Musikken føles som en lang vejrtrækning

I de senere år har Lisa Streich frem for alt haft succes i det tysktalende Europa. Når hun nu bliver hædret med den vigtigste festival for en individuel svensk komponist, Weekendfestivalen i Stockholm, føles det som et bevis på den anerkendelse, hun har fået i udlandet. Musikken er bygget ud fra nogle grundtanker, der raffineres, og direkte under den første orkesterkoncert med Stockholmsfilharmonikerne, det vil sige husorkestret og arrangøren, blev det tydeligt, hvordan visse tankegange vender tilbage og udvikler sig.

I Segel er orkestret opdelt i sektioner – strygere, blæser og percussion, hvor sidstnævnte betoner rytmen. De tætte, diffuse, akkorder er svage, men gentages; der er en klar struktur, man får tid til at lytte til de finmaskede strukturer. Flügel er mere figurativ med arpeggioer og korte skalaer – noget der går igen i andre stykker – men også her tænkes der i afsnit. Det er ikke repetitivt, men motiverne gentages. Ishjärta til gengæld minder en del om Flügel med de stramme, hviskende akkorder sidestillet med gentagne skalaer og arpeggioer og en hamrende puls. Mod slutningen bliver det hele til et langt udtrukket melodisk omrids.

I uropførelsen af trompetkoncerten Medusa høres atter de indviklede, men attraktive akkorder, som sidestilles med puls, repetition og gentagne faldende skalamotiver. Trompeten kommer ind med et enkelt kvartmotiv, der vender tilbage længere fremme, samtidig med at den ikke så meget er solist som en integreret del af helheden. Men ligesom de andre elementer i Medusa har soloinstrumentet en klar rolle – man ser og hører, hvad der sker på det lærred, som er orkestret. Undervejs i dette lidt længere stykke gives plads til skarpere afsnit, der hentyder til såvel barok som andre musikhistoriske stilarter.

Streich har skrevet relativt mange værker for orkester. Det er muligvis de begrænsninger, der følger med, med en varighed på plus/minus ti minutter og mange instrumenter, der får mig til at tro, at hendes egentlige styrke trods alt ligger i de lidt mindre formater, hvor varigheden ikke er så normativ, og Streichs fine instrumenteringer kan finpudses med endnu større omhu.

Ikke let, men klar musik

Koncerten, som udføres af forskellige formationer fra Norrköpings Symfoniorkester, begynder med Mantel, hvor igen høres formlen med puls og akkorder, tydeligt lagdelt mellem percussion og strygere. Det mindre format gør, at variationer og detaljer i lyden bliver endnu skarpere, man hører virkelig hvert af instrumenterne. Himmel er i lignende stil og med let sparsom indsats, men med større vægt på citater, hentydninger og det melodiske.

Jo mindre format, jo stærkere fremstår Streichs musik

Citater og hentydninger er noget, der går igen i flere værker, og man kan forstå, hvorfor Streich fravalgte ekstranumre – og føler sig beslægtet med? – »eklektiske« komponister som Mahler (Blumine) og Johann Strauss. Ideen i Händeküssen med en række imaginære danse fra musikhistorien passer om muligt særligt godt til Streichs temperament. Her er der naturligvis de rytmiske, diffuse (»hvor er vi i historien?«) lyde og gentagelser. Her føles det også berettiget at springe mellem episoder, afsnit og idéer, hvilket Streich generelt er glad for. Nogle gange bliver det dog nærmest fjollet med direkte citater og hentydninger, som i guitarkoncerten Augenlider, hvor Streich ikke kunne lade være med at citere direkte fra det mest berømte spanske guitarrepertoire. Ellers er det dog et meget flot, lavmælt stykke, hvor guitaren er en fint kalibreret komponent af mange, og hvor klangen svinger i en momentan Lachenmann-agtig abstraktion, der tager sine 18 minutter at trække vejret, før den langsomt puster ud i en lang bue.

I afslutningskoncerten med KammarensembleN og Duo Hellqvist/Amaral var formatet skrumpet yderligere ind, og jeg må sige, at jo mindre format, jo stærkere fremstår Streichs musik.

Falter for soloviolin tager udgangspunkt i satsen, koreografien. I otte minutter undersøger Karin Hellqvist med fjerlette strengetryk »vingebevægelser« i form af harmonisk sonderende arpeggioer over de fire strenge. De kompositoriske elementer i form af bevægelse, arpeggioer og harmonisk klang bliver her ét. Safran med Duo Hellqvist/Amaral er på sin vis et parallelstykke til soloen, hvor fortsat flageolettarpeggio i violin, ofte spillet col legno, sidestilles med det motoriserede klaver, der ophæver grænsen mellem rytme, harmonik og støj.

Undersøgelser af klangfarve

Motoriserede instrumenter dukker op igen i Zucker med KammerensembleN. Her hører og ser vi papirspindere, der roterer og snapper i klaver og strygere. Men det sker blødt, ikke pulserende, snarere rytmisk heterogent og med fint kalibrerede undersøgelser af klangfarve. Endelig Francesca, måske det fineste stykke opført under festivalen, involverer en fortsat udforskning af klang, harmoni, rytme og puls baseret på arpeggioer. Det nu lidt større ensemble og tidsrummet ud over 20 minutter muliggør udviklingen af ​​et utrolig raffineret komplekst net af netop disse parametre, og man ser og hører, hvordan melodiske fragmenter i en langvarig rejse langsomt bevæger sig rundt mellem instrumenterne.

I mine kommentarer til de enkelte værker kan man muligvis indirekte læse en vis kritik. Det kan opsummeres som følger: Mange af værkerne minder om hinanden, det kan endda lyde ret ens. Samtidig er den anden side af denne kritik, at Streich har fundet sin egen og karakteristiske stemme; hendes musik lyder som kun hendes, og det er ikke en lille bedrift. At musikken trods den avancerede harmoniske og fint lagdelte instrumentering og rytme er tydeliggjort, gør, at lytteren holdes på kanten. Det er en form for pragmatisme, der bygger på, at hun ved, hvad hun vil, og at hun har evnen til at gennemføre det. Man forstår hvordan Streich komponerer og hører, hvordan musikken lyder, både på mikro- og makroniveau.

Weekendfestival, Stockholm Koncerthus, 11.-14. april 2024

Oversat fra svensk af Andreo Michaelo Mielczarek