En passende hyldest?

Lad os starte denne kritik med et citat af Goodiepal: »Der var mange, der forsøgte at… danse med [Else Marie Pade], som ikke havde taget de samme spring som hende. Der er er stor forskel på at lave elektronisk musik i 1958 og så i 00’erne. På den måde blev hun filet lidt ned.« (Interview med Goodiepal i Føljeton, ”Goodiepal: Else Marie Pade var vildere end de fleste”) Hvordan hylder vi en af fortidens ypperste pionerer med respekt for både hendes eftermæle og hendes vildskab?

Genopdagelsen af en pionér
Else Marie Pade var en sand pioner inden for dansk elektronmusik. Som historien går, deltog hun i en del af modstandsbevægelsen drevet af kvinder. Efter krigen startede hun sit arbejde på Danmarks Radios Båndværksted, hvor hun skabte lydkollager med bånd og andre elektroniske medier. Hendes arbejde med elektronmusikken var langt foran, hvad de fleste moderne komponister lavede på dette tidspunkt. På den internationale arena konkurrerede hun med samtidens fremmeste komponister som Karlheinz Stockhausen, Pierre Schaeffer og Luciano Berio. På denne måde var genopdagelsen af historien om Pade ikke kun historien om endnu en kvindelig komponist glemt i en stadig mandsdomineret disciplin. Men også et velkomment narrativ, der opfyldte en drøm i mange danskeres selvforståelse – en fantasi der gav Danmark sin helt egen Delia Derbyshire eller Daphne Oram.

På denne måde var genopdagelsen af historien om Pade ikke kun historien om endnu en kvindelig komponist glemt i en stadig mandsdomineret disciplin

Omkring årtusindeskiftet havde Pade for længst lagt musikken bag sig, men en række begivenheder førte hende ind i det velfortjente søgelys. Først i 2001 med en artiklen »Else Marie Pade – Den konkrete musik og virkelighedens lydkuppel« af Ingeborg Okkels og Henrik Marstals (sidstnævnet er initiativtager til denne udgivelse). Allerede året efter står en række musikere for at genfortolke hendes kompositioner på pladen 7 Cirkler – 5 remix (på initiativ af komponisten Hans Sydow). I 2003 modtog hun De Danske Musikkritikeres hæderspris Steppeulven, og det følgende år blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Derefter er der skrevet utallige artikler, udgivet bøger og genudgivet værker, der for det meste var bevaret på spolebånd af DR og Pade selv.

Hvordan Lyder EMP i dag?
Hvordan skal vi så lytte til Else Marie Pade i dag? Hun er en interessant figur, der udvider Danmarks elektroniske musikhistorie og åbner et arkiv af værker fra en glemt radikal kunstner. Pade fortjener selvfølgelig den anerkendelse, der var hende forundt i hendes storhedstid. Ikke mindst som et eksempel på en banebrydende kunstner i en tid, hvor kun et fåtal af kvinder kunne drømme om livet som komponist. Det er en vigtig historie, som må fortælles.

Men hvad sker der, når andre musikere bliver bedt om at genfortolke fortidens kompositioner? Henrik Marstal og Hans Sydow vil nok mene, at de puster nyt liv i hendes værker, og giver folk en chance for at genopdage Pades musik gennem samtidens optik. I remix kan nye forbindelser opstå, og den danske elektroniske musik kan blomstre i sporingen af sin egen historie.

Hvis vi tager Goodiepals briller på, er disse remix-plader ikke en hyldest, men en problematisk reduktion af de radikale og nyskabende elementer i Pades musik. Hun lavede ikke musik, der byggede på en kanon af kompositionsmusik. Hun var en grænseoverskridende kreativ kraft på et niveau langt over gennemsnittet. Som han siger, »Jeg vil gerne huske hende for, hvor radikal hun egentlig har været og ikke som den der techno-godmother..« Der er noget ubehageligt over brugen af Pades musik, der til tider fungerer som et promoveringsværktøj for andre musikere, mere end et reelt kunstnerisk og personligt engagement. Denne anmelder oplevede selv flere optrædener, hvor den aldrende Pade blev hevet ind i manegen for blot at agere dukkefigur i en anden musikers spil. Var det den skrøbelige Pade eller den kampdygtige og revolutionære Pade publikum skulle se? Hvad er pointen i at stille en komponist op på scenen for at spille et værk der i sin natur er båndoptaget og programmeret?

