Fysisk intenst og befriende distanceret

Det er tredje gang at Museet for Samtidskunst i Roskilde præsenterer ACTS – en international festival for lyd og performance. Festivalen foregår i museets mange små, skæve rum, men forsøger også at indtage nye steder både i Roskilde by samt på spillestedet Gimle. Programmet på ACTS er dette år kurateret i samarbejde med tre forskere fra Performance Design på RUC – Judith Schwarzbart, Rasmus Holmboe og Sanne Krogh Groth (hvoraf de to sidstnævnte er redaktører ved nærværende tidsskrift). Sammenlignet med de to foregående år har ACTS mere lyd på programmet i form af lydperformances og –installationer, og det er derfor med spænding, at jeg besøger festivalen lørdag for at undersøge, hvordan lyd- og performanceværkerne spiller sammen på den ambitiøse festival.

Byens åndedrag
Det første værk jeg ser på ACTS er ét jeg særligt havde glædet mig til at opleve, nemlig Andreas Führers lydvandring, som er skabt specielt til Roskildes byrum. Führer kender vi bl.a. fra musikkollektivet Yoyooyoy, bandsene Fjernsyn Fjernsyn, Kirsten Ketcher og Slütspürt, og fra hans soloprojekt med udgivelsen Obligatorisk Undervisning fra 2011. Senest lavede han i maj måned i år værket Grebet i den lille jyske by Laven, hvor han afspillede lyd fra åbne vinduer i byens huse. Til Führers lydvandring får jeg udleveret et kort med en rute på. Der er markeret ni steder, hvor man kan stoppe op og lytte. Bag på kortet er beskrevet seks forskellige åndedrætsteknikker fra ’den totale’ til ’den fuldstændige vejrtrækning’.

Efterhånden som jeg besøger de forskellige steder på kortet, danner der sig et billede af et stramt koncept; vi lytter til kompressorer og udluftningskanaler i Roskilde på steder, der bedst kan betegnes som ikke-steder

Med kortet i hånden går jeg af sted, og jeg stopper det først anviste sted og lytter. Det er ved et aflukket træhus på en parkeringsplads. Jeg hører en lav buldren inde fra huset, måske fra en kompressor, og mærker en svag vibreren i træværket. Efterhånden som jeg besøger de forskellige steder på kortet, danner der sig et billede af et stramt koncept; vi lytter til kompressorer og udluftningskanaler i Roskilde på steder, der bedst kan betegnes som ikke-steder – parkeringspladser, baggårde, bag en grillbar, ved nogle skraldespande osv.

Lydoplevelsen gentager sig efterhånden, som jeg tilbagelægger ruten. Men man skal give sig tid. Først hører man bare en svag brummen, men langsomt åbner lydbilledet sig op, og man kan skelne de skingre metalliske overtone-klingende lyde, der markerer sig over den dybe summen, nogle steder mere rytmisk hakkende, andre steder blødt hvislende. Mit yndlingssted er en udluftningskanal på vej ned mod en parkeringskælder. Lyden her er ret svag, man skal ned på knæ og ligge øret til for at fornemme alle nuancerne. Lyden er ulmende, en mørk næsten uhyggelig buldren.

Andreas Führers psykogeografiske vandring i Roskilde by. FOTO: Kristoffer Juel Poulsen

Værket har flere fine subtile lag. Det er oplagt at drage en parallel til Situationisterne, som med deres psykogeografiske udforskning af byen i 1950’erne bl.a. ønskede at undersøge de delvist ubevidste, psykologiske effekter, som byen havde på indbyggerne. Lydoplevelserne på Führers vandring kræver sin tid, og sammen med åndedrætsguiden på bagsiden af kortet giver værket implicit en opfordring til at fordybe sig, og at mærke sig selv i byen. Værkets titel The map is not the territory, d’or er en reference til et citat af filosoffen Alfred Korzybski; kortet er en abstraktion af virkeligheden, og ikke virkeligheden selv. Virkeligheden er den oplevelse, vi mennesker har af byen, og den måde byen påvirker os.

