51 problemer med dansk musikkritik

Hvornår diskuterer vi rigtig musikkritikkens rolle herhjemme? Vel egentlig kun når folk farer i flint over Ekstra Bladets Thomas Treo, sådan som vi sidste år så en række medier gøre det i anledning af en ny portrætfilm om popstjernen Medina. Kunne man ønske sig, at debatten om dansk musikkritik handlede om andet end grænserne for kønnet sarkasme og perfiditet? Det kunne man godt.

For der er nok problemer at tage fat på. Musikkritikken trives ikke i Danmark, det må vi konstatere, når vi kigger ud over kritikkens landskab. Hurtige holdninger dominerer, fagligheden har trange kår, yderområder ignoreres, og de bæredygtige platforme for talentfulde kritikere er til at overse. Thomas Treo er ikke dansk musikkritiks væsentligste problem.

Jamen lad os da prøve at sætte ord på problemerne. Det er det, vi har sat os for med denne kritiske og selvkritiske megaliste. Udtømmende er den sikkert ikke, men så føj da endelig selv punkter til. Lad os diskutere kritikken, dens rammer, dens udfordringer. Og lad en ny kritik, en blomstrende katapult af ideer, spire frem i stedet for den indelukkede meningsmaskine, vi har i dag.

Kritikkens fornemmeste opgave er at være på tværs. Så nu er vi på tværs.

 

1. Kritiske kulturmedier er en del af musikbranchen

Det er problematisk og uigennemsigtigt, når kulturmedier både kritiserer musikbranchen og producerer den. Hvad er eksempelvis tilhørsforholdet, når et kulturmagasin afholder releasekoncert for en udgivelse, der bagefter bliver anmeldt af selvsamme medie? De institutioner, der førhen spillede op imod hinanden, er ved at smelte sammen. (Jakob Gustav Winckler)

2. Musikkritikken glemmer kroppen

Jeg er træt af kropsløse anmeldelser, hvor det intellektuelt analytiske overskygger skribentens kropslige oplevelse og erfaring. Udvid sanseapparatet, og gør kritikken mere fysisk. (Marie-Louise Zervides)

3. Professionelle anmeldere har minimal musikfaglig baggrund

Det er ikke i sig selv et problem, at en anmelder ikke har en musikalsk uddannelse. Problemet er, at den fagligt uddannede musikkritiker er en mangelvare i dansk presse. Hvorfor er det de lyrikfokuserede litterater, der tegner dansk musikkritik? (Sune Anderberg)

4. Kulturkritikken er hvid og kulturkristen

Der er en statistisk ulogisk underrepræsentation af kritik af kunstnere med en anden geografisk, historisk eller kulturel baggrund end den kulturkristne og eurocentriske. I den eksisterende kritik er der ofte blinde vinkler på grund af uvidenhed eller ignorance, fordi kritikeren ikke har gjort sit arbejde med hensyn til research, indsigt og udsyn. (Julie Hugsted)

Dansk kritik forholder sig ikke til korruption, vennetjenester og pengeflow

5. Musikkritikere er ikke selvhøjtidelige nok

I en tid, hvor alle har mulighed for at dele deres holdninger om alting hele tiden, er der brug for anmeldere, der oprigtigt mener, at netop deres tanker, følelser, oplevelser og holdninger bidrager med noget helt unikt og uundværligt. Kritikeren må gerne være ophøjet; det værste, en kritiker kan være, er »blot endnu en stemme i mængden.« (Rasmus Weirup)

6. Lydig viderebringelse af pr-bureauernes nyheder giver kritikken baghjul

Alle pr-artiklerne om »nyt navn på Roskilde Festival« og så videre giver et så massivt fælles output fra medierne, at eventuel opfølgende kritik altid vil være på bagkant. Det er uskønt, at medierne med denne praksis står som logrende hvalpe og udgiver nyhederne på præcis det klokkeslæt, musikbranchen har beordret. (Sune Anderberg)

7. Rockismen er ikke så død, som folk måske går og tror

00’ernes tiltrængte opgør med rockismen blev desværre afløst af en poptimisme, som bare er rockisme i fåreklæder, hvor man stadig dyrker kunstneren med noget på hjerte, der kan forandre ting. Popkritikken bør erkende, at dens felt er en kapitalismedreven fabrik, der først og fremmest laver one-hit-wonders … pokkers godt. (Rasmus Riegels)

