Forsøg og tradition

Åbningskoncerten begyndte med tre værker, der alle bød på komiske elementer og på en sjov, men let måde undersøgte rammerne for, hvad der er muligt inden for scenisk opført musik. Næsten for indlysende placeret i starten af en festival var brasilianske Daniel Moreiras Countdowns fra 2014. Moreira varierer tre klip af virkelige countdowns, fra henholdsvis en raketstart, en nytårsaften og en træningsenhed. Instrumenterne kommenterer på og spiller med båndet, så der opstår et underholdende og humoristisk vekselspil mellem optagelserne og livemusikken. Det er det specifikt musikalske i noget så banalt som en nedtælling – forventningsglæden, forventninger i det hele taget og tidens nådeløse gang – Moreira er interesseret i, men tomgangen, der også præger nedtællingen – for det er jo noget, man gør, inden det egentlige sker – farver også værket.

Koncertens første uropførelse, Kristian Rymkiers Trois profs, prouve le parfait, (’Tre professorer, bevis fuldendelsen’) bød ligeledes på humoristiske – eller måske rettere absurd-teatralske – elementer. Mest åbenlyst måske i slagtøjsstemmen: Rymkier forlanger et sprint mellem to instrumenter på hver sin ende af bagscenen, så den stakkels perkussionist var tvunget til at løbe frem og tilbage over hele scenens bredde i højt tempo. Værket virker i det hele taget episodisk på en velkomponeret måde, hvor det teatralske er del af det musikalske (eller omvendt, som for eksempel i starten, hvor musikernes bladren er del af musikken).

Malin Bångs Irimi (2012), der musikalsk er mere barsk og støjorienteret end Rymkiers værk, tvinger ligeledes slagtøjsspilleren og her også de andre musikere til en øget kropsindsats. Bång bruger bevægelsesmønstre fra kampsporten aikido som musikalsk materiale, eller rettere sagt som præmusikalsk materiale, fordi bevægelserne kommer før klangen. Det giver mening, fordi klangen var barskere og til tider mere aggressiv, end den nødvendigvis ville have været uden bevægelserne. En forrygende engageret Mathias Reumert ved slagtøjet skrålede og slog så kraftigt, at han undervejs næsten mistede den ene ophængte metalplade. Samtidig skrabede de øvrige musikere med kreditkort på tangenter og strenge, resulterende i en støjende og krassende vrimlen.  Moreira, Rymkier og Bång ville alle tre underholde. Men måske manglede der en smule frækhed og mod for at gøre det virkelig sjovt – eller tankevækkende, hvis det altså skulle være hensigten.

Mathias Reumert under Malin Bångs »Irimi«. Foto: Alexander Banck-Petersen

Forskellige generationer
Alvorligt blev det så efter pausen, da aftenens anden uropførelse, Niels Rosing-Schows FlashNight (2015-16) blev spillet. Pludselig blev koncerten en hel del mere konventionel. Enten var det de foregående værker, der tunede opmærksomheden ind på det spektakulære, der gjorde, at værket virkede kraftløst, eller også var det faktisk værket selv. Hélène Navasse som solist på basfløjten gjorde det godt, men alligevel havde jeg svært ved at holde opmærksomheden. Måske kunne man her høre et generationsskift. Hvor de yngre komponister leger med teatralske, humoristiske og musikfremmede elementer, synes Rosing-Schows interesser at ligge i klassiske strukturer som melodier med akkompagnement.

Leopold Hurts Gatter (2014) i tre satser for elektrisk citar, spillet af komponisten selv, kunne fortolkes som en forsoning af den ældre og nyere generations strategier.

Leopold Hurts Gatter (2014) i tre satser for elektrisk citar, spillet af komponisten selv, kunne fortolkes som en forsoning af den ældre og nyere generations strategier. Værket klarer sig uden musikfremmede elementer, uden klip fra optagelser eller teatralske handlinger, dog med masser af elektroniske lyde fra citaren. Det sjældne instrument fra den alpine folkemusik har nok at byde på, og Hurt trækker i ordets forstand på alle registre. Gatter er næsten en lille koncert for citar og sinfonietta, og værket gynger rundt mellem virtuose passager i den første sats, hvor citaren lyder som elektrisk guitar, en hurtigere andensats og den sidste sats, hvor mikrotonale afvigelser, spillet i slæbende rytmisk unisono med ensemblet, skaber en sær melankolsk stemning. Det er især konsekvensen i behandlingen af det originale musikalske materiale, samtidig med at komponisten ikke er nødt til at bruge musikfremmede elementer for at gøre det spændende, der lader værket fremstå som aftenens bedste.

Koncerten, der var særdeles velspillet af Athelas Sinfonietta under ledelse af Pierre-André Valade, blev godt modtaget af publikum i en næsten fyldt sal på Republique.

Besøg fra Manchester
Det samme kan ikke siges om koncerten med Distractfold-ensemblet fra Manchester, der af publikum kun blev kvitteret med tøvende bifald. Den ambitiøse gruppe præsenterede et program, der mere end andre koncerter på Klang virkede gennemtænkt, med hensyn til at alle værkerne skulle gå op i en højere enhed. Det gjorde de også, men måske ikke ligefrem på den måde, ensemblet havde tænkt sig.

