reportage

En Ny samtidsmusik?

Af
10. Juni 2011
Athelas New Music Festival 2011

At den såkaldte Ny musik kan være ’svær’ fik jeg syn (eller øre) for på den forgangne Athelas New Musik Festival. Og at svær ikke er det samme som dårlig, var der heldigvis mange gode eksempler på. Dog vil jeg til enhver tid anholde den tendens, der ukritisk synes at hilde det modsatte: at svært er lig med godt – at kompleksitet er lig kvalitet. Et lidt underspillet hovednavn blev danskeren Simon Steen-Andersen, hvis værker viste sig som et positivt bekendtskab, der netop angreb kompleksitetsspørgsmålene på en forfriskende måde. Den unge komponist var programsat i tre forskellige sammenhænge med tre vidt forskellige værker. En programsætning der til tider syntes pudsig, men som endte med at understrege den generelle imødekommenhed over for lytteren, der synes at præge hans musik.

Etablerede outsidere – blandede bolcher
Min festivaluge startede med en mærkværdig koncert, der sammenstillede musik af Gunnar Berg, Karlheinz Stockhausen og Simon Steen-Andersen under titlen Etablerede Outsidere. Musikken blev spillet af det schweiziske Ensemble Opera Nova, hvis fremførelse dækkede spektret fra marionet-agtig, andægtigt bladvendende mangel på indlevelse i Bergs Sonate for fløjte og klarinet fra 1942-44 og i Monologue for trompet fra 1974 til Jean-Jacques Dünkis fantastiske, teatralsk-levende og performer-selviscenesættende staging af Stockhausens klassiker Klavierstück VII fra 1954. Sidstnævnte blev fremført med ekspressive grimasser og en gestik, der kunne gøre enhver dirigent misundelig. 

Imellem disse opførelsesmæssige ekstremer lå Bergs Hyperion for kammerensemble fra 1977 og Simon Steen-Andersens fine, fine Beloved Brother for guitar fra 2002. Og disse to værker hvor guitaristen Christoph Jäggin spillede en central rolle var egentlig koncertens fineste oplevelser. Bergs sene værk udmærkede sig smukt som en sitrende, bævende masse, der langsomt og organisk udfolder sig klangmæssigt og rytmisk. Og så blev det leveret med en præcision, klangfølsomhed og timing, der sad lige i skabet. 

Steen-Andersens værk imponerede i første omgang ved sin lavmælthed. I programnoten var værket beskrevet af komponisten som “to satser fra J.S. Bachs cembalostykke “Capriccio i anledning af hans elskede brors bortrejse” arrangeret for “bagsideguitar”. – og det var lige netop hvad det var: Et lettere fordrejet, måske lidt støvet ekko af et stykke af Bach. I værket anslår guitaristen vel ikke en eneste tone på normal vis, men spiller derimod med forskellige tapping-, slag- og flageoletteknikker eller ’omvendte håndstillinger’. Desforuden er guitaren samtidig præpareret, sådan at strengene ikke klinger eller kun klinger dumpt og ganske lavmælt. Det er som om Steen-Andersen har lagt forhindringer ud for guitaristens opførelse af Bach-forlægget og alligevel stikker der hele tiden genkendelige bidder og småfraser ud under det tyste, ustemte og underspillede klangbillede fra guitaren. Fejlen eller måske nærmere oplevelsen af fejlen synes også at være en vigtig æstetisk parameter i dette værk, hvor det ikke altid er tydeligt om Christoph Jäggin spiller eksakt efter anvisning eller blot forsøger at realisere efter bedste evne.

Foto: Alexander Banck-Petersen

Værket peger derved ganske enkelt på og understreger den dobbelthed, der altid er mellem et musikalsk forlæg og dets performative situation – her både som en dobbelthed mellem Bachs og Steen-Andersens værk og mellem Steen-Andersens partitur og Jäggins realisering af det. På denne måde blotlægges det ekstra lag af refleksion, der er musikerens vilkår i enhver realisering af et partitur og bliver til en direkte oplevelse for lytteren. Musikkens forskellige lag fra idé til realisering smelter derved sammen, og værkets konceptuelle idé udmøntes meget direkte i lytterens æstetiske erfaring. 

