2022 – en eventyrrejse i lyd

Sneflokkene er kommet vrimlende, og det er hermed blevet den tid, hvor man kigger – og lytter – tilbage på året, der er gået. Vinteren er en god årstid for koncentrerede ører: Sneen absorberer lyden og dæmper støjen omkring os, og samtidig bevæger lyd sig langsommere i kulden, så larmen udenfor føles lidt mindre anmassende og påtrængende. For hver grad temperaturen stiger, stiger lydens hastighed med 0,6 meter per sekund, så når vi befinder os omkring frysepunktet, er verden et lidt roligere sted for sarte øregange.

Faktisk er sne og vejrliget centrale på to af årets fineste udgivelser: Hans Abrahamsens Schnee (Dacapo), der godt nok oprindeligt er komponeret mellem 2006 og 2008, men ofte var decideret fortryllende på årets nyindspilning, hvor de dragende, krystalliserede klangbilleder ganske passende blev spillet af Laplands kammerorkester. Og i den elektroniske afdeling tog Whatever the Weather (Ghostly) – alias den engelske electronica-musiker Loraine James – afsæt i forskellige temperaturer, da hun skabte sine dynamiske kompositioner: fra abstrakt tilstandsmusik til beats og bevægelighed. »0℃« lød som spøgelsesagtig R&B, og »30℃« sprællede og dansede.

Lydfolk verden over allierede sig i diverse internetfora og indsamlede lyde fra alle verdenshjørner, da kloden pludselig var mere stille

Leger med lyd

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at vind og vejr bruges som inspiration til musik, men det er blevet endnu tydeligere i efterdønningerne efter corona, hvor der generelt blev skruet ned for planetens lydbølger i forbindelse med nedlukningen. Personligt kunne jeg som lyddesigner på film pludselig optage den danske natur på en måde, som normalt ikke kan lade sig gøre, når susen fra motorveje og flyruter forpester landskabet og luftrummet alle vegne. Lydfolk verden over allierede sig i diverse internetfora og indsamlede lyde fra alle verdenshjørner, da kloden pludselig var mere stille. Eksempelvis optog en kollega i New York City bedårende fuglesang fra en lang række fugle, som man ellers troede for længst var emigreret fra The Big Apple.

Nu er der skruet op for støjen igen, men bevidstheden om den er gudskelov vokset. Personligt har jeg set flere danske motorveje, hvor der er kommet nye hastighedsbegrænsninger markeret med skilte, der advarer om støj. Et tegn i hverdagen på, at lyd bliver taget anderledes alvorligt end før. Stilheden blev endda også taget mere alvorligt. I foråret begyndte der på YouTube og TikTok en hel bølge af updates omkring et såkaldt anekoisk kammer i Minneapolis, som i mange år ifølge Guinness’ Rekordbog har været verdens mest lydisolerede location, og det endte med absurde rygter om, at man vandt syv millioner dollars, hvis man opholdt sig dér i flere timer. New York Times endte sågar med at sende en journalist derhen i tre timer, men hun vandt nu ingenting for sine anstrengelser. Til gengæld er det fascinerende at læse om hendes oplevelser.

Marvin Gayes hæderkronede klassikere er efter min mening ikke designet til, at vokalerne konstant roterer rundt om ørerne på én

Som det fremgår af artiklen, er det ikke spor behageligt at være omgivet af total tavshed. Det eneste, man hører i et anekoisk kammer – jeg har selv besøgt et her i Danmark – er som regel blodets susen i sin egen krop, man ellers aldrig oplever til daglig, fordi det er en utroligt lav lyd. Det er absolut ikke den form for tavshed, man drømmer om som hypersensitiv lydnørd. Derimod har det været en fornøjelse at dyrke taktil lyd i 2022, fordi så mange musikere udforsker lyden som udtryk i sig selv. Det fremgår også af mine lister, der når vidt omkring – fra The Smiles eventyrlystne rock og Rosalias uimodståelige eksperimentalpop over Slipknots bersærkergang til Sarah Davachis klokkeklange og Steve Reichs kærkomne comeback. Alle leger med lyd.