Men værket viser os også byen. På et tidspunkt på lydvandringen kommer jeg til en baggård, hvor lyden af ventilationen og især de høje toner i lydbilledet kastes blidt rundt i hele rummet. Det er et rart sted at være. Lyden gør, at jeg bliver opmærksom på, hvor jeg er. Afskallet maling, grå beton, tunge døre, denne baggård er ikke lavet til at vise frem, det er bagsiden af byen, den del vi gemmer væk. Her er ingen planlagt æstetik, men i stedet masser af funktionalisme. At lytte til udluftningskanalerne føles som at lytte til byens åndedrag.

Führers lydvandring kræver som sagt sin tid, og det er noget af det fine ved værket. Det var dog lidt vanskeligt at finde tid til vandringen i ACTSs stramme festival-program, og for undertegnede krævede det, at jeg delte lydvandringen op i to, for at kunne opleve den imellem de andre performances. Et mere luftigt festival-program havde underbygget værket bedre. Dog er det jo også muligt at opleve Führers lydvandring efter ACTS festival, og her skulle der altså være rig mulighed for at fordybe sig i værket, så længe man vil.

Niels Rønsholdts performanceopera Ord for ord. FOTO: Kristoffer Juel Poulsen

Så banal som kun virkeligheden kan være det
Fra lydvandring til mini-opera, jeg haster videre til komponisten Niels Rønsholdts værk Ord for ord, der kun opføres for 12 personer ad gangen. Jeg træder ind i et mørkt lokale kun oplyst af en dæmpet glødepære, som hænger ned fra loftet. Vi sætter os rundt om et bord med en overdådig og svulmende barok opsætning. En kvinde i undertøj ligger på bordet oversået med vindruer, chokolade, granatæbler, jordbær, langstilkede roser, grønne bladranker m.m.

Rønsholdts oprør mod opera-genren er interessant. Det bliver en intim og kropslig oplevelse, både fordi man fysisk er så tæt på, og fordi indholdet af sms- korrespondancen er så udleverende.

Niels Rønsholdt sidder oven på bordet med ryggen mod væggen, hans fødder rører akkurat ved kvindes. Et backtrack begynder at spille, som mestendels består af enkle klaver- og guitarakkorder, og Rønsholdt begynder at synge. Han spiller skiftende de forskellige karakterer i operaen – en pige og en fyr – og hans stemmeføring skifter derefter mellem lys falset og mørk. Teksten er en sms-korrespondance, som starter med: »Hold da kæft hvor treatede du mig guddommeligt i går. Ring hvis du får lyst.« Sms for sms foldes en kærlighedshistorie ud foran os, så banal som kun virkeligheden kan være det. Men langsomt udvikler kærlighed sig til jalousi: »Hey love, du tager ikke din telefon, er du sammen med nogen?!«, stadig i hverdagens på en gang super trivielle og ekstremt melodramatiske tone.

Rønsholdts oprør mod opera-genren er interessant. Det bliver en intim og kropslig oplevelse, både fordi man fysisk er så tæt på, og fordi indholdet af sms-korrespondancen er så udleverende. På den måde trækker værket på traditionen fra performance-kunstens opståen i 1960’erne, hvor kunstnere begyndte at bruge deres egen krop og identitet som materiale og kunstform, og hvor især publikums nærhed til performeren og deres kropslige oplevelse af værket var i fokus.

Det kan dog diskuteres, hvor godt værket passer ind i ACTS øvrige program. Jeg vil mene, at værket især kommer til sin ret i en klassisk- og ’ny-musik’-kontekst eksempelvis som på SPOR festival i år, hvor genre-oprøret kommer til at stå mere tydligeligt frem. Ved at være meget teatralsk og alvorlig afviger mini-operaen desuden fra de fleste andre værker på ACTS, som arbejder med absurditet og humor.

