For stor til Malmö, for vigtig til at stoppe

Malmö er et af Københavns særlige privilegier. Som en form for udvidet kulturel radius gør Sveriges tredjestørste by det muligt at opleve endnu flere koncerter, end der er plads til på de københavnske spillesteder. Men Malmö er mere end bare en københavnsk forstad, for i 10 år har Intonal-festivalen forsøgt at sætte Malmö på det europæiske kulturelle landkort – deraf festivalens selvironiske slogan: »10 years of oversized ambitions.« Intet eksperiment uden overdimensionerede ambitioner, for hvad er værdien i det eksperimenterende, hvis man ikke accepterer, at det kan fejle?

»Let’s go back to the Big Bang!« erklærede den legendariske ambientpioner William Basinski

Intonal er en festival for grænsesøgende musik, der kredser om både dybtfølt koncentration og legesyg fest. Festivalen befinder sig altså et sted hvor det eksperimenterende i højere grad er en fejring, frem for en akademisk disciplin, og derfor har programmet derfor gennem årene rummet et mangfoldigt udsnit af musik, der har et overvejende elektronisk afsæt. Men selvom Intonal er opstået ud af et samarbejde med Krakóws Unsound Festival og Berlins CTM Festival, er festivalen i høj grad formet af en insisteren på at bevare de unikke møder mellem internationale koryfæer og lokale navne fra Malmö.

Programmet er kendetegnet ved stedsspecifikke koncerter og rummer en god håndfuld uropførelser af værker skabt gennem residencies og samarbejder. For eksempel var torsdagens koncert med den italienske, københavnsk-baserede Irene Bianco samt de to Malmö-baserede kunstnere 55 Cancri e og Adèle Tornberg en urpremiere på resultatet af et residency støttet af Inkonst og SHAPE+ – en europæisk platform, der arbejder for at fremme bæredygtige netværks- og kurateringsinitiativer mellem kunstnere. Den kriblende lyd af percussion og loopede vokaler blev opført til et bagtæppe af Tornbergs nærstuderede og drømmende visuals. Som en varmekasse for friskfødte idéer føltes årets første koncert på Inkonsts store scene som et manifest for festivalens agens.

Fra kirke til klub

»Let’s go back to the Big Bang!« erklærede den legendariske ambientpioner William Basinski, efter han trådte ind på scenen med en selvsikkerhed og attitude, som var han ambientmusikkens Little Richard. Koncerten var en opførelse af musikken fra hans album fra 2019, On Time Out of Time – en nulstilling af tid og sted og en altomsluttende oplevelse, der udviskede enhver forventning om, at ambient nødvendigvis er en indadskuende affære. For selvom halvdelen af publikum lå ned (og muligvis sov) viste koncerten, at netop fordi ambientmusik kan forstærke den intime stilhed i publikum og derigennem skabe vej til en sjælden og dedikeret koncentration, har den i bestemt en koncertmæssig relevans.

»KKAARREENNIINNAA« mindede om en indisk raga, og orglets glidende svingninger havde en klar klang af den spirituelle harpe-pioner Alice Coltrane

En lignende udsletning af tid og sted skete under den nærmest sakrale koncert med Charlemagne Palestine i Sankt Johannes Kyrka, hvor Palestine sammen med den australske guitarist Oren Ambarchi og den engelske multiinstrumentalist Daniel O’Sullivan opførte en genfortolkning af Palestines sang »KKAARREENNIINNAA«. Charlemagne Palestine er en af grundlæggerne af New Yorks minimalistiske musikscene i 1960’erne, som nok er bedre kendt for navne som Steve Reich og Philip Glass. Palestine har desuden spillet congas med ingen ringere end beatpoeten Allen Ginsberg og ukulele-ekvilibristen Tiny Tim.

Det var dog bestemt ikke en minimalistisk koncert, for så snart de tre musikere nikkede til hinanden og gik i gang, var lydbilledet tæt pakket med droner og susende orgelflader. Det lange nummer »KKAARREENNIINNAA« mindede om en indisk raga, og orglets glidende svingninger havde en klar klang af den spirituelle harpe-pioner Alice Coltrane. Svømmende i spandevis af gratis rumklang gled orgeldroner og snurrende walkmen rundt i det store kirkerum og blødgjorde dets stive, protestantiske præg – en flot påmindelse om religionens meditative potentiale.

De meditative kvaliteter spejlede sig slående i Petra Hermanovas stedsspecifikke opførelse af egne orgelkompositioner – skrevet til det historiske orgel på Malmö Kunstmuseum. Hermanova har base i Berlin, og hendes debutalbum fra 2023, In Death’s Eyes, er som en middelalderlig science fiction. Instrumentet, et af verdens ældste funktionsdygtige orgler, står på det gamle renæssanceslot Malmöhus – endnu en flot ramme om Intonals mange koncerter. Orglet er placeret i Skovgaardsalen, en koncertsal med en kæmpe Jesus-mosaik, og ligesom i en kirke befinder det sig bag publikum. Koncerten var altså en lytteoplevelse, hvor personen var tilsidesat til fordel for den æteriske og gravalvorlige klang af orgelpiber. Hermanova, der ganske vist også spillede på harpe, udnyttede det gamle 1400-tals orgels mange nuancer til fulde og skriver sig dermed ind i en eksperimenterende scene, hvor navne som for eksempel Kali Malone og Anna von Hausswolff ligeledes bruger det ellers lidt konservative instrument til at skabe langsomme resonanser, der svæver ind og ud af harmoni og disharmoni.

