Annonce
Danmark har brug for en internationalt orienteret festival for ny musik med dybe rødder i historien, og Athelas har givet os den. Et af årets temaer var den tradition inden for tysk samtidsmusik, der har insisteret på at ville sige noget væsentligt og kommentere med intelligens på livets og verdens tildragelser. Erfaringer af mødet med døden, krigen, eksilet, skønheden, tabet, som er så vanskelige at sige noget om på en adækvat måde.
Staged concerts
Her var valget af Heiner Goebbels som hovednavn et scoop. Han er en af den nye tyske scenes mest originale og præcise kunstnere, og han forener i sig komponistens, dramatikerens og instruktørens roller. Ved festivaloptakten talte han om sin sammentænkning af musik og teater til konceptet ’staged concert’, hvor iscenesættelsen af den musikalske performance går i et med teaterdimensionen. Opførelsen af musikken ER teater og det teatermæssige er i lige så høj grad musik som ord som skuespil. Han arbejder med at adskille elementerne og sætte dem sammen på uventede måder, der vækker publikums opdagetrang og udfordrer deres perceptionsvaner. Hvor foregår skuespillet? Hvor kommer stemmen fra? Hvordan kommunikerer musikerne? På den måde skaber han den vågne, kritiske tilskuer og tilhører, der tænker, mens der sanses.
Det klinger af Brecht-æstetik, og ikke overraskende henviser Goebbels da også som det første til komponisten Hanns Eislers attitude som forbillede. Hanns Eisler, Schönbergeleven uden elfenbenstårn og Brechts vigtigste musikalske samarbejdspartner, er da også under overfladen det navn på festivalen, som knytter tråden fra Gustav Mahler til Heiner Goebbels, fra Schönberg til Brecht, fra sig selv til Gerhard Stäbler. Eislers ’opgør med den borgerlige koncertlyrik’, Zeitungsausschnitte (1926), der sætter udklippede avisannoncer og lignende profane tekster i musik, forhindrer ham ikke i to årtier senere at skrive en af de mest overbevisende videreførelser af den tyske liedtradition, Hollywooder Liederbuch, hvor han reflekterer eksilet, krigen og den tyske kultur.
Lore Lixenberg (foto: Alexander Banck-Petersen)
Fra avisudklip til papirklip
Begge dele indgik i Lore Lixenbergs fremragende program sent mandag, hvor Eisler blev blandet med Stäblers videreførelse af denne engagerede liedtradition, bl.a. med en uropførelse af to nye avisudklip over tekster fra magasinet Spiegel. Stäbler er i disse nye sange langt mere ekvilibristisk og ekspressionistisk end Eisler i brugen af sangstemmen, hvilket går ud over den umiddelbare tekstforståelse. Der skulle et efterfølgende smugkik i pianistens noder til at afsløre, at det handlede om ’Stargäste’, dyrkelsen af de ’kendte’. Nogle af Stäblers lidt ældre ting som hans Udo Jens Lieder (om undertrykkelse af friheden for den ydre og indre sikkerheds skyld) og en spektakulært præcis udgave af Brechts Bange Nacht, havde den kommunikerende kvalitet, hvor både tekstens og musikkens budskaber nåede frem.
Brecht indgik også i Helene Gjerris’ program lørdag aften, hvor hovedtemaet var Berliner-kabaret fra de tidlige 1930’ere af Kurt Weill og Friedrich Hollaender. Desværre gennemført under umulige forhold med et højlydt cafepublikum, der fortsatte åbningsreceptionen og kun i få øjeblikke lod sig anfægte af Helene Gjerris’ insisterende fortolkninger akkompagneret af blandt andet sav og Anna Kletts fortryllende klarinetspil. I programmet indgik også endnu en af Eislers Hollywood-Lieder, ’Über den Selbstmord’ (Brecht), der med usentimental melankoli betegner den eksileredes behov for at holde fast i sig selv på randen af fortvivlelsen: Der bør ikke findes dunkle aftener, de er livsfarlige under sådanne forhold.
Saksen var også udgangspunktet for Storstrøms Kammerensembles uropførelse af Hans Josef Winklers poetiske Paper Cuttings Music, skrevet til syv papirklip af H.C. Andersen. Animationer over papirklippene dannede den visuelle baggrund og mellem satserne reciterede Lars Bom uddrag af Andersens månefortællinger fra Billedbog uden billeder. Disse var udvalgt med stor præcision og viser Andersens verdensformat som fortæller, og hvor musikken havde noget af den filigranagtige gennemsigtighed, man forbinder med titlen, så var det sjovt nok selve papirklippene, der i længden virkede mest ordinære.
