Daniel Bjarnason. © Jakob Elmark

»Det handler om at finde sprækkerne«

Må man rive andres værker i stykker? Hvor mange ejere kan et værk egentlig have? Den islandske komponist Daniel Bjarnason og cellisten Jakob Kullberg mødtes i et studie i Vanløse for at give gamle sange en frisk makeover.
Af
21. Oktober 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Jakob Kullberg siger pludseligt: »Per Nørgård har altid sagt: Forvir flest mulige mennesker mest muligt. Jeg siger: ‘Knus så mange drømme som muligt’. Til alle mine koncerter håber jeg, at mindst ét lys slukkes.« 

Vi sidder rundt om et stort bord dækket med et overdådigt udvalg af pizza, sushi og øl udenfor The Village Recording Studio i Vanløse. Kullberg holder en dramatisk pause, inden han bryder ud i et stort, entusiastisk grin. Den anerkendte cellist delte gavmildt ud af den slags vittigheder, da jeg en lørdag i juni tilbragte en hel dag i studiet i selskab med ham og den islandske komponist Daniel Bjarnason. Sammen med et hold musikere (basklarinettisten Carolyn Goodwin, perkussionisten Bjørn Heebøll og Anders Filipsen på keyboard) var de to i færd med at indspille en radikal og eksperimentel genfortolkning af Bjarnasons Bow to String III – Air to Breath: Et stykke musik, der er utroligt stemningsfuldt, men som samtidig har en underliggende urolighed, et mørke, der forhindrer, at den sødmefulde melankoli kammer over i det romantiske.

»Jeg er så misundelig: Jeg sidder bare med mit dumme instrument, mens de går i gang med at indrette og dekorere hele rummet«

Stykket er i sin oprindelige form at finde på Bjarnasons debutalbum Processions (2010), der nærmest allerede har klassikerstatus, og som har givet Bjarnason et massivt gennembrud blandt andet i USA. Få dage forinden havde Kullberg indspillet en udgave af Air to Breath sammen med Aarhus Symfoniorkester. Den nye version – den som endnu ikke eksisterede, da jeg om formiddagen ankom i The Village – er tiltænkt et nyt album, som Kullberg omtaler som sit »indieprojekt« (om end han flere gange i løbet af dagen påpeger, at han egentlig ikke selv ved, hvad han mener med ordet »indie«).

Det er heller ikke så vigtigt, hvad han mener: Ordet fremstår – med sin aura af fadøl og grungede skovmandsskjorter – nærmest eksotisk, når det ses i kontrast til den klassisk musikverden, som Kullberg og Bjarnason primært færdes i. 

© PR
»Det handler om at finde sprækkerne, hvor der er plads til improvisation,« siger cellisten Jakob Kullberg, som har inviteret den islandske komponist Daniel Bjarnason i studiet i Vanløse for at genfortolke hans musik. © Jakob Elmark

Hestekød, nullermænd og gamle sange

Siden min dag i The Village har jeg væltet en flaske vand udover den notesbog, som var fyldt med – syntes jeg selv – betydningsfulde observationer og interessante citater, og mine skriblerier minder nu om en kompliceret udgave af en Rorschach-test. Et sted genkender jeg ordet »hestekød«. Et andet sted står der: »Jakob & Nullermændene«. Det er ikke til at sige, hvad meningen er. Ikke desto mindre har jeg placeret mig med en iskold, tågehvid pastis og en pakke velrullet Virginia-tobak på en solbeskinnet balkon med udsigt over et blåt middelhav og gulmalede huse beklædt med violette bougainvilleaer, og den Hemingwayske scene lader til at stimulere erindringen – eller i hvert fald fantasien.

