Friheden at komponere lige det, man vil
Annonce
Blandt lysende gule og mørkerøde træer sniger Donau-floden sig gennem den lille by, som hvert efterår tiltrækker så mange ny-musik-elskere fra hele verden.Tågen siver ind i alle sprækker og mellem alle huse. Den synes at være tykkere i år. Der er lidt mørkere, og tågens fugt og regnen sætter sig i tøjet. Vejret bidrager på den måde til den melankolske stemning, der præger festivalens åbning. Armin Köhler, der i næsten 25 år var kunstnerisk leder for Donaueschinger Musiktage, døde af kræft i november 2014, og han efterlod sig et næsten færdigt program for dette års festival.
Jeg husker Armin Köhler som en venlig, på en sympatisk måde sær mand, der på trods af, at mange af festivalens bestillinger under hans ledelse gik til de samme komponister om og om igen, formåede at sammensætte overraskende og mangfoldige programmer, som afdækkede et bredt spektrum af nutidens kunstmusik.
Köhler prægede i de senere år festivalen med spektakulære, måske lidt storhedsvanvittige projekter, der til tider lykkedes med overvældende succes
Et øjeblik jeg ikke glemmer, var mandagen efter festivalen i 2011, da jeg til en debat med studerende spurgte en tømmermændsplaget Köhler, hvorfor kun så få unge komponister får bestillinger af Donaueschinger Musiktage. Svaret til mig, dengang 23, kom brat og måske lidt uigennemtænkt: ”Vi bliver nødt til at beskytte den unge generation imod sig selv.“ Jeg var fornærmet; i dag tænker jeg, at det vist nok er sandt, at unge komponister trænger til tid for at udvikle og realisere deres idéer.
Og dog, hvorfor ikke indgå nogle risici? Det var ikke Köhlers stil. I hvert fald ikke med helt nye og ukendte navne. Etablerede komponister fik til gengæld altid lov til at prøve lige, hvad de ville: Hvorfor ikke lade Mathias Spahlinger opløse orkesteret til en demokratisk installation (doppelt bejaht, Donaueschingen 2009) eller give Georg Friedrich Haas mulighed for at stemme seks koncertflygler og et stort orkester på præcis den måde han har tænkt sig (limited approximations, Donaueschingen 2010)? Eller, for den sags skyld, lade Simon Steen-Andersen smadre et flygel i slow-motion (Piano concerto, Donaueschingen 2014)?
Köhler prægede i de senere år festivalen med spektakulære, måske lidt storhedsvanvittige projekter, der til tider lykkedes med overvældende succes. Men de kunne også gå gruelig galt. For mig personligt er det nok ”mindre“ værker som blandt andet James Saunders' #211007 (2007) eller Trond Reinholdtsens Musik (2014), der har været nogle særlige oplevelser. Man behøver jo ikke altid at bevæge det helt store for at bevæge noget i sindet. Og alligevel – hvis komponisterne har lyst, får de frit lejde i Donaueschingen. Det er det, der i forbindelse med de tilsyneladende ubegrænsede ressourcer gør Donauschinger Musiktage til noget helt særligt. At have vedligeholdt denne standard i tider, hvor ledelsen af SWR (radiostationen, der står bag festivalen) vælger at nedlægge ét af deres to orkestre på grund af besparelser, er Armin Köhlers store fortjenste.
Præambulum med otte tromboner
Man mødes altså igen i denne lille kolde by ved floden. Festivalen begynder ikke med det store orkester-brag, men med et lille præambulum i Christuskirken nede ved flodbredden. Georg Friedrich Haas har skrevet en oktet for otte tromboner (Oktett für 8 Posaunen), der forrygende fremføres af Trombone Unit Hannover. Publikum tager vel imod værket, der ikke byder på mange overraskelser, hvis man kender lidt til Haas' musik. Efter at en melodi bliver spillet unisono, ”fryser“ stemmernes bevægelser og forvandler værket til et mikrotonalt tæppe, der så bliver modificeret minimalt. Overtonespektrer og mikrotonale melodier er gennemgående elementer af stykket, der også byder på en ”uendelig“ glissando (eller Sheperd-skala). Efter 20 minutter slutter det lidt brat og efterlader et stærkt indtryk af en komponist, som behersker sine midler. Det kunne sagtens have varet længere – en sjælden oplevelse.
Åbningskoncerten pulserer, men byder ikke på nyt
Publikum fortsætter så op til Baarsporthalle, sportshallen hvor åbningskoncerten bliver spillet af SWR Sinfoniorkester. Første værk på programmet er Johannes Kreidlers TT1 for orkester og elektronik. Sidste gang Kreidler stod foran dette orkester, var han i gang med at smadre en violin og en cello i protest mod den nævnte nedlæggelse af et af de to SWR-orkestre. Man overdriver vist ikke, hvis man påstår, at Kreidlers omdømme i Donaueschingen er det af en provokatør. Også hans værker, der ofte bærer et ekstremt konceptuelt præg, er ikke altid faldet i god jord hos den mere konservative del af Donaueschingens publikum.
