CTM 2015 – ionosfæriske signaler og løst kuraterede lydaftryk

Da den Ungarske kunstner László Moholy-Nagy (1895-1946) blev ansat som lærer ved Bauhaus, var en del af hans pædagogiske fokus en vedholdende undersøgelse af, hvordan man kunne bruge materialer og teknologier til at udvikle den menneskelige sanselige sensitivitet. I slutningen af januar sluttede en velbesøgt særudstilling på Bauhaus-arkivet i Berlin, hvor man kunne se Moholy-Nagys nærmest laboratorie-agtige undersøgelser af nye syns- og lytteakter. Udstillingen var ikke del af CTM-festival (tidligere Club Transmediale) som løb af stablen forskellige steder i samme by netop som udstillingen sluttede. Alligevel kan man betragte Moholy-Nagys tidlige eksperimenter med alternative og uventede vinkler på såvel lyd- og billedæstetik som en historisk prægnant reference, hvis man skal forsøge at beskrive, hvad det er for en type lydkunst og musik man mødte på festivalen.

Fokus ligger ikke nødvendigvis på de ypperste værker inden for digital kunst og musik, men snarere på den laboratoriagtige, eksperimentielle udforskning

Det er nemlig kendetegnende både for CTM og til dels søsterfestivalen Transmediale, at selvom der nok fremvises færdige "værker", installationer og performances, så ligger fokus ikke nødvendigvis på de ypperste værker inden for digital kunst og musik, men snarere på denne laboratoriagtige, eksperimentielle udforskning af de muligheder og begrænsninger, der ligger i det aktuelle medielandskab. Dette stemte også godt overens med temaet for årets CTM festival – Un tune – der med egne ord drejede sig om at undersøge "the affective and somatic effects of sounds and frequencies opens up possibilities of tuning and de-tuning the composite that interconnects body, matter, energy, and (musical) machines – and of exploring our perception”. Et temmelig bredt sigte, der rummede alt fra regulære koncerter, audiovisuelle performances, installationer og aktiviteter som f.eks. et MusicMaking HackLab.

Hacklab på Bethanien (Foto: Anette Vandsø)

Hacker-laboratoriet forløb over hele festivalperioden og var planlagt til at slutte med en fremvisning på festivalens sidste dag, søndag. På Hacklab’et mødtes en gruppe mennesker for at bygge små elektroniske kredsløb fra bunden. Da vi besøgte laboratoriet om torsdagen, blev der således bandet en del over, hvor lang tid det tager, at sætte de mange små resistorer fast i kredsløbene. Men som en af deltagerne forklarede, så overskyggede dette pillearbejde langt fordelen ved ikke at købe færdiglavede musikinstrumenter (f.eks. synthesizers), fordi man her kan få sin helt egen unikke lyd. Dette udsagn klingede umådelig velkendt, når man kom fra udstillingen på Bauhaus-arkivet, som blandt andet viste hvordan Moholy-Nagy brugte plader og pladespillere på ukonventionelle måder for at skabe nye, uforudsete lyde.

’Lydløse’ sound talks
Samtidig med Hacklab var der torsdag en række præsentationer fra velrenommerede forskere og kunstnere så som den japanske fysiker og komponist Atua Tanaka samt Kelly Snook, der har arbejdet som programmør på NASAs månerejser og forsket i sonifikation[JS1]  – dvs. lydliggørelse af eller ikke-hørbare fænomener eller data. Snook præsenterede sit arbejde og sluttede sin talk med at vise den specialbyggede handske, som hun p.t. arbejder på sammen med den engelske sangerinde og musiker Imogen Heap. Handsken tillader brugeren at betjene en computer alene ved hjælp af håndens gestiske bevægelser i luften– den kan f.eks. anvendes til musikalsk audio-kontrol altså som et instrument der kan forbinde musik og dans.

Snooks præsentation foregik samtidig med, at alle deltagerne ved Hack-labbet sad og loddede deres kredsløb, og man kunne ikke andet end få følelsen af, at det er samme nysgerrighed og trang til eksperimenter, som gør sig gældende både hos vækstlaget og de professionelle. Netop denne inklusion af vækstlaget (både det kunstneriske og det akademiske) er kendetegnende for både Transmediale og CTM, der fungerer som to uafhængige organisationer, men som koordinerer deres samarbejde tæt omkring de parallelle festivaler. Mens Transmediale i år havde et kritisk fokus på indsamlingen og monitorering af data, havde CTM nogle andre sigtelinjer. Men netop den delte interesse i at  afsøge de potentialer der ligger i det aktuelle medielandskab ud fra forskellige kritiske agendaer, gør at de to begivenheder supplerer hinanden vældig godt.

