© Sally Bang Reher

Det bli’r jo nok endnu en sang om folkelighed

For femte gang sendte Badesøen Festival i år kunsten ud, hvor den ikke kan bunde. Og hvad gør man så: spræller for livet. Det er forunderligt at høre musik i Albertslund.
Af
11. august 2022
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Avantgarden har altid drømt om at nå ud til masserne. Om det så var Schönberg, der ventede på, at mælkemanden ville fløjte hans atonale linjer, eller om det var efterkrigstidens udflippede fluxuskomponister, der ville nedbryde skellet mellem dagligdag og kunst ved, nå ja, at gøre hele verden til et gribebræt. Drømmen har altid haft det vanskeligt i mødet med virkeligheden, og bag den umiddelbare ambition om folkelighed har man oftest anet en fuldstændig mangel på forståelse for omverdenen. Hvad sker der lige for, at hr. og fru hækkeklipper ikke hører Stockhausen, når de får fri?

Jeg har nu alligevel en vis sympati for bestræbelsen på at liste en smule dissonans ned i svælget på den uforvarende lytter. Dels fordi et mildt overgreb kan sætte refleksionsmusklen i gang, dels fordi det er meget sundt, at elitære kunstnere ikke lukker sig inde i deres egen hule, men hårdnakket og nærmest ydmygende ydmygt prøver at lokke nyt publikum med over i deres parallelle virkelighed.

Tese: Vandet er nøglen til folket. Konklusion: Af sted med mig til Badesøen Festival i Albertslund

© Sally Bang Reher
Badesøen Festival foregår i og omkring et cirkelformet badeanlæg i Albertslund. © Sally Bang Reher

Og hvor gør man så det? For halvanden uge siden var jeg til Lil Lacy-koncert i Helsingør Svømmehal, hvor hendes timelange korværk Crawl Crawl Crawl forvandlede et kommunalt langbassin til en scene for politisk indigneret kunstmusik. Tese: Vandet er nøglen til folket. Konklusion: Af sted med mig til Badesøen Festival i Albertslund i lørdags. Nok er det ikke længere den utopiske internetradio The Lake, men det lokale spillested Forbrændingen, der er festivalens kuratoriske primus motor, men ånden er bevaret: Badesøen er stadig et forsøg på at kombinere ligefrem folkelighed og halvdrilsk troldsplintsmusik.

Intime ekkospejle

»Hvad er det for noget slags sang?« forlanger en genresyg otteårig dreng at vide, da den tyste vokaltrio Ilinx uannonceret popper op blandt frokostborde og liggestole for at lade et vandplaskende lydlandskab bestøve af sart, kviksølvende klangkunst. Anna Sophie Mæhl kigger perplekst på drengen og forklarer på trioens vegne: »Det er så-noget lidt gakket sang.« Den køber han og bliver, således oplyst, siddende resten af det kvarter, Ilinx optræder med pointeret talesang og intime ekkospejle.

© Sally Bang Reher
Gaye Su Akyol er en tyrkisk, sanger, maler og antropolog baseret i Istanbul. © Sally Bang Reher

Badesøen Festival foregår, som navnet indikerer, i og omkring et stort, cirkelformet badeanlæg i Albertslund. Øverst på programmet troner selveste Tobias Rahim, tidens musikalske kryptovaluta, og han har selskab på hovedscenen af andre feststemte indslag som tyrkiske Gaye Su Akyol iklædt bjældebælte, de elastiske punkrockere Baby in Vain og den elektroniske musiker Authentically Plastic fra det ugandiske Nyege Nyege-kollektiv.

Toto, det her er ikke Vestegnen længere

Allerede i køen til indgangen begynder festivalen imidlertid at massere en fornemmelse af undtagelse ind i sit publikum. En saxofontrio tager opstilling og diverterer med et Super Mario-arrangement i lyst boppende leje. Og det første, der møder den tidlige gæst på den anden side af den udendørs omklædning, er italienske arier for mezzosopran og akkordeon – leveret med afvæbnende venetiansk gløddybde og eventyrlandskarisma af Kirsten Voss i pastelfarver og Amalie Ravnsbæk med solbriller.