Når koncerten blev så mærkværdig som jeg antydede ovenfor, så hænger det naturligvis sammen med den enorme intensitetsforskel, de enkelte værker blev fremført med.. Dog hænger det også sammen med programlægningen, for hvad er egentlig en etableret outsider? – og hvordan hænger Simon Steen-Andersen sammen med Stockhausen og Berg under den etiket og med de værker, der blev præsenteret på koncerten? Den mest logiske og simple grund kunne være, at han er bosiddende i Berlin – then again, who isn’t these days. Med andre ord virkede det besynderligt at præsentere Steen-Andersen lille fine citatværk i kontekst af Bergs og Stockhausens serielle værker, men omvendt set - hvad gør det så, når nu hans værk var koncertens bedste?

Hvornår begynder tiden?
Simon Steen-Andersen var også på programmet til aftenens anden koncert under titlen Hvornår begynder tiden? De øvrige værker til denne koncert skriver Michael Fjeldsøe om i sin artikel Hatten af for Goebbels. Og godt det samme, de foregik nemlig begge til franske tekster, hvis betydning kun sparsomt var antydet i programfolderen. Egentlig ganske ærgerligt, for det kunne sikkert have været en god koncert - også for undertegnede - var jeg blot blevet hjulpet lidt mere på vej end denne sparsomme programtekst formåede. At den fremragende baryton Vincent Ranallo havde noget på hjerte var tydeligt og at canadiske Aventa Ensemble spillede værkerne med en levende og luftig fornemmelse for tekstformidlingen ændrede desværre ikke sprogforvirringen. En smule formidling havde klædt de åbenlyst teatralske, men til denne koncert uforløste, elementer i Tremblays og Goebbels’ værker. Det kunne have været visuals – eller blot en simpel oversættelse af teksterne, der forekom at være endog meget bærende elementer i begge disse værker. 

Det visuelle og det teatralske var derimod i højsædet i Simon Steen-Andersens Study for String Instrument No 3, der foregår som en guitarists duet med en projektion af sig selv – på sig selv (se billede øverst).

På et podie sidder en mand i stribet bluse med en guitar, som han skiftevis slår eller spiller på med hænderne og med en violinbue. Han vender og drejer instrumentet, som for at undersøge det – til venstre, til højre, så opad, så nedad, så til venstre igen. ’Spiller på’ er dermed måske så meget sagt – stykket er måske nærmere tænkt som en ’koreografi for musiker’ end et decideret musikstykke. Det handler først og fremmest om musikerens bevægelser og om koordinationen og timingen af disse. 

Samtidig med musikerens bestræbelser kører der nemlig en billedprojektion på ham - af en mand med en guitar iført stribet bluse. Det er dermed som om guitaristen forsøger at følge med sit eget billede eller at billedet forsøger at indhente virkelighedens guitarist, men at de to aldrig kommer helt i sync. Hele tiden er der små forskydninger, små forsinkelser, hvor virkeligheden er bagefter projektionen eller omvendt. Projektionen er med andre ord ikke bare en fordobling eller en kopi af musikeren – men måske snarere det modsatte: en medspiller eller en modspiller. De lyde der kommer ud af bestræbelserne er fortrinsvis skrabende, kradsende, dunkende, bankende og hvinende og det er svært at afgøre om lyden stammer fra projektionen, fra guitaristen eller om det er en kombination. Dette understreger den tilsyneladende tilfældighed ved eller umulighed af et nøjagtigt sammenfald mellem projektion og musiker. Det er som om de kæmper for at ramme hinanden, men at det lykkes aldrig helt. 

Medieringen og forhandlingen mellem fiktion og virkelighed bliver derved et væsentligt træk ved værket. Selve den performative situation, der opstår når et partitur eller et andet forlæg skal realiseres, bliver her udsat for refleksion inden for rammerne af sin egen institutionelle kontekst, som en praksisrefleksion af koncertsituationen. At den oven i købet gør det med humor og med en eminent ’timing’ gør ikke fornøjelsen mindre. 

