Det stof, New York er gjort af
Annonce
»I’ve always loved this hour of the day,« synger en kvinde iført baseballkasket med en hakkende sopranstemme. Hun står på the High Line, den tidligere jernbane på Manhattans vestlige side, som på få år er blevet en yndet park for newyorkere og en massiv turistmagnet. Kvinden er blot én af 1.000 sangere spredt ud over hele den hævede oase. Klokken er syv torsdag aften, og skyskraberne lyser op på hver side af parken, mens mørket er ved at sænke sig over byen.
Hvis opera traditionelt set handler om the stuff of life – den menneskelige tilstand og alt, hvad vi føler, frygter og holder af – så er The Mile-Long Opera: A Biography of 7 O’Clock ved første kig en lidt aparte affære.
Kvinden er blot én af 1.000 sangere spredt ud over hele den hævede oase
Operaen, der er udviklet af Bang on a Can-komponisten David Lang og lokale kunstarkitekter, befinder sig langt fra klassiske operatemaer som sammenhold, tab, ensomhed, kærlighed og afsavn. I Langs kæmpeprojekt handler det om den helt almindelige hverdag i storbyen.
Aftentidens betydning
Librettoen – skrevet af digterne Anne Carson og Claudia Rankine – er inspireret af interviews med newyorkere, som er blevet spurgt, hvad klokken 19 betyder for dem i en hurtigt foranderlig by. Svarene har de forvandlet til historier om alt fra Ikea-møbler og ensomme tv-middage til gentrificering af tidligere arbejderbydele, og vi, tilskuerne, er aktive storylisteners.
David Langs kæmpeprojekt set ovenfra. © Timothy Schenck
»I love my dining room table,« messer nogle af de 1.000 amatørsangere fra lokale kor. De er klædt i hvidt og sort, og de bærer kasketter med lys i, ja nogle står sågar med lysende kaffekopper af flamingo. »That was the saddest cup of coffee of my life,« lyder det fra andre. Sangerne står som statuer på den svævende boulevard, enkelte steder er de samlet i grupper, mens de synger eller taler om 7 o’clock-hverdagsdramaerne. »Amber, will you marry me?«
Sangerne står som statuer på den svævende boulevard
Mere end fyrre kor medvirker, herunder et baptistkor, Harlem Japanese Gospel Choir og kor af indisk, kinesisk, ukrainsk og spansk oprindelse. Nogle steder langs ruten lyder dramaerne som swingende bebop eller monoton nynnen. Andre steder skal man helt tæt på performerne for at høre deres hvisken. Vagter i orange jakker sørger hele tiden for at få folk til at gå videre.
Late-hour-melankoli
The Mile-Long Opera er skabt til New York, udført af newyorkere, og den reflekterer over the New York experience. Mange komponister har forsøgt at indkapsle denne bys atmosfære i lyd, og ligesom Edgard Varèse, som i sit første New York-værk, orkesterværket Amériques (1921), trak fortovet ind i koncertsalen, er David Langs optik også i øjenhøjde: en folkelig bypark, som udgør en langstrakt scene for de mange stemmer, der resonerer med den mangfoldige by, og hvor dens brogede puls bliver medspillende bagtæppe.
Isolerede individer, fastfrosne i Edward Hopper-agtig late-hour-tristesse
Inde i nogle af lejlighederne i de storslåede kontorbygninger, man passerer langs togparken, står mennesker og pudser vinduer. Isolerede individer, fastfrosne i Edward Hopper-agtig late-hour-tristesse. Aleneheden kontrasteres af det massive antal af sangere, som konstant popper op. David Lang har tidligere arbejdet med det kvantitative i værker i det offentlige rum såsom The Public Domain (2016) for 1.000 sangere ved Lincoln Center og Symphony for a Broken Orchestra (2017) for hundredvis af aflagte instrumenter fra en skole i Philadelphia.
Mange af fortællingerne er egentlig banale og gentages flere gange på ruten. For mit vedkommende varer operaturen 85 minutter og føles af og til lidt lang. En tredjedel af ruten kunne sagtens have været skåret af.
En bid af det rigtige liv
Men i den by, som vistnok altid er vågen, er det alligevel fascinerende at slentre sammen med hundredvis af andre og opleve Manhattan-tusmørket ved spisetid. Blok efter blok mimer den musikalske minimalisme skyskrabernes gentagelsestunge arkitektur – følelsen af gentagelse er jo et klassisk New York-tema. Men her er også lydlige ‘bump’ og overraskelser, som når en ældre kvinde messer sin tekst som en spansk bøn, eller fire ivrige teenagefyre tale-synger, som gjaldt det livet.
Ingen af operaens stereotyper er her – hverken Carmens ‘bad girl’ eller Cinderellas ‘good girl’, og ingen lider en transcendental kærlighedsdød. Men operagenrens fundamentalt menneskelige behov for store følelser og storytelling ligger alligevel som en kraftig note. Idéen om et plot er erstattet af spisebordssnak, som ophøjes til en jeg-holder-af-hverdagen-hyldest.
Nogle steder optrådte sangerne alene, andre steder i grupper. © Kåre Viemose
Idéen om et plot er erstattet af spisebordssnak, som ophøjes til en jeg-holder-af-hverdagen-hyldest
Man kunne have frygtet, at et værk med så massivt et setup ikke ville kunne rumme det brede spektrum af fortællinger. Dog lykkes det Lang og de forskellige sangere fra vidt forskellige etniske/religiøse grupperinger at skabe en lydlig repræsentation af det multikulturelle NYC, hvor de sproglige skævheder ikke spænder ben for at opleve værket som et samlet hele.
Sidste stop er ved 34th Street, ved Hudson-floden. Her bliver der længere mellem performerne. Helikoptere larmer tæt ved. Det, de synger, kan man genlæse i librettoen, som udleveres ved udgangen:
»Whatever happens to a city can happen to this city, whatever happens to anyone can happen to us.«
New York er – som mange andre storbyer – bundet sammen af traumer. Lang har skabt en melankolsk rapsodi, en nocturne. Her lader han de mange stemmer, som alle har en iver efter at komme til orde, danne en kollektiv mosaik af ord, der giver os en bid af the stuff of life i The Big Apple, som det føles og mærkes lige nu. Det er stærkt stof.
Sangerne blev lyst op i aftenmørket af kasketter med indbygget lys. © Kåre Viemose
En række 360-gradersvideoer af værket kan findes på Youtube.