Det må da være fantastisk at se ens gamle værker værdsat igen næsten et halvt århundrede senere

Men så igen…

Efter ”genopdagelsen” sagde Pade flere gange, at hun nød disse genfortolkninger. Hun var glad for, at hendes musik kunne bringe inspiration og glæde til et nyt publikum. Hvem under hende ikke det? Det må da være fantastisk at se ens gamle værker værdsat igen næsten et halvt århundrede senere. Hvor heldigt var det ikke, at hun nåede at modtage denne hæder, mens hun stadig var i live? I et brev til Goodiepal skriver hun, at hun er ked af, at han valgte at trække sig fra den første remix-plade, og ikke ville møde op til udgivelsesfesten. Er det ikke endegyldig bevis på, at der ikke bare var tale om andres selvpromovering, men en udgivelse der bragte gensidig glæde hos alle parter?

11 unikke fortolkninger
Pladens første nummer er Else Marie Pades Etude fra 1961. Værket er 333 sekunder langt, og det samme gælder for hver af de følgende 11 remixes. De medvirkende kunstnere er marstal:lidell, Katrine Ring, Band Ane, SØS Gunver Ryberg, Christian Vogel, Bjørn Svin, We like We, Jonas Olesen, Sandra Boss, Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson.

Selvom udgivelsen i 12 omgange benytter sig af det samme grundmateriale, føles det på intet tidspunkt gentagende. Hvert nummer har sin lyd, i kraft af at hver kunstner har sin stil. Der er noget i valget af deltagende kunstnere på denne udgivelse, der løfter værket til mere end bare gentagelser over et tema. Hver kunstner har tilføjet deres signatur, men også gravet i mængden af Pades andre værker for at hylde hendes kreative diversitet. Ane Østergaard tilføjer sin egen vokal i et remix, der svævende løfter Etude op i skyer af ambient. Østergaard messer »du og jeg og stjernerne,« som en reference til et uudgivet nummer Pade komponerede under hendes tid i Frøslevlejren. I stil med hendes debutplade, AFTRYK, piller SØS Gunver Ryberg de fysiske dimensioner ud af nummeret og giver det næsten en klub-venlig rytme. We Like We har ikke så meget remixet værket, som de har lavet en imponerende fuld genindspilning med akustisk instrumentering.

Er vi kommet dertil, hvor klassisk instrumentering er blevet mere imponerende end elektroniske eksperimenter? Forhåbentligt er vi kommet dertil hvor sådanne distinktioner ikke bestemmer, hvordan vi vurderer en kunstner. Siden Pade er elektronmusikken hamret ind i vores mainstream, hvorimod elektronmusikkens ophav, kompositionsmusikken, i nogle cirkler stadig insisterer på orkestrer, symfonier og akustiske instrumenter.

Albumcoveret til 'EMP RMX 333 – A Tribute to Else Marie Pade'.

Jonas Olesen og Jacob Kirkegaard holder sig tæt til Pades originale indspilning med et fokus på hendes forkærlighed for spinkle højfrekvente toner, der synes at kendetegne Pades lyd. Olesen tilføjer både fuglekvidder og noget der kunne være lyden af gamle pibende oscillatorer. Kirkegaard arbejdede tæt med Pade under og efter udgivelsen af deres plade Svævninger fra 2013. Som i en forlængelse af Kirkegaards interesse i syngende sand, frosne landskaber og otoakustiske fænomener, viser hans fortolkning en interesse i det materielle. Pades værk hyler, som om lyden var optaget gennem et vibrerende glas lige inden bristepunktet. I stedet for at forstærke Pades interesse for det skingre, udvider Sandra Boss hendes lyd i begge retninger. Teknisk er Boss’ nummer overlegent i sit dynamiske lydbillede, der samtidig brummer i de dybeste frekvenser og hviner i de højeste. Lyden af frøers pulserende parringskald danner en underlæggende rytme, hvor padderne moduleres indtil deres hæse vokal går i ét med den elektroniske støj.

Ville det være mere passende at hylde en revolutionær med revolution i stedet for reaktion?

Hvis denne anden Pade-remix-plade ikke længere handler om at bringe Pade ind i lyset, må formålet være at bringe Pades elektronmusik i dialog med nutidens elektroniske musik. Hyldestpladens musikalske materiale har meget forskelligt at byde på fra et udvalg af overlegne kunstnere, der alle er godt på vej i deres respektive karrierer. Måske kunne man have gravet lidt dybere, og hjulpet nogen op ad undergrunden. I stedet er EMP RMX 333 blevet en forholdsvis pæn plade med meget korrekt indhold. Det passer en hyldestplade, men hvordan passer det med den radikalisme, som blandt andre Goodiepal efterspørger? Ville det være mere passende at hylde en revolutionær med revolution i stedet for reaktion? Det står mig ikke klart, hvordan man bedst hylder fortiden, når fortiden så nyligt har forladt os.