Fysiske manifestationer og DIY-automatik
Det kropslige er også på spil i Claus Haxholm og Tobias Kirsteins værk på ACTS, dog på en radikalt anderledes måde. Værket er en forsættelse af deres tidligere værker med hvid støj, hårdt manuelt arbejde og flytning af materialer fra mineralriget som ingredienser. For eksempel på udstillingen Hammer without a Master på Kunsthal 44 Møen i 2013, hvor de begravede sinustoner i jorden. Denne gang er det fire tons kalk, de to kunstnere arbejder med, og som de flytter fra et sted til et andet på Museet for Samtidskunst. De arbejder dybt koncentreret, ingen snak, intet andet end arbejdet, det ene spadestik efter det andet. Kalken læsser de af i den gamle husarstald, og hver arbejder de rytmisk – næsten mekanisk – i deres eget modus. Jeg smutter ind og stiller mig bagerst i rummet. Herfra får deres arbejde næsten skulpturel form, man ser kun to arbejdende konturer omsluttet af røg, kalk og støv i indfaldslyset fra døren ud til gården. Det er et stærkt visuelt motiv.

Lyden kommer først senere, da kalken er blevet flyttet. Fra et PA-anlæg placeret over porten ind til museets gård, buldrer det ud med hvid støj. Lyden indtager pladsen og giver en stærk fysisk og taktil oplevelse. Det er en performance, som kobler handlinger uden sammenhæng, hvor det meningsløse og absurde i projektet føles både provokerende og stærkt befriende, og det fysiske både i lyd og handlinger fascinerer og giver værket tyngde. Det stiltiende meningsløse arbejde samt røg, kalk og støj som taktile bestanddele skaber et sammenhængende og meget sanseligt univers og er et af de værker, jeg bedst kan lide på ACTS.

Men også et andet lydligt kendetegn fylder fra tid til anden gårdpladsen på Museet for Samtidskunst, nemlig Ragnhild Mays lydinstallation Komposition for glissandi, cirkulær, lineær osv. May har samme fokus, som vi har set hos hende tidligere, fløjterne selvfølgelig – og det selvspillende instrument. Det er en fin DIY-agtig opsætning af otte ’slide-whistles’, altså fløjter der laver et ’slide’ når et stempel trækkes gennem fløjtens rør, moneret på en sammenklappelig trævogn. Installationen aktiveres, når man går forbi, fløjternes stempler trækkes af en krumptam-mekanisme, og vi hører en kraftig hvinende symfoni af glissandi, toner der glider over i hinanden.

De arbejder dybt koncentreret, ingen snak, intet andet end arbejdet, det ene spadestik efter det andet. Kalken læsser de af i den gamle husarstald, og hver arbejder de rytmisk – næsten mekanisk – i deres eget modus.

Det automatiske eller selvspillende instrument har historisk været et fixpunkt for opfinderlyst og oprør mod den ophøjede komponist, og det er forfriskende at se dette gengivet med uhøjtidlige ’slide-whistles’ på Mays glissandi-hjul. Værkets lyd er ekstremt kraftig, og den både lidt foruroligende og lidt cirkusagtige lyd bliver dagen igennem et lydligt kendetegn for min færden rundt på museet.

Mennesket og maskinen
Senere på dagen er der atter lyd på programmet. Denne gang foregår det på spillestedet Gimle, hvor publikum guides ned i kælderrummet for at overvære lydkunstner Morten Riis’ performance. Foran os er en opstilling af fire gamle Aldis lysbilledapparater, der er placeret rundt om og peger imod en discokugle, som er monteret på gulvet. I hvert af lysbilledapparaterne er der et metalbånd med forskelligartede huller og hvert apparat har monteret transducers. Ledningerne omkring apparaterne ligger frit, og små røde og blå lysdioder lyser op i det mørklagte og tilrøgede lokale, hvor teknologien ligger blottet på gulvet.

