Else Marie Pade. © Jens Astrup/Ritzau Scanpix
reportage

Om vi kender Else Marie Pade? Godt spørgsmål!

Fortællingen om den elektroniske komponist er til forhandling, og nye musikalske dimensioner dukker frem af det skjulte. På Alice i København præsenterede The Lake en ny podcast om Else Marie Pade og hendes stadig voksende arkiv.
Af
12. Oktober 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det er en lun og mild sensommeraften, da Institut for Dansk Lydarkæologi midt i september afholder deres allerførste lydarkæologiske lytteklub på det københavnske spillested Alice. Det er en af de aftener, der er så typisk for det tidlige efterår, hvor vinden ikke viser sig, og hvor den lavtstående sol kaster et sælsomt gult skær over byen. Ikke et gyldent skær, ikke som bladene på træerne, der allerede er begyndt at iklæde sig deres varme, rødlige efterårsfarver, nej, et gult skær, et næsten kemisk, plastisk, gult skær, der på én gang er både smukt og let uhyggeligt i sin skinnende gule kunstighed.

Anledningen for aftenens lytteklub er lanceringen af The Lake Radios nye podcast »Kender du Else Marie Pade?«, der forsøger at redefinere historien om – og vise hidtil uhørte musikalske sider af – den ikoniske komponist. Det er på grund af hende, at jeg beskriver aftenens vejr så ualmindelig grundigt, for da jeg den aften cykler ned ad Nørrebrogade i retning mod Alice, slår det mig, at Else Marie Pades musik kan beskrives på nogenlunde samme måde som dette kemisk gule lys: på én gang både smukt og uhyggeligt.

Da jeg træder ind på Alice, er det første, jeg tænker, at stedet virkelig har forsøgt at skabe oplevelsen af det intime og let hemmelige rum, som ordet ‘klub’ antyder: Lyset er dæmpet, og den drømmende, hypnotiserende lyd af Aphex Twin spiller over højttalerne. Scenen er indrettet med et ægte tæppe og et franskinspireret cafébord med en lille potteplante, og på den måde minder setuppet mig om et fotografi, jeg har hængende på min væg, af Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, der sidder og diskuterer på Café de Flore i Paris. Jeg finder en ung kvinde, der netop har købt en fadøl i baren, og spørger, om hun har lyst til at fortælle om sit forhold til Else Marie Pade.

Listen er lang

Det viser sig, at den unge kvinde – Katja Heldt – er en tysk musikolog, der er flyttet til København for at skrive en ph.d. ved universitetet i Lund om kvindelige pionérer inden for tidlig elektronisk musik med fokus på Else Marie Pade og den franske komponist Éliane Radigue. Hun fortæller mig, at der er en lang liste af kvindelige komponister, der har været meget aktive i tidlig eksperimenterende og elektronisk musik, men som vi ikke ved ret meget om.

»Jeg er meget interesseret i den ukendte musikhistorie, jeg er interesseret i de her marginaliserede figurer, i kvinder, der har leveret kæmpe bidrag til musikhistorien, men som aldrig har været en del af den musikalske kanon,« siger hun og fortsætter: »Else Marie Pade er meget kendt nu – i hvert fald inden for miljøet – men det var hun ikke i en stor del af sit liv, og det samme gælder mange andre kvindelige komponister, og jeg er nysgerrig: Hvordan arbejdede disse kvinder? Hvad motiverede dem til at skabe denne slags musik? Hvilke forhindringer havde de? Hvilke hierarkier, hvilke magtstrukturer påvirkede deres arbejde med den elektroniske musik? Og især: Var der et netværk mellem disse kvinder, der forbandt dem?«

»Det bliver mere og mere tydeligt, at de her kvinder var marginaliserede figurer, og at de aldrig havde de samme muligheder som mænd«

Jeg spørger Heldt, hvilke kvindelige komponister ud over Radique og Pade hun tænker på, og hun nævner britiske Delia Derbyshire og Daphne Oram, amerikanske Pauline Oliveros, canadiske Micheline Coulombe Saint-Marcoux og Norma Beecroft, italienske Teresa Rampazzi og argentinske Beatriz Ferreyra. »Jeg kunne fortsætte i én uendelighed.«

