En mester takker af

Klang-festivalens afslutningskoncert kunne ikke undgå også at få karakter af afskedskoncert. Måske ikke den allersidste, men det var dybt rørende at se Pelle Gudmundsen-Holmgreen, stærkt mærket af sin alvorlige sygdom, sidde på forreste række og med samme nysgerrighed som altid følge den danske førsteopførelse af sine (eller sin) tripel-strygekvartet nr. 12, 13 og 14, skrevet i 2013. Ja, selvfølgelig, tænkte man. Pelle tager begrebet på ordet. Som altid. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det. En tripel-kvartet er tre kvartetter, der spilles (eller kan spilles) samtidig.

Først hørte vi kvartet nr. 13, Mutual Ordering. Strygekvartetspil udvidet med fodtramp og talte stavelser, der viser sig at være titlen, præget af glissandi, enkle figurer, sammenspil. Der er en klarhed over det, hvor man kan høre alt, hvad der foregår; det er ikke unødigt kompliceret, men det er heller ikke for enkelt. Der er virkelig langt til Steve Reichs Music for 18 Musicians (1976), der blev spillet på åbningskoncerten. Her er ingen, der forventer af mig, at jeg skal gå i et ’mode’ af vegeteren eller fordybe mig i den langsomme udvikling af statiske figurer, som ender som en hyperorganisme. Hos Pelle er der det, der skal til, og det er interessant i sig selv. Der er en verden til forskel på minimalisme og enkelhed.

Hos Pelle er der det, der skal til, og det er interessant i sig selv.

Derefter hørte vi kvartet nr. 12, Each in Each. Mere rytmisk prægnant, stadig med stampen og indskudte ord, men desuden udvidet med legetøjsinstrumenter. Musikerne havde et andekald, en fuglelydspibe, en mundharmonika og en trillefløjte oveni. Man kan høre, at kvartetten gennemspiller samme model, de skal jo passe sammen. Mine tanker går tilbage til de første koncerter i ny musik-livet, hvor værkerne i Schönbergs Forening for musikalske Privatopførelser ofte blev opført flere gange på samme koncert. Her er lidt samme effekt; man føler, at man allerede kender værket lidt. Og tænker på, at nu kan man bedre høre de enkelte lag, når alle tre kvartetter om lidt skal spilles samtidig.

All in One
Til sidst kombinationen, All in One. Kvartet nr. 14 består af sig selv spillet samtidig med nr. 12 og 13. Det begynder som en ekstra dimension. De tre kvartetter sidder nu side om side, og med en dirigent. Jeg ønsker lidt at høre en version uden dirigent, kvaliteten af intenst kvartetspil fortoner sig lidt, når musikerne har flyttet opmærksomheden fra hinanden til en dirigent. Men man kan høre, hvordan lagene fletter sig sammen. De to kendte kvartetter spiller nogle gange helt sammen, nogle gange er de i dialog. De lidt teatralske effekter glider ind i helheden.

Den tredje strygekvartet er udstyret med en stortromme, en hi-hat og et sæt bjælder. Midtvejs har denne strygekvartet pause, hvilket betyder, at kvartet nr. 14 ikke kan spilles isoleret (eller i hvert fald får man en lang pause – det er jo ikke utænkeligt). Det tilfører værket en tredelt storform, som ikke var tydelig i de to første kvartetter. Og i sidste del kommer kvartetten ind igen, nu med en tydeligere rolle som den kvartet, der tilfører et melodisk lag.

Jeg kan kun tænke: afsked. Slutning. Afrunding.

I en kombination af lyden fra de to første kvartetter og det ekstra lag af melodi toner langsomt – men mere og mere tydeligt – en melodi ud af skyggerne. En tilsyneladende velkendt, men aldrig helt synlig, banal (og banalt smuk) sang. En Allerweltsmelodie. Det er rent Mahler. Og på samme højde. På magisk vis tilfører den tredje kvartet en dimension, som ikke blot er summen af de tre lag, men løfter helheden op på et nyt niveau, og med en umiskendelig pointe. Jeg kan kun tænke: afsked. Slutning. Afrunding.

»All in One« er tre strygekvartetter på én gang. Foto: Alexander Banck-Petersen

Indskud
Som indskud fik vi værker af tre andre komponister. Ole Bucks Hyperion fra 1969 virkede som en historisk kommentar, tydeligere præget af repeterede korte formled og dermed tættere på minimalismens æstetik, selv om den i sig selv er et tidligt eksempel på den ny enkelhed. Små tyste broer danner overledning mellem de klare formdele, og som en kort epilog tilsættes virkningsfuldt en klar klassik-pastiche.

Martin Staunings værk fra 2015, Welkende Schalen, var velklingende og præget af en næsten senromantisk melankoli. Axel Borup-Jørgensens Torso for strygekvartet og båndoptager (!) fra 1965 udnyttede samspillet mellem præindspillet strygekvartet og liveopførelse i et tonesprog, der helt uden at blinke kunne være opført under festivalens mærkat ’Old School’. Hvilken kontrast. Axel Borup-Jørgensen var bevidst old school hele sit liv (selv om han ville have hadet begrebet) og refererede altid til sin tidlige fascination af mødet med efterkrigsmodernismen i Darmstadt i 1950erne.

Pelle har aldrig været old school. Og bliver det aldrig. Han er sin egen skole.

Pelle har aldrig været old school. Og bliver det aldrig. Han er sin egen skole. Og den bliver aldrig gammel. Selv om han har været der altid for dem, der er på min alder, viser hans nye kvartetter, at originaliteten og påhittefindsomheden er lige så frisk som for halvtreds år siden. Han er en stor mester.

Hjemstavn
To dage tidligere kunne man høre det finske ensemble Uusinta spille værker af fem unge nordiske komponister, en fra hvert land. Tre af dem var resultatet af projektet Nordlyd, hvor Mette Nielsen, Ida Lundén og Hafdís Bjarnadóttir har arbejdet sammen med hinanden og ensemblet om at lave værker, der repræsenterer deres hjemstavn. Værker, som kombinerer ensemble med optaget og bearbejdet reallyd. Bjarnadóttir nævner selv, at hun er bevidst om risikoen ved at ramme det klichéagtige, og programnotens formulering om en »spændende fortolkning af den følsomme ’skandinaviske’ hjemstavnstone« vækker også en foruroligende mistanke om risiko for banalitet.

Men den udebliver heldigvis helt. Man er helt og aldeles fri for anklange af nationalromantik, folkemusik og Jan Johansson bortset fra en enkelt reminiscens af hardangerfele i de første takter af Lars Petter Hagens Hymn (2007). Et værk, der lyder som en af de stærke gamle lutherske salmer, der er blevet klemt ved at blive kørt gennem to valser; i øvrigt det eneste af værkerne, der ikke er en uropførelse. Ville Raasakka har komponeret værket Traeumerei for cello og elektronik, hvor celloen til dels bruges som slagtøj, mens den bearbejdede lyd indeholder lyde fra præpareret klaver og meget andet, herunder lyden af et glas med sovepiller. Undervejs indgår også en tekst, der handler om søvnløshed. Et vellykket værk.

Det finske Uusinta Ensemble i aktion. Foto: Alexander Banck-Petersen

»Et d er jo også bare en lyd«
De tre værker i Nordlydsprojektet har taget udgangspunkt i de tre komponisters erindring af et barndomssted. For Mette Nielsens Odense Havn 1991/2016 er det, som titlen antyder, Odense havn, hvor hun har optaget lyde, der indfanger vind og vand, men også det, der er tilbage af lyden af industri. Hun fortæller bagefter, hvordan hun altid godt har kunnet lide at synge til industrielle maskinlyde. Værket veksler mellem afsnit med og uden indspillet lyd og afsnit, hvor der bruges dirigent, og hvor ensemblet spiller selv. Nielsen indfletter barndomssange, og kontrabassen får en særlig rolle som barnestemme; den bliver en solist, der spiller i sine allerhøjeste lejer og typisk ligger over både cello og violin.

Værkerne tager derfor hjemstavn helt bogstaveligt. De bliver personlige og griber fat i en erindring om et sted og dets lyd.

Ida Lundéns Tyska mossarnas sugluft handler om erindringen om et harmonium i et gammelt svensk sommerhus. Fra en start med fløjte, elektronik og fem mundharmonikaer udgår et værk, der i store, brede afsnit vækker fornemmelsen af harmoniets lyd, både som instrument og som luft. Bjarnadóttir har i værket Wind Roses taget udgangspunkt i optagelser af vind i den islandske natur og har brugt målinger af fordelingen mellem vindretninger. Optagelserne blender med ensemblet, der også bruger vind, luft og berøring af instrumenterne.

Værkerne tager derfor hjemstavn helt bogstaveligt. De bliver personlige og griber fat i en erindring om et sted og dets lyd. På den måde bliver det på én gang stedsspecifik kunst og værker med flere lag af tidslig realitet. Og det er bemærkelsesværdigt, hvordan vi har at gøre med en tilgang til instrumenterne, hvor disse unge komponister helt naturligt bruger alle de lyde, et instrument kan give: Klapren, luft, slag og berøring spiller samme rolle som tonerne. Lundén sagde bagefter, at hun bevidst havde forsøgt at afdramatisere tonematerialet: »Et d er jo også bare en lyd.«

Stort fremmøde til fredagens afslutningskoncert. Foto: Alexander Banck-Petersen