kritik

KLANG - festival ohne Worte

Athelas New Music Festival har skiftet navn til KLANG – et godt ord og et solidt og velklingende navn, der skiller sig ud fra de angliscismer, der præger mange andre danske festivalnavne. Et nyt logo er det også blevet til, hvis herligt anakronistiske heraldik signalerer næsten preussisk soliditet.
Af
23. Juni 2013
Anmeldelse fra KLANG festival 2013

Denne anmeldelse fokuserer på koncerterne mandag den 27. maj og lørdag den 1. juni. Mandag det unge Decoder Ensemble og om lørdagen Athelas Ensemble med de ældre komponister. Hvor de foregående Athelas festivaller under Anders Beyer havde mere etablerede komponister på programmet, er der nu endelig en mulighed for den yngre generation, født omkring 1980, for at blive præsenteret i større stil på en vægtig dansk festival.

Det synes jo efterhånden at være blevet sådan, at de mellemgamle komponister trives fint i det etablerede koncertliv, hvor det til gengæld er sværere end tidligere for en ung komponist at få slået nogle døre ind. Og som man tydeligt mærker, både på denne festival og ved andre lejligheder, passer de etablerede orkestre og ensembler, med tilhørende koncertkultur, ikke nødvendigvis særligt godt til de yngre komponisters idéer om musik og dens fremførelse. Og måske af både dyd og nødvendighed tager mange skeen i egen hånd og driver eget ensemble, som Dygong, eller komponisten lader sig selv blive en del af stykket, som forstanderen for Jeppe Just Instituttet gør, eller de bliver ligefrem omrejsende med eget loppecirkus, havde jeg nær sagt, som Lars Kynde med sine underfundige, hjemmebyggede musikmaskiner.

Decoder Ensemble fra Hamburg er et godt eksempel på den slags sammensatte ensembler, hvor rollen som musiker, komponist og lydregissør er blandet grundigt sammen. Ikke mindst lydregi er en nyere disciplin i den ny musik: Forstærkning, højttaleropstilling, mixerproblemer etc. var tidligere præget af ad hoc-løsninger eller mere præcist sidste øjebliks panikløsninger, fordi det sjældent var medtænkt fra begyndelsen, såsom klaverstemmer, regissør og alt det andet praktiske, som der er ansat folk til.

Decoder. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

En utilpasset indvandrer
Decoder gik på scenen med en fremførelse af Andrej Korolievs (Tyskland, f. 1982) værk Sei du Gesang mein freundlich Asyl fra 2011. De fem musikeres dress code gik fra yderst casual til en elegant stramtsiddende kjole på klarinettisten - blandede signaler! Titlen på stykket lyder (i mine øren) som dårligt tysk, men komponisten med det russiskklingende navn er født i Hamburg og må formodes at kende til det tyske sprog, så meningen er nok at signalere utilpasset indvandrer som i en Fassbinder film.

Man merkt die Absicht, men bliver i næste øjeblik revet med af den utrolig fantasifulde og provokerende ekspressive komposition. Den forrygende koloratursangerinde Frauke Aulbert hvisler, jodler, fløjter, synger og råber sig igennem de 30 minutters musik, klarinettisten behandler i frenetisk tempo sit instrument på alle tænkelige måder, mens zitherspilleren med stoisk ro fremklimprer sine mærkelige figurer. Komponisten akkompagnerer det hele, som stående pianist - en udmærket stilling, når hele flygelets indre bruges som klangrum.

På et tidspunkt gjalder tydeligt "politiske", eller i hvert tilfælde agiterende båndcitater ud af højtalerne. Er vi med i en fest i Ungdomshuset?

På et tidspunkt gjalder tydeligt "politiske", eller i hvert tilfælde agiterende båndcitater ud af højtalerne. Er vi med i en fest i Ungdomshuset? Hvad udtaler denne kraftfulde mandsrøst? Er det Rechtsradikalismus eller Linksradikalismus? Skal vi rase eller juble? Her blev et interessant punkt nået: den æstetiske, upolitiske musik kontra den aktivistiske, agiterende musik. Vi blev ikke oplyst af et program, men nådesløst overladt til stemmens agitatoriske, stressprægede påvirkning, og da det ikke var muligt i farten at deducere budskabet, selv for os tyskkyndige, blev vi efterladt i et forståelseslimbo, og vidste ikke om vi skulle klappe eller buhe. En tekst havde været hjælpsom – mere om det senere.

Men et fantastisk stykke – tiltrækkende og frastødende på samme tid.

