kritik

Kunsten at trykke play

Dette års KLANG musikfestival havde åbnet ørerne for den elektroniske musik. Ikoniske værker fra både fortiden og nutiden var på programmet og demonstrerede klassiske problemstillinger i fremførelsen af den elektroniske musik, der svævede mellem symbiotiske sanseoplevelser og pædagogiske anstrengelser.
Af
23. Juni 2013
Anmeldelse fra KLANG festival 2013

Sinustonens strategi
Det er så godt som umuligt at blive træt af sinustoner. Sinustoner udgør grundsubstansen for enhver klang, og så har de en magisk og ikke mindst fysisk evne til at rense hoved og krop. Med andre ord, det kan aldrig rigtig fejle med sinustoner.

Denne strategi syntes at ligge til grund for den japanske kunstner Ryoji Ikeda, der søndag aften gik på scenen på Teater Republique med værket Test Pattern. Her lød startskuddet til det elektroniske islæt, der syntes gennemgående på den helt nye københavnske musikfestival KLANG.

Med et enkelt tryk på tastaturet forvandlede Ikeda den kedelige teatersal til et elektronisk kammer af lys og lyd.

Efter en kort pædagogisk opvarmningsøvelse, hvor en sinustone satte i gang og bevægede sig langsomt fra det dybe til det høje leje, gik Ikedas show for alvor i gang. Og det var et show, til trods for at hovedpersonen sørgede for så lidt gestisk udfoldelse som muligt. Med sit sorte tøj og solbriller var mennesket bag musikken så godt som kamufleret, hvilket gav plads til det rum af lys og lyd, som Ikeda byggede op. Med et enkelt tryk på tastaturet forvandlede Ikeda den kedelige teatersal til et elektronisk kammer af lys og lyd.

Ryoji Ikeda 'Test Pattern' (2008). PR foto / www.ryojiikeda.com

Hos Ikeda kunne man følge sinustonens udvikling gennem sine forskellige rå stadier. De skærende høje sinustoner blev akkompagneret af den dybeste bas, der smeltede sammen med hurtige klik af hvid støj. Det rå lydmateriale, der efter sigende skulle stamme fra forskellige testsignaler og dataindsamlinger, vævede sig ud og ind af hinanden i rytmiske mønstre, der bevægede sig i yderzonerne af vores hørbare område.

Både visuelt og auditivt bevægede materialet sig på grænsen til, hvad der er muligt at sanse.

Udover, at værkets klangmateriale helt konkret bestod af sinustoner i forskellige formationer, tog værket også sin strukturelle form fra sinustonens opbygning. Koncerten var klar, nøgtern og ikke mindst fysisk enerverende. Test Pattern er oprindeligt en plade udgivet på Raster Noton i 2008, og koncertens struktur fulgte da også med sirlig præcision pladens opbygning. Således bød koncerten ikke på mange overraskelser for de lyttere, der i forvejen kender pladen. Men lytteoplevelsen var alligevel en ganske anden, end den som et hi-fi-anlæg leverer hjemme i stuen. Ved at omsætte de forskellige testsignaler visuelt til en strøm af synkroniserede stregkodemønstre, opstod et samspil mellem lyd og lys, der gjorde dem til ét hele. Det var en direkte sammensmeltning af lyd og lys, man var vidne til. Lyset var ikke et overflødigt akkompagnement, som man tit ser det til elektroniske koncerter, hvor visuals, i de værste tilfælde, bruges til at forklare lydens udformning eller kompensere for lydens manglende visuelle fremtrædelsesform. Tværtimod indgik lyd og lys her i en symbiose, hvor det ene led ikke kunne eksistere uden det andet.

En fysisk dimension
Test Pattern skabte et sanseligt rum, man kunne gå på opdagelse i. Både visuelt og auditivt bevægede materialet sig på grænsen til, hvad der er muligt at sanse. Billederne kørte i så hurtig en frekvens, at de blev til rene impulser, der ramte nethinden. Ligeledes bevægede lyden sig på grænsen til vores høretærskel, hvor de højeste frekvenser borede sig ind i hjernen, og de dybeste rystede organerne på plads. Den fysiske dimension blev forstærket gennem små men væsentlige effekter, hvor panoreringen især var med til at udvide rummet og skabe en sanselig dynamik i stykkerne. Det var godt klaret i den ekstremt tørre teatersal, hvor rummet i sig selv på ingen måde blev en medspiller. Lydniveauet, som også udgjorde en væsentlig fysisk dimension af koncerten, var på ingen måder så alarmerende højt, som man kunne have forventet til en koncert med Ikeda, men det var lige præcis højt nok til, at man stadig kunne mærke lyden.