8. Undergrundsmagasiner har trange kår

Efter et års dvale er Passive/Aggressive – som måske nok er mere passivt end aggressivt, men dog finder plads til megen overset musik – tilbage. Platforme for kritik rettet mod såkaldte vækstlag i dansk musikliv er dog en mangelvare. Har vi glemt, hvor vigtig kritisk refleksion er for musikkens udvikling? (Sune Anderberg)

9. Kritikere læser for sjældent værkerne »mod håret«

Som anmeldere bør vi beskæftige os med værker på en måde, så også kunstnerne kan få noget ud af vores læsninger af dem. Det forpligter til både at fremhæve det, der er godt og skidt, og at se, om værket lever op til sine kunstneriske potentialer. (Niclas Nørby Hundahl)

10. Dansktop bliver næsten aldrig anmeldt

Der er utrolig mange, der hører dansktop, og alligevel bliver genren kun diskuteret i medierne, når der bliver lavet dokumentarer om den. Det gør den enten til en museumsgenstand eller lavkultur holdt ud i strakt arm. (Jakob Gustav Winckler)

11. International kritik diskuteres meget sjældent i danske medier

Der findes også en offentlig samtale om musik uden for Danmark. Der findes tilmed et hav af fuldtidskritikere rundtomkring i verden. Hvad har de at sige? Hvilke knive stikker de ind i musikindustriens fortællinger? Oplysning ønskes. (Sune Anderberg)

12. Der er for få erfarne kritikere

Majoriteten af den danske kritik skrives af studerende, der mangler gratis koncertbilletter, praktikanter på vej til drømmejobbet eller underbetalte freelancere. Det betyder, at kritikere skifter erhverv, når der kommer et bedre jobtilbud, børnesygdommene går i arv, og at der er en mangel på erfarne og højtkvalificerede folk. (Julie Hugsted)

13. Faktuel information fylder for meget 

Hvis Roland Barthes erklærede, at forfatteren er død, er tiden nu inde til at gå hele vejen og også dræbe al anden kontekst, der omgiver et kunstværk. Alt for mange anmeldelser er fyldt med uinteressant faktuel baggrundsviden, som enhver læser selv kan opstøve med en hurtig googlesøgning, og som fastlåser værket fremfor at åbne det op. (Rasmus Weirup)

14. Nye kritikerstemmer opdyrkes ikke organiseret

Tilfældighederne ser ud til at råde, når unge og – i bedste fald – talentfulde kritikere bliver tilknyttet danske medier. Hvor kom de fra? Men lige så væsentligt: Hvor går man som håbefuld kritikerspire hen for at lære faget? Det ville være en god investering, at vi tog bedre hånd om morgendagens kritikerstand. (Sune Anderberg)

15. Anmeldere eksperimenterer for sjældent med kollektive tekster

Anmeldelsen som genre står for stædigt på skuldrene af anmelderrollen som en urokkelig autoritet. Fælleskritiske tekster, hvor flere anmeldere skriver sammen eller udfordrer hinanden, kunne måske nuancere dette billede. Måske endda på tværs af dagbladene og tidsskrifterne. (Jakob Gustav Winckler)

16. Der mangler mod og kompetence til at anmelde musiks sociale rolle

Musikkritik hænger ofte stadig fast i forsøget på at anmelde kunsten i sig selv. Men kunst kan ikke isoleres fra sin sociale kontekst, for kunst er noget, mennesker gør. Kunst er uomgængeligt socialt. Derfor mangler musikkritikken mod og kompetence til at anmelde på, om kunst gør en positiv social forskel. (Zenia Børsen) 

17. Kunstnernes store some-platform giver medierne uheldige incitamenter

Kulturmedier er også virksomheder. Virksomheder, der gerne vil nå ud til nye læsere. Hvad egner sig bedre til det end en positiv anmeldelse af en delevillig kunstner med langt flere følgere end mediet selv? Logikken findes, og den er farlig. (Sune Anderberg)

Nietzsche skrev: »Vi lytter til musik med vores muskler.« Hvad vil chatbots som ChatGPT – fremtidens anmeldere – stille op?

