Ambiens af kød og blod

Det er en sommervarm juniaften, og lydkunstnerne Sandra Boss og Jonas Olesen har inviteret til koncert i den lille koncertkirke på Blågårds Plads. På programmet står værket Dublet for orgel og elektronik. Jeg og cirka 20 andre har taget plads i midt i kirkeskibet, hvor de to lydkunstnere har sagt, at man hører bedst.

Et sort klæde hænger ned fra loftet og afskærmer alteret, der normalt fungerer som scene, og i den modsatte ende af kirken sidder Boss og Olesen ved orglet. Så begynder koncerten. Lyden trænger ud i kirken, både fra instrumentet og fra højttalere bag det sorte klæde. Den er varm og påtrængende, vokser i lydstyrke og tæthed og føles til sidst, som om den presser på kirkens vægge.

Orglet i koncertkirken. PR foto.

Elektronika for et akustisk instrument
Der er ingen melodier eller andre musikalske figurer, og den eneste puls, man fornemmer, er de skurrende interferenser, der opstår, fordi tonerne ligger så tæt på hinanden. Det minder om ambient elektronika, men der bliver ikke brugt nogen computer, og vi er lysår fra en laptops digitalt knitrende lydbillede.

Boss og Olesen udfolder strukturer på en måde, man forbinder med computermusik, men realiserer dem i et akustisk instruments lydunivers.

Boss og Olesen udfolder strukturer på en måde, man forbinder med computermusik, men realiserer dem i et akustisk instruments lydunivers. Selvom meget af lyden kommer ud gennem højttalerne, føles det i høj grad som at være i kontakt med orglet. Faktisk er det som at være inde i orglet, fordi man er omgivet af lyden.

Lydtilstande i fire satser
I foromtalen af Dublet skriver lydkunstnerne, at værket skal skabe en tilstand i rummet, ikke et narrativt musikalsk forløb. Det viser sig, at værket består af fire satser, der skaber hver sin tilstand.

Første sats består af tætte clusters i orglets højeste register. Det skærer disharmonisk i ørerne og får kraniet til at vibrere; efter et par minutter er jeg nærmest høj af det. Det er lyd som fysisk stimulans. I anden sats stabler musikken kvarter oven på hinanden i instrumentets mellemregister. Bløde harmoniske klange svøber sig om kirkens inventar i stor kontrast til værkets første sats.

Det skærer disharmonisk i ørerne og får kraniet til at vibrere; efter et par minutter er jeg nærmest høj af det.

Så er turen kommet til det dybe register: Tredjesatsen bruger orglets lavfrekvente pedalværk, og fylder rummet med pulserende subbas-drone. Havde der svævet støvkorn rundt i kirkerummet, forestiller jeg mig, at man ville kunne se luften bevæge sig,. Så dyb og fysisk er lyden.

Fjerde sats er mere symfonisk en de tre første. Den begynder stille og bygger op til et højdepunkt, hvor orglets registre folder sig helt ud. Samspillet mellem orglet og højttalerne skaber kaskader af faldende glissandi, og fremmaner et billede i mit hoved af, at orglets piber smelter og flyder ned fra pulpituret.

Simpel teknik med stor virkning
Efter koncerten fortæller Sandra Boss og Jonas Olesen mig, hvordan de har komponeret værket: De har undersøgt Koncertkirkens orgel og fundet de toner, der er særlig gode til at skabe interferenser i netop dette rum. Så har de optaget lydene og ændret tonehøjderne en lille smule. Ved koncerten spiller orglet næsten unisont med optagelserne, men den marginale forskel i tonehøjde gør, at de to lydkilder interfererer med hinanden. Jeg går ud fra, at det er derfor, værket hedder Dublet: Der er to ens orgler – ét i højttalerne og ét på pulpituret.

Det er enkelt, men virker stærkt. Orglet, der normalt føles fjernt hævet over kirkerummet, lyder, som om det bliver pumpet op indefra og vælter ud i kirken. Det eneste, jeg savnede ved aftenens koncert, var, at musikken fik lov til at kulminere i dét virkelig sindsoprivende højdepunkt, som den disharmoniske førstesats lagde op til. Boss og Olesen siger også, at de godt kunne have tænkt sig, det var lidt vildere, men orglet kunne ikke spille kraftigere.

Især kunne jeg godt tænke mig at høre værket i en større kirke og på et kæmpemæssigt orgel.

Dublet ændrer sig fra kirke til kirke
Det giver sig selv, at aftenens udgave af Dublet er stedsspecifik: Den kan kun opføres i Koncertkirken, for på et andet orgel i et andet kirkerum er det nogle andre toner, der fungerer godt. De to lydkunstnere siger også, at det er planen at udfolde konceptet i andre kirker.

Jeg håber, den plan bliver til noget, for koncerten smager efter mere. Især kunne jeg godt tænke mig at høre værket i en større kirke og på et kæmpemæssigt orgel. Så skal det nok blive endnu mere vildt.

Orglet i koncertkirken. PR foto.