Hvordan ser hun Else Marie Pades plads i musikhistorien – hvor står Pade i forhold til en komponist som for eksempel Stockhausen? »Det er et godt spørgsmål,« siger hun. »Jeg tror, en af årsagerne til, at hun er så populær nu, er, at det bliver tydeligt, hvor meget hun – og andre kvindelige komponister – har bidraget til musikhistorien, hvor stor betydning og indflydelse de har haft, uden at de nogensinde har fået den opmærksomhed, som deres mandlige kollegaer har fået. Det er der mange, der gerne vil gøre op med nu, fordi det bliver mere og mere tydeligt, at de her kvinder var marginaliserede figurer, og at de aldrig havde de samme muligheder som mænd, selvom de måske havde de samme evner. Else Marie Pade er muligvis ikke lige så stor en komponist som Stockhausen, men er det relevant? De var to forskellige kunstnere.«

Papkasseshow

Men videre til kvinden, det hele handler om: Else Marie Pade. For er der virkelig mere at fortælle om hende end historien, der allerede er blevet gentaget til hudløshed? Historien om kvinden, modstandskæmperen, pionéren, der trodsede både patriarkatet og konservative musikalske dogmer? Kvinden, der som den første i Danmark arbejdede med 50’ernes nye musikformer – den franske musique concrète og den tyske elektronische Musik – men først fik opmærksomhed efter årtusindskiftet, da resten af lille Danmark endelig var klar til hendes radikale musikalske udtryk?

»Kender du Else Marie Pade?« er produceret af The Lake Radio på bestilling af Edition S og Dacapo Records. © The Lake Radio

De spørgsmål stiller aftenens værter, Rasmus Cleve Christensen og Louise Tandrup Esbensen, selv, efter at de har sat sig på hver sin side af det lille cafébord på scenen. Rasmus er en del af Institut for Dansk Lydarkæologi, og Louise er vært for podcasten. De er begge en del af The Lake. De fortæller, at de først var usikre på at lave endnu en podcast om Else Marie Pade, men at de efter at have set det enorme arkiv, der dukkede op efter hendes død i 2016, blev overbevist om, at der er meget nyt at fortælle.

Arkivet er helt konkret papkasser, der indeholder både bånd med hidtil utilgængelige kompositioner, der viser, at Pades musikalske udtryk er langt mere varieret end tidligere antaget, samt artikler, breve og dokumenter, der afslører, at det slet ikke er sandt, at Pade ikke havde en karriere før 2001, men at hun derimod blev anmeldt, omtalt og interviewet helt fra begyndelsen. Dermed skal podcastens titel forstås som noget i retning af »Kender du virkelig Else Marie Pade?«, for hvis der er én ting, der præger denne aften på Alice, er det en insisteren på, at der altid er flere sider af historien end som så.

Atombomber og lignende

Af den årsag er det også lidt underligt, at en forholdsvis stor del af arrangementet – samt i øvrigt hele det første afsnit af podcasten – er viet til at gentage den almindeligt kendte fortælling om Else Marie Pade. Også selvom jeg må medgive, at det fulde dramatiske potentiale i sætningen »Men … er det nu også hele historien?« bestemt bliver udnyttet. Der er dog også dele – ja størstedelen, faktisk – af både arrangementet og podcasten, der er stærkt interessante.

Det er eksempelvis fascinerende at høre et klip med forhenværende musikchef i DR Mogens Andersen. I forbindelse med et radiointerview fra 1959, hvor Else Marie Pade er i studiet for at fortælle om den nye elektroniske musik, kommenterer han, at »der er noget uhyggeligt ved selve navnet ‘elektronisk musik’; det leder tanken hen på atombomber og lignende«.

Kommentaren om, at Else Marie Pade ikke er en radikal komponist, bliver for så vidt sat i perspektiv, da jeg i løbet af afspilningen kigger rundt og ser i hvert fald en tredjedel af publikum holde sig for ørerne

Interessant er også diskussionen, der fylder en stor del af podcastens andet afsnit: Kan – og skal – Pade betragtes som en radikal komponist? Sune Anderberg, ansvarshavende redaktør for nærværende magasin, argumenterer i podcasten for, at hun ikke skal, og han henviser blandt andet til hendes udtalelse om, at musik skal »lyde smukt«, et romantisk ideal, hun ifølge Anderberg har arvet fra 1800-tallet.

Personligt mener jeg ikke, at kunstneres intentioner bør have nogen indflydelse på, hvordan vi ser deres kunst, men uanset hvordan man positionerer sig, er diskussionen spændende og ikke mindst vigtig i en tid, hvor der er en tendens til meget hurtigt at udråbe folk til ‘pionérer’ og ‘genier’ (hvilket undertegnede i øvrigt selv i meget høj grad må erklære sig skyldig i).

