En åndelig krammer til storebror

Vi står over for den største ny musik-festival på dansk grund. Vi snakker her om 25 koncerter og meget andet fordelt over 9 dage. Temaet er Ny tysk & dansk musik. Og musik som har en eller anden forbindelse til teater eller litteratur. Hovednavnene er manden fra Sirius, Karl-Heinz Stockhausen og genreblanderen Heiner Goebbels. Det hele foregår fra på fredag den 27.maj og frem til lørdag d. 4. juni på Teater Republique på Østerbro i København.
Af
27. Maj 2011
Athelas new music festival 2011
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Ny tysk og dansk musik
Programmet for Athelas New Music Festival ser i det hele taget godt og imponerende ud: Et stort antal koncerter med danske og internationale ensembler og en masse god, både nyskreven og etableret ny musik af især tysk eller dansk herkomst. Man vil blandt andet kunne opleve tyske cabaretsange fra mellemkrigstiden, nye iscenesættelser af klassiske ny musik-værker, Stockhausens sidste værker, cd- og bogudgivelser, præsentation af musik- og teknologiprojektet Integra, Mauricio Kagels musikteater og en masse nyskreven musik. Blandt meget andet. 

Det er sådan en festival, jeg vil anbefale til personer, som er kulturelt interesserede, men som normalt ikke er specifikt ny musik-interesserede. Det er nemlig langt fra en festival, der udelukkende hylder musikkens mest abstrakte idealer i form af koncentrerede lyttere, med lukkede øjne og al opmærksomhed rettet mod lyden – og hvor der helst ikke må være noget, der forstyrrer lytteoplevelsen. Ikke at det ikke kan lade sig gøre ved festivalen, men der vil også være noget for de andre sanser. Det er der lagt stor vægt på at forklare i programmet. Totaloplevelsen er i centrum. 

Festivalen, der har navn efter det københavnske kammerensemble Athelas Sinfonietta Copenhagen, løber af stablen for tredje år i træk. Sidste år var temaet ”Nye sider af Carl Nielsen” (det var den med plakaten med en tatoveret Carl Nielsen) og forrige år blev Poul Ruders’ 60 års fødselsdag fejret. 

Undertitlen til dette års festival er Ny tysk & dansk musik. En slags venskabelig krammer til vores åndelige storebror mod syd. Eller måske en krammer, som markerer, at dansk og tysk musik igen yder indflydelse på hinanden. Flere danske komponister synes nemlig igen at kigge mod vores nabo mod syd for inspiration. Et godt eksempel på det er den efterhånden også i udlandet etablerede komponist og fuld fortjent prisbelønnede Simon Steen-Andersen. Flere af hans værker bliver i øvrigt opført på festivalen. 

Fortiden reaktualiseret
”Forvent det uventede!” bliver det forvarslet i overskriften på allerførste side i festivalkataloget. Det giver mig anledning til at håbe, at koncerterne i sig selv vil byde på masser af overraskelser. At dømme ud fra kataloget, virker det endvidere som om, festivalen fortsætter trenden med at gøre et nummer ud af, at iscenesætte koncerterne anderledes end vi er vant til. At vise, at det vi troede, vi vidste, hvad var, måske også kan være noget andet. Eksempelvis at gøre gammel musik aktuel igen: At genopdage noget af den musik vi smed fra os, fordi man på den tid hyldede andre æstetiske idealer. Det virker som om, der er lagt store overvejelser i selve kurateringen af værkerne. Det ser jeg som en særdeles positiv trend inden for koncertplanlægning i disse år. Nogle gange er der lagt særlig vægt på at skabe sammenhængende flow i koncertens opbygning, mens der ved denne festival er lagt vægt på, at værker spillet ved samme koncert kan belyse nye aspekter ved hinanden.

Gammel ny musik og ny ny musik
Flere af koncerterne byder således på sammenstilling af den nye ny musik og den gamle ny musik. Meget sigende åbner festivalen med, at Athelas Sinfonietta & Concerto Copenhagen spiller værker af Gustav Mahler og Heiner Goebbels. Værkerne er skrevet med 100 års mellemrum, men har alligevel en del musikalsk til fælles. Heiner Goebbels, der er et af festivalens to hovednavne, præsenterer sit værk umiddelbart inden koncerten. At det netop er Mahler, der også præsenteres ved festivalens afslutningskoncert, hvor Karl Aage Rasmussens transskribering af hans 4. symfoni er på programmet, er også sigende for genaktualiseringstemaet. Mahler kan nemlig anses som værende et offer for den i det 20. århundrede herskende fremskridtstænkning, idet han først for alvor blev anerkendt som komponist 50 år efter sin død. Måske fordi han var knap så radikal i sit forhold til tonalitet som fx Anton Webern og Arnold Schönberg var.