Opgraderet til Atmos

Moderne musiklyd blev i det hele taget opgraderet i år. Surroundlydformatet Dolby Atmos, der oprindeligt blev skabt til biografen for 10 år siden, gjorde i 2022 for alvor sit indtog i pladebranchen, og flere og flere album, både nyudgivelser og genudgivelser, blev udsendt med altomsluttende Atmos-lyd. Jeg har personligt altid undret mig over, at biograffilm kunne være i surround, men musik måtte kun være i stereo, men det er der virkelig blevet ændret på nu. Atmos-mixene er ikke altid lige vellykkede – Marvin Gayes hæderkronede klassikere er efter min mening ikke designet til, at vokalerne konstant roterer rundt om ørerne på én – men det er ikke desto mindre en decideret revolution inden for musikalsk lydteknologi.

Musik er mere end nogensinde en opdagelsesrejse i lyd. Gammeldags genrebetegnelser er blevet mere og mere absurde i moderne musik, fordi der er så mange plader, hvor musikerne benytter sig af elementer fra vidt forskellige genrer af musik, og det føles som om, det ikke længere handler om at passe ind i nogen kasse eller kategori. Nærmest det stik modsatte. Og hvor er det skønt og befriende. Så mine favoritter fra året, der er gået, kommer vidt omkring – fra klassisk til pop, fra soul til metal, fra hiphop til avantgarde. Og nogle af pladerne indeholder vel at mærke alt sammen – og sommetider på én gang!

Vangelis og Badalamenti var med til at vise vejen for, at filmmusik var grænseløst kreativ og ikke en sekundavare

Filmmusikkens paradigmeskift

Herunder har jeg listet mine 60 favoritplader fra 2022 – 10 danske, 30 internationale og 20 soundtracks. For ja, jeg elsker filmmusik. I løbet af de sidste par årtier har filmmusik udviklet sig til en musikalsk legeplads af dimensioner. Før da var især Hollywood-soundtracks primært symfoniske, og for at blive filmkomponist var det nærmest et krav, at du kunne læse noder, spille klaver og dirigere et symfoniorkester i blinde. Men der er sket et gevaldigt paradigmeskift.

To af filmmusikkens altafgørende regelbrydere døde faktisk i år: Græske Vangelis, der i 1982 skabte det ikoniske Blade Runner-soundtrack, som går for at være et af de mest samplede soundtracks nogensinde og var en revolution inden for synthesizerens indtog i filmmusik – selv om den revolution først for alvor tog fart mange år senere. Og den anden var David Lynchs hofkomponist, Angelo Badalamenti, der med især sin melodiske og mørkt romantiske musik til Twin Peaks udløste helt nye lydlige tilstande indenfor pop, rock og elektronisk musik. 

Vangelis og Badalamenti var med til at vise vejen for, at filmmusik var grænseløst kreativ, og ikke den sekundavare, som den jævnligt blev reduceret til i både musikbranchen og medierne. Tværtimod. D’herrer viste vejen og støbte dermed fundamentet for, at filmmusikkens verden nu om dage er tæt befolket med højt respekterede kapaciteter fra klassisk, rock, pop, hiphop og elektronisk musik. Tydeligvis alle tiltrukket af at kunne fortælle filmiske historier i lyd. Ja, colombianske Lucrecia Dalt har endda skabt både et par af årets bedste soundtracks, The Baby og The Seed, og årets muligvis bedste album overhovedet, den brillante ¡Ay!. Imponerende.

Indflydelsen fra filmmusik bevæger sig vel at mærke også den modsatte vej. Det nye album, Manu, fra den colombiansk-cubansk-amerikanske violinist Bryan Senti, er en af de smukkeste klassiske udgivelser, jeg har hørt i år – luftig og svævende og samtidig med fabelagtigt dybdeperspektiv. Den sublime sound skyldes ikke mindst, at den er mixet af en Europas førende filmmusikmixere, Berlin-baserede Francesco Donadello, som i årevis har arbejdet for blandt andre Jóhann Jóhannsson og Hildur Gudnadóttir – og danske Efterklang, i øvrigt. På den måde er der også rent teknisk mere og mere overlap mellem filmmusikken og moderne klassisk musik.