Nye fund

De sidste fem afsnit af podcasten består af fem Else Marie Pade-kompositioner, der ikke før har været tilgængelige for offentligheden. Også arrangementets anden halvdel er viet til afspilningen af to nyopdagede kompositioner, der dog ikke er inkluderet i podcasten. Det er faktisk lidt ærgerligt, for de to kompositioner hører efter min mening til blandt Pades allermest interessante og er endnu mere lytteværdige end de kompositioner, der er med i podcasten.

Den første af de to kompositioner, Vikingerne, stammer fra 1961, hvor den dannede lydsiden til en undervisningsfilm. Der er nærmest tale om et lyddigt, hvor fortællingen om vikingerne bliver fortalt gennem musik og noget, der måske lyder som reallyde, men i virkeligheden, ligesom musikken, er skabt elektronisk ved hjælp af granulær syntese. Denne teknik blev opfundet af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis og går i korte træk ud på at reducere samples til små kliklyde, små korn, der ikke er længere end 50 millisekunder, for derefter at sammensætte dem til et nyt lydbillede – måske var der alligevel noget om snakken, da Mogens Andersen sammenlignede elektronisk musik med atombomben.

Vikingerne fremstod abstrakt og fragmenteret i en grad, så oplevelsen af værket var desorienterende og nærmest surrealistisk, men ikke desto mindre var det fascinerende at forsøge at sammenkoble lydene med de potentielle narrative og visuelle elementer, man kan forestille sig må have været til stede i en film om vikingerne: den knitrende ild fra et bål, vinden i vikingeskibenes sejl og det rasende hav, klinger af stål, der nådesløst slår mod hinanden.

Mens vi venter på udgivelsen af de nyfundne værker: den krasbørstigt repetitive »Vi må se det i øjnene« fra 1957. © Dacapo Records

Jo, ret radikal

Den anden af de to kompositioner er uden sammenligning det mest storslåede og bombastiske – man kunne sige: episke – værk, jeg nogensinde har hørt fra Else Marie Pade. Det bærer den fordringsløse titel Klangfarver fra EMS (1973) med henvisning til Stockholms Elektronmusikstudion, som Pade besøgte i begyndelsen af halvfjerdserne, og egentlig er det en ufærdig udgave af et værk med den tentative titel Maria, som i sin færdige version skulle have sopranvokal og en tekst, der fortæller historien om Jomfru Maria.

Klangfarver fra EMS er lige så varierende som Vikingerne, men fremstår samtidig mere struktureret, for værket er tydeligt opdelt af store, dronende akkorder, der sætter punktum efter hver passage. Herimellem bliver elektroniske lyde, akustiske instrumenter og reallyde blandet sammen med storslåede og gåsehudsfremkaldende resultater.

De elektroniske lyde spænder fra smukke, næsten melodiske passager til atonale laviner af forvrænget – nærmest statisk – støj, der ville få Merzbow til at besvime af misundelse, og øresønderrivende skrig. Der bliver hamret i et præpareret klaver, så det kan mærkes i hele kroppen, og jeg er næsten sikker på, at jeg hører lyden af glas, der bliver smadret. Det er et overvældende og katarsisk værk, og kommentaren om, at Else Marie Pade ikke er en radikal komponist, bliver for så vidt sat i perspektiv, da jeg i løbet af afspilningen kigger rundt og ser i hvert fald en tredjedel af publikum holde sig for ørerne.

Og så – idet de sidste toner af Klangfarver fra EMS har ringet ud – er aftenen slut. Jeg går udenfor i den stadig lune sensommeraften, hvor mørket har sænket sig over den gifttiggule himmel, og hvor cigaretter bliver tændt og snakken fortsætter intenst. Selv er jeg først lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes, at aftenen føjede så meget til fortællingen om Else Marie Pade, som jeg tror intentionen var, men som jeg står der og skamløst smuglytter til folks samtaler, er det tydeligt, at både musikken og diskussionerne har gjort indtryk. Det lader ikke til, at Else Marie Pade nogensinde vil stoppe med at fascinere, og heldigvis for det: Hvis Vikingerne og Klangfarver fra EMS er nogen indikation, er der stadig store musikalske oplevelser, der ligger og venter blandt alle båndene og papirerne i papkasserne.