Generationer af ny musik

Til lykke med det imponerende program for den tredie Athelas New Music Festival! I har haft en nærmest eksplosiv vækst i løbet af festivalens korte levetid, fra i 2009 at være et ‘udvidet Ruders-portræt’, til i år – med bl.a. 25 koncerter – at kunne kalde jer »den største festival for ny musik i Danmark«. Hvad er historien bag?

Efter vores fejring af Ruders i 2009 var der en del mennesker, der opfordrede os til at fortsætte. Danske komponister og udøvere har længe nydt anerkendelse i udlandet med invitationer til festivaler, men der har været et udviklingspotentiale i forhold til at hente udenlandske kunstnere til Danmark. Der har været talt en del om internationaliseringen af dansk musikliv, ikke mindst  i regeringens strategier og visioner, så her var en mulighed for at bidrage til at virkeliggøre ambitionerne om at sætte dansk musik i et internationalt perspektiv. Samtidig kunne Athelas fejre 20-års jubilæum i 2010, og vi så dette som en mulighed for at løfte endnu en festival, hvor vi kunne invitere vores gode kolleger fra Danmark til at markere begivenheden. Da 2010 også var det år, hvor vi afrundede det dansk-amerikanske samarbejde DaNY ARTS, lå det ligefor at 2010-temaet skulle centreres omkring dansk og amerikansk musik. 

Det ligger ikke nødvendigvis i festivalens selvforståelse at den skal være stor eller størst, men hvis den ny musik skal have synlighed og et publikum, vurderer vi, at en international festival skal have et omfang og en tyngde, der naturligt kalder på opmærksomhed af et kulturinteresseret publikum og af bevilgende myndigheder, fonde, legater og sponsorer. Hvis kulturministeren i sin åbningstale den 28. maj siger, at festivalen måske en den store, internationale samtidsmusikfestival, København har savnet, er det jo et udtryk for, at København reelt ikke har en international festival som Ultima i Oslo eller Maerz Musik i Berlin, og at hovedstaden måske er moden til at få sig sådan en festival. 

Nu er ANMF så vokset sig så stor, at det har været naturligt at etablere festivalen som en selvstændig organisation med egen bestyrelse og sekretariat. Den har i 2011 samme antal koncerter og tilstødende begivenheder som i 2010. Den er lidt mere kompliceret i år, med flere samarbejdsflader og partnerskaber, og de strategiske og logistiske udfordringer bliver mere udtalte med inddragelse af litteratur og teater. Det er ganske enkelt et større apparat i forhold til management. Temaet er i år Danmark og Tyskland, og det skal blive spændende at se, om det københavnske publikum synes det er interessant. Vi noterer med stor tilfredshed at ikke mindst de yngre generationer har et helt utraumatisk forhold til den tyske musik, de går lige til den og ind i den helt uden fordomme. Det 'komplekse' synes at være en relativ størrelse, og jeg morer mig meget over at Stockhausen er blevet så meget kult, at publikummere diskuterer på Facebook, om de skal komme klædt helt i hvidt til opførelsen af "Stimmung", for dermed at hylde mesteren, der oftest var klædt helt i hvidt ved koncertopførelser, hvor han selv stod for klangregien.

Med festivalen har vi en platform, som er en attraktiv legeplads for os selv i Athelas-familien, og vi elsker at lege sammen med danske og udenlandske kolleger. Det er en årlig fest, hvor vi mødes og har det sjovt og forhåbentlig giver publikum langtidsholdbare oplevelser. Men vi tager et år ad gangen, intet varer evigt, og det er en ganske ressourcetung maskine at have kørende, så vi må hele tiden afveje de strategiske fordele og ulemper ved at have ansvaret for sådan en fest.

Der er i disse år voldsomme skred i kunstens (og herunder i høj grad kunstmusikkens) formater. Kunstnere arbejder på tværs af medier, mange komponister opfører selv deres værker, og musikken kommer til live mange andre steder end den ‘klassiske’ koncertsal. I den kontekst virker denne festival mere som en del af det ‘traditionelle’ komponist-musiker-format – naturligt nok, kan man sige, eftersom det er et ensemble der står bag. Hvad ligger der i begrebet ‘ny musik’ for dig?

