© AdeY

Tynget af verdens vægt

Hvis rockbandet The Cure havde været et avantgardeensemble, kunne de meget vel have lydt som de utallige kaskader af vemod og metamodernistisk fremtidsangst, som dominerer i Niels Rønsholdts »Memoriam«. 
Af
30. Oktober 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Memoriam slutter nogenlunde som det begynder: Med de medvirkende musikere fra Scenatet siddende på scenegulvet. Gestikulerende, messende, mumlende. I sig selv lyden af en lavmælt, monoton og tryg musik, et billede på almenmenneskelig aktivitet. Og et billede på, at mennesker er sociale væsener, at de kan foretage sig utallige ting i fællesskab, at de kan skabe, at de kan destruere. Men også en pendant til Pär Lagerkvists roman Det evige smil (1920), hvor alle de døde sidder sammen i evigheden og mumler sammen, mens de i glimt erindrer deres tid som levende væsener, lige indtil Gud en dag viser sig for dem og resigneret siger: Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, ved at give jer livet. 

På vej op ad trappen til Musikhuset Københavns altid smukke, indbydende og velproportionerede palæsal var mit hoved fyldt med overvejelser om værkets titel. På latin betyder titlen som bekendt »minde« eller »erindring«, hvor det indgår som del af den faste vending »in memoriam«, dvs. »til minde om« en afdød. Men det første ord i vendingen mangler i titlen, hvilket jeg opfatter som en klar intentionel provokation – en provokation, der for så vidt angår hele værket, idet det ifølge programnoterne er »en poetisk udforskning af [det] at memorere.«

Ordene gav mig absolut ingen indre forestillinger, hverken visuelt eller auditivt. Ingen

For nok giver ordet »memoriam« fin mening semantisk forstået. Der er samtidig gods og skønhed i det, og alle ved endda, hvad det betyder. Til gengæld giver ordet ikke nogen som helst mening grammatisk forstået. For »memoriam« eksisterer ikke på latin som et ord, der kan stå alene. Det er nemlig akkusativ-formen af substantivet »memoria«, og derfor findes det kun i relation til et forholdsord foran det, som styrer dets kasus – i dette tilfælde ordet »in«. 

Så når ordet »memoriam« som her står for sig selv, giver det indtryk af at være et fragment, noget der har revet sig løs fra den sammenhæng, det oprindeligt indgik i. For at blive ved ordet: Det betegner pludselig noget, der ikke huskes ordentligt, eller kun huskes i glimt. Som om fortiden ikke længere rigtig kan huskes som den var, eller som om nutiden fortaber sig i spredte momenter.

© AdeY
Housedanseren Marie Kaae Schmidt har rejst verden rundt med autentisk hiphop-kultur og scenekunst. © AdeY

Aldrig har jeg til en musikforestilling oplevet at skulle dreje hovedet så meget rundt

Åben lytning

Betegnende nok var min hukommelse efter forudgående læsning af programmet ikke til megen hjælp i forsøget på at få klarhed over, hvad der skulle ske på scenen. Her stod der nemlig blandt andet: »Memoriam følger en gruppe mennesker i, hvad der kan være en videregivelse af information eller søgen efter noget, der er svært at fastholde. Hvad det er, afsløres ikke for os, men vi dykker ned i en poetisk udforskning af at memorere og huske.« Ordene gav mig absolut ingen indre forestillinger, hverken visuelt eller auditivt. Ingen. Og jeg tvivler på, at de har gjort det for nogen som helst andre blandt publikum.

Men de gjorde til gengæld noget andet: De satte mig fri fra at skulle – eller kunne – forvente noget som helst om, hvad jeg gik ind til. Og de hjalp mig dermed til at holde mig fuldkommen åben i min lytning, hvilket føltes oprigtigt befriende. Og selvom sangstemmerne gennem hele værket fyldte rummet med mange, mange ord, var de ikke mere forpligtende, end at de kom til at blive et klangligt parameter snarere end et dechifrérbart narrativ. Præcis som titlen levede forestillingens ord dermed deres eget afsondrede liv, som ikke forstyrrede oplevelsen af resten af værket.  

De seks optrædende – to sangere, to strygere, en slagtøjsspiller og en danser – agerede i en meget overbevisende og stilsikker scenografi og koreografi, som lod danseren forsøge at flytte sig ud af stedet, mens fødderne blev hængende fast i det imaginære dynd, og som lod strygerne knæle eller ligge ned, mens de spillede. Salen blev til fulde udnyttet i sin bredde og længde. I det rektangulære rum var publikum placeret i to lange rækker strakt i det meste af rummets længde, mens forestillingen udspillede sig ind i mellem de to rækker – præcist som på et fodboldstadion med publikum placeret langs banen i dens fulde længde. 