18. Kritikere er for høflige over for hinanden

Kritikere har en tavs aftale om ikke at kritisere hinanden. Derfor diskuteres kritikken næsten aldrig, selvom behovet er stort. Kom nu, lad os fare lidt i flint over hinandens dumheder. (Sune Anderberg)

19. Kritikken har for lidt fokus på den skabende proces og komposition

Kritikeren er ofte uvidende om – eller ligeglad med – hvordan værket er blevet skabt. Derfor er der ikke fokus på, at mange topliners får skrevet numre af de samme sangskrivere og producere, at kunstnere kommer fra samme institutioner eller følger de samme formler. Det skaber en naturlig og usynlig homogenitet i dansk kritik. (Julie Hugsted)

20. Afstanden mellem anmelder og kunstner er ofte for kort

Fordi populationen af musikkyndige i Danmark er lille, og Danmark er lille, kommer man ofte ud for, at anmelder og kunstner i et vist omfang kender hinanden personligt og/eller professionelt. (Niclas Nørby Hundahl)

21. Musikforskere er usynlige i musikkritikken

Hvorfor har talrige litteraturforskere et aktivt virke som kritikere i dagblade og magasiner, mens ingen musikforskere optræder som kritikere? Det svækker både kritikkens forbindelse til den nyeste forskning og forskningens forbindelse til den nyeste musik. (Sune Anderberg)

22. Hvad gør vi med ChatGPT?
Filosoffen Friedrich Nietzsche skrev: »Vi lytter til musik med vores muskler.« Hvad vil chatbots som ChatGPT – fremtidens anmeldere – stille op? (Andreo Michaelo Mielczarek)

23. Vil fremtidens kritikere blive ramt i mellemgulvet? 
Hvis det er sandt, at Iannis Xenakis’ musik kan ramme lytteren direkte i mellemgulvet, hvordan – hvor – kan man så forestille sig, at ChatGPT vil blive ramt? (Andreo Michaelo Mielczarek)

24. Kritikerstanden består primært af heteroseksuelle cismænd

Resultatet er en underrepræsentation af andre køn og seksualiteter. Oftest understreges kunstnerens eller bandets køn, uagtet værket og udførelsen, og køn bliver per definition en faktor i selve kritikken. Det anses af mange som et statement, når arrangører vælger kvindelige eller nonbinære kunstnere, og der overfokuseres negativt på dette valg. (Julie Hugsted)

25. Playlister bliver ikke anmeldt

Kritikken af indspillet musik hænger fast i albumformatet og er koblet op på et aflåst værkbegreb, der i mere end 10 år er blevet udfordret af streaming. Vi ved ikke særligt meget om, hvordan playlister bliver sat sammen, men vi ved endnu mindre om, hvordan de bliver lyttet til. (Jakob Gustav Winckler)

26. Anmelderne kommer sjældent ud af eget genreområde

Hvorfor kan andre kunstarters anmeldere godt håndtere at anmelde hele spektret af deres kunstart, mens klassiske og rytmiske anmelderes veje aldrig krydses? Der er brug for, at musikkritikere reflekterer skriftligt over en bredere palet af udtryk, end tilfældet er i dag. Måske vil læserne følge deres gode eksempel. (Sune Anderberg)

27. Musikkritikken er domineret af sort-hvid-tænkning

Alt for ofte bliver kritikken offer for unuanceret smagsdommeri, hvor både kritikeren og læseren udelukkes fra muligheden for en rigere forståelse og sanseoplevelse. Kend dine egne begrænsninger, og undersøg sprækkerne med ydmyghed og nysgerrighed. (Marie-Louise Zervides)

28. Vi savner de store, intellektuelle musikessays

Hvis musikkritikken udelukkende består af hurtige anmeldelser side om side med mediernes underholdningsdækning af musikken, så bliver de store spørgsmål aldrig rejst. De store tanker aldrig tænkt. Eller udfordret. Findes den intellektuelle debat om musik overhovedet i Danmark? (Sune Anderberg)

29. Kapitalismens logik er kritikkens lov

Når managements betaler annoncepenge til medierne, betyder det, at deres kunstnere bliver anmeldt, imens uafhængige kunstnere har svært ved at få foden indenfor. Samtidig er stort salg og likes vejen til kritik, så kunstens svar på stangtøj og fastfood kritiseres oftere og mere positivt uagtet originalitet, talent eller langtidsholdbarhed. (Julie Hugsted)

30. Koncertanmeldere har kort skrivetid og lidt plads

Som liveanmelder ved man, at der ikke er tid til at komme på afveje, når en tekst skal ligge klar i redaktørens mailboks morgenen efter koncerten. Det bliver let til reportage og mavefornemmelser, for chancer tør man ikke tage – det kan koste nattesøvnen. Kritik har som regel brug for tid og plads. (Sune Anderberg)

