Elon Musk ringede aldrig hjem til Aarhus

»Holy cow, nu bliver det vildt!« Sådan reagerede Gaffa-direktør Robert Borges ironisk, da han første gang hørte om Music City Aarhus. »Skal vi nu igen have vikingeskibe gående rundt som under kulturhovedstadsåret i 2017?« Gonzales er – efter et helt års musikby – stadig forvirret:

»Det giver ingen mening. Hvorfor den engelske titel? Er der nogen, der har hørt om det udenfor byen? Fik vi genfortalt og revitaliseret historien om musikken i Aarhus? Man skulle have lavet noget oplysningsarbejde. ‘Her er en kasse øl og et PA-anlæg’. Scenen er vigtigere end alle de kuratorer. Albert Helmig og Aarhus Volume gør byen meget mere kendt. Man kunne have budt folk velkommen på banegården med livemusik døgnet rundt. Det ville have kostet 900.000 kr. Altså 365 tariffer,« griner Borges. 

»De har delt penge ud uden at forvente noget. Man glemte at samle aktørerne«

»Hvorfor har man ikke brugt året på at lave en urtehave for nyt talent og produktion? De unge mangler et åndehul, hvor de kan prøve ting af. Talentudvikling handler om at give folk en chance. De har delt penge ud uden at forvente noget. Man glemte at samle aktørerne. Det er blevet for pænt og kedeligt, jeg har ikke følt det på kroppen,« slutter Robert Borges.

Når man spørger musikaktører fra den klassiske til den eksperimenterende scene og poppen, er meningerne delte.

»Elon Musk er med I familien«

Lad os starte turen rundt i musikbyen Aarhus i november 2022. Vi er til koncert med Benjamin Hav i Scandinavian Congress Center: 

»Elon Musk og Benjamin Hav mødtes engang i saunaen i Spanien svømmehal,« fortæller Rasmus Botoft fra scenen. Han prøver at ringe til Elon Musk: »Musk er med i familien«. Alle tror på det glade budskab: »I aften kan I skifte jeres familie ud«. Så spiller Benjamin Hav. Koncerten slutter med, at Thomas Helmig synger »Stupid Man« med Botoft på tamburin og komikeren Melvin Kakooza på trommer.

Det er Aarhus med Aarhus på. Det er sjovt. »Hele mit band kommer fra Aarhus!« husker Hav at rose. Danseren Troels præsenteres som den dansende vandmand fra Aarhus bugt. 

Scandinavian Congress Center – et stenkast fra den nye Else Marie Pades Plads – minder på en god dag om arkader som dem i Paris. På en god dag er Aarhus det perfekte publikum. Er det netop historien om Aarhus i en nøddeskal, som Hav fortæller? Et lækkert backingband med en sjov vandmand? En by, der var en stor musikby, dengang Arkadespil var store? Hvad med frontpersonerne, tonekunstnerne, de avantgardistiske kaniner og vilde pling-plong-fluxere? Er Aarhus overhovedet en lydby? 

Ja, Music City Aarhus har den officielle titel været i et helt år. Hvis nogen skulle spørge. 

I Letbanen siger Jørgen Leth stationernes navne med jysk ASMR-stemme

Pas på midterskilningen 

I Folkehuset Mårslet – stadig i november – sidder folk og lytter til Bach på fornuftige stole. »Det er ikke playback,« siger cellisten, da en tone blæser væk i hendes fremførelse af bangeren Præludie i G-dur. Den næste performer er fra nabobyen, så halvlokal: »Pas på midterskilningen, nu går vi fra Bach til Jerry Lee Lewis,« siger arrangøren. »Tak, stil gerne kaffen på gulvet.« Klaveret gynger, når Rasmus Mogensen spiller boogie-piano. Et musikterapeutægtepar og deres koservatoriestuderende datter slutter eftermiddagen af med Beatles.

I Letbanen siger Jørgen Leth stationernes navne med jysk ASMR-stemme. Inde i 8000 C slingrer de unge rundt med instrumenttasker på cyklen. Folk øver sig. Der er musik i Aarhus, selv om det er lang tid siden, Dodo and the Dodos ejede Mejlgade.

Tre svenskere fra Fire! Orchestra lander i Risskov for at lave musikpædagogik med eleverne på Børnenes Friskole. Seks trommeslagere, ni guitarister, utallige keyboards! Ved børnene, at Mats Gustafsson er kendt som en freejazzende, eksorcistisk barytonsax-shaman? 

