Ny samtale søges

Festivalsæsonen er for alvor i gang. Spor og Klang, to af de toneangivende danske festivaler for kunstmusik, er netop overstået, og tidsskriftet Seismograf valgte at bringe to længere anmeldelser af de to festivaler – anmeldelser med fokus på den samlede festivaloplevelse snarere end de enkelte kunstneriske oplevelser på de enkelte forestillinger og koncerter. De to anmeldelser har de senere dage sat gang i en debat om musikkritikkens rolle indenfor genren med læserbreve og kommentarer bragt i Seismograf foruden en livlig debat på Facebook.

Som direktør i Art Music Denmark taler jeg dagligt med rigtig mange kunstnere, organisationer og andre professionelle inden for kunstmusikken, og jeg bør selvfølgelig nævne, at jeg selv har mange både personlige og professionelle relationer til kunstnere og journalister, der indgår i debatten. Heriblandt anmelderen Sune Anderberg, der for tiden sidder i Art Music Denmarks Musikfaglige udvalg.

I mine samtaler oplever jeg ofte en stigende frustration over mediernes rolle i musiklivet. En rolle, der gennem mange år synes at mindskes.

Der er de kunstnere, der tænker tilbage på dengang, dybdegående anmeldelser, debat og musikanalyse kunne finde vej til hedengangne Dansk Musiktidsskrifts trykte sider. Dengang helsides-anmeldelser af »ny musik« huskes som hverdagsstof i nationale medier som Politiken, Information og Berlingske. 

Andre kunstnere har helt opgivet de traditionelle medier og har udviklet deres egen identitet og tilstedeværelse på sociale medier som Facebook, Instagram og Youtube.

Fælles for mange er en frustration over manglende synlighed i de etablerede medier. Mange efterspørger også en generelt grundigere dækning af musikfeltet i det hele taget, og at journalisterne bruger mere tid på at understøtte deres kritik: For de professionelle kunstnere betyder synlighed og især anmeldelser meget. En god anmeldelse kan fx betyde knald eller fald i en kunstners næste fondssøgning!

I Danmark har vi blot en håndfuld medier, der arbejder målrettet med kunstmusikken (og her taler vi hele spektret fra klassisk musik til ny kompositionsmusik og lydkunst). Fælles for disse er, at de ikke eksklusivt henvender sig til et professionelt branchepublikum, men at deres målgruppe og formål er bredere end som så. Vi har i Danmark ikke egentlige fagblade henvendt til komponister og musikere (udover de medlemsblade der udgives af diverse medlemsorganisationer).

Så er der behov for mere og bedre musikkritik i Danmark? Hvis man spørger branchen selv, er svaret et rungende »ja«. Er der også et stort nok publikum til denne kritik indenfor såvel som udenfor den professionelle branche? Hvis vi tager det danske livepublikum som en indikator for musikkens rækkevidde, så »ja«.

Livepublikummet indenfor mange dele af kunstmusikken er i vækst, og mon ikke dette er et tegn på, at musikken selv og formidlingen heraf allerede når længere og bredere ud, end mange tror? De offentlige medier, brede som smalle, spiller naturligvis en rolle i dette, men står langt fra alene.

Formidling, debat og kritik af musik sker i et integreret samspil i et spraglet netværk af sociale medier, YouTube, niche-radio, musikproducenternes egne medier og organisationer. For ikke at glemme den voksende live-formidling, der heldigvis blomstrer for tiden: Debatarrangementer, kunstner-saloner, artist talks osv. 

Jeg tror, det er i det kreative samspil mellem alle disse medier, events og formater, at fremtidens musikkritik og -debat skal udvikles. Og det er i forståelsen af dette samspil, at der kan inspireres til en bedre formidling på mange niveauer.

I dette dynamiske formidlingslandskab har alle involverede en rolle at spille og et ansvar at bære. Musikere, komponister, organisationer og medier. Det er et samspil – en instrumentation af den fælles fortælling: kærligheden til musikken og interessen for at udvikle den.

Så hvordan kommer vi i gang med en ny samtale? Hvordan inspirerer vi hinanden på tværs af musikmiljøet? Og er der inspiration at hente udefra? Hvordan udvikler vi et levende debatmiljø for professionelle musikaktører  – og kan dette gøres samtidig med udviklingen af en bred, journalistisk dækning af musikken? Hvordan er ansvarsfordelingen egentlig mellem medier, kunstnere og organisationer?

Det er nogle af de spørgsmål, der presser sig på, og som jeg håber, vi sammen kan være med til at svare på.