Udstillet lyd, fraværende formidling
Den førnævnte løse håndtering af visse af festivalens indslag kan også siges at præge den centrale udstilling, som er blevet fast del af de senere års CTM-program. Også i år var den at finde på Kunstquatier Bethanien i Kreuzberg, hvor de fleste af CTMs dags-begivenheder i øvrigt foregik. Udstillingen, der refererede direkte til det overordnede Un tune-tema, rummede interessante værker om end den kunne have været mere skarpt kurateret og formidlet. Blandt de udstillende kunstnere var Anita Ackermann, Anke Eckardt, Emptyset, Graw Böckler, Derek Holzer, Matthijs Munnik, Nik Nowak, Konrad Smoleński, Claire Tolan, Mario de Vega, Zorka Wollny, Zimoun.

I Ground oplevede man, at grunden under en ikke blot er et stabilt fladt underlag, men et mere nuanceret materiale med sin egen tekstur og bevægelighed.

Et af de mest markante værker var Anke Eckharts multisensoriske installation Ground (2013), hvor skurrende stenplader langsomt flytter sig under fødderne. Det var et på én gang et meget sanseligt og konceptuelt værk. Eckharts virke som kunstner tager udgangspunkt i et ret omfattende research-arbejde, hvor hun sætter sig ind i forskellige problemfelter eller fænomener. Det kan være lyd-kanoner eller jordpladernes tektoniske bevægelser. Dette resulteter i værker, der ikke eksplicit omhandler de emner hun har undersøgt, men som i stedet via det sansemæssige giver publikum en mere umiddelbar oplevelse af fænomenerne.

I Ground oplevede man, at grunden under en ikke blot er et stabilt fladt underlag, men et mere nuanceret materiale med sin egen tekstur og bevægelighed. Det erfarede man især via den nærmest fede, overtonerige lyd af sten der gnider mod sten og via den langsomme bevægelse. Som nævnt var det konceptuelle lag af værket dog slet ikke præsent i denne udstilling. Det kunne man til gengæld læse om i den bogen Sonic Spaces (2013) om Eckharts kunstnerskab, som kunne købes på udstillingsstedet.

I det magasin man fik udleveret med sin billet – Un Tune –  kunne man heller ikke læse om dette værk, men til gengæld om andre af Eckharts værker, og så kunne man læse om enkelte øvrige værker på udstillingen som f.eks. Nik Nowaks Booster 2.13. (2013) – et militært udseende fartøj, der dog her stod stille, udstyret med subsonisk og let støjende soundsystem – samt Claire Tolans Always Here for You: ASMR - Autonomous Sensory Meridian Response (2015). Samlet set fremstod formidlingen af udstillingen her som en lidt tilfældig eller i hvert fald ikke særlig konsekvent omgang med mængden af information om udstillingens materiale, hvilket var en skam.

Aftryk af lydtryk
Temaet for udstillingen var bl.a. ”sonisk affekt[JS2] ”, som kuratornoterne til udstillingen anførte uden videre forklaring, men også hvad man kunne kalde konkret effekt. Det var i hvert fald tilfældet med duoen Emptysets bidrag Imprint 1-3, der bestod af tre skinnende blanke metalplader i rustfrit stål, som bulede og bøjede i organiske formationer. Atter krævede det, at man gik det supplerende informationsmateriale igennem for at finde ud af, at pladerne var afstøbninger af materiale, der var blevet udsat for et lavfrekvent og ekstremt lydtryk. De udstillede objekter var dermed en materialisering af en ellers efemerisk lydlig begivenhed, der oprindeligt lå uden for den menneskelige hørelses kapacitet (qua dens lavfrekvente beskaffenhed).

Emptyset vender vi tilbage til nedenfor, men netop dette værk rummede nogle af de aspekter, som man havde forsøgt at samle via det overordnede Un Tune-tema.  Konsulterede man igen det fyldige og spændende CTM-katalog – der altså hverken fungerede som decideret program for rækken af koncerter eller som beskrivelse af udstillingen, men snarere var en selvstændig publikation hvori både kunstnere og kritikere diskuterer det mangfoldige temaet – så fremgik f.eks. følgende passage i introduktionen af festivalens mål som værende en udforskning af: ”the affective potential of sound from innumerable points of view: spatial explorations, otoacoustic emissions, binaural beats, and other phenomena that play on our perception and mental states meet visceral manifestations”. Af citatet her fornemmer man også, hvor eklektisk festivalen på mange måder er, selvom den overordnet bevæger sig indenfor og på kanten af elektronisk music. En regulær technofest var det langt fra og til trods for, at en del af koncerterne fandt sted i en af den europæiske club-scenes absolutte højborge – Berghain – så var det primært stedets funktion som koncertsal snarere end dansegulv, der var i fokus under festivalen. Og selvom ’un tune’ jo i princippet ikke blot ækvivalerer støj, så blev CTM-publikummet flere gange sat på prøve af de mange avantgardistiske greb, der prægede væsentlige dele af festivalprogrammet.

