James Blacks forestilling »Mushroom« under Spor Festival. © Gorm Branderup

Gå trygt ind i Spors kaos

Spor Festival i Aarhus viftede snobbede kunstrammer væk med krabbeperformance, sonisk syndflyd i en grotte og viste absurditeten i vores møder med andre mennesker – publikum stod ansigt til ansigt med et menneske, der har mistet og nu prøver at overleve. 
Af
21. Maj 2022
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Da forskrækkelsen efter braget fra højttalerne havde lagt sig, begyndte det for alvor at dæmre for mig, hvad inklusion kan betyde på en lydkunstfestival. Den første aften på Spor i Aarhus blev én af de gange på årets festival (29. april-1. maj), hvor jeg mærkede kunsten skabe plads til noget af det, der normalt ikke får plads. Og pladsen var åben for mig – jeg blev trygt taget i hånden.

Det var ellers ikke givet, at jeg ville få en tryg oplevelse, da Kim Mejdahls album Liljegrotten skulle afspilles på Turkis (selv om spillestedet, som tidligere hed Atlas, er blev opgraderet og nu ligner en hyggelig tyrkisk dagligstue). Det var nemlig et af de værker i år, der rakte ud i den dystert dybe alvor i forholdet mellem os og klimaet. Et forhold, der mildest talt føles umuligt at overskue og forholde sig til. Liljegrottens svar lå i det monstrøse, så det stod med andre ord til at blive en udfordrende kunstoplevelse, hvilket det blev. Braget fra højttalerne startede en sonisk syndflod, der fossede direkte ind i kroppen. Med ét var rummet fyldt med lyd – dyb rungen og højfrekvent klingren i et velproduceret virvar. En barnestemme? Bolde på strenge og forvrænget latter i turbulent foranderlighed, undervejs med bastunge holdepunkter, der rystede gulvet under mig som rytmiske jordskælv.

Det monstrøse er det, mennesker og miljø har til fælles

»MON« af Olga Szymula på Spot Festival. © Gorm Branderup
»MON« af Olga Szymula på Spor Festival. © Gorm Branderup 

Men på min lille plads på det bløde gulvtæppe mærkede jeg forskrækkelsen lande bemærkelsesværdigt trygt. For jeg var indforstået med udfordringen. Forud for braget havde kunstneren forberedt os på den monstrøse rejse: roligt blomsterduftende stilhed herskede før stormen på Turkis, da han stillede sig op på scenen, og nu skulle vi på en rejse ind i os selv, ind i mørket og alt det overvældende. For det monstrøse er det, mennesker og miljø har til fælles. Han indbød os til at tage ham i hånden og gå trygt ind i grotten sammen. 

Derfor fik jeg mulighed for at gå indforstået og trygt med ind i kaosset. Jeg kunne åbne og indtage plads i Liljegrotten. Og sådan dæmrede det for mig, hvad inklusion kan betyde på en lydkunstfestival. For jeg var ikke nødvendigvis forberedt på, at jeg ville blive inkluderet. Jeg har før mærket værker være decideret uinteresserede i at inddrage mig. Så sidder jeg fanget i de mørklagte sæder, mens kunstneren råber ned mod mig i kunstens navn – deroppe fra toppen af et intertekstuelt tårn med bærebjælker af forstokkede kunstnormer. Mens hvidhårede herrer i nystrøgne skjorter nikker indforstået fra publikumssæderne omkring mig. Efter alle kunstens kedelige regler. Men Kim Mejdahl brød kunstens kedelige regler for at tage mig i hånden i stedet.

Mangfoldige universer 

Hvis det ikke allerede var klart, kan du opfatte dette som en disclaimer: Jeg foretrækker kunst, der er inkluderende. Nærmere bestemt kunst, der skaber plads ved at nedkæmpe normer. Og som inddrager dem, der har brug for den plads. Kunst, der åbner plads til de ind- og udtryk, der normalt ikke får det.

