Vellykket fokus på Mellemøsten og Nordafrika

Den dominerende kultur kan med succes gøre krav på universalitet. Man møder dens kunst uden at spørge, hvor den kommer fra, og uden at kræve, at den fortæller om sin kulturelle oprindelse. Den dominerede kulturs kunst kan måske blive en del af det gode selskab. Men man forlanger, at den skal have det, man i gamle dage kaldte ‘lokalkolorit’. Den skal ses, høres, lugtes og smages som eksotisk interessant for at pirre det trætte kulturmenneskes gane. Send flere krydderier!

Så er det sagt. Jeg ankom til Klang Festivals dag med ny musik fra Mellemøsten og Nordafrika den 8. juni med paraderne oppe. Hvorfor sætte ny musik fra Mellemøsten og Nordafrika i bås? Hvorfor ikke bare spille gode ny og eksperimenterende værker af komponister fra den del af verden sammen med gode ny og eksperimenterende værker fra andre steder? Og hvorfor skulle vi, som det hedder i programbogen, rykkes »til spillestedet Alice, der huser verdensmusikken i alle dens mangfoldigheder«. Det er mange år siden, vi alle sang med på Steven Felds “A Sweet Lullaby for World Music” og forstod budskabet: at sondringen mellem ‘musik’ og ‘verdensmusik’ er barn af imperialismens og orientalismens verdenssyn, der ville se en afgørende forskel mellem ‘os’ – Vestens ‘kulturmennesker’ – og alle de andre derude i det fremmede.

Sænkede parader

Heldigvis faldt mine parader meget hurtigt. Klang Festival havde sammensat et program, der hurtigt trængte verdensmusik- og kulturmødestereotyperne i baggrunden. Alt i alt var det meget vellykket. Programmet var rigt og varieret, og fra først til sidst var det båret oppe af fremragende musikerskab.

Den første koncert var med den svenske cellist Alexandra Hallén. To af de tre værker var ifølge programbogen kommet til veje på hendes foranledning gennem et open call til komponister i Mellemøsten og Nordafrika om at skrive værker for solocello. Det hele blev afleveret med stor klarhed og musikalitet af den velspillende solist. De tre komponister, Ahmed Essyad, Ahmed Madkour og Daisim Jalo, er fra henholdsvis Marokko, Egypten og Syrien. Men de er alle, som hovedparten af programmets komponister, uddannet i Vesten. Stilistisk var der da også mindelser om både Schönbergs og Darmstadt-skolens ekspressionisme. Jeg tænkte, at man, når en festival for ny musik åbner døren mod nye geografiske områder, ikke bare får ‘flere krydderier’, men at ny musik-miljøets tabuer samtidig udfordres, så der bliver plads til musik, der ellers ville være udelukket.

Klang Festival havde sammensat et program, der hurtigt trængte verdensmusik- og kulturmødestereotyperne i baggrunden

Denne tanke fik yderligere næring ved koncerten med Athelas Sinfonietta, dirigenten Jesper Nordin og qanun-solisten, den egyptiske musiker Saber Abdel Sattar. Denne koncert var en udløber af Athelas’ nylige optræden ved Cairo Contemporary Music Days. Den indledtes med dirigentens gode indføring i arabisk musik. Herefter fik Saber Abdel Sattar lejlighed til at demonstrere sit instrument i to solostykker. Qanunen er et af den traditionelle arabiske kunstmusiks hovedinstrumenter. Saber Abdel Sattar spiller på en moderne, specialbygget version af dette instrument, der i ny musik-sammenhæng er særlig interessant på grund af dets rige mikrotonale muligheder. Han spiller med fascinerende virtuositet, og det gjorde os mindre, at hans bravurnummer Farah ikke er musik, som vi plejer at høre den ved ny musik-festivaler. Det er snarere en form for ‘let klassisk arabisk’, som mange dygtige musikere i Cairo dyrker.  