»Vi tager den på charmen,« siger de til hinanden, efter noderne er blevet ulæselige af en tur i vandet. Og det gør de så, med Voss på knæ for at holde fast i de sidste ark. Toto, det her er ikke Vestegnen længere.

Kirsten V og Amalie R. © Sally Bang Reher
Kirsten Voss og Amalie Ravnsbæk. © Sally Bang Reher

Indignerede furier

I et telt rejst af lokale spejdere har Albertslund Bibliotek sneget sig til at få en Heartland-inspireret talescene med på festivalen. Her kan man høre forfatterne Lucia Odoom og Tone Schunnesson tale indsigtsfuldt om offerøkonomi og Instagram, men interessant nok kan man også overvære den alt andet end blødsødne komponist/pianist Steingrimur Rohloff og violinist Malin William-Olsson akkompagnere oplæsninger fra Viggo Bjerrings velfærdsroman Verdenshjertet. Så mens Bjerring fortæller om Prince of Persia-videospil og usælgelige singlebananer i Brugsen, åbner særligt Rohloff bag elklaveret en port til en febrilsk hyperimpressionisme fanget mellem drøm, digitalt-impulsivt liv og roterende fusionsjazz.

»jeg flirtede med Søren Ulrik Thomsen i Irma i dag«

Jeg går lige en runde på pladsen – man skal altid være på udkig efter pludselige pop-up-overraskelser – og da jeg vender tilbage til læseteltet, sidder de to musikere og river og flår i strenge og yderregistre, mens de råber »yes, åh, yes« til hinanden. Man går for lidt på biblioteket, noterer jeg mig og istemmer applausen, inden jeg søger mod The Lakes eget, lille cirkustelt ti meter væk.

Her er Camilla Bang – også kendt som Tigermor – ved at splitte teltdug, barduner og det menneskelige følelsesregister ad, så ingen af delene helt kan samles på ny. I selskab med skrivende skuespiller Julie Thalund synger og performer hun sig gennem erotiske bekendelser om »sindssygt langsom sex«, dagbogsnotater a la »jeg flirtede med Søren Ulrik Thomsen i Irma i dag« og lammende »fuck dig«-angreb på fatshamere i hobetal.

Sammen er de blåklædte furier med glimt i øjet og indignation i sindet. Bang sampler synkelyde til simple beats, krænger vokalen ud i de ondeste afkroge for at rumme menneskets afsindighed og finder guitaren frem for at omskrive Anne Linnet til et enkelt, frigørende kvad, »Tyk og dejlig«, som jeg lige i det øjeblik vil følge ud i evigheden.

En vådhåret dreng tøffer forbi med et gult flydebræt og hopper i vandet til fløjtenistens enkle, ritualistiske melodi

Kiku Day.
Musikeren og etnomusikologen Kiku Day har en baggrund i USA, Japan, Irland og Rusland, men er for tiden bosat i København. © Randi Schmidt

Drag og bambusfløjte

Dagen er rig på den slags små rystelser. Nogle går, som Tigermor og Thalund, lige i kroppen, andre fungerer som salige lommer midt i et forlystende vandland fyldt med badende børn og legende forældre. For eksempel Kiku Day, der pludselig står foran saunaen og spiller forstærket shakuhachi, en japansk bambusfløjte. Se mit instrument, hør dets dybe ro, dets klagende, sprukne tone og dets dramatiske pust. En vådhåret dreng tøffer forbi med et gult flydebræt og hopper i vandet til fløjtenistens enkle, ritualistiske melodi.

Den danske entertainer Betty Bitchslap. © Randi Schmidt
Den danske entertainer Betty Bitchslap. © Randi Schmidt

Senere indtager dragqueen Betty Bitchslap samme plads ved vandkanten. Med buffalosko, grøn skindtaske og »Let’s Dance« på repertoiret, men med samme ophøjede og smittende ro som Kiku Day; der går omtrent seksten sekunder, så har Bitchslap vundet publikums gunst. På den anden side af vandet står den norske komponist, performer og lurendrejer Vilde Tuv og spiller naiv blokfløjte til trampende eurodancemusik i Lake-teltet. Og bag hende har Kirsten Voss og Amalie Ravnsbæk slået sig ned i biblioteket med flere italienske arier, der drukner i naboens bascirkus. Verdener mødes i Albertslund, til tider ubønhørligt.