Decoder. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

Trang til visuelle koncerter
Matthew Shlomowitz (Australien, f.1975) arbejder på en serie af foreløbig otte Letter Pieces, performance-stykker hvor komponisten “har skabt strukturen og udøverne skaber indholdet” (læs mere her).To af musikerne fra Decoder havde skabt en version for zither og klarinet af Letter Piece #5, Northern Cities (2007). Materialet i stykket kan være lyd, men også bevægelser og talt/sunget tekst skal inddrages, når udøverne skaber en version. Og udøverne behøver ikke at være musikere.

Bevægelserne bestod her af små gentagne mekaniske bevægelser såsom håndtryk mellem de to, “padling” med klarinetten og andre visuelle momenter. Som titlen antyder består teksten af navne på nordengelske byer (Liverpool, Huddersfield etc.), som af og til messes af de to musikere. Alle stykkerne er baseret på “slag”, så de enkelte aktioner forløber rytmisk pulserende og danner forunderlige og overraskende sammenstød, når en visuel aktion hos den ene kombineres med en lyd hos den anden. Absurd og morsomt.

Koroliovs og især Shlomowitz’ musik bærer i det hele taget præg af deres generations trang til visualisere koncertformen. Man fik bare halvdelen af oplevelsen, hvis man kun hørte lydsiden af denne koncert.

Genren har naturligvis også sin egen forhistorie: man mindedes både Dieter Schnebels klassiker Glossolalie fra 1960 og Ligetis Aventures fra 1963 - værker hvor lyd, gestikulation og tekst smelter sammen til en hybrid af koncert og absurd teater. Et tilbageblik til tresserne, hvor der eksperimenteredes vildt og inderligt. Det er som om tendensen derefter gik i retning af “normal” koncertmusik, og at trenden først dukker op igen nu med generationen født i begyndelsen af 80’erne, hvor Ligeti i øvrigt selv brød med tressermodernismen og skrev sin Horntrio.

Sekterisk bønnemøde?
Koncerten sluttede med Alexander Schuberts (Tyskland, f. 1979) Your Fox’s Dirty Gold (2011) - igen en gebrokken titel - en solo for syngende elguitarist, som blev udført af ensemblets sangerinde, Frauke Aulbert. Hendes spil bestod mest af enkeltonespil på guitaren. Til gengæld var der tilsyneladende monteret bevægelsessensorer på hende, så hun kunne påvirke den elektroniske lyd. Guitartonerne havde også en funktion i styringen af klangbilledet og sammen med bevægelsernes koreografi udspandt der sig et slags portræt af en punksangerinde/guitarist, der skiftevis råbte punk riffs ud på et ungdomskultur-esperanto, som var lidt svært at forstå, men hvori ordet fuck i hvert tilfælde forekom adskillige gange. Igen var virkningen tvetydig; man vidste ikke rigtig om punkattituden skulle tages for pålydende, altså om det var en 1:1 gengivelse, hvor man er, hvad man spiller, eller det var et satirisk portræt af punkens klichéer og attituder. Provokerende, fordi man af førnævnte grunde ikke helt kunne greje, om man var til sekterisk bønnemøde eller i en moderne koncertsal med attituderelativismen skruet på. Bevægende, fordi konceptet var så blændende gennemført, både i lydkvaliteten, i det kompositoriske, som var meget afvekslende i sit skift mellem dynamiske kontraster, punkråb og klassisk operastil og den knivskarpe og præcise performance af Aulbert og komponisten som lydregissør.

Alt i alt en af de mest sindsoprivende koncerter, jeg længe har været til. Brutalt og smukt, øretæveindbydende og charmerende og fremfor alt virtuost udført af det unge ensemble.

Og tysk! – humoren stod den australske Shlomowitz så for.

Frauke Aulbert opfører Alexander Schuberts 'Your Fox’s Dirty Gold' Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

Man vaklede ud af bygningen og følte ikke nødvendigvis, at verden var blevet et bedre sted...

Lørdag
Lørdag var den ældre avantgarde på programmet med bl.a. en uropførelse af Gerard Zinsstags (Schweiz, f.1941) værk Seul, l’echo, spillet af Athelas Ensemble under Pierre-André Valade og med mezzosopranen Francine Vis som solist. Et værk i klassisk fransk modernistisk stil med rubato rytmik og deklamatorisk sangstil. Sympatisk musik med gennemtænkt instrumentation, men man følte sig i den grad hensæt til centraleuropæiske ny-musik-festivaler i firserne.

Der var også et vokalværk på af Francois Paris (Frankrig, f.1961), Rosa, også en uropførelse. De tre sangerinder i stykket sang fortrinsvis homofont, meget lidenskabeligt; det havde lidt samme stemning som Messiaens Trois Liturgies. Men igen led man under ikke at have nogen anelse om, hvad der blev sunget, og der blev sunget meget tekst!