Så sidder jeg fanget i de mørklagte sæder, mens kunstneren råber ned mod mig i kunstens navn

Spor er netop en festival, der gerne udfordrer kunstnormer for at nå festivalens udtalte mål om at vise andre veje og kunne invitere os ind i mangfoldige kunstneriske universer. Inklusionens centrale rolle kom særligt eksplicit til udtryk i Sound Art in Public Spaces’ vision om et inkluderende byrum til og for alle. Det blev gjort klart til os, der var taget med kuratoren rundt i Aarhus på en af de guidede ture. Raquel Castro, der kuraterede udstillingen som en del af diversitetsprojektet Sounds Now, slog fast i sin præsentation, at byrummet bør have plads til mangfoldighed. Derfor forsøgte de seks værker at gøre plads til lydkunst, refleksion og samtale inde mellem Aarhus’ bilstøj og tempofyldte arbejdsrytmer. For at »få os til at lytte mere til verden og til hinanden.«

Vanddyr og dyb lytning 

Særligt britiske Kathy Hindes bidrag fik mig til at lytte. Kunstneren lod os lytte gennem mikrofoner, der kan opfange kontaktvibrationer i materialer såsom træ og metal, bølger fra elektronik og lyd under vand. I Listening Horns blev sådanne optagelser fra Aarhus afspillet fra bunden af rustne, bøjede rør, der stod ved kanten af byens å. Sådan kunne forbipasserende, der stoppede op og lyttede, inkluderes i lydverdener, vi ellers ikke har adgang til. Og de, der virkelig ville føres med under overfladen, kunne tage på en af Kathy Hindes Deep Listening Walks. Med høretelefoner på hørte vi nu lydene fra disse mikrofoner live, mens gruppen gik med kunstneren rundt i Aarhus.

© Gorm Branderup
© Gorm Branderup

På lydvandringen stod jeg således på havnen ud for hovedbiblioteket DOKK1, hvor jeg har været så mange gange før. Jeg kiggede ned i vandet på muslinger og rurer. Men nu hørte jeg dem. Jeg var pludselig inkluderet i vanddyrenes lydverden.

Det er ikke en selvfølge, at kunstmiljøer er inkluderende. Tværtimod

Gennem lytning, dér ved havnens kant, mærkede jeg, at jeg er forbundet til omverden – også til blåmuslinger. Jeg stirrede ned i vandet, mens lyden af en industrimonoton, høj summen og en skibsmotors uophørlige, taktfaste brummen hørtes tydeligt over vanddyrenes kriblen. Den gungrende kritik af støjforurening i havet strømmede gennem høretelefonerne og lod sig bundfælde hos mig i dagene efter lydvandringen.

Forstokkede kunstnormer

Jeg tror, det var lettere for mig at holde hovedet oven vande i de kritiske strømme, fordi Liljegrotten forinden havde skabt rum for uoverkommeligheden. Og fordi Kathy Hinde inkluderede mig i en form for lytning, der åbner plads. Dette gjaldt i øvrigt flere af værkerne i Sound Art in Public Spaces – særligt Mikhail Karikis We Are The Weather og Dawn Scarfes Glass and Air gav mig nye lyttemåder med videre. Derfor skulle en af mine anker være, om ikke endnu flere, der kunne have brug for den form for plads, kunne være blevet inddraget.

For en håndfuld værker lykkedes for alvor med at inddrage mig, men mislykkedes hos min sidemakker – for ikke at tale om dem, som slet ikke dukkede op, der måske endnu ikke er en del af Spor-kunstmiljøet. Og selvfølgelig var der også værker på årets Spor, der føltes mindre fuldkomment inddragende for mig. Om jeg følte mig inkluderet i år er netop kun en lille brik i, hvad inklusion betyder på et lydkunstfestival. 

Men den inddragelse, jeg oplevede, er en bedrift i sig selv. Det er ikke en selvfølge, at kunstmiljøer er inkluderende. Tværtimod. Intellektuelt forkølede kunstnormer kan bruges til at hæve sig over andre, og eksklusion kan skjules bag privilegieblinde påstande om ’kunstnerisk kvalitet’ – hvad det så end måtte betyde.