»Når musikerne bliver hylet ud af den, kommer skrøbeligheden« 

En novemberonsdag kl. 8.30 er komponisten Morten Riis til Morgenbriefing, Brobjergskolens »morgenmad med miniforedrag« med lokale kunstnere. Riis er fascineret af teknologiers skrøbelighed. I sit næste projekt vil han sammen med komponisten Allan Gravgaard Madsen sende Aarhus Symfoniorkester ud på glatis. Musikerne skal tage en bus ud i byen og streame lyd tilbage til en koncertsal. Orkestret fik først et rigtigt hjem for 15 år siden, men de har altid tilhørt byen. »Når musikerne bliver hylet ud af den, kommer skrøbeligheden.« 

Komponistforeningen er også landet i Aarhus for at debattere orkestermusikkens situation i Danmark. Kan vi finde nye formater, finde sprækkerne, måske aflyse torsdagskoncerterne? Spot Festival-stifter Gunnar Madsen siger undskyldende til de klassiske komponister: »Vi er jo født konservative«. Så hvordan får man den nye musik ud til folket? Allan Gravgaard Madsen foreslår at lave en festival for ny musik: »Kald den Spot Classic«.

Samme aften modtager han en Carl Nielsen-pris. Under uddelingen lyder store ord: »Musik er ikke underholdning, men en nødvendighed for eksistens.«

»Det skriger langt væk af musikbranchens rigide selvforståelse og vanetænkning – et kommunalt kulturprojekt uden hoved og hale«

Hellige køer

Måske fylder de hellige køer og vilde kaniner fra den aarhusianske guldalder stadig for meget. Eller forsvinder byens unge talenter i et kaninhul? Til Music Citys åbningskoncert på Bispetorv sang byens unge kunstnere ikke deres egne sange, men musik fra 80’erne, altså før de blev født. Akkompagneret af The Antonelli Orchestra kendt fra TV.

»Det gik galt fra starten,« mener kunstkurator og pladeselskabsejer Peter Ole Pedersen:

»Music City Aarhus er uambitiøst og ikke mindst utidssvarende. Så vidt jeg kan se, er det ganske simpelt: Man har haft nul interesse for at blive klogere på det aktuelle musikalske DNA i byen og i stedet defineret nogle rammer. Resultatet er jam-arrangement på Fatter Eskild med musikere, der ‘jo er aarhusianere’. Det svarer til, at man spørger mig, om jeg vil lave en kunstudstilling i Køge, fordi jeg er vokset op der. Det vil jeg da gerne, og jeg er sikker på, de musikere har takket ja af samme grund. Men jeg har jo ikke haft noget at gøre med byen i 25 år, så hvad har jeg af nogen relevans for projektet? Bottomline er, at det skriger langt væk af musikbranchens rigide selvforståelse og vanetænkning – et kommunalt kulturprojekt uden hoved og hale men med masser af ‘aktører’, der for en tid kan hygge sig lidt med det.«

Aarhus koger 

Dagen efter afslutningen på Music City skriver Pernille Jensen, musikanmelder på Politiken: »Jeg har slet ikke hørt om Music City«. Andre kulturjournalister melder også pas. Er musikbyen en fugl? En vanddrage? Den har kostet godt 15 millioner kroner. Men flere af byens musikaktører har aldrig forstået præmissen for Music City endsige følt sig inviteret ind. Blot noteret, at deres arrangement har fået påsat et logo i hjørnet. Det store sammenhold, som kunne få dem til at føle sig som del af en vibrerende musikby, er vist gået fløjten. Og ville Queen Machine ikke have spillet ægte kopirock alligevel? Ville Lil Lacys svømmehalsværk og de skæve lyde på Alter-festivalen (som her i magasinet blev kaldt »verdens bedste festival«) ikke alligevel have fundet sted? Sikkert.

Faktisk mener mange, at Aarhus for tiden koger i sit eget provinsielle mindreværd. Ak.

Popmusikerne fra københavn tog til Haraldsgade 27 i Viby: Feedback-studiet kunne trylle. »Aarhus-lyden« var guld! 

Der var engang, hvor folk valfartede til konservatoriet i Aarhus, hvor selveste Per Nørgård underviste i den nyeste musik. Henning Christiansen og co. lavede aktioner i Århus Kunstbygning. Glenn Branca fra Sonic Youth åbnede Aarhus Festuge med lokale støjguitarister – og en dronning foran scenen. Popmusikerne fra københavn tog til Haraldsgade 27 i Viby: Feedback-studiet kunne trylle. »Aarhus-lyden« var guld! 