Efter introduktion og instrumentpræsentation fulgte det egentlige program med to stykker. Japaneren Yukiko Watanabes Aqua Houses (2019) var et meget smukt eksempel på det frugtbare møde mellem den japanske tysthedsæstetik og den tekniske beherskelse af komposition med klang og støj, som måske er den europæiske efterkrigsmodernismes største bedrift. I den stil kommer det an på udarbejdelse af den klanglige detalje, der skal være forfinet og varieret nok til at holde interessen fangen. Det lykkedes og forenedes med legen mellem figur og grund, der efterhånden opstod, idet identificerbare melodi- og harmonifragmenter dukkede og for igen at opløses – netop så underspillet, som stilen kræver. Med de orientalismekritiske hørebriller på kunne man måske spørge, hvorfor den eksotiske qanun var det mindst klangligt fremmedgjorte instrument i denne komposition? Er det fremmed nok i sig selv?

Det andet værk var sværere at blive klog på. Om Ahmed Madkours Taharqa, the Nubian Pharaoh (2019) fik vi efter koncerten at vide, at det var et værk af en nubisk komponist, der stod op mod egyptisk undertrykkelse af nubisk kultur. I programbogen kunne vi læse om anvendelsen af »skalaer af mange forskellig slags«. Jeg hørte det som en slags satirisk neo-klassicisme, der blev modsagt af den lange, gåseøjneløse qanun-solo midt i stykket. Andre hørte det anderledes, som et mere direkte udsagn.

Længsler i kød og blod

Eftermiddagen var klogt disponeret med korte koncerter, skiftevis på Alice og Union – det tidligere Verdenskulturcentret – lige overfor. Men for sent erfarede jeg, at man skal være i god tid på Union og placere sig tæt på scenen. Til koncerten med fløjtenisten Sofia Kayaya og musik fra Iran kom jeg for sent, placerede mig forkert og gik glip af det første stykke, der forsvandt i støjen fra køkkenet. Det var en skam, for det andet stykke, Anahita Abbasis No I Am Not Roaming Aimlessly (2017) gav appetit på mere. I stykket blev et digt af Rumi udsat for voldsomt ekspressivt fløjtespil, recitation og udråb. Rumi var sufitænker og sufidigter. Sufismen er islams mystiske dimension, og sufidigtene kredser om en længsel, der vel nok er efter Gud, men som dårligt kan skelnes fra den jordiske kærlighedslængsel. I værket blev der skruet ned for det sublimerede og tilføjet et aspekt af helt dennesidig desperation. Det var en stærk oplevelse.

Fra Amazone Kvartettens koncert med musik af kvindelige komponister fra Mellemøsten var det to værker for fløjte og klaver af den engelsk-libanesiske komponist Bushra El-Turk, der gjorde det stærkeste indtryk. El-Turk, der er født, opvokset og uddannet i England, taler gerne om betydningen af sine ‘libanesiske rødder’, og hun har som mange af de præsenterede komponister også arbejdet i projekter med instrumenter og musikere fra den arabiske musiktradition. Men der er hverken cedertræer, kibbe eller andre libanesiske nationalsymboler i hendes musik.

»Da jeg gik på Guildhall (prestigefyldt konservatorium og teaterskole i London, red.), blev jeg opfordret til at følge mine rødder; til at inkorporere idéen om ‘hjem’ i min musik, men min idé om ‘hjem’ var i konstant bevægelse.« Der er en dobbelt lektie at lære fra denne udtalelse af Bushra El-Turk, citeret i programbogen. Dels at det åbenbart er i vestlige kulturinstitutioners interesse, at en komponist fra Mellemøsten positionerer sig som en komponist fra Mellemøsten og ikke bare som komponist. Dels at komponister med oprindelse uden for den dominerende vestlige kultur meget ofte har et mere kritisk dialektisk forhold til spørgsmålene om kulturel arv og oprindelse end de vestlige kulturinstitutioner, som de karrieremæssigt er afhængige af.