Med et køligt smil skruede Void på en af de mange knapper og afslørede en kærkommen sans for maskinelle afbrydelser og magiske uheld

Intonal har en klar elektronisk puls, som både manifesterer sig i de høje, pumpende dj-sets mellem koncerterne og i de dedikerede klubprogrammer. Men også i koncertprogrammet var det svært at undgå at blive pumpet igennem af tung bas, og særligt koncerten med engelske Nik Colk Void var et fornemt eksempel på den evindelige insisteren på, at techno skal være både eksperimenterende og innovativ. Med sprøde, skarptklippede hi-hats, som kunne være løftet direkte fra en ASMR-video, foldede Voids koncert sig ud i svævende opbygninger afbrudt af pludselige, tunge skift. Mellem de mange bas pump var der heldigvis plads til fejl – som da en skærende synthtone pludselig skar igennem lydbilledet. Med et køligt smil skruede Void på en af de mange knapper og afslørede en kærkommen sans for maskinelle afbrydelser og magiske uheld.

På en festival som Intonal er det klassiske bandformat med guitar, bas og trommer en sjældenhed, men i år udgjorde de to danske kunstnere GB og Fine undtagelsen. GB’s tunge, nærmest grungede lyd er som at lytte til et støvet kassettebånds mixtape, hvor The Cure pludselig dukker op og giver mening på en ny og dejlig enkel måde. Koncerten var præget af både svævende opbygninger, som en LP, der sad fast, og med nærmest arkaiske guitarstykker, der flettede nye bånd af klassiske referencer. Lyden på festivalens mindste scene var klar og høj, hvilket gjorde, at GB’s koncert spillede knivskarpt.

Fine Glinvads slowcore country croon er som en fløjlsblød blanding af blues og MTV-pop

Fine fortsatte med de rodfaste traditioner på den flotte black box-scene. Fine Glinvads slowcore country croon er som en fløjlsblød blanding af blues og MTV-pop, hvor alt bevæger sig i slowmotion. Som at zappe rundt på gammeldags flow-TV var musikken, ligesom GB’s koncert, en konstant dans med genanvendelsens æstetik. Der dukkede hele tiden små genkendelige fragmenter op, og Lola Hammerichs foryngende guitarspil samt Glinvads eminente vokal fik koncerten til at føles som en frisk og teatralsk brise af alt for korte numre.

Mellem fejl og succes

At eksperimentere er forskellens arbejde – en vedvarende vurderingssag hvor intuition er dommeren mellem fejl og succes. I samme øjeblik eksperimentet slår rødder, ophører det. For selve eksperimentet fordrer en villighed til at være uvidende for en stund, til at lade sig kaste rundt og formes som en blød bold. Men det eksperimenterende og det grænsesøgende er ikke nødvendigvis forbeholdt det abstrakte og ekstreme, for hvis normer og grænser skal sprænges, kan det være nødvendigt at bevæge sig helt tæt op ad dem for at udstille og udviske deres problemer.

Intonal er en festival, som formår at gribe netop om dette. Det så vi for eksempel både i Fine og GB’s referentielle universer, hvor intuition og nyskabelse ikke nødvendigvis betød en udelukkelse af genremæssige markører. Det er en accept af, at det intuitive ofte gror fra en muld gødet med referencer. På samme måde var Nik Colk Voids hårdtslående industrielle musik, ligesom Petra Hermanovas orgelkompositioner, et eksempel på, hvordan det traditionelle ikke nødvendigvis er konservativt. Både orgel og techno kan være dybt dogmatiske, men det er samtidig den selvsamme dogmatik, der kan afføde et væld af transformative potentialer.

Malmö er stadig ikke en europæisk kulturhovedstad, og derfor er Intonal stadig vigtig

Det er der heldigvis mange festivaler der, ligesom Intonal, er en omfavnelse af det eksperimenterende. I den forstand er Intonal altså hverken unik eller decideret nyskabende i sin profil. Men det, som gør Intonal relevant, er ikke et spørgsmål om, hvordan den adskiller sig fra andre festivaler, eller hvor »gode‹ bookinger der er hvert år, men derimod hvordan festivalen igennem 10 år har insisteret på at bygge bro mellem en lille by som Malmö, og det store net af andre eksperimenterende europæiske scener.

For en festival er ikke kun et spørgsmål om at sælge billetter og fange et publikum i virvaret af det enormt store udbud – det er i lige så høj grad et spørgsmål om at danne et retfærdigt og kreativt fundament for de musikere, som spiller der. Det er denne insisteren, som gør Intonal relevant. Ikke som et billetsælgende banner eller en kommunal turistkampagne, men som et nødvendigt værn om den eksperimenterende musiks skrøbelige økosystem.

Intonals ambitiøse eksperiment med at give Malmö en festival med både lokal og international relevans, lykkes netop, fordi det fejler. Malmö er stadig ikke en europæisk kulturhovedstad, og derfor er Intonal stadig vigtig, både for publikum og som led i et netværk for spirende musikere. Programmet har stadig plads til både helt små, lokalt forankrede samarbejder og velbevandrede udenlandske navne, og er præcis denne egenskab, der er med til at skabe den udligning af forskellen mellem koryfæ og nybegynder, der skal til for at skabe ny musikalsk innovation. Derfor håber jeg, at Intonal vil fortsætte, ikke for at blive en stor festival, men for at blive ved med at være en for stor festival til Malmö.

Intonal Festival, Malmö, 23.-27. april 2025