Disse værkers komponister er som dyr fanget i billygternes skær i mørket på landevejen

Efterhånden som stykket skred frem, sprængte de to sangere dog rammerne ved i stigende grad at stille sig uden for publikums umiddelbare synsfelt, så deres placering undertiden tegnede en diagonal tværs gennem rummet. Aldrig har jeg til en musikforestilling oplevet at skulle dreje hovedet så meget rundt – der var konstant nye bevægelser at følge, og der var konstant valg, der måtte foretages om, hvem af de optrædende, man ville betragte. 

Knugende klangverden

Musikalsk fremstod værket utvetydigt i sin klarhed og stringens, selvom der muligvis lå tvetydige intentioner bag: I hvert fald har Rønsholdt tilkendegivet, at han arbejder med såkaldt »method composing« (en pendant til begrebet »method acting«). Han dykker her ned i særlige stilidiomer, hvilket resulterer i værker, der afsøger velkendte udtryksformer og konventioner, men på uvante måder. Det har været tilfældet i flere af hans metamodernistiske værker, blandt andet Country (2019-20, indspillet på album i 2021 med cellisten Jakob Kullberg som solist). Og det var også tilfældet her, ikke mindst genereret i kraft af strygernes mange pseudo-barokmusikalske passager samt sangernes messende og dermed tonegentagende forløb. Helt i værkets ånd har jeg i øvrigt ikke kunnet komme i tanker om, hvilken barokkomponist strygerpassagerne i forbigående mindede mig om.

© AdeY
© AdeY

Memoriam har det til fælles med en del andre værker fra de seneste ti-femten år i og uden for Danmark, at de alle lader til at være dybt tynget af the weight of the world. Disse værkers komponister er som dyr fanget i billygternes skær i mørket på landevejen, ude af stand til andet end at give deres frygt til kende for, hvad der vil komme. For Memoriams vedkommende gjaldt det, at selvom musikken ofte boblede af livskraft og en ubetinget glæde ved materialet – vel at mærke hos både komponist og udøvere – var dens klangverden knugende, og med en fremtidsangst i sig så overvældende, at 1950’ernes avantgardemusikmiljøer melder sig som generel reference.

Dermed lykkedes det at etablere en mørk grundstemning ikke helt ulig den goth-orienterede del af indierocken

Kaskader af vemod

Gennem værket stod de utallige kaskader af klagende, vemodige molklange centralt, og de udgjorde i sig selv et af værkets mest konstante og dermed statiske parametre. Det skete med en udpræget brug af homofon sats, det vil sige, hvor der blev sunget eller spillet med de samme nodeværdier (modsat polyfon sats, hvor stemmerne bevæger sig mere uafhængigt af hinanden). Også de mange insisterende gentagelser af korte forløb bidrog til denne stasis.

Men molklangene fik en performativ virkning i samspil med de surrealistisk-dystre kostumer, som de optrædende bar, foruden markant ansigtsmakeup. Dermed lykkedes det at etablere en mørk grundstemning ikke helt ulig den goth-orienterede del af indierocken, som i lighed med barokken kunne være endnu et »method composing«-greb for Rønsholdt. I hvert fald tog jeg undervejs mig selv i at tænke, at hvis det prominente rockband The Cure – melankoliens ukronede førstebetvingere indenfor sin genre – havde været et avantgardeensemble, kunne de meget vel have lydt sådan her. Ja, det var undertiden næsten, som om bandets hovedværk Pornography (1982) kunne være selve genstanden for det forskydningsprægede erindringsarbejde i værket. 

Hvad der stod tilbage, var en opførelse, hvor ikke kun lyd og koreografi, men også rum var afgørende parametre. Jeg kunne godt forestille mig at opleve værket igen, men jeg har lige nu mere end almindelig svært ved at se, at det kunne ske andre steder end Musikhuset Københavns sal, som for mig blev som en syvende deltager i fremførelsen. Men hvem ved, måske jeg for længst har glemt den bekymring, den dag jeg lægger øre til værket igen.

 

»Memoriam«. Komponist/tekstforfatter Niels Rønsholdt, koreograf Tim Matiakis, danser Marie Kaae og Scenatet. Musikhuset København, 25. oktober 2022.