Komponister fra alle lande – forén jer!

»Som sammenflettede rødder. Vanskelige at gennemtrænge. Viklet ind i hinanden. Ingen klart angivende retninger. Og alligevel danner rødderne en stamme, som igen danner nye grene og fint ciselerede blade.«

Dette billede, inspireret af de franske filosoffer Félix Guattari og Gilles Deleuze, kan uden videre overføres på samtidsmusikken i dagens Tyskland. En musik, som helt åbenlyst ikke længere er til at sætte på en fællesnævner. Den såkaldte ‘ny musik’ er splittet op i sfærer af eksperimentel musik, aktuel musik, musikperformance, Ars Acustica og musik på nettet. Grænserne er flydende, og det er svært at gennemskue de mange sideordnede positioner, stilarter og holdninger.

Man mærker, at den blomstrende tyske musikscene bygger på en rig musiktradition og en stærk infrastruktur

Det forhold gælder selvfølgelig ikke kun samtidsmusikken i Tyskland. Men nok i særlig grad her. Man mærker, at den blomstrende tyske musikscene bygger på en rig musiktradition og en stærk infrastruktur. Et særligt kendetegn er den livlige diskussion om musik, som går helt tilbage til det 19. århundrede med Robert Schumanns Zeitschrift für Neue Musik. Schumanns blad lever stadig i bedste velgående side om side med hele to andre specialiserede fagblade om ny musik: Kölner MusikTexte, grundlagt i 1983 af den tidligere redaktør for Deutschlandfunk Reinhard Oehlschlägel, og berlinertidsskriftet Positionen, der siden 1988 er blevet udgivet af Gisela Nauck og Armin Köhler. Köhler er i dag leder af festivalen Donaueschinger Musiktage. Dertil kommer, at koncentrationen af musikinstitutioner er meget høj. Det gælder blandt andet musikkonservatorier, forlag, festivaler, koncertrækker – foruden en mængde uafhængige initiativer.

Netop den store mangfoldighed tiltrækker komponister fra mange forskellige lande. Den tyske musikscene er i forfriskende grad international. Og den er det i langt højere grad end musikscenerne i for eksempel Schweiz, Frankrig, England og Norge – eller i Danmark, hvor tvivlsomme støtteordninger fokuserer på hjemlige musikere og komponister og dermed spærrer for det store udsyn.

Berlin versus Köln
I ingen anden by er dette så tydeligt som i Berlin. Indtil Murens fald var byen en provinsiel baggård, hvad angår ny musik, men efter 1989 blev Berlin meget hurtigt til en metropol med en ligefrem magnetisk kraft. Frit efter Marx hed og hedder devisen: »Komponister fra alle lande, forén jer.« Det gjorde de så, ofte i de mange tomme ejendomme, som især det tidligere Østberlin var så fuld af. Det kunne være ved spontane improvisationsaftener eller i forbindelse med en danseperformance eller – som noget helt nyt – ved en elektronisk koncert med laptopmusik.

Berlin har indtil i dag formået at bevare denne eksperimentelle gejst. Ganske vist er lukningen af blandt andet lyd- og mediekunststedet Tesla i 2007 et tilbageslag. Men der er stadigvæk livskraftige mødesteder for musikalske fritænkere som for eksempel Ausland på Prenzlauer Berg. I dette miljø kan man blandt andre møde et ensemble som Zeitkratzer, der bevæger sig ubesværet fra elektronisk musik af den japanske støjkunstner Keiji Heino over særprægede fortolkninger af rå folkemusik fra Bayern og Balkan til en uakademisk reduktion af Arnold Schönbergs musik. Ensemblets kunstneriske leder, Reinhold Friedl, er glad for det inspirerende klima i Berlin, men klager også over de underbetalte koncerter.

Zeitkratzer og Keiji Haino udgav i 2014 albummet »Live at Jahrhunderthalle Bochum«. © Karlrecords

At den uafhængige musikscene mangler penge, er formodentlig et grundvilkår. I Berlin bliver dette vilkår imidlertid voldsomt forstærket af mængden af musikere og komponister, der boltrer sig i miljøet – og det er så bagsiden af medaljen.

Et andet problem er, at Berlins enorme tiltrækningskraft nærmest har udsuget andre byers musikalske identitet. Ser man på Köln, der med Karlheinz Stockhausen eller Mauricio Kagel engang var avantgardens centrum, så har næsten alt forandret sig til det værre. Köln har tydeligvis lidt under, at hovedstaden er rykket fra Bonn, kun 30 kilometer væk, til Berlin. Mange centrale aktører er forsvundet, typisk til Berlin, og de tog ufrivilligt den kreative gejst med sig. Det har især den uafhængige musikscene lidt under, der er kun få koncerter tilbage på spillesteder som Loft og Alten Feuerwache.

Radio versus eksperiment
Köln har dog stadig WDR, Westdeutscher Rundfunk, der fortsat har stor betydning for samtidsmusikken. Siden 1969 har radiostationen sammen med byen Witten arrangeret Wittener Tage for ny kammermusik. Her præsenteres hvert forår omkring ti koncerter, som afsøger den seneste udvikling inden for den traditionelle instrumentalmusik.

I det hele taget har radioen altid været en vigtig katalysator for ny musik i Tyskland. WDR har således også koncertserien Konzertreihe Musik der Zeit. Og særligt betydningsfuld er den sydtyske radio SWR med Stuttgart-festivalen Eclát og især med Donaueschinger Musiktage i oktober måned – også selvom de multimediale strømninger på festivalen vanskeligt lader sig præsentere i radiomediet.