Med Pelle Gudmundsen-Holmgreens Og kom vi over i en anden klangverden, med en mindre detaljeret, men til gengæld mere klar og skarpskåren klangverden. Også den regelmæssige rytmiske puls bringer den nærmere de unge komponisters musik; selvom disse arbejder med andre, mere støjprægede klange end Gudmundsen-Holmgreens enkle tonale elementer, er deres rytmefornemmelse alligevel langt fra det kroniske rubato i den centraleuropæiske modernisme.

Kierkegaard som publikumsmagnet
Som så ofte hos Gudmundsen-Holmgreen var der også her citater på spil - og her gav aftenens Kierkegaardtema mening, da de var fra filosoffens yndlingsværk, Mozarts Don Juan. D-molakkorden fra ouverturen i messingblæserne spiller i baggrunden og pludselig opdager man at fagottens stilfærdige diskussion med sig selv er blevet til forførelsesduetten La ci darem la mano fra operaens første akt.

Koncerten havde, som sagt, Kierkegaard som publikumsmagnet, og der samlede sig et forventningsfuldt publikum i Republiques café for at høre Brian Benjamin Hansen og Rasmus Ugilt fra Center for Vild Analyse tale om Kierkegaard og musikken. Der bredte sig en stemning af, at det var på tide også at TALE om, hvad der egentlig var foregået på festivalen. Ikke de sædvanlige koncertintroduktioner med komponisterne osv., men en dybere samtale og en belysning udefra af, hvad det hele betyder, og hvorfor det eksisterer.

Brian Benjamin Hansen og Rasmus Ugilt fra Center for Vild Analyse. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

... jeg kom igen til at savne ORD på hele den musikkultur, som KLANG afspejler ...

Stilhed savner ord

De to Vilde Analytikere havde valgt at tale om stilheden (!) hos Kierkegaard, som han nærmer sig den i Frygt og Bæven, der jo handler om Abrahams ofring af Isak på Guds makabre bud og den troende Abrahams blinde og tavse accept. Vi blev allerede meget klogere på Kierkegaard ved denne lille forelæsning, og jeg kom igen til at savne ORD på hele den musikkultur, som KLANG afspejler og som, trods lille publikumstække og alle de andre begrædeligheder, dog forsøger at bære 1000 års musikhistorie på sine spinkle skuldre.

Skulle tale for sig selv
KLANG festivalen syntes således at have besluttet sig for, at koncerterne skulle tale for sig selv; der var hverken programnoter eller anden ledsagende tekst til de enkelte værker, ej heller tekster til vokalværkerne. Af samme grund var det virkelig svært at forstå, hvad aftenens musik – ud over Og - havde med Kierkegaard at gøre. Måske lå der noget i teksterne hos Zinsstags og Paris’ værker som kunne belyse det, men Joël-Claude Meffre havde skrevet teksten i Seul, l’echo, googlede jeg mig efterfølgende frem til, så det var heller ikke Kierkegaard.

Forfriskende generationsskift
Måske skulle KLANG tage den handske op, de selv har kastet med dette Kierkegaardarrangement og i de kommende festivaler inddrage ikke bare filosofien, men også andre kunstarter til belysning af, hvad der sker i den ny musik.

Alt i alt repræsenterer KLANG festival med den nye kunstneriske ledelse et forfriskende generationsskifte i den ny musiks festivaludbud

Oplagt musik denne aften kunne f.eks. have været John Cages Music of Changes, hvor "Gud", dvs. den skabende, omnipotente "komponist" er fraværende i og med at alle kompositoriske beslutninger er overgivet til tilfældet, og det dermed er overdraget til publikum at beslutte om der er mening i musikken. Om de "tror" på kunsten, på eget ansvar. Også tidlige Gudmundsen-Holmgreenværker som Je ne me tirais jamais. Jamais er oplagt, da den jo bygger på den "absurde" Samuel Becketts tekst, men vistnok absurd i en anden mening end den Kierkegaard brugte om Abrahams situation. Allerede dette lægger op til diskussion og kunne have givet anledning til mere interessante synsvinkler end denne aftens lidt tilfældige programlægning.

Alt i alt repræsenterer KLANG festival med den nye kunstneriske ledelse et forfriskende generationsskifte i den ny musiks festivaludbud, og jeg ser frem til de kommende års festivaler; gerne med fortsatte forsøg på (gen)indførelse af refleksionen og eftertanken.

KLANG festivalens foyer på Republique. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto