Hania Rani. © Martyna Galla

»Jeg kan ikke slå nogen ihjel med min profession«

Det tog Hania Rani mange år at erkende, at hun føler sig meget bedre tilpas i en anden musik end den klassiske. Den lever dog – som en tung rygsæk – i den polske kunstners klavermusik, som gerne må kaldes poppet. Nu gæster hun København og den nye grænseløse musikfestival Resonator i Odense.
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Jeg ringer til Hania Rani fra Reykjavík, hvor jeg opholder mig i forbindelse med Nordic Music Days. Hania, eller Hanna, som jeg lærte hende at kende, da vi studerede sammen i Berlin for omkring otte år siden, er i Amsterdam, hvor hun arbejder i øjeblikket. Inden vi går i gang med interviewet, fortæller Hania mig, at hun skal til Island for en hurtig indspilningssession. Vi kommer til at misse hinanden med et par dage. Derefter tager hun videre på turné, hvor hun også gæster den nye musikfestival Resonator i Odense samt en udsolgt koncert i København. Det er nogle år siden, vi sidst har set hinanden. Mens jeg er blevet i den klassiske musik i bredeste forstand, er Hania gået over til popmusikken. Jeg er interesseret i at høre, hvordan det er kommet til.

Jeg husker vores undervisning på Hochschule für Musik Hanns Eisler. Vi spillede »Dichterliebe«. 

»Åh ja, det er sandt. Det var faktisk meget vigtigt, fordi jeg fik stykket med i mit repertoire. Jeg fortsatte med at spille det sammen med en anden sanger i en iscenesat udgave. Derigennem mødte jeg en instruktør, som åbnede meget op i mit hoved. Det havde jeg glemt.«

»Det har altid været meget svært for mig at spille andres musik«

Jeg er glad for, at jeg kunne spille en lille rolle i din udvikling, haha. 

Jeg nød virkelig at spille sammen, jeg har gode minder fra den tid.

Miljøet på Hanns Eisler var meget »klassisk«, så at sige. Hvornår skete det, at du omorienterede dig? 

»Det tog mig mange år at erkende, at jeg faktisk føler mig meget bedre tilpas i en anden musik end den klassiske. Jeg har stadig en stor kærlighed til alle former for klassisk musik, men som udøvende kunstner var det ekstremt stressende at være i den verden. Derfor følte jeg trangen til at prøve noget andet. Tilbage i Warszawa begyndte jeg at lave projekter for andre mennesker, som fx at arrangere popsange eller spille til bandprøver. Jeg sagde altid ja til disse projekter, fordi jeg følte, at jeg manglede noget.«

»Jeg kommer ikke fra et hjem, hvor klassisk musik spillede en stor rolle, men der har altid været en masse musik omkring mig. Så jeg var nysgerrig efter forskellige muligheder. Og tiden i Berlin var virkelig vigtig. Det var ikke så meget musikken. Jeg ved ikke, hvordan du har det med Berlin, men da jeg kom fra Warszawa, føltes det som om, at man kunne være lige, hvem man ville være. Man kan have et familieliv, arbejde for en virksomhed, være kunstner, en boheme. Alt eksisterer parallelt, og det er derfor, det er sådan et interessant sted. Det var i Berlin, at det gik op for mig, at jeg måske bare kan være mig selv.« 

At spille andres musik 

Jeg havde en lignende oplevelse.

»Det er sjovt at sige det, men det handlede mest om at være i den by. Det handlede bare om at observere folk og se, hvor forskellige de er. At der ikke er ét mønster for, hvordan ens liv skal være. Og så mødte jeg selvfølgelig et par mennesker, som var meget vigtige for min musik, som Alfheiður [Erla Guðmundsdóttir, red.] Hun tog mig med til Island, hvor jeg begyndte at indspille og mødte folk fra en anden musikalsk verden, især lydteknikere. Mit første album er opkaldt efter bjerget Esja, som man kan se fra centrum i Reykjavík.« 

»Da jeg først følte denne frihed på scenen, ville jeg ikke tilbage«

Hvad var det ved den klassiske musik, der var stressende for dig?