The Bug, ”Sirens”, Berghain (foto: CTM/Marco Microbi)

Det var også tilfældet den første aften, hvor undertegnede havde løst billet og trådte indenfor i Berghains dunkle men rummelige lokaler og lynhurtigt lod sig opsluge af den unikke atmosfære i det gamle kraftvarmeværk. Hovedattraktionen var her, tirsdag den engelske musiker og producer Kevin Martin, der gennem tiden har opereret under en række alias’er. De seneste år har han hovedsageligt gjort sig bemærket som The Bug, hvor han dyrker en særegen blanding af hardcore ragga, dub-inspireret basgroove og techno’ens minimalisme.

På sin vis var det lidt synd, at decibelniveauet ikke tillod, at man turde, endsige kunne lytte til de mange nuancer

Mens han normalt hyppigt anvender gæstevokalister også til sine live optrædener, var der omvendt denne aften varslet en atypisk The Bug-koncert under titlen ”Sirens”. Det skulle vise sig at dække over en helt vokalfri tour-de-force udi støjende, buldrende og vibrerende basdroner med pletvist (lige så) øredøvende eruptioner af mere høj-pitchet karakter. Et eklæret mål for Martin har længe været at levere koncerter med lydtryk ud over det sædvanlige. Til denne lejlighed havde han fået lov til at køre sin medbragte højttalermur af et soundsystem igennem Berghains Funktion One anlæg. Dén kombination kunne mærkes, og der var tydeligvis også ret få publikummer, som ikke havde taget en eller form for høreværn i brug.

På sin vis var det lidt synd, at decibelniveauet ikke tillod, at man turde, endsige kunne lytte til de mange nuancer, som The Bug fik aftvunget sit elektroniske setup i form af tætvævede lydtæpper, der svøbte sig over det meget fyldte koncertrum, konstant bølgende frem og tilbage i lighed med den dis, som væltede ud af Berghains røgkanoner. Samtidig havde det nærmest terapeutisk velgørende effekt at blive masseret fysisk af de luftmasser, som det optimerede soundsystem skubbede rundt blandt publikum. Både med tanke på koncertens titel og dens gennemgående støjende karakter, lagde The Bug sig i forlængelse af en tradition, der strækker sig tilbage til de historiske avantgarders eksperimenter med støjende maskinmusik; fra Russolos intonarumori-konstruktioner over Avraamovs “Symphony of sirens” og og måske endda helt tilbage til Helmholtz’ 1800-tals eksperimenter med sirener og lydens fysiske beskaffenhed frem til denne superforstærkede version, vi fik denne aften på Berghain.

Is-kølet techno og laserdrevet RBG-æstetik
Med et så tætpakket festivalprogram, som CTM også i år bød på, vil en reportage fra begivenheden naturligt bestå i subjektivt motiverede udpluk og det, man kan se som uomgængelige highligts. Til sidstnævnte kategori hørte bl.a. koncerten med Alec Empire, der på samme Berghain-venue om onsdagen genopførte værket Low on Ice (the Iceland Sessions), som oprindeligt blev udsendt på Empires eget Milles Plateaux pladeselskab tilbage i midten af 90erne. Værket adskilte sig allerede dengang markant fra Empires politisk-aktivistiske og hardcore breakbeat-baserede output i gruppen Atari Teenage Riot. Aftenens udgave af Low on Ice… tog afsæt i den originale udgivelses kombinationen af kølige synthesizere og langsomt fremadskridende beats. Det blev en vældig helstøbt til tider meditativ lytteoplevelse, hvor der også jævnligt blev åbnet for medrivende kontraster, som når velturnerede 303 acid-rundgange skar sig krystalklart gennem de ambiente klanglandskaber.

I CTMs sidste og mest koncentrerede halvdel var koncerterne primært fordelt på henholdsvis Berghain og Hebbel am Ufer teatrets (HAU) sale. På HAU var der i alle tilfælde tale om siddende koncertoplevelser, hvilket selvsagt giver andre muligheder for fordybelse. Vi valgte dog, med få undtagelser (som vi vender tilbage til), at fokusere på det massive udbud af kunstnere på Berghain, ikke mindst fordi musikkens fysiske dimension her, i kraft af det føromtalte overdimensionerede lydanlæg, kom så markant og virkelig interessant til udtryk. Til gengæld måtte man så affinde sig med, at flere hovedattraktioner i god tysk club-stil var programsat så sent, at det ikke rigtigt kunne harmonere med efterfølgende deltagelse i festivalens dagsaktiviteter i form af talks, workshops osv.