Overlegen sikkerhed
Test Pattern er stramt komponeret, og man kan i den grad mærke komponisten bag. I opbygningen af såvel de enkelte numre som i koncerten som helhed, blev der vekslet stringent mellem ultra action og pauser. Det eneste sted, hvor konstruktionen blev blødt op, var midtvejs i koncerten, hvor nogle stryger-agtige samples sneg sig ind. Lydene virkede efter min mening malplacerede, og det hjalp på ingen måde, at de blev brugt i en forudsigelig loopopbygning. Det var forstyrrende, at klangmaterialet pludselig begyndte at referere til en virkelighed, der lå uden for det ellers stramme koncept, som Test Pattern udgør.

Ikedas koncert var i den grad hitbaseret og bygget op om en sikker strategi, hvor intet kunne gå galt. Men sikkerheden var overlegen og materialets udvikling så dragende, at man ikke kunne andet end at lade sig føre med hele vejen.                 

Frisæt instrumentet
Samme aften kunne man på KLANG festival opleve en anden kunstner, der også bevæger sig i feltet mellem visualitet og lyd – dog ud fra en ganske anden og mere legende tilgang. Den danske lydkunstner Lars Kynde præsenterede værket Wandelende Tak, på dansk: Vandrende pind. Værket var et procesværk, hvor konstruktionen havde taget sin start allerede aftenen forinden, hvor jeg ikke havde været til stede.

Instrumentet i sig selv bød på en interessant klanglig oplevelse [...] Men det kunne sagtens have spillet op til en meget mere meditativ tilstand, end det var tilfældet denne aften

Denne aften præsenterede Kynde et hjemmebygget tasteinstrument bestående af en række metalrør, hvorpå mekaniserede klaverhammere var installeret. Anslagene på rørene blev styret fra tre computere af tre performere. Sammen byggede de et partitur op, som publikum kunne følge med på storskærm. Her så man nogle farvede kugler, der langsomt ramte en cirkel i midten af billedet, der aktiverede de lydlige anslag på tasteinstrumentet.

Instrumentet i sig selv bød på en interessant klanglig oplevelse, der leverede sarte og bløde strukturer, der mindede om et klokkespil. Men det kunne sagtens have spillet op til en meget mere meditativ tilstand, end det var tilfældet denne aften, hvor jeg følte, at værket var omgivet af for mange eksterne elementer. Især visuals’ne, med deres pædagogiske demonstration af lydens udvikling, virkede mere forstyrrende end underbyggende for projektet. Kuglernes svæven på skærmen, computerne og de tre performere på gulvet og den stakkels maskine smeltede på intet tidspunkt sammen, hvilket gjorde at musikken aldrig rigtig fandt en retning. Og det skulle den måske netop heller ikke. Jeg drømte i hvert fald om at frisætte instrumentet og lade dets retningsløshed komme til sin ret ved at kappe båndene til computere såvel som mennesker. Dette ville kunne give plads til en oplevelse af instrumentet som en ren mekanisk musikskulptur.

Komponist Lars Kynde. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

Virtuositet og koklokker
Fredag aften vendte jeg tilbage til KLANG festival, og denne aften var der en af den elektroniske musiks helt store pionerer på programmet. Aftenen bød på hele fem værker af Karlheinz Stockhausen, hvoraf det sidste, Kontakte (1958-60), er et af de største ikoniske værker inden for elektronisk musik.

Slagstøjsspilleren Mathias Reumert lagde ud med stykket Zyklus fra 1959. Det er frem for alt et ekstremt performativt værk, på grænsen til det teatralske. Indespærret i et imponerende arsenal af alskinds slagtøj, er det et værk, der meget nemt kan kamme over af virtuositet. Værket bærer især præg af en ekstrem nysgerrighed overfor nye ideer og teknikker, så man til tider kunne ønske sig, at Stockhausen havde dvælet lidt mere ved tingene, og f.eks. havde gjort endnu mere plads til de fantastiske koklokker og dissonanserne i vibrafonen. Men Reumert bevægede sig med lethed gennem det komplekse værk, og han formåede at formidle et fortællende forløb i de ellers ofte meget abrupte klange og spring. Hele den dynamiske palet blev taget i brug, og det var især i de stille passager, hvor instrumenterne fik lov at klinge, at musikken rørte mig.

Formen var skarp, og med de indlagte pauser skabte stykket en konstant spænding, samtidig med at det opretholdte en næsten meditativ tilstand.

Pauseskærmens invasion
Herefter fulgte Studie 1 fra 1954 – et stykke jeg havde glædet mig til at opleve. Værket er det første rent elektroniske værk lavet ud af sinustoner. Det var skelsættende i sin tid, da det demonstrerede helt nye muligheder for at skabe klange, der ikke refererede til en allerede kendt lydverden - i modsætning til reallydsoptagelser. Med båndoptagerens ulme filtrering har Studie 1 en næsten mediterende dimension over sig, til trods for de store tonale spring, det bygger på.

