalt eller usynligt, men fysisk og hårdt som støvletramp. Som pulserende minimalistisk musik, der bare kører og kører ind i ensomhedens garager. Her gælder det bare om at stige på. Næste stop er enten et minimalistisk himmel eller helvede. 

Vennens ven sagde, at en kritiker har sammenlignet Zebrowski/Lynchs polske nattemusik med »silent hotels where lonely travelers meet«. Det er her, vi er. Denne polske bar vil være umulig at finde en anden gang. Den slags steder finder ligeså meget én, som man finder dem. 

Om lidt kører de første sporvogne morgengryet og virkeligheden i gang. »Don’t you feel any vibration?« Lige nu – i dette hjørne af verden – er den slags spørgsmål teoretiske og overflødige spørgsmål. 

 

Festivalen Sacrum Profanum fandt sted 23.-24. september og 9.-12. november i Kraków, Polen. Seismograf deltog i november-delen. 

Seismografs rejse og ophold var betalt af The Adam Mickiewicz Institut. Instituttet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.