Det er også forskellige ideer om folkelighed, der mødes. Betty Bitchslap: cabaret med et queertvist, Vilde Tuv: halbal med en eller anden grad af skæmt, Kiku Day: tidløst bånd til naturen, Voss og Ravnsbæk: luksuriøs gadeopera. Ovre på hovedscenen er melankolsk-festlige Tobias Rahim hitlistens fællesskab, den dansk-eritreiske rapper FVN repræsenterer hiphoppens allestedsnærværelse, og den musikalsk usikre, men hårdt prøvende 00'er-pop-maskine iB101 er måske et billede på tidens udbredte talentdrømmefabrik.

Den dansk-kurdiske popkomet Tobias Rahim på Badesøen Festival. © Sally Bang Reher
Den dansk-kurdiske popkomet Tobias Rahim på Badesøen Festival. © Sally Bang Reher

Skrækslagne Rahim-piger

I sig selv har The Lake vel også gerne villet fremstå med folkelig appel, dengang radioplatformen grundlagde festivalen i 2017 sammen med Forbrændingen. Måske for at vise, at folkelighed ikke er uforenelig med egenskaber som nysgerrighed, åbenhed og kompleksitet. Med placeringen midt i et af den folkelige kropskulturs vandhuller har Badesøen Festival skabt en forpligtende ramme for netop den afsøgning af folkelighedens grænser og muligheder; det kan godt være, publikum primært kommer inde fra København, men der skal med garanti nok være mange, der kommer mere for at bade og høre Tobias Rahim end for at tjekke nicherne ud.

Det kan godt være, at avantgarden og folkeligheden er to elskende, der aldrig kan få hinanden

Efter netop Rahim har spillet, er mørket faldet på, og Ilinx har taget opstilling i retning af udgangen for at synge for tredje gang. Jeg sætter mig lidt på afstand og betragter de forbipasserende. Tre piger med Rahims navn skrevet i panden ser skrækslagne ud, da de lister sig forbi. Andre standser op og lytter til trioens indlevende afskedsmusik, mens luksuslinere forliser i erindringen. De små pop-up-indslag rammer kun en udvalgt skare ad gangen, og det er der en vis poesi i. Selvfølgelig får man så ikke den store tryktest af kunstens møde med massen, men virkningen er desto større for den heldige forbipasserende.

Magisk overfladespænding

Sidste programpunkt er DJ og elektronisk musiker Authentically Plastic fra Kampala i Uganda. Den nonbinære forvandlingskugle, som det tre kvarter lange sæt hurtigt udvikler sig til på hovedscenen, mangler ingen kunstneriske ambitioner, men det meste af publikum er taget hjem efter Rahim. Dem om det – de går glip af en besat musik, der ophæver skellet mellem natur og maskine med kvalte metaleksplosioner, der lyder som skrig, og signalfløjter, der synger som cikader.

Den engelske rapper Authentically Plastic. © Sally Bang Reher
DJ og elektronisk musiker Authentically Plastic fra Kampala i Uganda. © Sally Bang Reher

Regulært dunkende pulseringer bliver pludselig til 80’er-spøgelser med karikerede fills og hvæsende lilletromme. Her er mørkt, men scenen er oplyst af farvet tåge, og efter en tur med undervandslyde – elegant reference til cirkelpoolen – sætter Plastic gang i et akkordeon-mix, der lyder af destabiliseret folkemusik. Jeg glemmer næsten, at også Hari Shankar Kishore – altså HVAD – tidligere på dagen har bygget en verden op af delikate elektroniske collager med rige lydlige egenskaber, mens jeg står her og ser endnu en virkelighed konstrueres. Begge med fornemt resultat; man får lyst til at flytte ind i lyden.

Det kan godt være, at avantgarden og folkeligheden er to elskende, der aldrig kan få hinanden. Men hvis Badesøen Festival viser noget, så er det, at der eksisterer en kosmisk energi, en magisk overfladespænding, i de flygtige øjeblikke, hvor de to akkurat snitter hinanden. Kunsten må ud, hvor den ikke kan bunde – ud til Albertslund.

 

Badesøen Festival 2022 fandt sted 6. august i Friluftsbadet Badesøen i Albertslund.