Uropførelsen af Nicolai Worsaaes Canticum in vitro (2016) indledte koncerten og bød på en fint komponeret støjagtig tekstur, med glissandi i den liggende elektriske guitar og melodikaen brugt som et instrument på lige fod med de øvrige: klarinet, violin og cello.

Aftenens højdepunkt var Mauricio Paulys Sky Destroys Dog (2014) for elektrisk sologuitar, spillet af komponisten selv.

Aftenens højdepunkt var Mauricio Paulys Sky Destroys Dog (2014) for elektrisk sologuitar, spillet af komponisten selv. Distortions og elektrisk skramlen præger det virtuose værk, uden at Pauly bliver nødt til at bruge de klichéer, man ofte hører, når den elektriske guitar bliver brugt selv i en ny musik-sammenhæng. Det samme gjaldt for Paulys brug af loop-pedalen, et effektinstrument, man alt for ofte hører som generator af forsimplede strukturer.

Sam Salems Not one can pass away blev spillet på forskelligt usynligt grej ved et bord foran det store lærred, mens der på dette blev vist filmklip af bl.a. en strand, blade i vinden, vandpytter, husvægge og abstrakte digitale figurer. Den velproducerede video mindede om Terrence Maliks æstetik, med samme tendens til patos og kitsch. Salem iscenesætter hverdagen som noget melankolsk, og titlen suggererer en dybde, hvor der kun er flotte overflader, alt imens den støj-orienterede musik, der opstår, ved at musikerne flytter rundt og spiller på objekter, der ikke kan ses af publikum, bliver lidt ligegyldig.

Sam Salems »Not one can pass away«. Foto: Dennis Lehmann

Elektroniske mellemspil
En velkommen tendens ved ny musik-koncerter er at indsætte rent elektroniske værker imellem de akustiske, og det skete også denne aften. Vi hørte Else Marie Pades 4 Illustrationer: Himmelrummet (1995), der præsenterede gurglende, klakkende lyde over liggende atmosfæriske klange; Ana Dall’Ara-Majeks Diaphonous Acarina (2015) med en ret lignende glitrende tekstur; og Steven Takasugis Letters from prison (2005) med et interessant bearbejdet sample, der lød, som om nogen brækkede sig. Desværre formåede producerne ikke at præsentere dem som værker på lige fod med de akustiske. Med undtagelse af nogle spotlights blev salen helt mørklagt, samtidig med at værkets titel og komponistens navn blev projiceret på det store lærred – så man under hele værket ikke kunne undgå at læse de gigantiske titler igen og igen, som om der var tale om store mesterværker, hvis navn skulle prentes ind i publikums sind til evig tid. Det var ufrivilligt komisk, for nok var de solide elektroakustiske værker, men vel ikke mesterværker.

Koncerten sluttede med Marek Poliks' Hull Not Continent (2013-14), der samlede ensemblet ved deres instrumenter igen. Poliks stille værk taster sig langsomt frem i en kæde af statiske klange, der ville være tæt på hørbarheden grænse, hvis ikke de – som i øvrigt hele programmet – var forstærket så kraftigt. Poliks klanglige repertoire indskrænker sig til klange med en stor andel af hvid støj: skraben på trommeskindene, flautando. En meget smuk og sær duet mellem flageoletter i violinen og strøg på rammen af lilletrommen danner det ensomme højdepunkt i dette værk.

Steven Takasugi med imposant belysning. Foto: Dennis Lehmann

Sympatisk projekt, men …
Generelt var værkerne dog for lange. Blandt yngre skandinaviske komponister er der en tendens til at gøre gentagelse til det væsentligste element i formdannelsen, og det prægede også Worsaaes værk. Hvorfor denne optagethed af det mekaniske? Paulys guitarværk sled ligeledes på opmærksomheden; det gik i selvsving, og efter to tredjedele håbede man på, at komponisten snart ville finde en slutning. Derudover var der noget prætentiøst over hele fremførelsen, hvilket måske også skyldtes, at salen var indhyllet i kunstig tåge og lyset dimmet ned.

Det viser vistnok, at man enten må gå en endnu mere radikal vej, hvis man vil sprænge grænserne for den allerede avantgardistiske musik, eller også gå tilbage til gamle dyder og så ’bare’ skrive god musik.

Hvor Distractfold prøvede en hel masse for at komme ud af den ’etablerede’ ny musik og udvide den med lys, elektronik og video, var det alligevel åbningskoncerten med Athelas Sinfonietta, der på mere traditionel vis formåede at overbevise. Det er på en måde synd – det er trods alt et sympatisk projekt, Distractfold har gang i. Men det viser vistnok, at man enten må gå en endnu mere radikal vej, hvis man vil sprænge grænserne for den allerede avantgardistiske musik, eller også gå tilbage til gamle dyder og så ’bare’ skrive god musik.

Det kunne man opleve i to andre koncerter på festivalen: Klagforum Wien spillede Beat Furrers snart-klassiker Spur (1997), så det var en ren fryd at lytte, og Øyvind Torvund præsenterede med uropførelsen af Plans for future keyboard and violin pieces (2016) i duoen Hellqvist/Amarals koncert en radikal og tankevækkende variant af et konceptuelt værk, hvor de forestillede stykker ikke som sådan blev opført, men snarere pitchet via forklarende powerpoint-slides og lydoptagelser.

Øyvind Torvunds »Plans for future keyboard and violin pieces«. Foto: Alexander Banck-Petersen