Efter 1989 blev Berlin meget hurtigt til en metropol med en ligefrem magnetisk kraft

Donaueschinger Musiktage udviser igen i år en forbløffende stor stilistisk bredde: lydinstallationer af Peter Ablinger og Franz Martin Olbrisch, en open-air-performance af svenskeren Dror Feiler samt koncerter med video, blandt andre af den gamle mester Nam June Paik. Den allestedsnærværende Mauricio Kagel-elev Manos Tsangaris præsenterer sig med sin stort anlagte Batsheba. Eat The History!, en musikteater-installation med diverse stationer for skuespillere, sangere, kor og orkester. Tsangaris, der er født i Düsseldorf, er gennem sine forfriskende spottende tilbøjeligheder altid en udfordring for koncertarrangørerne og vil også være det for Donaueschingen i år.  

På trods af den stilistiske åbning, som især Donaueschinger Musiktage er eksponent for, så er hovedfokus for de tyske radiofestivaler fortsat den klassiske instrumentalkoncert. De æstetiske udtryk er talrige, og genrerne er omfattende – fra orkesterværker over liveelektronik til solokoncerter eller ensemblekompositioner med uortodokse instrumenter.

I de senere år er det påfaldende, hvordan Helmut Lachenmanns ‘konkrete instrumentalmusik’ vinder frem i forskellige individuelt prægede versioner. Eksempelvis hos den unge franskmand Mark André, der integrerer aluminiumspapir og andre specielle lydgivere i sin musik. Eller hos den italienske Lachenmann-elev Pierluigi Billone, der både skriver sofistikerede stykker for soloviolin og arbejder med klangvirkninger fra eksempelvis en støddæmper, som han lader en percussionist traktere på alle mulige måder.

Ung versus gammel
En naturlig følge af tidens generelle accept af den størst mulige mangfoldighed er, at de unge generationers kritik af de ældre ikke længere er særlig tydelig. I modsætning til for eksempel de tidlige 70’ere, hvor en gruppe af komponister under den problematiske overskrift ‘ny enkelhed’ vendte sig mod avantgarden fra 50’erne og 60’erne. Den nuværende tilstand mellem unge og gamle må generelt betegnes som fredelig sameksistens.

Ironisk nok er det i dag mere den ældre generation, der kritiserer de yngre for ikke at være kritiske og rebelske nok. Lachenmann klagede engang over de unge komponisters usikre epigoneri. Og Dieter Schnebel, der i 60’erne gjorde sig bemærket med nogle udtryksfulde vokaleksperimenter, har for nylig ytret sine betænkeligheder på følgende måde: »Indtryk efter koncertbesøg ved ny musik-festivaler, eller når man kigger i programhæftet: Stor ensformighed, alt ligner hinanden, ganske vist godt og gedigent udført, på professionel konservatoriemanér. Stykkerne bliver for det meste spillet fabelagtigt af virtuose ensembler. Men meget er også gammeldags; vi lavede det samme for 40-50 år siden.«

Violinisten Marco Fusi spiller Pierluigi Billones »Equilibrio. Cerchio« (2014), et værk bestilt af SWR. © Marco Fusi/Pierluigi Billone

Øst versus vest
Integrationen af det tidligere DDR er stadig langtfra fuldført, hvilket blandt andet ses i den tyske Bundesliga, hvor der ikke er en eneste klub fra Østtyskland. Men også i musikkens verden har de nye østtyske forbundslande ikke meget at byde på i forhold til de vestlige. Den relative isolation i det gamle DDR førte til en kunstnerisk tilbageståenhed, som det endnu ikke er lykkedes at udligne. Indflydelsesrige komponister fra DDR-tiden som Georg Katzer, Paul Heinz Dittrich, Friedrich Goldmann eller Aribert Reimann spiller næsten ingen rolle ved de toneangivende festivaler.

Tilvækst af nye komponistgenerationer er lige så stor en mangelvare som spillesteder for samtidsmusik. Bortset fra Europäisches Zentrum der Künste i Hellerau nær Dresden har intet sted i øst indtil nu for alvor formået at etablere sig. Heller ikke i den gamle musikby Leipzig, hvor Forum für zeitgenössische Musik under ledelse af Thomas Christoph Heyde ikke er i stand til at skabe andet end rent lokal interesse.

Fremskridt versus fremtid
Idéen om en musikkens avantgarde, der til stadighed formår at udvikle ny musik, har holdt sig helt frem til i dag. Sikkert en iboende kunstnerisk tankegang, som man også finder i eksempelvis billedkunsten. Men det er i dag også en udbredt tanke, at det næppe længere er muligt at indvinde nyt land med de traditionelle instrumenter. Mange finder det instrumentale klangreservoir forslidt, det kan end ikke forfines gennem integration af instrumenter, der stammer fra andre dele af verden.

Ironisk nok er det i dag mere den ældre generation, der kritiserer de yngre for ikke at være kritiske og rebelske nok

Der er dog ingen grund til at være pessimistisk på den ny musiks vegne. Sammenlignet med de tider, hvor 20 herrer mødtes til feriekurser i Darmstadt, eller hvor en lille, splittet gruppe mødtes til Donaueschinger Musiktage, så har samtidsmusikken formået at vinde et stort og interesseret publikum. Salene er fyldte i Tyskland, ved berlinerfestivalerne MaerzMusik eller Ultraschall såvel som ved Stuttgarts Eclát-festival og ved Donaueschinger Musiktage. De sammenflettede rødder forbliver vanskelige at gennemtrænge. Men det er ikke til at tage fejl af, at de blomstrer.

Opdateret 2. maj 2020 med ny korrektur og nyt layout.