31. Festmusik anmeldes for sjældent

Klubmusikken har siden 70’erne udviklet sit helt eget eksperimenterende musikalske sprog bestående af et evigt udfoldende lyddesign, hvor rytmiske ekkoer, filtreringer og modulationer har forrang for harmoniske klangfarver. Det glemmes desværre i fascinationen af festerne, hvorfor selve musikken bliver negligeret hos anmelderstaben. (Rasmus Riegels)

I Norge er der helt andre boller på suppen

32. Der mangler en pris til musikkritikere

Journalister og musiklivet bader ellers i dem. En pris ville give en årlig anledning til at diskutere kritikkens kvalitet og relevans – og ville måske øge anerkendelsen, måske endda også honoreringen. (Sune Anderberg)

33. Den kritiske graverjournalistik mangler i dansk musikkritik

Der er ikke samme tradition for graverjournalistisk inden for kulturkritik, som der er inden for andre typer af journalistik. Dansk kritik forholder sig ikke til korruption, vennetjenester og pengeflow – hverken i den kommercielle verden, i forbindelse med legater, prisuddelinger, offentlig støtte eller i brancheorganisationer. (Julie Hugsted)

34. Tidsskriftsstøtten er helt utilstrækkelig

I Danmark er det usædvanligt, hvis et kulturtidsskrift modtager mere end 50.000 kroner i statsstøtte om året. I Norge er der helt andre boller på suppen, her kan et kvalitetstidsskrift modtage flere millioner. Er støtten bare til pynt herhjemme? (Sune Anderberg)

35. Public service-kanaler formidler ikke musikkritik

Er du også træt af den linde strøm af positive værtshoveder i DR’s musikprogrammer, der allerhelst bare gerne vil have det sjovt med de danske musikere? Jeg er i hvert fald. Hvorfor må vi ikke høre kritikere diskutere musik og smag i radio og på TV? (Sune Anderberg)

36. Medierne anmelder de samme kunstnere

Det sker ofte, at man kan læse om de samme udstillinger, værker og events i større danske medier samtidig. Det handler simpelthen om clickbait i højere grad end at gøre sit fodarbejde og undersøge, om der er noget mere interessant, nyskabende eller opsigtsvækkende – og i samme ombæring risikere at udfordre og inspirere sine læsere. (Julie Hugsted)

37. Rekruttering af nye anmeldere sker altid uden stillingsopslag

Ekstra Bladet fandt i 2021 deres nye boganmelder, Molly Balsby, gennem en åben konkurrence. Men ellers bliver den slags stillinger aldrig slået op. I stedet rekrutteres nye kritikere gennem uigennemskuelige netværk, og det er ikke sundt for nogen. (Sune Anderberg)

Musikanmeldelser bør være så velskrevne, at deres eksistensberettigelse er uafhængig af musikken

38. Dansk musikkritik er for dansk

Det bliver for navlebeskuende. Jeg vil ud over landets grænser. Undersøg tendenser, sæt os i kontekst. (Marie-Louise Zervides)

39. Der findes ingen platform for kvalificeret jazzkritik online

Jazz Special har helt ignoreret den digitale omstilling, og dagbladene skriver stort set aldrig om jazz. Vi mangler simpelthen et sted, hvor hele det frodige – men måske også lidt vakuumprægede – danske jazzmiljø bliver udsat for tilgængelig kritik online. Det er ikke nok med enkelte evigglade jazzbloggere hist og pist. (Sune Anderberg)

40. Interessante musikbøger udgives meget sjældent

Biografier af den ene eller den anden art skrives der masser af, og det er jo fint nok, selvom kvaliteten er svingende og blikket altid rettes bagud. Men det sker for sjældent, at man bliver taget i hånden af begavede musikkritikere og ledt ud på de store refleksioners verdenshav. Undtagelser inkluderer Anna Ullmans bog om Roskilde Festival og Andrew Mellors om nordisk stilhed. (Sune Anderberg)

41. Kritikken hænger fast i de traditionelle medier

Hvis kritikken skal have succes med at nå ud til forbrugeren, er den nødt til at tage højde for, hvilken slags formidlingsform forbrugeren foretrækker. Der mangler kritikerpodcasts og online videokritik i det danske mediebillede. (Jakob Gustav Winckler)

42. USA dominerer udsynet

Nyhedsredaktionerne har udenrigskorrespondenter i alle verdens brændpunkter. Men musikkritikken lider af tunnelsyn. Vi har brug for musikalske kulturkorrespondenter, der afdækker alt det, der ikke er dansk eller engelsksproget. (Sune Anderberg)