Desto mere overraskede er det, at Johannes Kreidler med TT1 præsenterer et ikke-konceptuelt, rettere en smule for konventionelt musikstykke, der måske bedst kan beskrives som en slags elektronisk klaverkoncert. En kæde af repetitioner af den samme klaver-sample bliver forandret med minimale værdier; der opstår en ”lineær“ effekt. De enkelte toner bliver i lytterens hjerne hørt som en strøm, og Kreidler fortsætter i 21 minutter med den samme idé, dvs. at repetitionernes parametre forandres med forskellige, urægelmæssige og minimale værdier. Hurtigt op og ned og langsomt op igen og så videre. Orkesteret behandles som kontrast mod samplens ihærdige puls, og både puls og orkester kommenterer på hinanden; det er en smule trættende efter nogle minutter, men Kreidler formår igen og igen at fange hørernes opmærksomhed igennem værkets forløb.
Et tegn på, at også Kreidlers konceptuelle værker fortjener at blive betragtet ud fra et mere musikalsk, ikke kun diskursivt standpunkt
Det overraskende her ligger vist mere uden for musikken; blandt publikum fornemmes en forbavselse over Kreidlers tilsyneladende konservative drejning, men det burde ikke overvurderes. Komponisten, der med -Bolero (Eclat, Stuttgart 2014) før kun har forelagt et enkelt og ganske høreværdigt konceptuelt orkesterværk, byder med TT1 på en komposition, der udelukkende kan bedømmes efter æstetiske kriterier – et tegn på, at også hans konceptuelle værker fortjener at blive betragtet ud fra et mere musikalsk, ikke kun diskursivt standpunkt.
Et interessant skridt i en rimelig ung komponists karriere, dog ikke noget overvældende eller for lytterne umådelig spændende eller nyt.
Dette kan faktisk konkluderes for hele åbningskoncerten, der i det hele taget virker som om komponisterne har talt sammen om værkerne, inden de har skrevet dem: både Kreidlers TT1, Richard Ayres No. 48 og Johannes Boris Borowskis Sérac byder på cello-soli, og Kreidlers stykke og Yoav Pasovskys Pulsus alternans har en gennemgående puls som udgangspunkt. I sidstnævnte værk splittes SWR Sinfoniorkester op i to, og dirigenten Peter Eötvös bliver ved orkester nummer to nu assisteret af Gregor Mayrhofer. Pasovskys idé om, at minimalt forskudte begivenheder høres som én bevægelse, bliver prøvet af på stort plan med to orkestre. Det minder meget om Kreidlers idé (og om lignende koncepter, begyndende tidligst med Stockhausens berømte essay ...wie die Zeit vergeht... fra 1957), også selvom det endelige resultat lyder anderledes.
Hvor Kreidlers æstetik er barsk – mindende om Mathias Spahlingers orkestermusik – knytter Pasovsky et tæt vævet. fint tæppe, der er elegant og atmosfærisk og har mere til fælles med eksempelvis Ligetis berømte orkesterværker. Effekten mellem de to alternerende orkestre er dog mindre fascinerende, end den måske forestilles ved skrivebordet og publikum takker med et høfligt bifald.
Åbningskoncerten afsluttes med Johannes Boris Borowskis Sérac, en virtuos iscenesættelse af orkesterets muligheder. Sérac har ikke en perceptionsæstetisk baggrund, som Kreidlers og Pasovskys værker, og det virker heller ikke, som om Borowski ville forelægge et specielt personligt værk. Dette er ”kun“ musik, kaskader af klang, der bliver kastet rundt og styrter op og ned blandt instrumenterne, og til tider bliver reduceret til små, melodiøse soli, der ligger på kanten af at blive kitschet. Borowskis evne til at instrumentere er fantastisk, og kedeligt er det aldrig. Et suverænt orkesterværk, men intet, man ikke har hørt før; konventionel ny musik. Og det er jo for at høre det hidtil uhørte, at vi er her i Donaueschingen.
Næste generation
Publikum vandrer videre til Next-Generation-koncerten, der klokken 22:30 begynder i Realschules gymnastikhal. Next Generation er navnet på et program, der for ti år siden blev grundlagt for at muliggøre for unge eller studerende både komponister og musikere at deltage i Donaueschinger Musiktage. Siden programmets introduktion er det med voksende succes blevet udbygget, og forventningerne er efterhånden høje i forhold til Next Generation koncerterne. Det er derfor ikke nødvendigvis nogen behagelig situation, de tre unge komponister Ye-Leen Choi, Peter Fahey og danske Allan Gravgaard Madsen befinder sig i. At få opført værker for det kritiske og sofistikerede Donaueschingen-publikum er nervepirrende.
