Velkommen til forældrenes tidsalder

»Så spurgte du mig, hvordan Gud ser ud?« Guldimund ved ikke rigtig, hvad han skal svare sønnen, så han sender bolden tilbage: »Det er et virkelig godt spørgsmål, hva’ tror du?«. Jeg sidder med pladen Jeg venter i lyset (2023) – Guldimunds skamroste skilsmissealbum – og ser dem, far og søn, i et ubrydeligt, nøgent kram på coveret. På åbneren »Hvordan ser Gud ud?« er spørgsmålet kilet ind som et eftertænksomt refræn i versenes stakåndede ordstrøm, der skildrer et humørsvingende deleforældreliv. Barnets ukuelige umiddelbarhed lyser over det stressramte nummer, der er fyldt med voksne komplikationer. Det umulige spørgsmål kan tilsyneladende besvares så let som ingenting: »Jeg tror, han bor i en landsby i Nordsjælland«. 

Vi lever i en tid, hvor Aula-forældre og mom-fluencere er blevet en del af ordforrådet: Forældrene har deres historiske moment lige nu, deres time to shine. Det gælder også musikhistorien. Min aha-oplevelse med Guldimunds album minder på en måde om den, redaktørerne til antologien Moderelementet skriver om i forordet: »Vi havde læst og skrevet bøger om at være nogens barn, men kun læst meget lidt om at være nogens forældre. Det var, som om vi hver især stod alene med verdens mest almindelige erfaring«. Hvor var egentlig sangene om forældreskab? De mest kendte, jeg kunne komme i tanke om, kredser om den samme solstrålehistorie: fra det guddommelige mirakel i Stevie Wonders »Isn’t she lovely« til den overnuttede slutning i Beyoncés »Blue (feat. Blue Ivy)«, hvor mor og datter griner hjerteligt sammen. På Jeg venter i lyset er forældreskabet anderledes rodet. Kontrastfyldt. Tåbeligt mondænt og fyldt med forundring. 

Du forstår det ikke, før du selv har prøvet, hører jeg tit

I parløb med skønlitteraturens forældreskabsbølge indvarslede Guldimunds album en forandring i måden at skrive sange om farrollen på. Samtidig er temaet også vokset på komponisterne. Måske er det mest bemærkelsesværdige eksempel operaen Lisbon Floor (2022), sidste års Reumert-vinder, med homoparret Alex og Alex på rollelisten, som ruger et barn med en kunstig strap-on livmoder. Ud med den normative skildring af forældrerollerne, ind med nuancerede perspektiver på den forandring, der følger med at skabe liv. 

For mig, som ingen børn har, føles forældreskabet lidt som en klub, jeg ikke har adgangskort til. Du forstår det ikke, før du selv har prøvet, hører jeg tit. Det kan der nok være noget om. Men måske kunsten kan være anledning til alligevel at gøre et forsøg? 

Mødre på slagmarken

Alle tankerne om forældreeksistens satte sig i mig på Spor-festivalen i Aarhus. Jeg var nærmest paralyseret efter Sandra Boss’ værk Mother Soldier (2024). Hvem var de tre slagtøjsbevæbnede amazonekrigere, der fjendtligt konfronterede os? Hvis Moderelementet som skønlitterær strømning repræsenterer en afmystificerende og inkluderende tilgang til forældreskabet, var Mother Soldier radikalt anderledes. Her blev fronterne trukket hårdt op. Den voldsparate energi i rummet mindede mig om den rugende svane på reden, som hvæser truende ad folk, der går forbi. Man skulle ikke komme for tæt på de tre modersoldater. Den antændte aggression i deres blikke fandt også vej til trommestikkerne. Men det var ikke – som marchæstetikken ellers lagde op til – skarpladte lilletrommer, men derimod mildt rungende rammetrommer, de spillede på. »Træd af!« kommanderede lederen, og trommerne blev afmonteret, så de hang på kroppen med skindsiden udad. En ny symbolik meldte sig: Trommerne var blevet til maveskind, som soldaterne kærtegnede, mens de gik rundt i cirkler. Hele tiden med opmærksomheden rettet uvægerligt mod fjenden, altså os der sad i publikum. 

Den antændte aggression i deres blikke fandt også vej til trommestikkerne

For mig blev værket en undersøgelse af omsorgens omslag i aggressionen. Når tilknytningen viser sin antipatiske og krigeriske slagside. Findes der en form for beskyttelse, som i en eller anden forstand ikke samtidig retter et gevær mod andre? De var mere end hverdagsknotne, Boss’ modersoldater. De var dystopiske figurer, langt fra de autofiktive forældre, som befolker skønlitteraturen og sangskrivningen for tiden. De var som tidsrejsende, der både havde kæmpet i fortiden og fremtiden og nu var her for at beskyde os med deres budskab. 