Fra anderledes til anderledes – forvent det uventede  
Til fredagens sene koncert under titlen Fra anderledes til anderledes – forvent det uventede var Simon Steen-Andersens musik i selskab med værker af Jordan Nobles og Mauricio Kagel. Og dette syntes passende. Ikke alene var værkerne på denne koncert for nogenlunde samme besætning – også i varighed og tematikker var der flere lighedspunkter på tværs af programmet. Dermed blev det første (og eneste) gang på festivalen, at Steen-Andersens musik var i selskab med musik, som den kunne belyse og lade sig belyse af – og ikke blot som ved de to øvrige koncerter, som den kunne fungere som kontrastfolie til. En sammenligning som musikken heldigvis sagtens kunne holde til. 

På programmet stod Chambered Music fra 2007 (partitur) (lyd), der har været opført flere gange både herhjemme og i udlandet. En opførelseshistorie, der understreger, at det er et ualmindeligt vellykket værk. Værket handler om inddelte, begrænsede eller indespærrede rum, hvorfra musikkens elementer ytrer sig. Det handler blandt andet om at fravriste instrumenterne deres hemmelige iboende lyde. Der spilles med bagsiden af buen, med forskellige former for øvedæmpere, pustes direkte ned i klarinettens lydhuller eller på vibrafonens stave, hvorpå der også spilles med sugerør. Der anvendes A4 ark og sandpapir som slagtøj, en trombonist befinder sig i et fjernt lokale og kan kun lige præcis anes trods ffffff betegnelsen i partituret. Nede i en lydtæt kuffert ligger der tre metronomer, der kun kan høres når kufferten åbnes. Og indespærret i et lukket flygel afspilles samplede vokallyde fra en højttaler. Med andre ord er der en masse forskellige rum til stede i musikken – forskellige rum, der indeholder hver sin musik, men som hele tiden forsøger at komme ud til hinanden og til lytteren. Rumfornemmelsen understreges af musikernes meget nøjagtige distribution i lokalet og af den vekslen, der hele tiden finder sted mellem de enkelte lydkilder i ensemblet. Det inddelte, begrænsede eller indespærrede går meget fint igen i kompositionens strukturelle lag, for eksempel som små tids-loops i klarinetstemmen. Også rent fysisk er tematikken ført ud på praksisplanet hos slagtøjsspillerne, der ud over ovennævnte kufferter også spiller på syltetøjsglas, der åbnes og lukkes med håndfladerne. 

Det, som Chambered Music dermed gør så fint, et at give en meget stærk fornemmelse af, at der er et musikalsk narrativ til stede. Selvom instrumenterne ofte befinder sig i hvert deres univers og ofte taler hvert deres sprog, forsøges eller tilnærmes der hele tiden en dialogisk situation mellem dem. De har en vilje mod det samme og de har en stemme at ytre den med. Netop denne fornemmelse af dialog i musikken sammen med den nøje placering af de enkelte instrumenter giver en helt klar fornemmelse af, at det er et stykke audioteater, der udspiller sig for tilhøreren.

Nyt og samtidigt
Og her er vi tilbage ved den begejstring for Simon Steen-Andersens musik, jeg udtrykte indledningsvist. Hans musik rummer nemlig for mig at se en lang række teatralske eller performative elementer, der gør den umiddelbart tilgængelig for oplevelsen. Forståelig og billedskabende uden at blive banal. Institutionskritisk og praksisrefleksiv uden at blive intern og indforstået. Med andre ord udgør den en indbydelse til at kigge indenfor i et univers hvor den umiddelbare oplevelse kan blive betydningsproducerende uden at skulle reduceres til ren fænomenologisk sansning. 

Samtidig med at Simon Steen-Andersens musik manifesterer sig som Ny musik i forhold til musikhistorien og i forhold til den Ny musiks tradition – så fungerer den med denne performativitet in mente også som en samtidsmusik, der kan opleves uden hele det internt-referentielle musikhistoriske tankegods, der nogle gange kan synes nødvendigt for at forstå den Ny musik. Hermed bevares kompleksiteten – nu blot på en måde, hvor den ikke står i vejen for oplevelsen af værket – og det er for mig både forfriskende og fornyende - og et stort skridt i retningen af en Ny musik, der også vil påtage sig opgaven at være en samtidsmusik.