43. Alle tror, at kritik er en hobbybeskæftigelse

Man kan faktisk godt blive rimeligt betalt som kritiker. Det bliver man for eksempel her på Seismograf, hvor honorarerne ofte befinder sig på den gode side af 2.000 kroner. Dermed ikke sagt, at livet som freelancekritiker er nemt. Men kritik har en værdi, og der er ingen grund til at betragte kritikerstanden som hobbyister. (Sune Anderberg)

»boquet«, »super flæsket«, »smagen af hindbær«, »lækker krop«, »oxideret«, »smøragtig«, »vegetalsk«, »autolytisk karakter«. Lad os hænge mere ud med vinanmelderne

44. Kritikken kopierer for ofte pr-foromtalernes floskler

»Drømmende«, »intuitivt«, »genrebrydende«, »ærligt« – alle ord, der lige så vel kunne komme fra pr-firmaet som anmelderen eller kunstneren selv. Det er ofte det nemmeste blot at følge de spor, pr-materialet lægger ud for os, men så risikerer vi som anmeldere at købe ind på værket, før vi overhovedet har hørt det. (Niclas Nørby Hundahl)

45. Musikkritiken mangler musikalitet 

Jena-romantikeren Friedrich Schlegel skrev: »Poesi kan kun kritiseres af poesi. En kunstdom, som ikke selv er et kunstværk […] har slet ingen borgerret i kunstens rige«. Alligevel er det de færreste musikkritikere, der for alvor lader til at stræbe efter at skabe kritik, der i sig selv har kunstnerisk kvalitet, poetisk nerve og sproglig musikalitet. Musikanmeldelser bør være så velskrevne, at deres eksistensberettigelse er uafhængig af musikken. (Rasmus Weirup)

46. Der findes kun én fuldtidsansat klassisk kritiker i Danmark

Jeg har kun den dybeste respekt for, at Politiken som den eneste avis har en fuldtidsansat klassisk musikkritiker, nemlig saglige, solide og velskrivende Thomas Michelsen. Men at han er den eneste af sin slags i det danske mediebillede, er og bliver en falliterklæring – det er han med garanti selv enig i. (Sune Anderberg)

Findes den intellektuelle debat om musik overhovedet i Danmark?

47. For lidt krop

Det må gerne dufte godt, når anmeldere går i flæsket på et værk: »boquet«, »blomsteragtig«, »super flæsket«, »smagen af hindbær«, »lækker krop«, »oxideret«, »smøragtig«, »parfumeret«, »udtørrende«, »vegetalsk«, »autolytisk karakter«. Lad os hænge mere ud med vinanmelderne. (Andreo Michaelo Mielczarek)

48. Algoritmer – musiklivets nye gatekeepere – er blottet for transparens

Vi ved ikke engang, om der indgår menneskelig kuratering på streamingtjenesternes mest dagsordensættende playlister. Hvilke hensyn ligger bag udvælgelsen og fravalget af musik her? Denne elementære viden for en oplyst kritik fortaber sig i det dunkle. Det må kritikken kæmpe imod med alle midler. (Sune Anderberg)

49. Livekritikken er for ensidigt fokuseret på København

Københavnerficeringen af dansk livekritik betyder, at mange spændende musikere aldrig får spalteplads, imens internationale turnerende kunstnere, der spiller i andre byer, bliver fravalgt. Konsekvensen er, at kunstnere uden for hovedstaden aldrig får en chance eller flytter til udlandet, og at internationale kunstnere ikke spiller i Danmark. (Julie Hugsted)

50. Formatet er fastlåst, inden begivenheden finder sted

Allerede inden man møder op til en koncert, har man en aftale om, at det skal resultere i en anmeldelse af en vis længde. Det er en omvendt logik. Bedre var det, at man først tog til koncerten og derefter vurderede, om den egnede sig til at blive anmeldt – og i så fald hvor langt. Måske viste den sig at være forarbejde til noget andet. (Sune Anderberg)

51. Ingen kulturredaktører har musikfaglig baggrund

Hvis man synes, de fleste kultursektioner underprioriterer musikkritikken, kan det måske hænge sammen med, at kulturredaktørerne på de store aviser aldrig kommer fra musikkens verden. Det bliver ikke dem, der vender skuden. (Sune Anderberg)

Det var listen! Har du mod på mere debatstof om musikkritik, så læs for eksempel vores enquete fra 2021, »Status på dansk musikkritik«, hvor vi bad en række kritikere og redaktører pege på kritikkens udfordringer i dag.