Men hvilket slag, var det, de kæmpede? Det stod bestemt ikke klart, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den nærmest kategoriske affejning af forældreskab i kompositionsmusikkens historie. Skal vi virkelig helt frem til 2006 og Kaija Saariahos opera Adriana Mater for at finde moderskab som substantiel æstetisk præmis og ikke bare en bagatelliseret omstændighed? Det er svært at svare entydigt på, hvorfor forældreskab indtil nu har fyldt så forsvindende lidt, men en del af forklaringen skal nok findes i det mandsdominerede miljø, der ikke har været interesseret i at tage familien med på arbejde. Som Juliana Hodkinson påpeger, er komponistfaget ikke indrettet efter forældrene: Hverken barsel eller familiehensyn kan rokke ved værkbestillingerne, og man får ingen »bonuspoint for at være mor«. For hende har det været en pragmatisk konsekvens af arbejdsbetingelserne, at moderskabet er blevet en integreret del af hendes æstetik. 

Jeg forestillede mig, hvordan modersoldaterne havde set hele musikhistorien folde sig ud og udviklet en hård hud i mødet med den. Alligevel var der sprækker af inderlighed. Hjerteslagene på gongerne, de bar om halsen, var som et sårbart træfpunkt uden på rustningen. Også Saariaho var optaget af hjertet og graviditet: »Musikalsk set har de to hjerteslag og deres konstant skiftende, rytmiske polyfoni tjent som inspiration for flere af mine værker«, har hun sagt. Her nærmer vi os det, som jeg allerhøjest når en abstrakt forståelse af. Den kropslige erfaring af at bære et barn. Eller med Saariahos rammende ord: »det hemmelige forhold mellem en mor og et ufødt barn«. 

Forældreskab er et sprængfarligt emne

Far, mor og børn

Mother Soldier gør det klart: Forældreskab er et sprængfarligt emne. For at blive klogere rådførte jeg mig hos ven, der er far til to. »At ‘blive forældre’ og at ‘være forældre’ er to ret forskellige ting,« sagde han. »I starten er der stor forskel på erkendelsen af forældreskabet for den bærende og den ikke-bærende.« Den, som ikke bærer barnet, oplever alting igennem den fødende. Erkendelsesprocessen er langsommere, mente han. Mindre eksplosiv. Jeg prikker lidt til ham, om ikke han er i gang med at reducere forældreskabet til biologi? »Der er jo for helvede én, der skal bære barnet i ni måneder og bagefter amme det. At påstå, at det ikke har nogen betydning, er jo indlysende dumt.« Vi når frem til, at biologi nok adskiller rollerne skarpere i starten, men bliver mere ubetydelig, når barnet er ældre.  

Jeg forstår altså, at den bærende har en hemmelig adgang til forældreskabet, fordi forandringerne sker i dennes krop. Det behøver ikke være en binær betragtning: »Hvad med min graviditet – er den heteronormativ?« skriver den amerikanske forfatter Maggie Nelson i gennembrudsbogen Argonauterne. Senere vender hun spørgsmålet om: »Er der noget queer ved selve det at være gravid, fordi det så gennemgribende forandrer ens ‘normaltilstand’ og skaber en radikal intimitet med – og radikal fremmedgørelse fra – ens egen krop?« 

Jeg kan godt lide, at Nelson placerer graviditetens forandringer på knivsæggen mellem radikal intimitet og radikal fremmedgørelse. Det minder mig nemlig om de forældreværker, jeg oplevede på forårets festivaler – både på far- og morsiden. Hvor Boss’ mytiske figurer var frembrusende og bombastiske i deres kropsliggørelse af moderen, greb komponisterne Kaj Duncan David og Christian Winther Christensen forældreskabet anderledes langsommeligt og lavmælt an. En mere distanceret, måske endda længselsfuld, fascination af barnets nybegyndersind, var at finde i deres værker.

»Det lille barn er stadig åbent og ser verden som vidunderligt,« har David sagt om inspirationen til sit værk Only birds know how to call the sun and they do it every morning, som blev opført på Spor. Fire musikere spillede på hver deres elektroniske instrument. En slags legeaftale for voksne, der baksede med hver deres MIDI-lyd og motiviske gentagelsesmønster. Famlende undersøgelser, små udfald i repetitionerne. En klods, der blev sat forkert, så rigtigt, så forkert igen. Det var parallel leg: De sad ganske vist sammen på scenen og spillede men var nærmest kun fælles om at starte og slutte på samme tid. Med en slange i munden sang David på kaudervælsk igennem en talkbox. Lignede gummislangen ikke lidt en sonde? Jeg forestillede mig, at hans stemme blev fodret med fonemer, at sprogets lydlige byggeklodser pumpede ind i ham som intravenøs ernæring. Det var både barnets afprøvning af stemmen og sproget, men også optræningen af en kunstig intelligens, der klingede i talkboxens affekterede lyd. 