Med andre ord: sikke et år det har været for os, der elsker lyd. Og ja, jeg elsker lyd så meget, at jeg også herunder har inkluderet en top 10 over de bedste lyde, jeg har hørt i året, der gik. Håber 2023 byder på endnu mere grænseløs supersonisk magi. Happy New Ears.

Årets top 30 internationale album:

Lucrecia Dalt: ¡Ay!

The Smile: A Light for Attracting Attention

Rosalia: Motomami

Björk: Fossora

The Afghan Whigs: How Do You Burn?

King Princess: Hold On Baby

Slipknot: The End, So Far

Oren Ambarchi: Shebang

Voice Actor: Sent from my Telephone

Kendrick Lamar: Mr. Morale & The Big Steppers

Sarah Davachi: Two Sisters

Whatever the Weather: Whatever the Weather

Jockstrap: I Love You Jennifer B

Lawrence English: Approach

Steve Reich: Runner / Music for Ensemble and Orchestra 

Bryan Senti: Manu

Sudan Archives: Natural Brown Prom Queen

Runar Magnusson: Komplett Kollaps (A Dedication to Jóhann Jóhannsson)

Lambchop: The Bible

Nilüfer Yanya: Painless

Stromae: Multitude

33-69: 33

Cult of Luna: The Long Road North

Big Thief: Dragon New Warm Mountain I Believe in You

Debit: The Long Count

Beyoncé: Renaissance 

Little Simz: No Thank You

Jack White: Fear of the Dawn

Moor Mother: Jazz Codes

Lizzo: Special

Årets top 10 danske album – alfabetisk: 

Lasse Aagaard: Farvel tid

Hans Abrahamsen: Schnee

Lydmor: Nimue

Else Marie Pade: The Orchestral Album

Grava: Weight of a God

Kellermensch: Capitulism

Tobias Rahim: Når sjælen kaster op

Peter Sommer: De uforelskede i København

Bent Sørensen: The Island in the City

Tvivler: Kilogram

Årets top 20 soundtracks – alfabetisk:

Volker Bertelmann: All Quiet on the Western Front

Ben Salisbury/Geoff Barrow: Men

Carter Burwell: The Banshees of Inisherin

Michael Giacchino: The Batman

Nick Cave & Warren Ellis: Blonde 

Trent Reznor & Atticus Ross: Bones and All

Howard Shore: Crimes of the Future

Cho Young Wook & The Soundtrackings: Decision to Leave

John Powell: Don’t Worry Darling 

Trent Reznor & Atticus Ross: Empire of Light

Son Lux: Everything Everywhere All At Once

Dan Deacon: Hustle

Disasterpeace: Marcel – The Shell With Shoes On

Colin Stetson: The Menu

Robin Carolan & Sebastian Gainsborough: The Northman

Cristobal Tapia De Veer: Smile

Blanck Mass: Ted K

Rob Simonsen: The Whale

Hildur Gudnadóttir: Women Talking

Matthew Herbert: The Wonder 

Top 10 favoritlyde:

Åbningen på Jacob Kirkegaards forrygende Kryds Ild opført i Stærekassen i september

Krigslydene og det forvrængede trædeorgel i All Quiet on the Western Front

Batmobilen i The Batman

NASAs lydoptagelse af et sort hul

Vinduesviskeren i taxaen og raslelydene på skibet i Triangle of Sadness

Det skæbnesvangre, tikkende ur ved vandet i den irske film The Quiet Girl

Det legesyge musikmix i gyserfilmen Smile

Dobbelt Bowie: Det hyperkreative, altomsluttende biografmix af David Bowies sange i Moonage Daydream og endnu et hypnotisk højdepunkt med »Under Pressure« i Aftersun 

Samspillet mellem lyd og musik i Netflix-filmen The Stranger

Stilheden under Marvel-logoet, der hylder Chadwick Boseman i starten af Wakanda Forever

RIP Philip Jeck

RIP Mimi Parker fra Low

RIP Angelo Badalamenti 

RIP Julee Cruise

RIP Vangelis

RIP Eduard Artemyev