Jeg påstår ikke, at begreber som ‘hjem’, ‘oprindelse’ eller ‘arv’ ikke spiller nogen rolle for kunstnerisk skaben og oplevelse. Det er ikke ligegyldigt, hvor vi, vores forældre eller bedsteforældre kommer fra. Men alle de begreber, der er i spil her, er til forhandling eller ‘i bevægelse’. Det stiller krav til alle kulturmødeprojekter. De gode intentioner skal ikke få lov til at lokke os i en retoriske fælde, hvor vi i den gode sags tjeneste fremstiller relative forskelle som absolutte. Kultur er møder og bevægelse. Her findes ingen absolutte grænser, og Europa og Mellemøsten har fra tidernes morgen udviklet sig i dialog.

Løfterige møder

Den sidste koncert var bygget op om Kamilya Jubrans stemme og vokalperformance. I en kort artist talk, der var programsat, umiddelbart før hun skulle på scenen i det meget krævende program, og mens vi nød den gode mad fra Unions restaurant, Send flere krydderier, svarede Jubran på spørgsmål om betydningen af hendes baggrund. Hun er født i en palæstinensisk familie i Israel, og på spørgsmålet om hendes tilknytning til arabisk musiktradition svarede hun, at den sandelig betyder noget, da hun kommer fra »et rum, et sted eller en geografi, hvor traditioner stadig – af gode og dårlige grunde – er stærke«. Hun understregede også det arabiske sprogs betydning som en kilde til sin musiks »rytme og klang«.

Kamilya Jubran flyttede i 2002 til Europa og bevægede sig her i retning mod den ny og eksperimenterende musik, og det er der kommet noget godt ud af.  Dagens sidste koncert var en udløber af det egyptisk-tyske udvekslingsprojekt My Voice, Your Voice, Our Voice, og programmets stærke røde tråd var netop Jubrans stemme.  Mest indtryk gjorde da også de værker, hvor hendes vokal spillede den største rolle.

I Dirar Kalashs Al-Hamza: Wasl/Qata’ (2019 – titlen henviser til spidsfindigheder i arabisk fonetik) fik vi en meget overbevisende demonstration af det arabiske sprogs potentiale som kilde til kunstnerisk formbar klang og rytme. Dekonstruktion af et sprogmateriale og invitationen til at dykke ned i de ugennemskuelige sammenhænge mellem sproglyd, krop og udtryk er hørt mange gange før. Men her altså på arabisk og udført med stor overbevisning.

Brigitta Muntendorfs Keep Quiet and Dance (2018), der ifølge programbogen »fokuserer på revolution eller forandring« i både indre og ydre forstand, var velgørende direkte og ekspressivt. Trods tekniske problemer i begyndelsen kom stykket sikkert i land. Ikke mindst takket være vokalsolisten.

Koncerten, der også lod os stifte bekendtskab med den tyske komponist Hannes Seidl og den egyptiske lydkunstner Jacqueline George, var som sagt en udløber af et egyptisk-tysk samarbejdsprojekt, og i midten af det velspillende ensemble sad den egyptisk-tyske klarinettist Sherif El Razzaz. El Razzaz er stifter og leder af Cairo Contemporary Music Days, hvor Athelas-ensemblet deltog for nylig. At Klang Festivals vellykkede temadag kunne slutte med besøg af et egyptisk-tysk samarbejdsprojekt med hovedrollerne besat af en egyptisk musiker og festivalleder og en palæstinensisk sangerinde, begge med bopæl i Tyskland, minder os om, at ny musik heldigvis er svær at sætte i national eller kulturel bås. Det minder os også om, at den ikke rigtig kommer nogen vegne uden accept og medvirken fra institutioner fra den rige vestlige verden. Samtidig viser det – som temadagen som helhed – at der i disse år udvikler sig en broget mangfoldighed af samarbejdsrelationer mellem musikere og komponister med mellemøstlig, nordafrikansk og europæisk baggrund. Hermed opstår nye erfaringsmuligheder for alle parter. Det er løfterigt.