Kullberg er, fortæller han mig, blevet påpasselig med, hvilke citater han vil have foreviget. Sommetider kigger han nervøst på mig, når jeg begynder at skrive ned. Andre udsagn virker han selv ret tilfreds med. Som for eksempel dette om perkussionister: »Jeg er så misundelig: Jeg sidder bare med mit dumme instrument, mens de går i gang med at indrette og dekorere hele rummet. Det er klart, at børn ser dem med alle deres dimser og tænker: Sådan nogle vil jeg også have.« Kullbergs overflod af one-liners finder sit modstykke hos Bjarnason, der supplerer med en mere subtil, men lige så sort form for humor: for eksempel ved selvudslettende og selvironisk, men med et glimt i øjet, konsekvent at omtale Air to Breath som »den der gamle sang«. 

»Ligesom Mahler holder han altid igen: Værket når ikke et klimaks, det ånder ud«

© Jakob Elmark
Anders Filipsen, Bjørn Heebøll, Jakob Kullberg, Daniel Bjarnason og Corlyn Goodwin i The Village-studiet i Vanløse. © Jakob Elmark

Pop og Mahler 

Solen skinner, da jeg ankommer i The Village. Den første jeg møder er klarinettisten, som – atypisk for klarinettister formoder jeg – sidder og spiller guitar. Kullberg foreslår, at jeg går med ham i Rema 1000, hvor han fylder en hel kurv med vand og øl, mens han med hæsblæsende hastighed deler ud af sine tanker og overvejelser om det stykke musik, som han og musikerne netop skal til at indspille. »Det er popmusik! Det er Mahler! Men det er aldrig pastiche.« Han er lidt nervøs for at sige noget, der reducerer Bjarnasons værk for meget. Han fortsætter:

»Ligesom Mahler holder han altid igen: Værket når ikke et klimaks, det ånder ud. Samtidig er det simple toner – næsten som en popsang. Det er i orkestreringen, at han gør noget helt unikt. Daniel har en helt særlig føling for, hvordan instrumenter potentielt kan lyde. Jeg tror, at det er, fordi han samtidig er dirigent. Han kan få instrumenter og toner til at lyder på måder, som jeg aldrig havde forestillet mig.«

© PR
Producer Thomas Vang i Vanløse-studiet The Village. © Jakob Elmark

Han køber en Squash og en Yankie Bar til os hver. På vej tilbage fra supermarkedet får han dårlig samvittighed over ikke også at have købt slik og sodavand til de andre musikere, så vi sætter os på en trappesten og går ombord i det overdådige sukkerorgie med samme hemmelighedsfuldhed som to elskende, der har en forbudt affære. Jeg spørger, hvilke tanker han har gjort sig om at skulle fortolke Bjarnasons Air to Breath. Han svarer:

»Problemet er, at dette stykke musik er så klassisk og rent, at man næsten ikke kan få sig selv til at rive det fra hinanden. Det handler om at finde sprækkerne, hvor der er plads til improvisation. Hele idéen om, at komponisten er værkets ejermand, og andre derfor ikke kan pille ved noget, er jeg imod. Det er vigtigt at være respektfuld uden at være ærbødig. Jeg kan godt lide at skille ting ad. Det bliver for overvældende at tænke et værk som en totalitet. Når man skal bryde et værk ned, sker det i en masse små skred, hvor man først kan se det næste skridt, når man har taget det første.«

»Jo længere vi kommer væk fra kompositionen, desto mere interessant synes jeg, det bliver«

Regndråber på et uendeligt hav

Heldigvis for Kullberg lader det ikke til, at Bjarnason på nogen måde ser sig selv som sine kompositioners ejermand: »Jeg er slet ikke bekymret for, at Jakob piller ved noget – tværtimod. Jeg er faktisk meget, meget spændt på at se, hvad Jakob har tænkt sig at gøre. Air to Breath begyndte som et solostykke for cello, som løbende fik flere og flere stemmer. Det er spændende at gå den anden vej og skille det, der allerede er opbygget, fra hinanden. Andre stykker har jeg skrevet mere til specifikke instrumenters klangfarver, men det her stykke handler om melodi og harmoni, og derfor kan det overføres til alle besætninger.«