Davids værk fik mig til at tænke på barnets åbenhed mod verden som en hukommelsesløs og motorisk prøvende tilstand. Hvordan megen ny kompositionsmusik i dag higer efter at genskabe sådanne hengemte erfaringer. Jeppe Ernsts croquisagtige studier af kroppens motorik i Offertorium (2018). Olga Szymulas re- (2023), hvor ensemblet K!art blev genfødt som spædbørn og opdagede deres instrumenter på ny. De postapokalyptiske fødsler i Trond Reinholdtsens absurdkomiske gør-det-selvopera Ø (2012-2020). Alt sammen musik, hvor verden ikke er gennemskuet på forhånd. Men hvordan forklarer det, at forældreskab er blevet gangbar inspiration for komponisterne? Barnets paradeløse møde med verden stimulerer muligvis den allerstørste kunstneriske længsel: Mens al originalitet virkede umulig med 90’er-ironien og postmodernismen, findes her måske en ny åbning mod noget uslebent. Noget autentisk.

Bemærkelsesværdigt mange af de mandlige rappere er blevet fædre i deres tekster: »Vroom vroom, skubber klapvogn,« rapper Gilli

Ny sårbarhed

Autenticitetsdyrkelsen er i disse år intensiveret gevaldigt. Autofiktive udtryksformer har aldrig været så udbredt. En dataundersøgelse viser blandt andet, at sangtekster siden 1960’erne er blevet mere personlige. Hør bare Tessa rappe om voldtægt, August Høyen synge om angst, Ida Laurberg om selvskade, Coco. O. om fertilitetsproblemer eller Laura Ziani om graviditetstræthed. Interessen for forældreskab skal måske ses i lyset af en større tendens, hvor artister frivilligt deler og bearbejder deres privatliv i musikken. Bemærkelsesværdigt mange af de mandlige rappere er blevet fædre i deres tekster: »Vroom vroom, skubber klapvogn,« rapper Gilli med et glimt i øjet på »Urørlig«. Sivas tager det mere alvorligt: »Det eneste, du ska’ ta’ dig af, det go’ minder,« forsikrer han barnet på »Ingen skyer solen skinner«. Måske går der for meget forsørgermand i den for rapstjernerne – den Godfather-lugtende titel på Brancos albumtrilogi Baba Business siger nok i sig selv. Markant mindre overskud præger derimod sidste nummer på Guldimunds album. En udmagrende sorg over at aflevere sønnen på skiftedag gør, at han næsten ikke kan få ordene over sine læber: »Nu slipper du min hånd / Og jeg må lukke til«. 

Var man i tvivl om, hvorvidt sårbarheden også er nået til kompositionsmusikken, slog festivalleder James Black det fast med syvtommersøm i årets åbningstale på Klang-festivalen. »Villigheden i at dele sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på mod og autenticitet.« Men når jeg tænker på de forældreskabsværker, jeg har oplevet, er det i højere grad mystik end autenticitet, der slår mig. I hvert fald tyder intet på, at forældreskabet tilbyder en form for afklaring for komponisterne. I stedet melder sig en masse nye spørgsmål. 

Det var nok det, der rørte mig ved Christian Winther Christensens Children’s Songs (2022), der blev opført på Klang-festivalen i København. Granvoksne musikere, der spillede ivrige skalaøvelser og bankede på deres instrumenter, som barnet, der udforsker sit legetøj. De to mænd, der satte sig ved et bord og taktfast byggede en byfacade af Duplo-klodser. Det var barnets leg, men den var fremmedgjort, koreograferet, låst af kompositionens faste gitter. Barndommen var knopsnær og alligevel uopnåelig fjern. Voksenlivet lader sig ikke sådan aflære.

Mens den autofiktive bølge i skønlitteraturen og sangskrivningen tilbyder et kunstnerisk sprog for forældreskab som »verdens mest almindelige erfaring«, åbner den i kompositionsmusikken et andet rum. Her er realismen mere magisk. Voksne mennesker træder ind i verdener, man knapt nok kan genkende. Og det er vel forældreskabet i en nøddeskal: Man aner ikke, hvad man går ind til.