Det er ikke sandt, at man i Aarhus kun kan stryge med hårene og ikke mod hårene i 2022. »Jeg pisker dig med ord,« forkynder forfatter Leonora Christina Skov og musiker Kristina Holgersen på Lyd- og litteraturfestivalen i oktober. De mødtes engang på Spot Festival: »Jeg lignede en punk-guvernante,« siger Skov. Så spiller bandet Yngel droneguitar, og en digter siger »Synet knuser dig«. En performer reciterer et digt om savlende hunde direkte ned i sin cello.

Samme aften rånyder en langhåret mand i Copenhell-t-shirt folkemusikfestival på Turkis. 

Der findes paralleluniverser i Aarhus. 

Vil Aarhus igen skumme af eksperimenter – eller er lav sol over byen bare helt ok?

Højt skum i Aarhus 

En sms tikker ind fra komponisten og performeren Marcela Lucatelli, som for tiden opholder sig i Brasilien: 

»Som underviser på Det Jyske Musikkonservatorium oplever jeg en ny generation af komponister, som ikke kun markerer sig gennem ambitiøs eksperimentation og kompromisløshed, men også hæver rollen af fællesskabet i musikken gennem deres koncepter og kuratering. Denne bølge er også ved at ramme København, med bl.a. MINU Festival og ensemblet Current Resonance, og der er mere på vej. København bærer en tavs pligt til at videreføre visse traditionstræk i musikken i Danmark, som Aarhus ikke har taget til sig – også med den underforståelse, at byen må bidrage til det danske kulturlandskab med noget andet end hovedstaden. Som en opfordring til at fostre noget unikt.«

Aarhus er, ligesom Liverpool, en ægte lydby med sit helt eget soundtrack. Især på Casablanca og Café Jorden. Play it again, Peter A.G.   

For det meste er Aarhus pæn. Ikke laset, ikke grungy, selv om et medlem af rockbandet The Libertines i årevis har boet i 8000 C. Og selv om vi sammen hører Nirvana på Bora Bora i forestillingen Listening Party, hvor teenagere præsenterer deres yndlingsnummer lige nu. Ømt! Yndlingsnumre går aldrig af mode. »Lav sol over Aarhus« kører i ring på caféerne. På den måde er Aarhus, ligesom Liverpool, en ægte lydby med sit helt eget soundtrack. Især på Casablanca og Café Jorden. Play it again, Peter A.G.   

Ny musik er lidt farlig. Spor Festival lærer os år efter år at gå trygt ind i det kaos, som den eksperimenterende musik kan være. Men blot 65 mennesker er til Århus Sinfoniettas koncert med musik af verdensstjernen Kaija Saariaho. Syv publikummer lytter til moderne kompositionsmusik made in Aarhus i UngKirke i Nørre Allé. Samme koncert tiltrak 70 publikummer i København et par uger før. Når sidste mand i arrangørgruppen er færdig på konservatoriet, rykker også han til København. Den historie er set før.

Vil Aarhus igen skumme af eksperimenter – eller er lav sol over byen bare helt ok?

Problemet er ikke kun Music City 

Ifølge Niels Rønsholdt, komponist og underviser på Det Jyske Musikkonservatorium, har Aarhus »til en vis grad« plads til den eksperimenterende musik:

»Der er fysiske rammer og plads til at arbejde – endnu. Og det er vigtigt for det nationale kulturliv, at der er flere kraftcentre, som kan noget forskelligt; at der findes alternativer. Det eksperimenterende miljø er skrøbeligt og kræver facilitering og ressourcer. Det er sympatisk nok, at man under Music City tilfører ekstra ressourcer, men hvad så med 2023? Det eksperimenterende miljø udvikler sig ikke over et år, men kræver en langsigtet og kontinuerlig tilførsel af ressourcer.« 

»Støtten ligger på et minimum – skærer man yderligere, vil tiltrækningskraften forsvinde« 

Sparekataloget, som Aarhus Kommune har vedtaget for få dage siden, og som er blevet kritiseret af selveste Statens Kunstfond, finder Rønsholdt bekymrende: »Det rammer børne- og ungekulturen og hele vækstlaget. Som underviser har jeg set, hvor meget DIEM [Dansk Institut for Elektroakustisk Musik, grundlagt i 1987, red.] har betydet, og som også tiltrækker udenlandske studerende. Det skal man bevare. Støtten ligger på et minimum – skærer man yderligere, vil tiltrækningskraften forsvinde.« 

Tiltrækningskraft har især Simon Steen-Andersen givet til Det Jyske Musikkonservatorium. Han har undervist her siden 2008, selv om han ikke har boet i byen siden 2004. Fra sit hjem i Berlin skriver den internationalt anerkendte komponist:

