Seriøs leg med Scenatet og Pamplemousse

Foran os står tre høje, hvide plader. Vi sidder og står trangt i Nikolaj Kunsthal onsdag aften, hvor det danske ensemble Scenatet møder amerikanske Ensemble Pamplemousse i en usædvanlig dobbeltkoncert. Pludselig dukker seks hænder op bag pladerne og tager fat om dem. De tre hvide firkanter begynder at bevæge sig rundt i det gamle kirkerum; foran dem står tre mikrofoner rettet mod scenen, bag dem en højttaler rettet mod publikum.

Bevægelserne aktiverer et feedbacksystem, og en elektronisk drone runger gennem luften, mens dens klang ændrer sig i takt med bevægelsernes mønstre. Den belgisk-hollandske mediekunstner og komponist Cathy van Ecks værk Wings (2007-08) er både en demonstration af teknisk-akustiske fænomener og en poetisk, teatralsk performance.

Aftenens koncert er rig på den slags dobbeltheder. Teatralske, intermediære elementer møder traditionelt musikalske. Amerikansk trash møder skandinavisk purisme. Finurlig humor møder brutalitet og barskhed. Og Scenatet møder Ensemble Pamplemousse. På den ene side minder de to ensembler om hinanden: De er begge vant til at udfordre gængse formater, og musikerne optræder i høj grad også som performere. På den anden side er der alligevel tale om forskellige æstetiske udgangspunkter.

Scenatet spiller ofte værker skrevet til ensemblet af komponister, hvis æstetik spejler musiker-performernes interesse for at udfordre musikkens sceniske dimension. Pamplemousse spiller derimod mest egne værker, da ensemblet udelukkende består af komponister, der også er performere. Derfor bliver værkerne som regel til i tæt samarbejde, hvilket giver en dyb gensidig forståelse for behov og ønsker samt en uhyre præcision i fremførelsen. Man fornemmer en stor lyst og legende spilleglæde i deres optræden – noget, man af og til kan savne ved ny musik-koncerter, hvor ensembler ofte spiller værker bestilt af eksterne kuratorer.

Stiliserede lussinger
Efter Scenatet har indledt koncerten med Wings, fortsætter ensemblet med danmarkspremieren på Christian Winther Christensens Freunde (2017-18) for fire musikere. På hver deres lille siddekile sidder de fire mandlige medlemmer af Scenatet på gulvet rundt om en laptop, mens de flytter sig rundt i forskellige symmetriske formationer. Det er en skandinavisk underspillet, striks performance, nærmest et ritual. Musikerne skal undervejs følge et sæt enkle spilleregler. De bruger hinandens kroppe som instrumenter ved at uddele stiliserede lussinger. De tager fat om skuldrene på hinanden med venstre hånd, så de danner et slags kvadrat, og med højre hånd gnider de deres egen venstre arm.

Lydene, der opstår, bliver registreret af computeren og forvandlet til elektronisk lyd, der rumler som efterklang gennem kirkerummet. Værket virker som en abstrakt undersøgelse af basale sociale sammenhænge – slår du mig, så slår jeg en anden, og så videre. En kølig kædereaktion uden udbrud eller klimaks. Det er et spil uden sejre eller dominans, hvilket kan føles som en mangel, hvis man er på udkig efter en mere traditionel dramaturgi, men det kan også være en kvalitet, hvis man kan lide den slags afklaret og statisk formspil.

Efter de første to værker bliver vi bedt om at gå ind i siderummet, hvor Pamplemousse venter med et stort set-up og lægger ud med Weston Olenckis For melodicas (carbonic render) (2018). Seks musikere sidder ved to borde, hver af dem har en melodica foran sig. En video af abstrakte geometriske former bliver projiceret op på et ret lille lærred, og vi hører elektronisk musik fra højttalere, samtidig med at musikerne spiller løs på deres umiddelbart barnlige instrumenter. Kraftig og skramlende musik med hurtige skift mellem elektronik og melodicaerne, mens de geometriske former suser gennem et tomrum og hele tiden ændrer sig.

Olenckis værk er musikalsk set det mest radikale denne aften, og det er det eneste uden teatralske elementer. Klangene suser rundt, uden at noget gentager sig, musikken er i hastig forandring og kan ikke associeres med noget genkendeligt. Selv melodicaerne mister deres barnlige uskyld og bliver til seriøse instrumenter, det her er no bullshit-musik.

D-n-ld Tr-mp
I Jessie Marinos Throw me to you and back again (2016), som bliver opført i samarbejde mellem de to ensembler, sidder Marino og hendes kollega Natacha Diels ved et bord med hver sin mikrofon. Bag dem står resten af Pamplemousse som et lille kor, Scenatet har forsamlet sig bag publikum. De to kvinder opfører en virtuost synkron stemmeperformance. De rabler en tilsyneladende abstrakt tekst bestående af konsonanter, samtidig med at de gestikulerer rundt i luften og skærer skræmmende virkelighedstro ansigter, som om de var talere ved en intens offentlig debat. Marino fortæller efter koncerten, at den talte tekst består af en tale af Donald Trump, blot uden vokaler.

De to kor kommenterer performancen med små ekkoer eller bryder ud i ekstatisk eller ironisk bifald. Marino kombinerer på overbevisende musikalsk vis gestik og tekst, noget, der er kommet på mode og sjældent fungerer til fulde. Hun skærer alt væk på nær de mest basale virkemidler, sjældent sker to ting samtidig. Værket er indstuderet så nøjagtigt, at hver enkelt gestus virker musikalsk nødvendig i stedet for at have karakter af effekt eller dekoration.

Seriøs sjov møder pjattet leg
Koncertens to sidste værker, David Broomes Pods (2018) og Natacha Diels’ Songs with Orchids (uoplyst årstal), er begge mere legende, improviserede værker og bliver opført i samarbejde mellem de to ensembler. Broomes værk udstråler en barnlig atmosfære, med legetøjsinstrumenter og minimalt feedback, men præsenterer også velkoordinerede skift mellem de enkelte instrumentgrupper. Når Pods ikke overbeviser hele vejen igennem, er det måske, fordi enkelte dele er improviserede og ikke helt opretholder den strukturelle spænding.

Diels’ afsluttende værk virker som en sammenfatning af det, Pamplemousse har præsenteret i de andre værker. Det inkluderer både talt tekst og skuespilmimik som hos Jessie Marino, video som hos Weston Olencki (dog mere trashet her) og munder ud i improviserede elementer i en absurd finale, hvor begge ensembler spiller en forvrænget udgave af Bonnie Tylers The Best, bedst kendt i Tina Turners senere coverversion.

I sidste ende er det måske humoren, der udgør den mest markante forskel mellem Scenatet og Pamplemousse. Hvor danskerne optræder helt i sort, optræder amerikanerne i casual skovmandsskjorte. Hvor lussingerne i Christian Winther Christensens Freunde er seriøst afmålte og netop derfor sjove, byder Pamplemousse på en mere pjattet og legesyg humor. En forfriskende konfrontationskoncert, man kunne ønske sig flere af.