»Det har altid været meget svært for mig at spille andres musik. At lære den udenad og fortolke den på en måde, der ville blive accepteret. Da jeg først begyndte at opføre min egen musik, som bare kommer direkte fra mit hoved og ikke har noget partitur, var der ingen stress. Jeg opdagede, at der var musik, som jeg kunne spille ganske let, og samtidig kunne jeg skubbe mine kunstneriske grænser. Jeg husker min første koncert og denne erkendelse: Der er ingen stress. Der er opstemthed og nervøsitet, fordi jeg præsenterer noget nyt, men der er ikke denne spænding i min krop, som får mig til at miste alle mine færdigheder. Da jeg først følte denne frihed på scenen, ville jeg ikke tilbage. Jeg tror forresten også, at det er en følelse, som alle de store klassiske musikere har.« 

Jeg kan relatere til det så godt. At ønske at føle sig fri på scenen. Og også til følelsen af at være fastlåst, mens man optræder. 

»Hvis man ikke finder denne følelse af at være fri, kan man arbejde og være ambitiøs, men til sidst vil man nok give op.«

En tung rygsæk

Hvordan vil du beskrive din tilgang til at lave musik nu? 

»Den har ændret sig, nu hvor jeg har gjort det i et par år. I begyndelsen forsøgte jeg rigtigt at komponere, hvilket er sjovt set i bakspejlet, men jeg kendte bare ikke andre metoder. Efter et par år opdagede jeg improvisationen. Det er en meget vigtig del nu, også når jeg indspiller og optræder. Jeg leder efter dyrebare øjeblikke. De kommer ofte, når man ikke planlægger, når de kan opstå naturligt. Selv når jeg arbejder på noget med en stabil struktur og form, forsøger jeg at sætte mig selv i en tilstand, der kan give noget unikt, unikt også for mig selv. Det sker ret sjældent.«

Hania Rani. © PR
Hania Rani. © PR 

»Da jeg begyndte at undersøge populærmusikken, begyndte jeg at se, hvor kompleks og genial popmusik kan være«

»Efter indspilningen sker der en bearbejdning af lyden. Jeg arbejder stadig mest med akustiske instrumenter, nogle gange synthesizere, og bruger meget af tiden på at bearbejde, især når jeg laver soundtracks. Og endnu en gang er det de mindre planlagte, unikke øjeblikke, der er de mest værdifulde her. De giver en slags livlighed – livlighed, eller liveness, er det, jeg stræber efter, og det, jeg beundrer meget ved andre kunstnere. Med det mener jeg, at musikken ikke lyder så planlagt, som klassisk musik gør.«

Men er du stadig påvirket af den klassiske musik?

»Min grundlæggende viden kommer fra den klassiske tradition. Min uddannelse varede tyve år, så det er en tung rygsæk, og det er ikke let at 'aflære' mange ting. Når jeg fx komponerer en popsang, kan jeg stadig mærke, at strukturen eller endda harmonierne er meget klassiske. Jeg forsøger at aflære disse til tider formalistiske rytmiske og metriske mønstre fra den klassiske musik. Da jeg begyndte at undersøge populærmusikken, begyndte jeg at se, hvor kompleks og genial popmusik kan være. Den er mere baseret på en følelse af groove eller puls, der varer ved gennem hele stykket. Meget af den elektroniske musik, som jeg elsker, er baseret på mere komplekse rytmer end den klassiske. Så jeg prøver ikke at være så streng, selv om jeg ikke laver klassisk musik.«

Er din klassiske baggrund også nyttig?

»Selvfølgelig er den også nyttig, meget endda! Jeg kunne ikke forestille mig at arbejde uden min viden. Og jeg er meget taknemmelig for mine pianistiske evner, det er det mest værdifulde for mig. Selv når jeg spiller på synthesizer, er de meget nyttige.«

Feedback fra publikum

Hvordan fordeler du din tid mellem at spille, indspille og producere?

»Som regel arbejder jeg med udkast. Jeg plejede at være superforberedt, når jeg gik ind i studiet, men nu er det mere frit. Når jeg arbejder sammen med andre musikere, skriver jeg partiturer. Jeg er interesseret i musikkens ambiente og sonoriske kvaliteter, ikke så meget i fx melodier. Så jeg laver konventionelle kompositioner, og så er jeg også opmærksom på andre lyde. Som improvisationer eller aleatoriske strukturer, som jeg fremlægger for musikerne. Derefter tager jeg alle disse optagelser og bearbejder dem. Nogle gange gør jeg dem ekstremt lange eller ekstremt langsomme. Jeg elsker at gøre det med fx basklarinet eller strygeinstrumenter. Jeg skruer dem ned eller op, og jeg sætter effekter på lyden eller forvrænger den lidt. Det, der ofte er brug for til soundtracks, er atmosfærer, der ikke passer ind i nogle kategorier af konventionelle strukturer. Til dette formål blander jeg optagelser og kombinerer dem med elektroniske lyde, med synthesizere eller keyboards, nogle gange med min stemme. Men der sker meget efter optagelsen. Nogle gange ved jeg ikke, hvad resultatet bliver, når jeg indspiller. Men intet af dette er nyskabende, mange mennesker arbejder på denne måde.« 

Og hvordan adskiller et liveshow sig fra indspilnings- og produktionsprocessen?

