Stille dage i Struer

Ti båthorn hænger ned fra loftet i et tomt lagerrum på Struer Havn. Når de intetanende gæster træder nærmere, rammes de af en heftig båtten. Marokkanske Younes Baba-Alis værk Horn Orchestra (2009) består af fundne bilhorn, og først føler man sig fanget i et trafikalt kaos, omringet af utålmodige bilister, og får decideret lyst til at løbe væk.

Men så vil man tættere på; mærke trancen, som truer med at ramme hjernen – lidt som langvarig lytning til Master Musicians of Jajoukas spil på ældgamle blæseinstrumenter. Hornlydene i Baba-Alis værk lader sig ikke datere. Er de 500 år gamle, eller båtter en nyere Toyota så brutalt flot?  

Den uventede hornfanfare flår i ørerne, men er også en perfekt velkomst til Struer og til lydkunstudstillingen under biennalen Struer Tracks.

Spooky poesi

Stille er Struer. Men Struer er også en by, som profilerer sig som »lydens by«, og for anden gang er der lydkunstfestival med værker spredt ud over byen. I år med deltagelse af flere internationale lydkunstnere, som reflekterer over årets tema: Hvad har vi brug for at lytte til? Hvad er vigtigt lige nu?

I sit værk Signal to Noise Ratio (2015) lader litauiske Ignas Krunglevičius robotstemmer ledsage os, mens vi går gennem en korridor af stålplader stillet op på et af byens centrale torve. Udefra ligner det en mellemting mellem en meget bombastisk skulptur og noget fra en byggeplads. Stemmerne kommer fra transducere på ydersiden af korridoren. Men enten er lyden for lav, eller også er stålpladerne for massive. Man skal stå udenfor og lægge ørerne hen til lydgiverne, før der er hul igennem fra robotterne.

Stille er Struer. Men Struer er også en by, som profilerer sig som »lydens by«

Alien Sounds hedder en udstilling med værker af studerende fra Det Jyske Kunstakademi og Dansk Institut for Elektroakustisk Musik i Aarhus. De har indtaget et tidligere slagteri med rigtig mange lokaler med stærke 70’er-orangefarvede vægge, og nu er her også udstoppede dyr i en trækasse i ét lokale. I et andet rum har duoen Mads Borre og Anders Hjortdal i værket Græsgænger hængt håndsyede middelalderagtige tekstiler (som også hænger ned fra et træ uden for slagteriet), og via Soundcloud kan man lytte til kvad. Det hele lyder meget freefolket og diffust, og det er til fri fortolkning, når værket præsenteres som en samtale om »følelser og håndarbejdets sensibilitet«. Et værk af Mathias Riis Andersen viser bedst udstillingens tematik med forestillingen om det fremmede og de fremmede lyde. Erhard Mitts rejse fortæller via en håndholdt video og en filmprojektion om en fiktiv tysk kunstner, Erhard Mitts, rejse til Island i 1967, hvor han med særlige apparater forsøgte at optage lyde af det skjulte folk, huldufolket. Spooky poesi!

Sværmene kommer

Lyden af de(t) fremmede er også temaet i colombianske Oswaldo Maciás værk Fables of The Wind – A Swarm Welcome (2017/19) i Struers gamle vandtårn. Den store verden udenfor banker på med en delikat susen, mens man går op ad de stejle trapper i lydskulpturen, som beskrives som et »akustisk monument, der fejrer migration og krydsbestøvning«. Maciá har optaget lyden af vinde i forskellige ørkener, blandt andet tundraen på Svalbard i Arktis og Chihuahua-ørkenen ved den amerikanske og mexicanske grænse. Derudover er der optagelser af insekter, der bestøver blomster fra Chocó-regnskoven i Colombia. I al sin stilfærdige poesi minder en tur i vandtårnet os om, at det ikke længere kun er små insekter, der omtales som »sværme«.

Der var en stor interesse for natur blandt de folk, som gæstede et bestemt hus midt i Struer i starten af 1900-tallet. Det erfarer man i Elsebeth Jørgensens lydinstallation Gæstens globus (2019), mens man sidder på nogle træstubbe ved indgangen til forfatter Johannes Buchholtz (han grundlagde Struer Museum og prægede byen med sine ideer om botanik, naturfredning og kunst) og pianisten Olga Buchholtz’ hus. Kunstneren har researchet, hvilke gæster der besøgte Buchholtzerne, og sammenholdt det med områdets botanik. Iagttagelser fra de mange kunstnere og folk med interesse i lyd- og radioteknologi samt nye fortællinger af forfatteren René Jean Jensen sættes sammen med et tyst soundscape af komponisten Rasmus Zwicki. Vi hører om, at haven ønsker sig mere kvadratiske bede. Om kæmpehindbær og vinstokke, der kryber op ad væggene. Der foregik virkelig spændende ting her; avantgarden larmede også i provinsen.