Metronomen, som pryder plakaterne og hjemmesiden, kan ses som en slags illustration af dette forhold. Til enhver tid er der visse idéer, der er fremherskende, og som undertrykker dem, der ikke passer ind. Det virker som om festivalen har påtaget sig rollen, der skal sørge for at begge sider bliver hørt. På programmet er begge lejre da også repræsenteret: den hardcore modernistiske stil og den mere eklektiske, tonale og, fristes jeg til at sige, publikumssøgende stil. 

Festivalen er godt repræsenteret, hvad angår musik fra 60’erne, som må siges at være en kanoniseret årrække inden for den ny musiks historie. For 60’ernes vedkommende har man primært valgt at lade festivalen være repræsenteret af ikke-tyske komponister (med undtagelse af Poppe), og springer dermed indflydelsesrige komponister som Helmut Lachenmann, Dieter Schnebel, Hans Joachim Hespos, Matthias Spahlinger og hvad de ellers hedder over. Den stil, de i 60’erne og 70’erne stod for, synes ikke for alvor at være repræsenteret på trods af deres indflydelse på eftertidens musik: Dels har de i høj grad inspireret den yngre generation af danske komponister – førnævnte Simon Steen-Andersen er igen et glimrende eksempel – med, hvad jeg vil kalde en materialekritisk, dekonstruerende tilgang til musik. Og dels er tysk kompositionsmusik anno 2011 stadig enormt influeret af denne stil. Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at denne stil – sammen med Wolfgang Rihm’s (som i øvrigt heller ikke er repræsenteret) postmoderne stil – faktisk udgør, hvad man kunne kalde det mest markante træk ved den tyske kompositionsstil af i dag. 

Det er måske derfor også ret sigende for festivalen, at Stockhausen er repræsenteret med sine knapt så hardcore værker. Stimmung er nok det lettest tilgængelige og mest behagelige værk, han nåede at skrive. Og de to andre værker er for mig at se også i den lettere ende af ny musik-spektret, idet de begge peger på musik som værende punkter, dvs. klang.

Tick Tack Tock
Metronomen er hovedinstrumentet i György Ligetis værk Poéme Symphonique fra 1962, som er skrevet for 100 metronomer. Ligeti kaldte værket for ”en kritik af alle ideologier – for de er alle ubøjelige og intolerante mod andre.” Poeme Symphonique fremføres ved festivalen, og iscenesætteren Jacob F. Schokking er blevet bedt om at iscenesætte fremførelsen af værket og en række andre værker fra den ny musik-kanon (hvis der ellers er sådan en). Værker fra 60’erne til 80’erne af for længst anerkendte komponister. Der bydes blandt andet på Steve Reichs pendulværk, hvor mikrofoner bliver sat i svingninger over højttalere. Musikken udgøres af det feedback, der opstår, når en mikrofon kommer tæt nok på en højttaler. En oplevelse som blandt andet appellerer til opfinder- og ingeniørfascinationen. Og vi skal blandt andet også opleve Morton Feldmans sædvanlige, lækre stil i hans rigtig fine Three Voices, hvor en sopran synger synkront med optagelser af sin egen stemme. Denne koncert kunne være et rigtig godt sted at starte, hvis man er nysgerrig på kunstmusikken. Hvis man allerede er bekendt med værkerne, tåler de bestemt et genhør og –syn. Og samtidig kan man jo så opleve, hvad iscenesættelsen kan tilføre dem. Koncerten, som har navnet Tick, Tack, Tock, finder sted onsdag den 1. juni.

Musik i et teater
Det er ikke tilfældigt, at man har valgt at lægge koncerterne uden for de klassiske koncertsale, men på et teater. Det giver ganske givet større og bedre muligheder for at gøre noget ud af iscenesættelsen og lade performance spille en større rolle. At finde alternative locations væk fra de traditionsbefængte, borgerlige institutionelle bånd, synes efterhånden snarere at være reglen end undtagelsen, hvilket vi senest også har oplevet ved festivaler som Spor og Nordic Music Days. Kommer publikum ikke til os, må vi komme til publikum, synes at være et af rationalerne bag. Måske er det et forsøg på at finde et svar på et af de store spørgsmål om, hvorfor så mange, der er interesserede i kunst, ikke også lytter til kunstmusik? Måske vil denne festival gøre afstanden fra de øvrige genrer til musikken en anelse kortere? Det kunne da i hvert fald være dejligt.

