Helligt, profant og rystende levende
Når man kalder sin festival Sacrum Profanum, lægger man op til yderligheder. Krakóws internationale festival for ny musik, grundlagt i 2003, indfriede da også løftet fra første færd med en programmatisk spændvidde, der strakte sig fra Cat Roberts’ elektroniske strukturer med næsten organiske bevægelser til Mariam Rezaeis industrielle scratch, frembragt på hendes stærkt percussive pladespillere.
Jeg var ikke selv til stede ved daggry-opførelserne, hvor fuglene efter sigende tog helt over som medkomponister. Det ville Stephen O’Malley næppe have haft noget imod
Festivalens mest markante greb fandt imidlertid sted langt fra koncertsalene. Det schweiziske Alponom-ensemble opførte Stephen O’Malleys You Origin fire gange: to gange ved solopgang og to gange ved solnedgang. Først stod musikerne placeret i fem par på et bjerg uden for byen. Trafikkens fjerne brusen gled ind mellem tonerne, mens alpehornene byggede dybe, cykliske resonanser. Forbipasserende hundeluftere – og deres dyr – standsede op og lyttede.
Dagen efter, på en flad slette midt i byen, var det fuglenes sang, der vævede sig ind i de langstrakte droner. Værket består af blot fem toner, spillet kontinuerligt i en time, men omgivelserne udvider det uundgåeligt. Der var noget både intimt – man kunne gå helt tæt på musikerne – og monumentalt, idet klangene bredte sig over Krakóws landskab og gjorde byen til et stort medklingende rum.
Det var vidunderligt at være i dette præparerede klaverunivers, hvor skruer, gummi og plast forvandlede instrumentet til en lille percussionmaskine
Jeg var ikke selv til stede ved daggry-opførelserne, hvor fuglene efter sigende tog helt over som medkomponister. Det ville Stephen O’Malley næppe have haft noget imod. Rygterne ville vide, at han selv bevægede sig rundt på bjerget og lyttede – om end det snarere var en polsk look-alike end O’Malley selv, kendt fra Sunn O))).
Norske Shakespeare-serenader og fransk anarki
En række »hjemmekoncerter« forvandlede baren Hevre i den tidligere synagoge i Krakóws jødiske kvarter til et uformelt lytterum. I denne setting var Martyna Zakrzewskas fremførelse af John Cages Sonatas and Interludes noget nær perfekt. Det var vidunderligt at være i dette præparerede klaverunivers, hvor skruer, gummi og plast forvandlede instrumentet til en lille percussionmaskine, mens publikum sad på arabiske tæpper rundt omkring flyglet. Også cellisten Jakob Kullberg og pianisten Matt Choboter bidrog med en eklektisk tone i The Grotesque Songs – sange, der bevægede sig mellem pop, improvisation og kammermusik.
Endnu mere hypnotisk blev det i mødet mellem pianisten Andrzej Karałow og båndkunstneren Jérôme Noetinger. Her blev klaverets klang forvrænget og spejlet gennem analoge båndmanipulationer, så det akustiske og det elektroniske konstant opløste hinanden i en stramt kontrolleret rus.
På en festival, der ikke frygter yderligheder, var Maja Ratkje og Stian Westerhus’ akustiske, Shakespeare-inspirerede serenader næsten selvskrevne. Ratkjes trædeorgel og hvæsende stemme kastede djævelske skygger, mens Westerhus’ guitar og raspende stemme lagde en tyk, ru bund under de grådkvalte, skæve og lidt rodede indie-sange om både beauty og darkness.
Sækkepriben var forvrænget, og guitaristen Guilhem Lacroux – i dødningeskjorte – dansede hen over pedalerne i Sonic Youth-lignende grooves
Senere kastede La Baracande sig over en genfortolkning af traditionel fransk folkesang: Sækkepriben var forvrænget, og guitaristen Guilhem Lacroux – i dødningeskjorte – dansede hen over pedalerne i Sonic Youth-lignende grooves. En trashet opdatering af Virginie Granouillets lamenter trukket gennem en megafon. Musikken druknede i effekter og tilgroet rock’n’roll-anarki.
Trubadur-viben var stærkere, da Kraków Improvisers Orchestra (og gæstende musikere fra festivalen) spillede sig gennem middelalderbyen på Polens nationaldag.
Improvisation som kampform
En rød tråd på årets festival var en serie musikalske møder iscenesat som regulære battles: Malediwy trådte op mod duoen Colin Webster og Borja Díaz – med improvisation som kampform. Pospieszalskis saxofon brusede aggressivt med fragmenterede melodiske spor; Webster svarede igen. Det var både konfrontation og kommunikation på højt plan.
Værket udspillede sig i et kriminalfilmatisk univers med komponisten stående bag et forhæng, mens han samlede en billardkø
Kamp-temaet blev taget helt direkte i en koncert i en gymnastiksal hos spejderne. Iført boksehandsker slog, sparkede og brølede komponisten Dominik Strycharski sig gennem Box of Boxing, mens ensemblet Kwartludium dryssede lyde rundt om ham. Han slog løs på boksebolden, men energien forplantede sig aldrig til en egentlig musikalsk idé.