Biennalens nok mest kendte kunstner, Jacob Kirkegaard, bidrager med værket En by i Rusland (2019). Ved lytteposter otte steder i Struer by hører vi optagelser fra en russisk by fra matchende steder: en legeplads, en gågade, byens banegård og så videre. Men når man får øje på hans værk ved siden af Superbrugsens skilt på hjørnet af Smedegade og Torvegade, sker der ikke så meget andet, end at Struers lørdagsstilhed indrammes. Det giver ikke tumult i hjernen, eller øret, og mangler det intelligente touch, som Kirkegaards sted-sensitive værker normalt er spækket med. Historien er tynd, og vi gransker alene, hvorfor det egentlig hedder En by i Rusland.

Enkelte værker virker ikke eller er ikke tilgængelige, den dag jeg besøger Struer. Gad vide, hvordan Jacob Kirkegaards optagelser af russiske stemmer blander sig med gravsten og afdøde på Struer Kirkegård? Og hvordan lyder Crystelle Vu og Julian Olivers gongværk på Struer Rådhus, når det – hvert 19. minut – slår rytmen af arternes udryddelse i verden?

Beliggenhed, beliggenhed

Lydkunst hører sammen med spektakulære geografier og lokaler. Beliggenhed, beliggenhed. Det har industribyen Struer.

Ti kilometer fra centrum, i en tidligere bunker, som nu huser Kunsthal Regelbau 411, har Sandra Boss og Jonas Olesen indrettet sig med forskellige klokker. Placeret i de forskellige rum ‘taler’ klokkerne med hinanden. Installationen hedder Interferens (2019), og her er blandt andet japanske bedeklokker, tyske skibsklokker, svenske bordklokker og juleklokker fra Norge. Klokkernes normale funktioner – alarmering eller kald til bøn – er suspenderet her under jorden. Men fordi vi befinder os i et tidligere beskyttelsesrum, er vi hyperopmærksomme, og når den spæde ding-lyd ‘kalder’ på os, prøver vi at lokalisere klokken i bunkerens mørke rum.

Det er dog på Struer Havn, man finder biennalens bedste værker.

I Nattefærd (2019) undersøger den norske kunstner Maia Urstad stadiet mellem vågen tilstand og søvn, også kaldet hypnagogia. Værket er installeret i en DSB-liggevogn, som kørte mellem Struer og København i perioden 1987-97. Mens man går rundt og stikker hovedet ind i kupéerne, høres lyden af gods i bevægelse og meddelelser fra konduktører på russisk og kinesisk. Det er lyden af det ukendte, men det er også en lydlig rutsjetur tilbage til dengang, man tilbragte ‘langsom tid’ i nattog; dengang, man blev vækket af en person eller et mekanisk ur eller bare lyden af en travl banegård – ikke af lyset fra en vibrerende mobiltelefon. Nattefærd minder os om nattens bittesmå signaler, de lyde, vi husker eller gik glip af: lyden af tiden, som engang sneglede sig langsomt gennem togenes små soverum.

Med industriens gamle haller i baggrunden glinser Amplified Views (2019) lækkert i solen. Ursula Nistrups skulptur er skabt i samarbejde med Bang & Olufsen (der har hjemme i Struer og arbejder tæt sammen med biennalen, red.) og består af store aluminiumsskærme formet som en vinge, der opsamler og forstærker omgivelsernes lyd. Lyd handler også om indpakning, glatte, hårdtpumpede overflader, brugervenligt design. Når vi står helt tæt ved den rustfarvede ‘forstærker’, opleves udsigten med nye briller, eller headset, om man vil.

Også tæt ved vandet – en sekser på beliggenhedsskalaen – finder man Christian Skjødts The Receiver (2019) i en kornsilo på Østkajen. Bunden af den gamle bygning runger, som vil den brase sammen. Man rammes fysisk, det er en mavepuster; mens vi går de 45 meter op i den tomme bygning, bevæger vi os fra lavfrekvente til høje lyde. Højttalerne bliver mindre og mindre. Når man når toppen, er der ikke bare havkig over Limfjorden, men også et radioteleskop placeret på toppen af bygningen. Det opfanger elektromagnetisk stråling, som har rejst 150 millioner kilometer fra solen til Jorden og til Struer. Elegant. Alene det værk viser, hvordan Struer, i hvert fald lydmæssigt, ikke adskiller sig voldsomt fra alle andre byer. Og alligevel er dens lyde og stilheder særlige for Struer. Når blæsten er stærk (det er den ofte) matcher den den store silos brummen. Begge tracks – vindens (a)rytmiske regeren og Skjødts modtager – får man lyst til at tage med sig, når man forlader Struer.

Struer Tracks fandt sted 23. august – 7. september under festivalleder Jacob Kreutzfeldt og kurator Christian Skovbjerg Jensen. Ud over installationerne bød biennalen på en række events, lyttebiograf og workshops.