Du har ret i at mange kunstnere arbejder i krydsfeltet mellem forskellige medier og inddrager andre kunstarter i det kunstneriske udtryk, og vi oplever at de store institutioner, symfoniorkestre, koncertsale m.v. arbejder seriøst på at indrette sig efter den nye virkelighed. Denne ambition ser du også udfoldet i ANMF, men vi har valgt at lade samtlige begivenheder finde sted på ét venue i stedet for at sprede projekter ud i byrummet. Det gør vi, fordi vi mener det styrker fornemmelsen af festival og fællesskab (hvis man tør bruge et så gammeldags ord), og det sociale aspekt skal man ikke undervurdere. Det oplevede vi sidste år, hvor publikum hang ud i cafeen mellem koncerter, fagfolk kunne mødes osv. Et af festivalens formål er også at skabe netværk mellem aktører, der ellers ikke ville have haft mulighed for at mødes. I år kommer et stort kontingent festivalchefer, journalister og kritikere fra udlandet, som forhåbentlig vil få nye impulser til projekter, og opdage den betydelige talentmasse blandt danske komponister og udøvere. Blandt meget andet er festival jo også forretning.

Publikum oplevede sidste år den eksperimenterede scene sat i nye rammer med ny musik, teknologi, interaktiv komposition, digital miniopera med publikums aktive medvirken, komponist-konkurrence, dansk bondekultur indsat i amerikansk installationskunst – og meget mere – men altså samlet i et bygningskompleks med forskellige sale. Men heller ikke denne form er statisk – hvis et festival-projektet kalder på afvikling uden for Republique-komplekset, så gør vi det bare. 

Festivalen skulle gerne afspejle, at ny musik-begrebet ikke er en statisk størrelse, men noget vi løbende skal diskutere og korrigere gennem den æstetiske praksis. Festivalen er som konstruktion et godt sted for sådanne drøftelser om den ny musik. Du oplever musikken og du befinder dig på et sted, som tilbyder sociale rum med en afslappet atmosfære. 

Cross over som etikette for det, der ikke ’passer ind' i en bestemt genre eller kunstform, har været et begreb så længe at det mistet sin nyhedsværdi. Kunstens fremtrædelsesformer er, som du selv siger, i dag i høj grad præget af ægteskaber mellem kunstarterne, hvor kunstnere lader sig inspirere af det, der sker på den anden side af hækken. Denne situation har skabt grundlaget for om ikke en ny æstetisk diskurs, så dog drøftelser vedrørende ’det ny’ set i forhold til en ændret æstetisk praksis.

Erfaringerne med at sætte dansk kunst i et internationalt perspektiv, nytænke og genskrive traditionen og revitalisere formidlingsformer, sammenholdt med publikums aktive medvirken, bliver også udnyttet i årets udgave af ANMF, som er en tværkunstnerisk festival. De muligheder, der knytter sig til intermediale, genreoverskridende projekter udnyttes og udbygges, med henblik på at optimere mødet med publikum på scenerne i Republique. 

Vi lytter for at orientere os i verden og identificerer, hvad der er omkring os, og denne lyttemåde er også er aktiv ved den æstetiske erfaring af musik, teater og den eksperimenterende litteratur. Vi har derfor til årets festival inviteret markante danske og udenlandske kunstnere og teknikere til at medvirke i udforskningen af, hvordan lyd og stilhed kan anvendes i et moderne kunstnerisk udtryk. Koncerterne suppleres af laboratorier, workshops, visninger af de nyeste frembringelser med avanceret teknologi, som præsenteres i Danmark for første gang. Publikum og deltagere fra ind- og udland får gennem de forskellige projekter mulighed for at dele og diskutere deres erfaringer med kunstnere og aktører, der arbejder med tekst og lyd i forskellige former. 

Hvor længe bliver Stockhausen, Ligeti og Kagel ved med at være ‘Ny Musik’?

Det bliver de vel ved med at være så længe nogen synes, at der er noget interessant at hente for os moderne mennesker, at disse komponister kan fortælle noget relevant om vores liv og drømme. Sommetider skelner man mellem ny musik og samtidsmusik, hvor den nye musik skal være ny i emfatisk forstand. Jeg synes ikke, at musik behøver være skrevet af en levende komponist for at blive oplevet som ny. Det, der er interessant for mig, er at nedsunket kulturgods kan ligge og glimte som guld og i en ny sammenhæng få en relevans og oppebære et samtidigt udtryk. Det er derfor Karl Aage Rasmussen har et evigt mellemværende med Mahler, det er derfor to af Danmarks førende komponister under premieren på "Fruen uden skygger" kunne udbryde: "Vi må hurtigst muligt have fat i det partitur, det er noget af det mest moderne og mest overbevisende musik, der længe er skrevet og hørt", det er derfor at Machaut og Gombert i den rigtige formidling lyder lige så moderne og relevant som Nørgårds musik, det er derfor at en ny generation af komponister pludselig finder Else Marie Pades musik supermoderne. Sådan kunne man blive ved. Jeg synes, at noget af det mest spændende ved at følge udviklingen i disse år, er at de æstetiske 'love' og musikpolitiet er afskaffet, men at vi så sandelig har en masse at diskutere. De æstetiske kriterier er ikke afskaffet, vi diskuterer jo stadig, hvad der er god og dårlig kunst. Men vi lever kunstnerisk set i en brydningstid, hvor de kunstneriske frembringelser er forud for teoridannelsen og den æstetiske diskurs halter bagefter den klingende realitet. 

