Skrigets transformation

I sit værk GROWL POWER fra 2022 udsætter den islandsk-danske komponist Bára Gísladóttir lytteren for en intens tvetydighed af skrig. De er både dybt knurrende og øresønderrivende og gennemtrængende. Men hvad hører vi? Frygt, frustration, smerte, nydelse, vrede – eller måske det hele på én gang?   

Mit første møde med Gísladóttirs GROWL POWER var en foruroligende og kaotisk lytteoplevelse, der satte sig i kroppen som en sitrende uro. I fusionen mellem stemme og fløjte opstår det særlige tærskelfænomen, »fløjteskriget«, hvis affektive kvaliteter borede sig fast i mig fra første tone. Følelsen af dirrende ubehag og indespærrethed var ikke til at ryste af sig. 

Allerede i starten af satsen møder vi »fløjteskriget« eller »voiced growl«, som Gísladóttir kalder det i sin notation, hvor solisten synger/growler ind i fløjten. Stemmen og fløjten synger/spiller til at starte med unisont, men bevæger sig derefter fra hinanden, og stemmen udforsker samtlige registre, som det overhovedet er muligt for solistens registervidde – alt fra en høj skrigen til en dyb, knurrende stemmekvalitet efter Gísladóttirs noterede »Zombie-like slowmotion«, »WAAAA« i fem forte-f'er, »heavy metal growl«, »voiced growl all over the place« og til det, som lyder som en gal gøende hund. Fløjten bevæger sig rundt i forskellige lydkvaliteter, fra en virrende, stille tone til multiphonics og triller.

Der findes forskellige typer af skrig: fx det ritualiserede skrig, som vi møder til en koncert eller i forlystelsesparken

Under dette øvre lag ligger et dybere, susende lag, som fungerer som en form for anker for fløjtestemmen, et orgelpunkt, som fløjtestemmen væver sig omkring. Sammen danner lagene det univers, jeg vælger at kalde for Gísladóttirs »Screamscape«. Intensitetsniveauet stiger og falder undervejs i løbet af satsen, og som en afslutning kaster fløjten og stemmen sig ud i den umulige opgave at ramme alle registre på én gang, som en lang krusedulle med intet mindre end syv forte-f'er, indtil dynamikken går helt ned, for langsomt at crechendere kort igen, og herefter afsluttes og klinge ud – nærmest som en opsummering af hele stykket. En slags Gísladóttirsk kadence. 

Skrigets kulturelle betydninger

Der findes forskellige typer af skrig: fx det ritualiserede skrig, som vi møder til en koncert eller i forlystelsesparken, eller det behovssøgende skrig, som spædbarnet, der har brug for en voksens opmærksomhed. I sin kombination af volumen, pitch og akustisk larm er skriget »affektivt smittende«. Det har en mobiliserende kraft og inviterer til empatisk handling eller reaktion hos dem, som befinder sig inden for hørevidde. Som ved det ovenover nævnte eksempel med det grædende spædbarn, vil skriget invitere til en empatisk reaktion hos den lyttende part eller et skrig i frygt; det vil henlede til frygt i os selv og fungere som advarsel om en potentielt farlig situation. I gyserfilmen reproducerer skriget ofrets rædsler i publikums kroppe, og ofrets frygt bliver vores frygt. Skriget sætter os i ofrets sted, og vi gøres til offeret. I populærkulturen har skriget også rødder i kulturelle repræsentationer af enten »sårbar« eller »hysterisk« femininitet og er, hvor problematisk og outdated end denne repræsentation er, med til at understrege de kønnede konnotationer, som skriget har portrætteret på lærredet. Men hvor kan vi placere Gísladóttirs fløjteskrig i alt dette? 

Måske er det netop denne flertydighed, som leder til det dirrende ubehag og følelsen af indespærrethed, jeg oplevede ved første lyt

Kontrollen i kaos – skrigets politiske potentiale

Der kan ligge et dirrende ubehag i ikke at kende årsagen til et skrig; hvor det kommer fra, og hvad det udtrykker – om det er positivt eller negativt eller er udtryk for nydelse eller smerte. Skrigets tvetydighed kan altså blive dets magt. Der er også noget i selve titlen GROWL POWER, som henleder tankerne til noget, som har med noget kraftfuldt at gøre, noget som vil undersøge eller udfordre en magt eller rammer, eller noget som måske indeholder en eller anden form for politisk potentiale.

Skriget i populærkulturen har ofte signaleret »tab af kontrol«, men skriget gennem fløjten bliver måske her et udtryk for netop kontrol. Måske kan vi se det kontrollerede fløjtreskrig som et opgør med den patriarkalske ide om enten »hysterisk« eller »sårbar« femininitet? Vi ved, at skriget har en affektiv indvirken på andres kroppe, men er det heri at magten ligger? 

Flertydigheden af skrigene gør, at vi ikke med sikkerhed ved, hvor vi skal placere de affekter, vi mødes af i Gísladóttirs »Screamscape«, og måske er det netop denne flertydighed, som leder til det dirrende ubehag og følelsen af indespærrethed, jeg oplevede ved første lyt. Men måske netop denne følelse af indespærrethed er udtryk for noget, som i sidste ende, kan være frigørende? Gísladóttirs »Screamscape« forplanter sig i vores kroppe og kalder på en reaktion, en respons, et svar – men hvilket?

Dette essay indgår i en samling af tekster skrevet af studerende fra Musikvidenskab på Københavns Universitet. I samarbejde med underviser Jakob Gustav Winckler har vi bedt de studerende om at bearbejde opgaver fra deres seneste studieforløb. Formålet er at give et indblik i, hvilke emner og problemstillinger der optager nutidens musikvidenskabsstuderende.