Festivalen byder således også på mange eksempler på koblingen mellem teater og ny musik. Jeg nævner i flæng Mauricio Kagels absurde musikteater (søndag d. 29/5), Thomas Sandbergs one-man show ”On the Loose”, (onsdag den 1. juni), Helene Gjerris med tyske cabaretsange fra 1930’erne (lørdag d. 28/5) og kunstnerduoen Klejs og Rønsholdt (torsdag d. 2/6) 

Jeg anbefaler 
Til slut vil jeg lige nævne nogle af de koncerter, jeg personligt ser frem til at overvære. Jeg vil nemlig gerne slå et slag for en af mine personlige favoritkomponister blandt 60’er-70’er generationen. Nemlig tyskeren Enno Poppe, som ofte arbejder ud fra biologiske og matematiske forgreningsprincipper. På trods af de underlæggende principper har musikken alligevel noget legende, energisk og aktivt over sig; den virker til at falde til ro, men de opbyggede forventninger nedbrydes gang på gang. Poppe er en af de komponister, jeg efterlyste ovenfor; en af dem, der på det store komponiststamtræ vil kunne sættes i forlængelse af Helmut Lachenmann-klanen. To af hans værker – jeg kender dem dog ikke – bliver opført torsdag den 3. juni sammen med værker af Per Nørgaard og Stephen Oliver. 

Jörg Widmann er en anden tysk komponist fra den unge generation af tyskere, jeg holder meget af. Han er dog ikke i samme grad som Poppe i familie med de tidligere nævnte radikale komponister, men er i den pænere ende af spektret. Han har stort fokus på det klanglige, som han frembringer ved hjælp af et sammensurium af avantgardeteknikker som eksempelvis udvidede instrumentteknikker. Man kan dog stadig godt høre, han er tysker, idet at de klanglige frembringelser også synes at have en stor spændings- og forløbsmæssig dimension. Hans ”Oktet” opføres torsdag den 2. juni af Figura Ensemblet. 

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg er Stockhausen-fan, men det er faktisk først nu at jeg får lejlighed til at høre opførelse af nogle af værkerne fra hans sidste storværk: cyklussen Klang, der opføres om søndagen. Klang skulle egentlig have været 24 kammerværker, som hver beskriver en time i døgnet, men Stockhausen nåede kun at færdiggøre de 21 af dem. Cyklussen markerer en tilbagevenden til Stockhausens tænkning af musik som punkter. Med andre ord en tilbagevenden til et fokus på det klanglige frem for forløbet.

Stockhausens Stimmung er et andet dejligt værk på programmet. Det synges den 1. juni af Theatre Of Voices. Stimmung er et korværk i et behageligt, meditativt leje, hvor teksten udgøres af navnene af en hel bunke guder. Det er sådan et værk, jeg ville ønske folk bragede ud af åbne vinduer, når jeg cykler rundt i byen en sommerdag. Dette er i det hele taget en koncert man med ro i sjælen sagtens kan anbefale til ikke-ny musik-interesserede, uden at nogen bliver bange. 

Det er efterhånden ikke særligt populært at snakke om nationale toner i musik i vores ih så globaliserede verden, men jeg har alligevel valgt ikke at forbigå det i tavshed. For der kan ikke være tvivl om, at festivalen ville lyde væsentligt anderledes, hvis temaet var engelsk, fransk eller for den sags skyld italiensk musik. Ikke at der er et absolut facit på de nationale karakteristika, men i mine ører, er der klare tendenser. Denne festival stiller skarpt på et helt århundrede med tysk og dansk musik. Dermed vil det også være en festival, der fortæller os meget om nogle af vores nærmeste kulturelle slægtninge og dermed også om aspekter af vores egen kultur. Fx bliver det spændende, om vi kan komme nærmere et svar på, hvorvidt den gensidige påvirkning imellem de to lande i den sidste halvdel af 1900-tallet har været lige så lille, som historieskriverne til tider har tendens til at antyde.

Omtalt i artiklen