Og det skal man høre fra jer?

Kære Seismograf

Jeg har flere gange været irriteret over jeres tyndbenede dækning af musikdramatik og af musik i det hele taget, men Sune Anderbergs behandling af Lasse Schwanenflügel-Piaseckis operafilm Vil du med til Janus? i sin anmeldelse af Klang Festival var dråben.

Det holder ikke, at en så vigtig premiere – Anderberg konstaterer selv, at det var Klangs mest ambitiøse enkeltværk – betænkes med to lunkent formulerede afsnit midt i en generel festivalreportage. Det er slemt nok, at dagbladene bliver mere og mere tynde i deres dækning af ny musik, men Seismograf skal forestille at være et akademisk tidsskrift dedikeret til kunstmusik, så vi kan godt tillade os at forvente en ordentlig anmeldelse herfra.

Som nævnt er denne kommentar baseret på en ophobet irritation

Det er ikke bare, fordi Anderbergs gennemgang er kort. Den er uden analytisk substans og uden interessante iagttagelser. Han klager over, at værket ikke har noget større musikalsk ærinde, men det er jo ikke rigtigt. Egentlig er det ikke min opgave at gøre opmærksom på det, men: musikken til Vil du med til Janus? er mere sammenhængende og substantiel og mere dramatisk gennemtænkt, end den umiddelbart giver indtryk af, med gennemgående motivarbejde, sær harmonik og dramatisk pointerende brug af instrumenter. 

Det er den slags træk, man måske kan tilgive en teateranmelder at forbigå i sin anmeldelse, men Seismograf er et musiktidsskrift og bør sende en anmelder, der er indstillet på at forholde sig analytisk til værkets musik. Ellers er det anmelderen selv, der ikke har noget større musikalsk ærinde.

Og det er ikke noget enligt eksempel. Som nævnt er denne kommentar baseret på en ophobet irritation.

Tag fx Seismografs anmeldelse af Karsten Fundals Pan sidste år: Marie-Louise Zervides bruger det meste af anmeldelsen på at skrive om alt muligt andet end musikken. Det eneste, hun skriver om musikken, er, at den aldrig bliver for »fremtræden«, og går derefter hurtigt videre til at tale om musikernes påklædning og læbestift. Dette var, hvad Danmarks største tidsskrift for kunstmusik kunne præstere i sin dækning af en musikdramatisk forestilling. Det ville være nemt at finde flere eksempler.

Jeg har lige scrollet mig igennem de sidste par års artikler i Seismografs Peer-reviewed sektion, og finder det symptomatisk, at der næsten ingen partitureksempler er. I det hele taget er partitureksempler ved at være et påfaldende sjældent syn i Seismografs artikler. Det er ikke, fordi jeg mener, at man nødvendigvis behøver et partitur for at forholde sig til et stykke musik, men fraværet af partiturer siger noget om den overfladiske attitude. Både Schwanenflügel-Piasecki og Fundals værker er partiturmusik, og hvis man vil behandle den på seriøst niveau, må man forholde sig til den måde, et stykke partiturmusik er sat sammen på. 

Symptomatisk er også Seismografs Kortkritik-format. Jeg ved godt, at det er en måde at få anmeldt flere ting på, men reelt fungerer det som en konceptuel undskyldning for ikke at gøre det ordentligt. 

Tilbage til Anderbergs Klang-anmeldelse: Han skriver, at festivalen længe har trængt til et grundigt helbredstjek. Jeg er enig i mange af hans betragtninger, men når jeg læser det på Seismograf og i en artikel, der er skrevet sådan, tænker jeg samtidig: Selvmål. Hvornår har Seismograf sidst talt med en læge? 

Jeg ser frem til en udgave af Seismograf, der er lige så omkalfatrende forbedret som den udgave af Klang, jeres anmelder drømmer om. Så ses vi også i 2033

Hvad med at erstatte Kortkritik med grundig, dybtgående, velformuleret kritik? I kunne bede om partiturerne. I kunne høre hvert værk mange gange og analysere det grundigt, inden I anmeldte det. I kunne kræve af jeres anmeldere, at de skriver om musik i stedet for om læbestift. I kunne kritisere os komponister sønder og sammen, men hvis kritikken virkelig skal svide, kræver det, at I går grundigt til værks.

I kunne også insistere på, at jeres anmeldere argumenterer for deres synspunkter og forklarer, hvad de mener. Anderberg slagter fx to berømte værker af hhv Xenakis og Grisey med få ord. Der er masser af etablerede klassikere, der kunne trænge til en revurdering, og Seismograf er lige stedet at gøre det, men det kræver substantiel argumentation. At skrive »hult ritualistisk« og »tomt glidende« om dem svarer til at råbe »øv-bøv« efter en rocker, når han er udenfor hørevidde. Og hvad vil det sige, at en opførelse er »bedøvende«. Eller at Athelas spiller på et »latterligt højt kunstnerisk niveau«? Og hvorfor er det i det hele taget galt, at Athelas er åbningsnavn på Klang? Det er muligt, at det ér galt, men der skal stå hvorfor. Ellers kan vi ikke bruge det til noget.

Jeg ser frem til en udgave af Seismograf, der er lige så omkalfatrende forbedret som den udgave af Klang, jeres anmelder drømmer om. Så ses vi også i 2033.

Jexper Holmens kommentar er en reaktion på Sune Anderbergs anmeldelse af Klang Festival 2023.