Det blev en vældig helstøbt til tider meditativ lytteoplevelse, hvor der også jævnligt blev åbnet for medrivende kontraster

Men det var også værd at vende blikket andre steder hen. F.eks. mod den centrale joint venture performance, arrangeret mellem de to festivaler, som fandt sted i Haus der Kulturen der Welt (HKW) fredag og lørdag aften. Begge aftener bød således på et audiovisuelt fælles værk skabt at henholdsvis den australske laserlys-kunstner Robin Fox og den tyske multimusiker Uwe Schmidt, der her fungerede under sit Atom™-alias. Desuden blev denne duo suppleret af to forskellige indslag, af hvilke vi overværede fredagens kombi-koncert med Frank Bretschneider, der havde fået musikeren og mediekunstneren Pierce[JS4]  Warnecke til at sætte analoge live visuals til musikken.

Det var Bretschneider og Warenecke, der lagde ud i HKWs tætpakkede auditorium med en optræden koncentreret om Bretschneiders seneste album Sinn + Form. Grundmaterialet på albummet stammer fra en række optagelser foretaget af Bretschneider under et ophold ved EMS i Stockholm, hvor han arbejdede med bestemte synthesizer-systemer på stedet. Resultatet på albummet, som også koncerten i CTM-regi tog tydeligt afsæt i, er et abstrakt og kaotisk komplekst virvar af syntetisk tonalitet og støj, der kan lyde improviseret i sit udtryk. Men det var også en samplet og digital version af de originale optagelser af EMS’ Buchla og Serge analoge synths, som Bretschnedier manipulerede under koncerten. Og når man kendte baggrunden for albummet, sad man groft sagt tilbage med indtrykket af en slags secondhand oplevelse, hvor Bretschneiders ivrige arbejde med knapperne på den lille konsol fremstod en smule futilt.

Hvad der reddede den (musikalsk sete) noget langtrukne forestilling var imidlertid Pierce Warneckes genuint analoge visuals, som bestod i et simpelt set-up af transparente rør med påtrykte mønstre som roterede. Warnecke sænkede så en lyspære ned i rørene og effekten blev filmet og projiceret op på den store skærm bag begge kunstnere. De sjove interferenser og uventede mønstre der opstod heraf fungerede fint som billedlig korrespondance til musikken, men der var ganske enkelt for lidt variation i intensitet og fundamentale æstetiske virkemidler til at holde interessen i henved en time.

AtomTM & Robin Fox, ”Double Vision”, HKW (foto: CTM/Stefanie Kulisch)

Efter en kort pause var det tid til Robin Fox og Atom™s ”Double Vision”. Værket var stramt bygget op som en kombination af Schmidts digitale musik og ditto visuals samt Fox’ orkestrerede laserlys. Sidstnævnte var holdt i RGB farveskalaen og blev i forskellige forløb kastet frontalt ud mod publikum og rundt om i salen. Der var altså ikke tale om at opleve lyset som figurativ projektion på en bagvæg men mere om at erfare det dynamisk som en rumskabende og -forstyrrende faktor. Schmidts soundtrack til forestillingen trak på klassiske elektro-inspirationer og var flere steder gennemsyret af en art ironisk referere til bl.a. 80er og sen 70’er elektronisk musik. Schmidt kan være noget af en joker, men her fik vi en blanding af velfungerende beatpassager, musikaliseret tale-syntese og mere frit svævende, ambient støj, hvor pastiche og originalitet balancerede glimrende. Og selvom Fox’ brug af laser ikke nåede samme sublime højder som Robert Henkes Lumiére laser-projekt, der var på programmet sidste år, så havde det også her en fascinerende og atypisk fortættet effekt.