© Gorm Branderup
»Midsummer Eve The Kanin Way« af Alexandra Hallén under koncerten »So Bleak, Pinky«. © Gorm Branderup

Jeg mærkede, hvor godt Spor var lykkedes, da jeg på festivalens sidste dag mærkede, hvad der føltes som et decideret mærkeligt fremmedelement i festivalen. Til en Q&A efter koncerten under navnet So Bleak, Pinky med værker af de unge komponister Dylan Richards, Alexandra Hallén og Niklas Brandenhoff, fandt jeg mig selv fremmedgjort på min publikumstaburet, mens komponist og Q&A-ordfører Niels Rønsholdt fiskede efter det »filosofiske take« på tomhed, og hvad »græsset betyder«. Ensemblet Scenatet, hvis praksis åbner nye muligheder for kunst ved fundamentalt at gøre op med adskillelsen af musik, kunst og mennesker, fik et såkaldt kritisk spørgsmål til, hvordan en cellist dog kan gøre andet end at spille cello. Ikke ligefrem i tråd med den udforskende, åbne indstilling, der heldigvis ellers synes at præge festivalen. Så uanset om det kom fra samme misbilligelse som min egen, følte jeg mig derfor mødt i Scenatet-performer Fei Nies korte og præcise svar til, om de havde kommentarer til dette kedsommelige spørgsmål: »Nej.«

Hvis et menneske, der har mistet, henvender sig til dig for at dele sin oplevelse, så holder man sin kæft og lytter 

James Blacks forestilling Mushroom under Spor Festival. © Gorm Branderup
James Blacks forestilling »Mushroom« på Spor Festival. © Gorm Branderup

Plads til medmenneskelig lytning

Spor kan danne ramme for kunst, der river normerne ned og boltrer sig på murbrokkerne. Sådan kan der åbnes plads til noget af det, der slet ikke får nok plads. Det blev slået uigenkaldeligt og mærkbart fast i mig fredag aften. For komponisten James Blacks forestilling Mushroom skabte plads til sårbarhed, sorg og vel undt vrede. Scenatets performere gik mekanisk mellem gitterfelter på gulvet. Med ensfarvede T-shirts og tomme blikke gentog de abrupte mime- og dansebevægelser. Underligt fjern, radioagtig musik skiftede ubestemmeligt i baggrunden. Og på skærmen bagved kørte realvideoer af krabber.

Så først forstod jeg ikke helt, hvad der foregik. Men måske er det meningen, nåede jeg at tænke. Det er en ren og skær forsvarsmekanisme efterhånden. Så jeg var forberedt på et værk, der som en støvet symbol-arkæologisk udgravning skal have hver en metaforisk sten vendt. Al tvivl blev imidlertid definitivt affejet. Med langsomt talende højttalerstemme og tydelig skærmtekst lod James Black publikum vide, at det, vi ser her, det er et menneske, der har mistet, og som nu forsøger at overleve.
»A person standing in front of you.«
Og hvis et menneske, der har mistet, henvender sig til dig for at dele sin oplevelse, så holder man sin kæft og lytter og begynder ikke en livløs dissektion af, om dette menneske nu også æstetiserede sin sorg originalt og symbolsk komplekst. Mushrooms musik og monologer udstillede absurditeten i de måder, vi møder andre mennesker på. Som performere og publikum – og som medmennesker. Og da jeg lettet lod de snævre, snobbede kunstrammer falde, oplevede jeg, at der blev skabt plads til medmenneskelig lytning.

På Spor kan inklusion lyde som alt fra monstrøse grotter af omsorgsfuldt kaos til blåmuslingers støjforurenede lydverden. Og som musikalske krabbeperformances. Og det er noget af det, der fortsat er værd at arbejde for på Spor. For sådan kan der skabes plads til alt det, enøjede, ensporede og snobbede kunstnormer ikke giver plads til.

 

Spor Festival, 29. april-1. maj i Aarhus