»Aarhus' overskuelige størrelse og mindre tunge tradition og bureaukrati har klart været en fordel i vores forsøg på at kultivere et alternativ til København frem for at være en ‘konkurrent’. Vi havde mulighed for at tilbyde åbenhed og fleksibilitet, og vi har opmuntret egenart, initiativrighed og fællesskab. Dette, i kombination med undervisernes profiler, har tilsyneladende tiltrukket en lidt anden type komponister, også internationalt, og skabt et lille, men stærkt miljø – så ja: På trods af at der ikke er to kompositionsstuderendes musik, der lyder ens, synes jeg godt, man kan sige, at den musik, der skabes her, har en særlig kvalitet. Hvilket også har tilført en dynamik og en bredde nationalt. Noget lignende synes jeg også, man kan sige om Spor-festivalen, som i kontrast til størrelse og midler står overordentligt stærkt i bevidstheden hos aktørerne på den internationale kunstmusikscene.«

Der er en institution, som i årtier har præsenteret den nyeste musik og lydkunst. Formand for AUT Aarhus Unge Tonekunstnere og bassist indenfor alle tænkelige genrer siger:

»For AUT er det Music City hvert år, vi arbejder med en kontinuerlig udvikling af unge kunstnere. Vi har mere brug for fysiske rammer og adgang til fx Musikhuset, uden at det koster det samme som at hyre et helt kammerensemble, end disse specielle år. Problemet er selvfølgelig ikke kun Music City Aarhus, men en generel manglende forståelse for det langsomme kontinuerlige arbejde, der skaber Aarhus som musikby. Vi håber, at kommunen kommer til at forstå dette, i stedet for at engagere sig endnu mere i disse PR-stunts.«

»Drop nu det toptunede kulturstadion, drop 80’erne, de er flyttet. Og folk vil flytte, hvis ikke der sker noget«

80’erne er flyttet

Christian Windfeld, trommeslager og lydkunstner med en international karriere, er i tvivl, om ikke tiden er løbet fra Aarhus:

»Music City har været en logo-ordning. Hvis Aarhus vil svinge sig op på et internationalt kulturniveau, må man forlade myten om de gode gamle dage. Drop nu det toptunede kulturstadion, drop 80’erne, de er flyttet. Og folk vil flytte, hvis ikke der sker noget. Mange initiativer punkterer efter to år, fordi ildsjælekræfterne løber ud. Hvordan udvikler man sig fra vækstlag til nextlag? Hvad med de mere etablerede, der vil noget mere end bare få én eftermiddag på en scene? Vi er ikke gode til at give hinanden kritik og tænker derfor ikke langsigtet og undersøger, hvad det er for et miljø, sound og æstetik, vi har her i byen, og slipper det løs, i stedet for at presse det ind i en pølsemaskine. Fred være med institutionelle mega-projekter, men hvad er det så, der ikke kan ske, når ressourcerne er blevet brugt på de store events?«

Hallå Hallå

Hvad venter du på? 

De unge eksperimenterende DIY-folk på Sydhavnen og Institut for X sætter bare ting i gang. Og på det tidligere Amtssygehuset, som nu hedder Ungdomskulturhuset, sidder en pige og øver sig på et klaver i et øvelokale. Her huserer også Smugler, et band, som kommer fra Thy, men allerede har opvarmet for Malurt. Forsangeren har en tatovering med Steppeulvene, teksterne handler om sorg og giftig maskulinitet: »Vi elsker ordet maskulinitetens diskurs. Det resonerer godt i folk.« De er fem forskellige mennesker, der er kommet til Aarhus »for at bikse noget sammen. Vi er alle aktører, direktører og dramaturger.« De venter ikke på nogen. »På papiret har Music City sikkert været en god ide.« Og nu skal de bare øve. 

Den første, man møder til DMA-efterfesten, lige ved baren på Turkis, er Lars H.U.G. med jazzhat. Kald det cool

Midt i november åbner Albert Helmig spillestedet Volume Village under Ringgadebroen. »VV skal huse alt den musik, man ikke kan høre i Aarhus«. Helt til klokken 5 om morgenen. Den slags er umuligt i Mejlgade. Helmig har lavet koncerter, siden har var 14. Nu er han 26 år og vil gerne give noget tilbage til de helt unge. »Jeg kan ikke forestille mig, jeg nogensinde flytter fra Aarhus,« siger han, mens fotografen placerer ham ude i novemberregnen, få meter fra lyntogene, som kører ind og ud af Aarhus.   

Byens jazzfolk sætter også ting i gang. »Aarhusianer laver VM-sang med stikpille til Qatar«, lyder overskriften i den lokale avis. »’VM Til Jul Mand’ er et gennemsyret aarhusiansk bud på en ny national landeplage, som i den grad kan hamle op med de mange københavnske versioner og måske endda feje dem af banen,« lyder det. Tro på det. I december flyttes hele Danish Music Awards Jazz til Aarhus, og folk står og diskuterer »Aarhus-dominanten«, og nu kunne det blive lidt teknisk, men lyt blot til Hvalfugl og Svaneborg Kardyb. En ny »Aarhus-lyd« findes. Ligesom Music City findes. 

Den første, man møder til DMA-efterfesten, lige ved baren på Turkis, er Lars H.U.G. med jazzhat. Kald det cool. 

Hallå, kan det blive mere Aarhus?

Byen, som for 1000 år siden hed Aros, skal måske ikke rejse i vikingeskibe men i fantastiske Toyotaer med fremtidsmusik drønende ud af anlægget

Toyota Electric Spaceship

Elon Musk svarede aldrig, da de forsøgte at ringe ham op i Benjamin Havs show. Måske behøver Aarhus ikke flere megaevents og fluffy koncepter men lokalt producerede sanseeksplosioner. Byen, som for 1000 år siden hed Aros, skal måske ikke rejse i vikingeskibe men i fantastiske Toyotaer med fremtidsmusik drønende ud af anlægget. Det var koncertforeningen Sunship, som fik Fire! Orchestra til byen. De unge, der spillede med de svenske shamaner, vil nok huske det for livet. Måske vil nogle af dem endda leve af musik…

Musik er musik. Musik er minder. Music City har skabt projektet Byens Lydspor, så man kan gå på opdagelse og høre om berømte musikere fra Aarhus. For i morgen lyder musikken anderledes. Derfor har vi musikhuse, der er beholdere for de flygtige toner, som er væk, i samme øjeblik de er spillet. 

Musikhuset Aarhus, som i år har fejret 40-års-jubilæum, skal nok klare sig i 40 år mere, så længe de kører med sloganet »Life is Live«. Og Ingmar Cronhammars udsmykning i overgangen mellem musikhuset og konservatoriet ligner jo noget fra en elektrisk fremtid. Fremtiden er – på sin vis, som gule mursten – sikret for musikken i Aarhus.  

Men hallå, hvis nogen har et pinkfarvet Toyota-rumskib klar, er der måske også plads til den driftige Sean-Poul De Fré Gress fra organisationen Nebula (kunne være navnet på en stjerne), som til afslutningen på Music City har sat Jacob Bellens til at improvisere med aarhusianske musikere. Bellens er aldrig set gladere og nynner »Det’ jul, det’ cool« og »Be-Bop-A-Lula«. Der er noget om, at københavnske musikere slapper helt af, når de optræder i Aarhus.

Musikbyen er død, men hey, længe leve musikbyen

»Det spændende er jo, hvad der kommer efter Music City, og efter disse musikeres første skrøbelige møde,« siger Sean-Poul De Fré Gress. Han drømmer om – inspireret af Tiny Desk-koncerterne – at lave »Mayor Desk« på borgmesterens kontor:

»Hvis politikerne snakkede om politik, ligesom musikerne snakkede om musik, så ville det være en helt anden samtale. Man kunne finde den rigtige vej for Aarhus. Der findes ikke kun én, men mange rigtige sandheder, og det er det, man oplever, når musikerne spiller sammen.«  

Lad os alle jamme! (forever and ever)

Denne lørdag dag slutter Music City Aarhus 2022 med »Let’s Jam Together« på caféer og korsang på torvene. På Store Torv synger fire mennesker om jul og Jesus. De er ikke med i det officielle Music City-program. De kører med deres eget logo. 

Men Rooftop Symphony har logo og er »spektakulær«, hvis man skal bruge Music Citys udtryk. I musikhusparken står folk klar. De kigger op. På taget af Musikhuset, kunstmuseet Aros og Arne Jacobsens grå rådhustårn optræder musikere og dansere. Aarhus’ hjerte banker af beats, laserlys og ømme vokaler. Et ægtepar udbryder: »Det er rigtig flot.«

Kort efter fader musikken ud. Musikbyen er død, men hey, længe leve musikbyen. Lokalavisen skriver, at der skal være endnu et musikår i 2025. Hvad er ambitionsniveauet, når de folkevalgte politikere i Danmarks næststørste kommune lige har taget 14 millioner?

Artiklen er rettet 27. december kl. 18.30 efter henvendelse fra Music City Aarhus-sekretariatet, som skriver, at Lokalavisens information om en musikby i 2025 ikke har noget på sig: »Vores reference til 2025 handler om nogle ambitionsmål, som vi i Promus vil arbejde videre med, og som ikke har med Music City at gøre.«