Anna Sowas Practice Makes Perfect ville oversætte en idrætslektion til performance, og Magdalena Gorwas Flow hentede inspiration i yogaens langsomhed og åndedræt.
Komponisten – som yogainstruktør – rullede en måtte ud midt på scenen og guidede publikum gennem vejrtrækninger, der blev flettet ind i musikken. Det var en omgang tom wellness-æstetik. Adam Porębskis Pool Dance fungerede også markant bedre i programnoterne. Værket udspillede sig i et kriminalfilmatisk univers med komponisten stående bag et forhæng, mens han samlede en billardkø.
Måske ville de løse eksperimenter have fungeret i en familiekoncert, hvor publikum på forhånd er indstillet på leg og åbenhed. Her fremstod koncerten i stedet som en række ufokuserede ansatser, der aldrig fandt deres egen tone – trods den underholdende kontrast mellem musikere i sportstøj og caps og et lyssæt, der lånte sit udtryk fra idrætsarenaens verden.
Mindre vellykket var også Sacrum Profanums afslutningskoncert. Eva-Maria Houbens seascape harmonies rummede ellers et vist poetisk potentiale i sine skrøbelige, asketiske strygerflader. Men festivalens egen »resident«, saxofonisten og komponisten Marek Pospieszalski, leverede med Nadnaturalny – et værk for strygeorkester, spolebånd og saxofon, som manglede retning. Han indledte med at fastholde en enkelt saxofontone i flere minutter, mens Sinfonietta Cracovias strygere langsomt svulmede i droneagtige bevægelser. Ved hans side stod to spolebåndoptagere, som sendte retro-elektroniske klange. I de bedste øjeblikke mindede det om Erkki Kurenniemis tidlige synthesizereksperimenter. Men alt i alt var det en 40 minutter lang musikalsk vandring uden narrativ og uden en egentlig spændingskurve.
Til gengæld var det en fryd at opleve Aleksandra Słyż – en af Polens mest interessante unge komponister – i uropførelsen af po horyzont for fløjte, stemme, klaver og slagtøj. Her var der en sjælden sikkerhed i omgang med klang og form. Fløjtens luftige linjer, en spinkel falsetstemme og vinglas med vand smeltede sammen til et skrøbeligt, men forfinet klangunivers.
Lige så bevægende var det at opleve unge slagtøjsstuderende, der i den amerikanske musiker og aktivist Marshall Trammells projekt Anti-Monumental Music blev sat i en situation, hvor improvisationen fungerede som redskab til at afsøge og formulere deres egne, individuelle musikalske stemmer.
»The floor was just all over the place,« bemærkede han bagefter – og for publikum på platformen føltes det netop sådan: som at sidde på en kontrabas
Stilheden efter støjen
Festivalens bedste koncerter viste sig at være de såkaldte insta-improvisationer på samtidskunstmuseet MOCAK. Musikere, der aldrig før har spillet sammen, mødtes i Konrad Smoleńskis Venedig Biennale-installation Everything Was Forever Until It Was No More: to klokker, en massiv højttalervæg og en vibrerende træplatform. Først spillede musikerne i 20 minutter, hvorefter installationen begyndte at optage lydene og sende dem tilbage i rummet. Fra det øjeblik spillede de videre med værket.
Under den britiske saxofonist Colin Webster og den amerikanske percussionist Marshall Trammells koncert blev Smoleńskis højttalervæg til en fysisk mur af lyd, hvor rå, dirrende støj fyldte rummet. Trammell slog på en af klokkerne med en intensitet, der mindede om en helvedesmarch. »The floor was just all over the place,« bemærkede han bagefter – og for publikum på platformen føltes det netop sådan: som at sidde på en kontrabas.
Nogle gange lød de to klokker som dybe strygere; andre gange mindede de samplede lyde fra højttalerne om et tog, der buldrede gennem en endeløs tunnel. Hver performance installationen var anderledes: Marek Pospieszalskis saxofon smeltede ind i Guilhem Lacroux’ stålbørste-hårde guitar. Jérôme Noetingers båndmaskiner kastede gamle, analoge ekkoer ind over Jakob Kullbergs cello, der pludselig lød som en viola da gamba fra en fjern tid.
Hun pegede ud mod publikum, som om hun advarede os om en fare, kun hun kunne høre
Den mest forunderlige performance kom fra Maja Ratkje og Yann Gourdon – sidstnævnte på sin hjemmebyggede drejelire. Ratkje slog på den store klokke med små metalklokker og sang, som om hun uddrev noget fra rummet. Stemmen og drejeliren fandt en fælles drone, som hun igen brød med små mundeksplosioner, stille bønner og rene skrig. Det så ud, som om hun dirigerede klokkens klang med hånden; rummet vibrerede som et fly på vej til landing. Klokkerne bimlede. Hun pegede ud mod publikum, som om hun advarede os om en fare, kun hun kunne høre.
Til sidst standsede drejeliren brat, som om batteriet løb tør. Musikken forstummede. Og så: den pureste stilhed. Måske var det netop her, Sacrum Profanum gav fuld mening. Her fandt festivalens yderligheder deres mest præcise form. Lydene faldt til ro, men vibrerede videre i kroppen.
Sacrum Profanum, Kraków, 06-11.11.2025