Det store i det små
Den paradoksale indfangen af de største spørgsmål i den mindste hverdagssituation var udgangspunkt for Heiner Goebbels Songs of Wars I Have Seen (2007), der blev opført ved åbningskoncerten af musikere fra Athelas og Concerto Copenhagen. Han anvender her tekster af Gertrude Stein, skrevet i 1943 i det tyskbesatte Sydfrankrig. I hendes let pludrende, fragmentariske observationer om hverdagsbekymringer som mad, varme og hunde fornemmes understrømmen af angst for denne hverdags forsvinden: krig er middelalder. Når der er krig, taler man om sukker, fordi man ikke kan tale om krigen. Dette var iscenesat med de kvindelige musikere som små Gertrude Stein’er, der sidder med hver deres gammeldags bordlampe og skiftes til at læse teksterne, mens et tomt bord til venstre på scenen med en – lidt større – lampe skaber et rum for den fraværende hovedperson. Musikalsk blander Goebbels historiske og moderne instrumenter i hver deres stemning med samplede lyde, 1700-talsmusik blandes med 1900-talsmusik, sammenstillet snarere end fragmenteret, mere mosaik end collage.
Forud gik Arnold Schönbergs arrangement af Mahlers ’Der Abschied’ fra Lied von der Erde, arrangeret for kammerorkester til brug i hans forening for musikalske privatopførelser. Som ved afslutningskoncertens opførelse af Karl Aage Rasmussens transskription af Mahlers 4. symfoni for sinfonietta er der naturligvis også her tale om en Hommage à Mahler. I Schönbergs bearbejdning barberes Mahler ned til sin essens, som tegningen bag et maleri, hvorefter stregerne tegnes op med distinkte farver. Dette er fra Schönbergs side samtidig en bevisførelse for Mahlers modernitet og relevans ved at vise, at der ikke er én overflødig tone, less is more. Der var fuld koncentration, indtil Mahler blev overdøvet af den intenst og vedholdende klikkende fotograf. Få dog styr på de fotografer.
Mere Goebbels var der ved mandagens koncert med det canadiske topensemble Aventa, som spillede hans ’La Jalousie – Geräuche aus einem Roman’ (1991). Værket er et tænkt lydspor til en roman fra 1950’erne. Recitatoren var placeret blandt musikerne, men ellers var der ikke her gjort noget for at iscenesætte koncerten i Goebbels’ ånd. Det tomme nodestativ forrest på scenen var snarere blevet stående ved en forglemmelse fra koncertens første stykke, Á quelle heure commence le temps? (hvornår begynder tiden?) af den fransk-canadiske Gilles Tremblay, der arbejder med meget præcise korrespondancer og dialoger mellem stemmekvalitet og instrumentalklang.
musikFabrik (foto: Alexander Banck-Petersen)
Instrumentale iscenesættelser
Endnu et internationalt topensemble – det vrimlede med dem – var musikFabrik fra Köln, der stod for to koncerter søndag. Først en dansk førsteopførelse af tre afsnit af Stockhausens sidste store værk, cyklussen Klang, der består af 24 kammermusikalske stykker, et for hver af døgnets timer. Stockhausen nåede at komponere de 21, mens han befandt sig på denne planet. Her hørte vi Nebalon for oktofonisk surround-sound og horn, klaverstykker fra ’Natürliche Dauern’, og septetten Glanz. Også Stockhausen arbejder bevidst med iscenesættelse af den musikalske udførelse, men anderledes end hos Goebbels. Det var tydeligst i Glanz, hvor musikernes positioner, klædedragt og bevægelser er indskrevet i værket. Hos Stockhausen er der fuld identitet mellem musik og musiker, trompetisten spiller rollen som trompetspilleren, og når der kommer nye instrumenter ind på scenen, bliver de andre instrumenter forbavsede og siger ting til hinanden på sproget musik, indtil de har fundet ud af, hvem den nye er og hvad han vil her. Genialt og naivt på et meget højt niveau.
Ved aftenens sene koncert spillede musikFabrik fire stykker af Mauricio Kagel, som jo er pioneren inden for det instrumentale musikteater, også kendt som absurd instrumentalteater. Det paradoksale er, at Kagels stykker i dag, trods deres brug af teatralske virkemidler fremstår som veletablerede nyklassikere, der først og fremmest overbeviser ved deres musikalske kvaliteter – og det gør de. Det gælder Unguis incarnatus est for klaver med en basklarinet skjult bag bagtæppet, der kulminerer i pianistens stampen og råben, det gælder for Morceau de Concours, hvor en solotrompet ledsages af sin skygge i form af et horn, der er placeret bag en skærm nede i salen, og det gælder for MM51 for klaver og sindrigt styret metronom, filmmusik uden anledning med indslag af hånlatter og dødsrallen. Koncertens titel Anders ist normal, Det anderledes er normalt, får på den måde et ekstra tvist: I stedet for at forberede os på det uventede, bliver det blot en konstatering. Men hvilken.