»Den er fuld af fejl, haha. Jeg prøver at gøre det sjovt for mig selv og holdet. Mit ideal er, at hvert show er lidt anderledes. Vi spiller det samme show hver aften, og ellers ville vi kede os ihjel. Jeg forbereder alting godt, men jeg giver altid plads til improvisation og ændringer. Som regel bliver showet skabt fuldt ud under turnéen. Jeg spiller et par koncerter, optager dem, lytter, analyserer og indsætter nye ting, så jeg på scenen opnår det, jeg havde i tankerne, da jeg skabte hele sættet. De første uger handler mest om at finde ud af, hvordan tingene fungerer. Nogle gange er min plan noget lort, og så bruger jeg feedback fra publikum til at ændre den. Du kan virkelig mærke, om de flyder med dig, så det er en god måde at tjekke ind på.«

Hvad er pop?

Du har talt om forskellene mellem klassisk musik og popmusik. Ville du sige, at det, du laver, er popmusik?

»Når jeg synger en sang, vil jeg sige, at det er pop. Selv om jeg ikke længere ved, hvad pop er. Men på en gammeldags måde er det helt klart popmusik, ikke klassisk musik. Når det er instrumentalmusik, kalder man det neoklassisk eller moderne klassisk, minimalistisk musik. I forbindelse med soundtracks er det nogle gange ambient. Men mine sange er poppede.« 

»Hun siger altid, du kan ikke kan slå nogen ihjel med dit erhverv«

Er genrer vigtige for dig?

»Ikke rigtig. Jeg er glad for at kunne lave lidt af hvert. Nogle gange skriver jeg moderne klassisk musik. Jeg elsker pop, generelt. Og elektronisk musik. Og jeg elsker den energi, der kommer fra publikum. Jeg elsker at spille for store folkemængder.« 

Men du sagde også, at klassisk musik er meget vigtig for dig, så det er ikke sådan, at du har besluttet dig imod klassisk musik, du føler dig bare mere hjemme i pop?

»Nej, jeg har ikke besluttet mig imod det, slet ikke. Det er derfor, jeg er glad for, at jeg stadig får bestillinger til soundtracks eller teater, som giver mig mulighed for at gå tilbage til mine rødder. Især teater synes jeg er fantastisk, fordi jeg virkelig kan undersøge forskellige muligheder. Alt mellem sange, moderne klassisk musik og elektronik er muligt. Jeg vil altid forsøge at være involveret i teater. Heldigvis er der mange muligheder for det. Jeg håber, at det, jeg laver, signalerer til folk, der ønsker at arbejde med mig, at jeg er åben over for nye muligheder. At jeg bare laver min personlige forskning.«

Del af noget større 

Vi lever i en vanskelig tid. Hvilken rolle tror du, at din musik kan spille i disse dage?

»Jeg ville elske, hvis musik kunne ændre verden. Jeg er ret idealistisk. Jeg vil gerne tro på det. Men det, jeg virkelig tror på, er, at kunst kan minde folk om, at de er følsomme væsener. At den kan give dem mulighed for at se tingene på en anden måde. I teater og film er det måske mere indlysende, fordi det kan skildre menneskelige relationer, vold, ting, der er forkerte og så videre. Men musik kan formidle, at vi er en del af noget større, især ved koncerter. Vi kan opleve, at vi er helt ens, uanset hvor vi kommer fra, og uanset hvilken kulturel eller religiøs baggrund vi har. Min mor er læge, anæstesiolog, og ofte den sidste person, der tager sig af døende mennesker. Hun siger altid, du kan ikke kan slå nogen ihjel med dit erhverv. Det er noget, der altid er blevet hængende i mig. At jeg kan bevirke noget godt. Jeg kan få folk til at glemme deres hverdag eller deres lidelser. Det er ikke nødvendigvis noget stort. Men man kan få dem til at føle noget igen. Og jeg føler, at følsomme mennesker er mindre tilbøjelige til at gøre dårlige ting. Men måske er det bare mig, der er idealistisk.« 

 

Hania Rani spiller en udsolgt koncert på Bremen Teater i København 7. november og åbner festivalen Resonator (8.-12. november) med en koncert på spillestedet Posten i Odense 8. november.

 

Omtalt i artiklen