© PR
Klarinettisten Carolyn Goodwin. © Jakob Elmark

Så rejser han sig og går ind i studiet for at præparere det enorme flygel, mens lydteknikeren – og flyglets ejer – ser meget bekymret til. Han er tydeligvis ikke tilfreds med at se den store mængde af skruer og tøjklemmer, der pludselig har taget plads imellem klaverstrengene. Hurtigt stimler samtlige tilstedeværende sammen om Bjarnason, der beskedent fremviser, hvordan han – ved at flytte de forskellige skruer og klemmer med blot få millimeter – formår at skabe betydelige ændringer i instrumentets klang. Optrinnet fremstår nærmest som en nøje koreograferet eksemplificering af Kullbergs udsagn om, at Bjarnason har en helt særlig sans for, hvordan instrumenter potentielt kan lyde. 

De begynder at indspille. Det er første gang, de alle spiller stykket sammen; første gang, at Air to Breath spilles med netop denne sammensætning af instrumenter. Især er synthesizeren en spændende tilføjelse, der understreger den udefinerbart elektroniske klang – eller måske nærmere: klanglige renhed – der allerede er til stede i Bjarnasons originale indspilning.

»Jeg får lyst til bare at spille helt frit og smide den der gamle sang væk«

Energien er rastløs. »Jeg får lyst til bare at spille helt frit og smide den der gamle sang væk,« siger Bjarnason. Han lyder i dette øjeblik nærmest som om, han er træt af sin egen komposition. Han tilføjer: »Jo længere vi kommer væk fra kompositionen, desto mere interessant synes jeg, det bliver. Men det kan godt være skræmmende at give slip.«

Anders Filipsen. © PR
Pianisten Anders Filipsen. © Jakob Elmark

Tilbage til fængslet

De holder en pause og drikker nogle øl, og man kan faktisk godt høre, at de spiller friere, da de lidt efter genoptager indspilningen. Rastløsheden lader de til at have kanaliseret ind i musikken, de tør lidt efter lidt at tage længere og længere skridt uden for kompositionens afmærkede stier, og lyden er løsere, mere nervøs; mere spredt som var hver tone en regndråbe, der lander forskellige steder på et uendeligt hav. 

Lyden er, muligvis, mere »fabulerende« – et ord som Kullberg fortæller mig er hans nye yndlingsord. Bjarnason siger pludseligt: »Okay, sidste take. Denne gang skal alt være nyt, ingen må spille noget, som de har spillet før. Denne gang skal vi spille helt frit.«

Kullberg har, præcist som han sagde, revet Bjarnasons komposition fra hinanden

Da de er færdige, spørger jeg Bjarnason, hvad han mener med at spille »helt frit«. Han har på det tidspunkt talt om det mange gange i løbet af dagen. Han svarer: »Inden pausen var vi inde i kompositionen og prøvede at bryde ud. Efter pausen var vi endelig udenfor kompositionen og forsøgte hele tiden at finde nye veje ind i den.« 

Kullberg tilføjer: »Det er ligesom at forsøge at bryde tilbage ind i fængslet.«

For Your Ears Only

Et par dage senere sender Kullberg et par af indspilningerne til mig. »For your ears only,« skriver han. 

Her – ved skumringstid en måned senere – sidder jeg stadig på balkonen. Jeg lytter til indspilningerne. Kullberg har, præcist som han sagde, revet Bjarnasons komposition fra hinanden. Alligevel, ligesom man godt kan se, hvad et puslespil skal forestille efter, at brikkerne er skilt fra hinanden, er konturerne af kompositionen stadig konstant til at ane i lydbilledet. Selv her på balkonen, hvor den metalliske lyd fra Bjarnasons præparerede klaver på fascinerende vis er næsten umulig at skelne fra den klirrende lyd af sejlskibenes master, der langsomt svajer i aftenbrisen.