Afsøgninger, muligheder, forløsninger

Den ottende udgave af Organ Sound Art Festival finder i disse dage sted i KoncertKirken på Blågårds Plads i København. Åbningsaftenen var velbesøgt og lidt af en maratonevent med fire forskellige koncerter af et omfang på henimod fire fulde klokketimer inklusive indlagte pauser.  

Overordnet set præsenterede aftenen en række afsøgninger af orglets minimalistiske muligheder, hvor musikken indlysende altovervejende blev fremført på KoncertKirkens eget orgel, der blandt andet er kendetegnet ved ikke at være nær så voluminøst og brusende som et typisk større kirkeorgel. 

Den undersøgende karakter stod klart allerede fra det allerførste værk, Jürg Freys One instrument, Series 3 (1999), der for så vidt interesserede sig for orglet, som det er, med brug af meget udholdte toner, en stor spændvidde i ambitus samt en konstant vekslen mellem et éntonigt og et akkordisk udsagn. Det minimale tonemateriale blev sat i kontekst i kraft af værkets brug af endog meget lange pauser undervejs, der postulerede en ligeberettigelse mellem lyd og ikke-lyd – måske en lidt fortærsket pointe? At lægge værket som det første i programmet gav i øvrigt lavpraktiske udfordringer, idet enkelte koncertgængere stadig kom ind ad døren i værkets første minutter. 

De to verdenskendte navne stod underligt alene i programmet og var på sin vis næsten »for kendte til det her sted«

Værkets udbredte brug af lange pauser betød, at ingen andre end organisten Peter Navarro-Alonso reelt anede, hvornår det var færdigt. Først da han efter endnu en længere pause tog fat med musik fra en hel anden klangverden, stod det klart, at koncertens næste værk, Michael Pisaros Seuclar Reason (2015-16), nu var gået i gang. Helt fair over for dette værk var overgangen derfor ikke, fordi det på en måde blev taget som gidsel i Freys pausefokusering.

Dog fik det nu hurtigt vristet sig fri og fremstod helt i sin egen ret, ikke mindst henimod slutningen, hvor afsøgningerne af det minimalistiske aspekt her angik en statisk, men alligevel logisk fremadskridende udtynding af først et kvintinterval og siden blot en enkelt tone frem mod det endelige nulpunkt. Kunne det have været løst ved at lægge værket som det sidste i koncerten, så Navarro-Alonso selv havde kunnet styre begivenhederne ved at komme frem fra orgelpulpituret og bukke? Måske. 

Glass og selvbyggerorgel

Dernæst fulgte orgelværker af to markante komponister, nemlig Philip Glass og Arvo Pärt, begge i fremragende udførelser. Paradoksalt nok blev det dog aftenens mindst interessante værker, fordi deres tonesprog er så velkendt, selvom lytterne ikke nødvendigvis kendte de konkrete værker, henholdsvis Dance No. 4 (1979) og Trivium (1976). De to verdenskendte navne stod underligt alene i programmet og var på sin vis næsten »for kendte til det her sted« – en lydkunstfestival med mindre kendte navne – samtidig med, at deres værker i modsætning til alt andet denne aften på ingen måde befandt sig i nogen videre prægnant eksperimentel sfære. På sin vis forekom værkerne derfor at være helt unødvendige i forhold til aftenens ellers flotte kuratering. Undersøgende kunne man i hvert fald ikke kalde disse værker trods deres indlysende kunstneriske kvaliteter.