Morten Riis tænder lysbilledapparaterne, og for et øjeblik sidder han stille uden at røre sig. Først hører man stilheden, men man opdager hurtigt, at stilheden er en stadig summen af elektricitet fra apparaterne. Teknologien er til stede. Riis aktiverer nu kort på skift de forskellige lysbilledapparater. Hulbåndene kører, Riis spiller forskellige toner fra sin modularsynthesizer, som via transducerne omdanner apparaterne til højtalere, og vi hører mekaniske, knitrende og skramlende lyde med varierende frekvenser. De udvalgte toner ligger tæt på apparaternes egenresonans, så de afgiver mest mulig lyd, og samtidig afgiver apparaterne og motorerne selv mekanisk lyd, når strimlerne kører rundt.

Morten Riis iscenesætter lydbilledapparater på Gimle. FOTO: Kristoffer Juel Poulsen

Apparaterne belyser discokuglen, som sender strålebundt af lys tilbage mod publikum. Det er smukt i det tilrøgede lokale, og giver værket en vigtig rumlighed. Undervejs ændrer værket sig, Riis lader maskinerne køre samtidigt i forskellige forløb, lydene blandes og ændrer sig. Først til forskellige skrivemaskinelignende klikkelyde, senere kraftigere og mere aggressivt støjende, og i en periode mere melodisk hvor simple kvinter transponeret i forskellige oktaver spilles ud gennem apparaterne denne gang fra Riis’ kassettebåndoptager. Her får værket en næsten spilledåseagtig lyd.

Undervejs sætter metalbåndene sig fast et par gange, og Riis går hen og hjælper dem videre. Riis har med sit værk iscenesat teknologien, så vi ser og hører den, processen er vist frem. Værket viser samspillet mellem mennesket og maskinen, teknologiens funktionalitet og fejlbarlighed på en næsten poetisk måde. På den måde undersøger Riis samme tematik som tidligere for eksempel i værket Steam Machine Music, men det er på ingen måde kedeligt, for det visuelle og lydlige udtryk er både nyt og fascinerende.

Riis har med sit værk iscenesat teknologien, så vi ser og hører den, processen er vist frem. Værket viser samspillet mellem mennesket og maskinen, teknologiens funktionalitet og fejlbarlighed på en næsten poetisk måde

Støj og kramper
Aftenens sidste performance er med det svenske avantgarde-ikon Leif Elggren, som siden 1970’erne har været tilknyttet den eksperimenterende kunstscene i Stockholm, og bl.a. aktiv i koncertforeningen Fylkingen. Elggren sætter ganske kort rammen om sin performance, da han starter med at fortælle om den svenske videnskabsmand Emanuel af Swedenborg, som i 1700-tallet pludselig med ét blev omvendt til seer med direkte kontakt til Gud og engle. Med Elggrens vanlige forkærlighed for det absurde fortæller han, at omvendingen skete på et tidspunkt, hvor Emanuel sad og spiste, og en stemme fra skyggen sagde. »Don’t eat to much!« – hvilket guddommeligt budskab! Derefter går et lydspor i gang, det er kraftig pulserende støj. Elggren står med en dukke, svøbt i hvidt klæde og med et hoved i hver ende, der umiskendeligt ligner Elggren selv. Dukkens ene hoved bærer noget, der ligner en glorie, det andet ikke, hvilket kunne være en reference til den swedenborg’ske omvending.

Elggren begynder at bevæge sig til musikken. Hele hans krop er spændt, han tager små akavede skridt på stedet, bøjer sig sammen i noget, der ligner kramper, øjnene er lukkede, hans hænder gnider og gnider på hans isse, roder rundt i hans øjenhuler, tilsyneladende ude af kontrol. Foran os står en Kvium-lignende figur, som ikke kan være i sin egen krop. Performancen bliver til en transformation fra Elggren til Swedenborg måske, en kommunikation med en anden verden, mystisk og gal, lyden, harsh noise, øger spændingen i rummet og så med ét, stilhed, performancen er slut, og Elggren forlader scenen. På mange måder en ’no bullshit’-performance, ekstremt intens i sin lydlige og performative fysikalitet og absurd og humoristisk i sit indhold.