Desværre blev værket præsenteret under dybt kritisable forhold. Når man præsenterer akusmatisk musik, dvs. musik for højttalere, bliver man nødt til at tænke over hvilken lyttesituation, man placerer publikum i. Det er ikke nok bare at trykke ’play’ og sætte nogle visuals på – hvilket var tilfældet denne aften. Et akusmatisk værk kræver, efter min mening, et mørklagt lokale, og et højttaler set-up med rumlighed i sig. Ingen af delene var til stede her, hvor lysmanden lagde ud med at rode rundt i farvesætningen af scenelyset. Efter de første takter ramte han et leje, som viste sig katastrofalt, idet scenen og de instrumenter der stod her, blev lyst op – til trods for, at der intet skulle ske her. Som for at kompensere for de manglende performere på scenen, blev der, helt umotiveret, sat nogle usandsynligt grimme visuals i gang på storskærmen, der mest af alt trak æstetiske spor til en gammel Microsoft Windows pauseskærm. Resultatet var en fuldkommen absurd lyttesituation, der ødelagde enhver form for indlevelse i de levende klange.

Efter en kort kunstpause, hvor publikum famlede efter en klapsalve, satte endnu et Stockhausen-stykke i gang – denne gang med klaveret i fokus. Klavierstück IX fra 1961 er et af Stockhausens mere minimalistiske stykker. Stykket lagde ud med en dejlig dissonerende akkord, der blev gentaget i en fast rytme over længere tid. Figuren blev afbrudt efter noget tid af afstikkende punkter, der skabte en stærkt kontrasterende form. Langsomt udviklede stykket sig gennem sine to modstridende dele, der kæmpede mellem skridt på stedet og store krumspring. Formen var skarp, og med de indlagte pauser skabte stykket en konstant spænding, samtidig med at det opretholdte en næsten meditativ tilstand.

Et forventningsfuldt og lyttende publikum på KLANG. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto

Avantgardens hit
Næste stykke, Studie II fra 1954, fulgte samme præsentationsformel som Studie I. At lyttevilkårerne ikke var i orden hjalp bestemt heller ikke dette stykke, der er et værk, der i forvejen kræver noget af sin lytter, idet det svæver i effekter, og der springes i et heftigt tempo mellem klanglige tilstande. Tilmed syntes lydniveauet at være sat for lavt til dette dynamiske stykke.

Men herefter fulgte Kontakte, der for mange nok udgjorde aftenens mest ventede værk. Kontakte er hittet, og kendt for sin sammensmeltning mellem elektronik og instrumenter. Jeg har aldrig oplevet det opført live før, hvilket viste sig at være en overvældende oplevelse på mange måder.

Kontakte er frem for alt et værk fuld af lyd. Man kan klart fornemme, at Stockhausen her har leget med mulighederne for at arbejde rumligt og dynamisk med lydene, idet de svæver rundt mellem højttalere i salen og instrumenterne på scenen. Kontakte og Studie-værkerne er skrevet med 5-6 års mellemrum, og man kan tydeligt mærke den udvikling i teknologi, som satte ind i dette tidsrum. Optagelserne er mere klare, effekterne brugt med større omhu og frem for alt sætter brugen af et multikanals-set-up i Kontakte, de elektroniske klange i et helt andet lys, end det var muligt med både Studie I og Studie II. Med Kontakte blev det fulde højtalerarsenal, som Teater Republique havde, taget i brug, og det understøttede på fineste vis det klare klangmateriale, som værket bød på.  Rent klangligt skabte ensemble Ekkozone en flot sammensmeltning mellem de elektroniske og akustiske lyde, som til tider lå så tæt, at de var svære at skelne fra hinanden.

jeg har aldrig før oplevet et live opført elektroakustisk værk, hvor sammensmeltningen mellem elektronik og akustik har været så vellykket som her.

Kontakte er et værk, der i den grad kræver noget af sine musikere for at følge med elektronikkens vilde udsving. Og jeg må sige, at jeg aldrig før har oplevet et live opført elektroakustisk værk, hvor sammensmeltningen mellem elektronik og akustik har været så vellykket som her. Men det er en svær balancegang at manøvrere med, og selvom alting denne aften blev spillet til perfektion af de to instrumentalister, var det et meget poleret billede, som viste sig. Værket endte for mig med at blive en klar understregning af, at elektronikken i sit udgangspunkt netop åbner muligheden for at gøre noget umenneskeligt, så det virker omsonst overhoved at prøve at gøre den kunsten efter. Måske er det en resigneret konklusion, men i denne version af Kontakte, sad jeg altså tilbage med følelsen af at have overværet en veritabel kamp mellem elektronik og menneske. Værket er uden tvivl en undersøgelse ud i virtuositet, og efter 35 minutter med lyd svævende henover hovedet, følte jeg mig mest af alt udmattet - og overvældet.

De tre koncerter jeg oplevede på denne første KLANG Festival nogensinde bød alle på virkeligt spændende indhold, der tegner godt for festivalens fremtid. Festivalen demonstrerede, at den tør kaste sig ud i både legendariske værker og nye satsninger, og jeg synes bestemt, at arrangørerne her har fat i en fornuftig taktik, når de præsenterer ikoner fra avantgarden side om side med nye pionerer.

Publikum trækker luft udenfor festivalcaféen. Foto: Alexander Banck-Petersen / PR foto