Forhåbentlig er det et værk, festivalen kunne bede hende fremføre næste år også

Ea Borre stod for aftenens mest overrumplende overraskelse. Trods det, at hun har været aktiv gennem en længere årrække, var det første gang, denne anmelder oplevede hende. Hendes koncert foregik midt på gulvet i salen, hvor publikum blev opfordret til at rykke deres stole hen, så de bedre kunne se – og høre. Her var opstillet et slags selvbyggerorgel med komponenter hentet fra orglets indmad, herunder to orgelpiber, hvis resonansrum snart skulle blive undersøgt i Borres egen Uden titel (2022), bestilt af arrangørerne specifikt til festivalen. Ved hjælp af blandt andet snore, som hun trak i, samt ved hjælp af en slange, hun vendte og drejede, fremmanede hun et klangmættet og fredfyldt, men også foruroligende værk, hvor man helt usædvanligt kunne opleve lyden af toner fra orgelpiber, der trinløst gled mellem tonerne som i et glissando.

Borre, der er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og også udlært orgelbygger hos Frobenius og Sønner, var som en musikalsk åndemaner, der skabte og fremførte ikke blot komplet uvante klange, men også gjorde det med spillemåder, der var umulige at gennemskue i hvert fald for denne anmelder. Lyden af værket lod sig ikke adskille fra dets performative element, der ikke kun skyldtes Borres aktiviteter, men også selve opstillingen, som antog karakter af en abstrakt skulptur. Og det bidrog til oplevelsen af usædvanlighed, at performeren ikke blot var en fjern ryg i anden sals højde oppe på orgelpulpituret, som det næsten altid er tilfældet med orgelmusik, men derimod stod lyslevende foran én. At værket samtidig var en påmindelse om, hvor komplekst og avanceret orgelinstrumentet som sådan er, stod helt klart også. 

Jeg oplevede værket som en fjern efterkommer af Steve Reichs Pendulum Music (1968), det vil sige hans feedbackværk, hvor mikrofoner cirkler foran højttalere. For orgelpiberne skabte nemlig en slags hylende lyde, der gav associationer til feedbackfænomenet, vel at mærke i form af kontrollerede dronelyde. Forhåbentlig er det et værk, festivalen kunne bede hende fremføre næste år også – og det burde også fremføres mange andre steder. Jeg er sikker på, at det ville kunne interessere rigtig mange andre end lige lyttere med særlig interesse for orgelklang.

At det alligevel forblev en lidt uforløst affære, skyldtes bestemt ikke fremførelsen, men snarere at komponistens kendskab til orglet forekom endnu at være en smule rudimentær

Ambient elegi

Lil Lacys værk U (2022), ligeledes bestilt af festivalen og fremført på orgel af David Bendix Nielsen, fremstod som en slags ambient elegi, hvor det var orglets evne til selv at interferere med afspilningen af tætliggende klange, der stod i centrum. At det alligevel forblev en lidt uforløst affære, skyldtes bestemt ikke fremførelsen, men snarere at komponistens kendskab til orglet forekom endnu at være en smule rudimentær, samtidig med at det medfølgende digt i programmet var meget svært at få til at give mening i forhold til den klingende lyd. Det var i hvert fald min oplevelse.

Afslutningskoncerten med den australske, i Stockholm bosatte, lydkunstner John Chantler var en meget sikker og overbevisende performance. Han fremførte en modificeret version af sit værk No Such Array (2020), der i øvrigt kan høres i en filmet version på hjemmesiden thesampler.org. Værket gør brug af Chantlers selvbyggede, batteridrevne kuglehøjttalere, som der hang fire af ned fra loftet i salen.

Mens han gik rundt og tændte dem én efter én og også spandt dem rundt, sådan at de aldrig holdt sig i ro under hele fremførelsen, gik værket med ét i gang. Ud af højttalerne, der i det dæmpede lys i salen lignede små planeter i et musikalsk solsystem, kom en umådelig stemningsmættet ambient elektronisk musik. Inden længe udvidede Chantler lydbilledet ved at gå op til orglet og subtilt spille med. Men han kom ned igen, blot for at hægte to af højttalerne af deres kroge og bringe dem med op til orglet igen. En måske noget bramfri, men ikke desto mindre virkningsfuld gestus, der unægtelig fik én til at trække på smilebåndet.

Organ Sound Art Festival 2022 foregår 15.-18. december i KoncertKirken i København.