Der var altså ikke tale om at opleve lyset som figurativ projektion på en bagvæg men mere om at erfare det dynamisk som en rumskabende og -forstyrrende faktor

Fra Berlin til ionosfæren (og retur)
For de der valge at tage den sidste dag med, rummede søndagen bl.a. en større samling koncerter ud på aftenen som en officiel afslutning. For os endte CTM dog sen eftermiddag / tidlig aften, hvor den engelske duo Emptyset (James Ginzburg og Paul Purgas) havde verdenspremiere på Signal. Projektet tog afsæt i hvad Emptyset selv refererede til som’atmosfærisk modulation’, og hvor det grundlæggende princip kort fortalt var som følger: fra HAU 1 i Berlin dirigerede Emptyset deres lydoutput via en Deutschlandradio sendevogn til den tyske Grossfunkstelle Nauen sendestation – den ældste af sin slags i verden etableret i 1906. Fra Nauen blev lydsignalet videresendt som højfrekvente radiobølger ud mod ionosfæren, hvorefter lyden, så at sige, blev reflekteret og ’atmosfærisk’ moduleret før den igen blev opfanget fra jorden af den franske Émmeteur d’Issoudun radiostation. Dette opfangede signal blev så sendt retur til HAU, hvor det blev modtaget af en antenne monteret på bygningens tag, for endeligt at gen-indgå som konkret lyd i Emptysets maskinpark og live performance. For at illustrere det imponerende kredsløb af signaler frem og tilbage mellem HAU og ionosfæren – og de øvrige forstyrrelser fra forskellige typer atmosfærisk støj, der måtte dukke op undervejs – blev der dels projiceret en abstrakt visualisering af signal-aktiviteterne op på et stort lærred (baseret på en standard protokol for spektral visuel fortolkning og digitalisering af radiobølger). Dels kunne man på to tv-skærme i hver side af scenen følge med i signal-udvekslingen mellem henholdsvis Nauen- og Issoudun-senderne.

Emptyset, ”Signal”, HAU 1 (foto: CTM/Udo Siegfriedt)

I den højloftede og stilfuldt altmodische teatersal med samtlige sæder besat fra første række til øverste balkon, skabte det en tæt ved andægtig stemning. Ikke mindst fordi det helt centrale element – musikken – fungerede uhyre dragende og suggestivt. Emptyset trækker på både industrial, ambient og noise-genrer, men har formået at etablere en egen æstetik som er umiskendeligt deres og som også var den man genkendte til Signal-performancen. Den atmosfæriske modulation bevirkede altså ikke, at Emptysets signaturlyd fremstod radikalt anderledes. Men velvidende om den komplicerede signaludveksling, som dannede baggrund for de pulserende lag af støj og overtonerigdom der blev udsendt med temmelig stor volumen, kunne man ikke undgå at få fornemmelsen af at være del af noget større. Mere end bare at sidde bænket til endnu en koncert, indgik vi her sammen med Emptyset i et højere kredsløb af nærmest kosmisk karakter. Lyden vi hørte blev formet real time af de specifikke atmosfæriske omstændigheder hundredvis af kilometer over os og transmitteret over 1000 kilometer fra senderen i Frankrig via antennen på taget og direkte ud gennem højttalerne til vores trommehinder.

Mere end bare at sidde bænket til endnu en koncert, indgik vi her sammen med Emptyset i et højere kredsløb af nærmest kosmisk karakter

Med afsættet i denne efterhånden aldrende transmissionsmetode formede koncerten sig desuden som en slags hyldest til radioteknologien og understregede den grundlæggende udforskning af digital-analoge principper for mediering af lyd og bølgeformer, som Emptyset beskæftiger sig med. For selvom man i udgangspunktet kunne forstå den lyd vi hørte som korresponderende 1:1 med de fluktuationer og ændringer, som de udsendte og modtagne bølger undergik, så havde man basalt set ingen mulighed for at vide, hvor manipuleret og ikke-analogisk resultatet var. På et tidspunkt blev denne illusion som kunstnerne tydeligvis forsøgte at skabe brudt, da visualiserings-interfacet lod til at kokse en smule, så man i stedet for det hypnotisk strømmende flow af farver fik øje på det bagvedliggende Max/MSP-patch. Det var givetvis ikke intenderet og gav under alle omstændigheder anledning til en efterfølgende snak med en tilfældig sidemand om relevansen af en fortsat diskussion om vores grundlæggende forståelse af forholdet mellem det digitale og analoge.  

På mange måder var koncerten den perfekte afslutning på en CTM festival, der delvist var præget af lidt slinger i valsen, men som samtidig og stadig viste sig som en übersolid garant for et (positivt) overraskende og varieret program. Og Signal var netop et glimrende eksempel på, hvordan festivalen formår at inddrage de rigtige kunsterne til at skabe forskellige linier mellem f.eks. hacklab-aktiviteter og koncertsituationen, hvor Emptysets strategi kunne ses som en slags hacking eller alternativ appropriering af de nævnte sende- og modtagestationer, ja måske endda af ionosfæren, til at skabe et audiovisuelt og kunstnerisk yderst vellykket værk