De tre ensembler, der spiller koncertens værker, er hver især ensembler af studerende fra konservatorierne i Bern, Trossingen og Stuttgart. De første to værker af Choi og Fahey er fine, meget Lachenmann-inspirerede værker, der igen ikke byder på nyt, men håndværksmæssigt solidt udførte værker. Allan Gravgaard Madsens Tanzsuite, der delvist og helt allerede er blevet opført i Aarhus, København og Oslo er dog et interessant og smukt bud, der også bliver taget varmt imod. Gravgaard Madsen reducerer historisk og nutidig dansemusik til dens rytmiske og metriske kerne, og det der bliver til overs er en spøgelsesagtig dans, der på samme tid er fragil og energisk. Et forbløffende værk, som Christoph Haffter konstaterer på SWRs hjemmeside.
Et suverænt orkesterværk, men intet, man ikke har hørt før; konventionel ny musik. Og det er jo for at høre det hidtil uhørte, at vi er her i Donaueschingen
Multimedie-kompositioner med Nadar Ensemble
Festivalens anden dag begynder med belgiske Nadar Ensemblets koncert i Donauhallernes Mozart-Saal. Ved indgangen til salen bliver publikum nødt til at passere sikkerhedssluser, som man kender dem fra lufthavnene. Enkelte tasker bliver endda inspiceret. Publikum følger villigt med; det er foruroligende pludselig at bemærke, hvor vant vi er til proceduren. Men mere om dette senere.
Nadar Ensemble har tidligere gjort opmærksom på sig selv med store multimediale projekter, så som Dead Serious ved Darmstädter Ferienkurse für Neue Musik i 2014, og multimedie-aspektet er bestemt også til stede ved denne koncert.
I Stefan Prins' Mirror Box Extensions for ensemble, live-elektronik og live-video bliver ensemblet både filmet og optaget, og en gruppe af hjælpere spredt iblandt publikum spiller til sidst med på tablet-computere. Der er ophængt store gennemsigtige stofbaner på scenen, bag hvilke man kan skimte musikerne, når de bliver belyst. Ellers fungerer de som lærreder til projektioner af musikerne. Stofbanerne bliver under værkets forløb trukket til side i forskellige retninger, så der opstår en slags koreografi af musikere, der skifter position og virtuelle musikere, der bliver projiceret på banerne. I modsætning til Generation Kill (Donaueschingen 2012), der omhandlede amerikanske droneangreb, er Stefan Prins' Mirror Box Extensions et mere abstrakt værk, hvis politiske dimension (som Prins hentyder til i programbogen) ikke umiddelbart er en eksplicit del af værket. Videoen, der er meget professionelt produceret (dette synes nødvendigt at nævne i en tid, hvor stadig flere komponister gør brug af video på en trashet måde) står i kontrast til den musikalske del af værket, som arbejder med støj og distorsion, der ofte bliver udløst af kontaktmikrofoner, som sidder på instrumenterne.
Projiceringer og musikere under Stefan Prins 'Mirror Box Extensions'
Mirror Box Extensions er en leg med nærhed og fjernhed af lyde og synligheden af deres oprindelse. Det bliver understreget til sidst, hvor tablet-spillerne hver især holder deres tablet op, og vi ser forskellige optagelser af musikerne, ligesom på den store skærm, bare meget tættere på. Hele publikummet bliver så filmet og vist på det store lærred med ensemblet siddende på stole, som om de selv var publikum. Omvendelsen af perspektivet er en klog men ”fingerpegende” effekt; alle ved jo, at musikerne ved, at publikum er der, selv om de lader som om, de ikke er der. Det virker på en upassende måde som i et teaterstykke af Brecht, og gammeldags i forhold til al den nutidige teknik, der bliver brugt på scenen.
Stefan Prins' værk er teknisk imponerende og musikalsk interessant, der hvor indholdet forbliver abstrakt. Lidt ondsindet kunne man sige, at det er lidt fladt.
Det andet værk i Nadar Ensembles koncert, Michael Beils og instruktøren Thierry Bruehls Bluff var ligeledes et abstrakt teaterstykke, dog i en stil, som minder lidt om den franske instruktør Jacques Tatis komiske film fra 1950/60'erne. Ensemblet løb hastigt omkring på scenen i alle værkets 35 minutter. Musikerne stoppede ved forskellige stationer, optog et lille motiv ved en mikrofon, gjorde mundbevægelser til lydspor fra film (”Hello“ og ”I love you“) eller flyttede rundt på flyglet. Musikalsk fungerede værket fint; loops af citater dannede en atmosfærisk baggrund for et bevægende motiv, som kom igen og igen og blev instrumenteret og optaget og gengivet i forskellige varianter. Scenisk var det også ret originalt. Videoen, der blev optaget bag et forhæng på scenen viste musikerne spille – eller lod som om de spillede – var humoristisk. Dog formåede idéerne ikke at holde 35 minutter, og værket var ikke i stand til at fange opmærksomheden under hele forløbet. Stort kompliment til Nadar Ensemble for en suveræn koncert, der var udfordrende både musikalsk og scenisk.