Dog kunne jeg godt have ønsket, at rummet på Gimle havde underbygget performancen bedre. Jeg ville gerne have haft, at vi var tættere på, for eksempel i et mindre rum uden en scene, hvilket ville have forstærket den lydlige og fysiske spænding. Med Elggrens performance bliver det tydeligt, at der er nogle problematiske aspekter ved at vise performancekunst på et spillested. Performancekunsten udspringer af et ønske om at involvere publikum kropsligt, være nærværende og lade publikum blive medspiller i performancen, og det er bare mere vanskeligt på en scene, som understreger det traditionelle skel mellem publikum og performer. Til trods for dette var Elggrens performance vild, excentrisk og overbevisende i sin intuitive påvirkning af publikum.

Mellem lyd og performance
ACTS præsenterede i år flere lydligt spændende og udfordrende værker. Generelt vekslende mellem at være meget involverende og fysiske og/eller distancerende, absurde og humoristiske. Det synes jeg især blev interessant, når lyden på én gang blev brugt til at skabe kropslig involvering og samtidig støjende distance som i Haxholm og Kirsteins eller i Elggrens lyduniverser.

ACTS bød på mange flere performances og værker, end jeg har beskrevet her, hvor mit fokus har været på værker med lyd som et væsentligt element. Festivalens andre performances gjorde også brug af spændet mellem involvering og distance, for eksempel i den tyske ’New Yorker-kunstner’ Andrea Geyers performance, hvor syv kvinder fremsagde monologer skabt på baggrund af tekster skrevet af nogle af Weimar-republikkens fremtrædende arkitekter, forfattere, filosoffer og politikkere. Med performernes øjenkontakt og kropslighed blev monologerne stærkt nærværende trods den historiske distance. Historien blandede sig med nutiden og stillede spørgsmålstegn ved den. På den måde går lyd- og performancekunsten godt i spænd på ACTS og vekselvirkningen mellem det nære og det distancerende gjorde, at det aldrig blev kedeligt.

Det kan dog blive en kende tamt og dermed uinteressant, hvis kunsten bliver pæn og politisk korrekt som i performancen af Bonnie Fortune og Brett Bloom, der fremviste et økologisk elektricitetsfri powerpoint-show med et alfabet, der henviser til menneskelige aktiviteter, som har indflydelse på jordens økosystem.

ACTS’ genre-spænd gjorde det spændende at opleve, hvordan det påvirker vores oplevelse af lydkunstværker, at de bliver præsenteret i samme kontekst som performancekunst. Jeg synes, at det på ACTS fremhævede de performative aspekter ved lydkunsten, dvs. den kropslige påvirkning for eksempel i Ragnhild Mays installation, og det iscenesatte for eksempel i Morten Riis’ performance. Derfor synes jeg, at der var en god sammenhæng mellem værkerne til trods for deres forskellighed.

Netop derfor er det vigtigt, at en festival som ACTS skaber de bedste betingelser for oplevelsen af performancekunsten. Her synes jeg, at Gimles store koncertsal havde en del tilbage at ønske for eksempel i forhold til en performance som Elggrens. Men også fordi settingen på et spillested gør, at vi vil have tendens til at vurdere værkerne fra en musikalsk vinkel i stedet fra en kunstnerisk. Desuden kunne jeg godt ønske, at vi havde set flere værker i det offentlige rum, da det ofte er her performancekunstens overraskende og grænsesøgende potentiale for alvor udfries.

Men samlet set formår ACTS at præsentere os for en række interessante og ambitiøse værker, som både er fysisk intense og befriende distancerende, og hvor lyden har fået et forstærket fokus. Tak for det!