Og desto vigtigere er det så at holde diskussionen i luften ... det er jo ikke mindst i brydningen at den æstetiske diskurs kan bruges til andet og mere end bagudrettet dokumentation. Såvel som i ord og tale finder denne diskussion sted i kunsten og – i denne sammenhæng – i kurateringen af bl.a. festivaler. Ligger der en overordnet, æstetisk ide bag programmet, eller er det snarere en perlerække af events under overskriften tysk/dansk?

ANMF har ikke et mission statement, som binder os til en bestemt indfaldsvinkel, ud over at vi gerne vil lege seriøst. At forsøge et lægge et bestemt æg der passer i et bestemt æstetisk æggebæger, lader vi andre om. Golden Days lagde ud med den modus operandi og havde dermed afsagt festivalens egen dødsdom, og var derfor nødt til at genopfinde sin egen eksistensberettigelse gennem nye formål. En anden ny musik-festivalen var i årtier et af de vigtigste steder for formidling af ny musik, men endte med, at de ansvarlige blev kustoder i deres egne mindestuer som følge af mangel på innovation. ANMF skal være en fleksibel størrelse, der kan formes alt efter de aktuelle behov og i takt med de økonomiske ressourcer. På samme måde som Athelas kan være én musiker eller mange musikere, hvis det kunstneriske projekt kalder på det. 

Hvis du nærlæser programpunkterne for ANMF11 vil du erfare, at det både er en perlerække af interessante events og at der er vinklinger og tematiske indgange, der skaber den indre sammenhængskraft, som en festival gerne må have. Den bilaterale konstruktion giver i sig selv visse holdepunkter, og jeg hører gerne ideer fra dette medies kloge læsere til det dansk-franske tema i 2012. Men også her: Hvorfor skulle vi efter 2012 blive ved med med at have Danmark plus et andet land som overordnet  tema, hvis vi finder på en bedre ide? Jeg har for nylig drøftet dette med festivalform og -indhold med Heiner Goebbels, som er et af hovednavnene ved dette års festival – Goebbels er også kunstnerisk leder for en musikfestival i Tyskland. På et punkt er vi enige: Når vi er færdige med at være kloge og bruge fremmedord, som også kendetegner denne samtale, vil vi grundlæggende meget gerne underholdes og forføres til tårer – man kan her glæde sig over et udviklingspotentiale i samtidsmusikken. Vi oplever jo ikke kun med hovedet, men også med hjertet og ikke mindst med fødderne – eller som Niels Viggo Bentzon sagde: med lillefingeren. Her kommer hydridformerne, ægteskaberne med de beslægtede kunstformer, som vi talte om før, ind i billedet som en hjælpende hånd. Men det skulle nødigt gå hen og blive en krykke! 

Æggebægerformet eller ej, så er festivalen som »den største festival for ny musik i Danmark« jo i høj grad med til at sætte scenen for og definere begrebet ny musik af i dag, og de kunstneriske til- og fravalg bliver tilsvarende vigtige. Men for nu at slutte af med det måske allervigtigste: hvad har publikum (og musikere) ideelt set med sig efter et besøg på Athelas New Music Festival?

Du bliver ved med at hæfte dig ved størrelsen – det bør du som mediemand kunne se er en markedsføringsting og det kan ikke bruges til noget som helst andet. Om nogle år er ANMF måske Danmarks mindste festival med et nyt fokus, og så er det også fint. Du kan ikke bruge ANMF som pejlemærke i forhold til en definition af begrebet ny musik. Hvis vi insisterede på at have rollen som 'scenesætter' ville vi jo gribe tilbage til tidligere tiders missionærrolle, og det vil vi ikke. Men du skulle gerne, hvis du sætter ANMF i forhold til de andre fine festivaler i Danmark som Suså, SPOR og Wundergrund, kunne sanse interessante bud på relevante og interessante musikalske tegn i tiden.

Det er poetisk blevet hævdet, at man skal kunne kræve af musik og musikudfoldelse, at den sår et frø i os mennesker og får uventede følger for, hvordan vi opfatter verden. Det skulle ikke komme bag på mig, om de fleste der laver festival har en drøm om at se dette udfoldet i virkeligheden.