Efter koncerten fik publikum en seddel af lydkunstneren Mario de Vega i hånden, hvorpå der stod, at sikkerhedsforanstaltningerne inden koncerten var del af hans værk. Hans oprindelige plan at implicere en digital virus i biler via en audio-CD kunne desværre ikke lade sig gøre af sikkerhedsmæssige årsager – virussen ville have givet kunstneren fuld kontrol over bl.a. bilens bremser. De Vega har før sprængt et museums vinduer i luften ved hjælp af lyd, som blev udløst af en explosion. Et sådant værk kunne Donaueschinger Musiktage godt trænge til – feltet på grænsen til billed- og aktionskunst har aldrig været i fokus her. Desværre forbliver de Vegas intervention et lille, men dog tankevækkende projekt.
Friheden at komponere lige det, man vil
Festivalen fortsætter med Patrick Franks store projekt Freiheit – die eutopische Gesellschaft. Musik – Performance – Kulturtheorie. Projektet – der var Armin Köhlers sidste bestilling – er et teatralsk værk, som en egen lille festival indenfor festivalen.
Patrick Frank har skrevet en pseudo-filosofisk tekst om temaet frihed, der bliver gengivet af tre skuespillere i en hal, som er dekoreret som en festsal under et partistævne. Musikerne i Ensemble Contrechamps fra Genève fungerer som et teaterorkester – de spiller atmosfærer og citater og collager af historisk musik. Men mest bliver der kun talt. Frank har inviteret to filosoffer på scenen, der hver især holder et 30 minutters foredrag omkring temaet frihed. Derudover har han bestilt værker af henholdsvis Martin Schüttler og Trond Reinholdtsen til sin egne lille friheds-festival. Patrick Franks idé sprænger rammerne for Donaueschinger Musiktage; vil man opleve hele programmet, kan man ikke høre koncerten af eksempelvis Ensemble Mosaik, selv om den bliver spillet to gange.
Trond Reinholdtsen performance i forbindelse med Patrick Franks festival i festivalen
Siden det er en egen festival Patrick Frank har kurateret, er hans egen kompositoriske andel af værket begrænset; modet til så specielt et koncept skal anerkendes. Og dog. Teksten virker som en dårlig kopi af den tyske teaterinstruktør René Polleschs virtuose teori/hverdags-collager, og Frank kan ikke leve op til sit forbillede, schweiziske Milo Rau, der genopfører reelle juridiske sager som teaterstykker. Så det bliver Trond Reinholdtsen og Martin Schüttler, der på hver sin vis redder eftermiddagen. Trond Reinholdtsens Ø er en del af hans store operaprojekt, der på radikal og anarkistisk art-brut-manér udfordrer vores forståelse af kunst.
Armin Köhler efterlader Donaueschinger Musiktage sprællevende. Kontroversielt og mangfoldigt
Martin Schüttler forelægger med absolut return + ALPHA et smukt melankolsk værk, der inden for rammen, som Patrick Frank har sat, igen sprænger rammen: værket har ingen slutning, det ender i en uendelig sløjfe af et popmusik-citat, som kommer fra højtalerne: „I need you love. I need you love. I need you love. I need you love...“ Sløjfen fortsætter, mens Patrick Frank sammen med filosoffer og kunstnere efter næsten fire timers festival-i-festivalen afholder en afsluttende debat i teltet ved siden af den egentlige koncertsal. Parallelt med, ude på marken ved siden af hallen og teltet, opfører en udklædt Trond Reinholdtsen sammen med to andre udklædte en performance, der minder lidt om bamse og kylling, idet kostumerne er knald-gule og har overdimensionerede hoveder. Reinholdtsen og hans to kumpaner rykker grej rundt. En stige, spande fyldt med løv, folie, grene og måtter flyttes rundt uden en særlig hensigt. Alligevel er det sjovt og spændende at se på. Men snart føler vi igen regnen og kulden. Det bliver tid til en varm kop thé, denne gang „mit Schuss“.
Armin Köhler efterlader Donaueschinger Musiktage sprællevende. Kontroversielt og mangfoldigt. Festivalen har i de seneste år udviklet sig og åbnet op også for de allernyeste tendenser inden for nutidens kunstmusik. Næste år bliver det Björn Gottstein, der træder i de store fodspor. Han kommer ofte til at stå foran Donauhallen, på pladsen der siden i søndags bærer hans forgængers navn: Armin-Köhler-Platz.