Stolthed, fordom og atonal plingplongmusik

»Der er alt for lidt håndværk og alt for meget atonal plingplongmusik og ekstremt eksperimenterende kunst.« To en halv uge efter Lars Løkke Rasmussen den 7. maj udskrev valg til Folketinget, lykkedes det for en kort bemærkning Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, at sætte de danske kunstmiljøer på mediernes dagsorden. Der var nu ikke mange, der bed på hans antielitære opsang i Politiken, som specifikt rettede sig mod noget så valgfjernt som danske musikkonservatorier og kunstakademier; bortset fra enkelte replikker fra Reimer Bo Christensen, Katrine Winkel Holm og Jens Rohde døde debatten ud, næsten før den var begyndt.

Så behøver vi vel ikke tale mere om dét, kunne man tro. Men så tager man nok fejl. For selvom Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, i Politiken-interviewet afviste at blande sig i de kunstneriske uddannelsers interne anliggender, har flere af hans partifæller givet udtryk for en ny, antielitær kulturpolitisk retning i det kommende regeringsparti: Der bliver brugt for mange skattekroner på klassisk musik (Henrik Sass Larsen), kunstnerne befinder sig for langt fra den almindelige dansker (Kaare Dybvad), og man har i alt for høj grad tilgodeset en kreativ klasses kulturbehov (Frederik Vad Nielsen), lyder det fra partiet, der de seneste år har kæmpet med at finde tilbage til sine rødder som arbejderparti. Ikke kun på udlændingeområdet har man fundet inspiration hos Dansk Folkeparti; tilsyneladende også på kulturområdet. De kommende fire år kan meget vel byde på spændende – nervepirrende, vil nogle sikkert mene – politiske udspil og diskussioner.

I sin reneste form

Årets valgkamp er blevet kaldt den længste nogensinde. En hel måned gik der, før den kulminerede på grundlovsdag. Eller udtrykt med min egen kalenderføring: Valget begyndte med Spor Festival i Aarhus (9.-11. maj) og sluttede med Klang Festival i København (30. maj – 10. juni). Sammenlagt to ugers koncerter med »ekstremt eksperimenterende plingplongmusik«, for nu at bruge Alex Ahrendtsens udtryk … som han trods alt ikke er den første, der bruger om den musik, der præger landets to mest toneangivende festivaler for de kunstneriske komponistmiljøer.

Atonal plingplongmusik i sin reneste form var lige præcis, hvad der mødte publikum ved åbningen af Klang, der fejrede 10-års jubilæum i år. Faktisk skulle man tro, at Jexper Holmen havde komponeret sin nye opera, De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne (2018), som et direkte, glubsk svar på Ahrendtsens kritik. Sjældent har jeg hørt så kompromisafvisende og murstenstungt et værk. Selv sin egen libretto, skrevet af Jesper Lützhøft, virkede operaen i lange stræk uinteresseret i; den kunne i al væsentlighed lige så vel have brugt telefonbogen eller nærmeste medicinleksikon som sin tekst. Det havde måske endda passet bedre til det musikalske udtryk, som i sit centrum havde noget så anakronistisk som en rendyrket atonal vokalmelodi. En melodi, som node for node blev fulgt slavisk af et seksten mand stort ensemble med klynger af knudrede klange – som en saboterende dødvægt, der udstødte sit harmonikasammenstød af kromatiske clusters, hver gang en af de fem sangere på scenen åbnede munden. Hvorfor denne spøgelsesagtig-totalitære skrivestil? Formentlig bare fordi!

Resultatet var et monument. Mere en slags installation end en egentlig opera, for her var umiddelbart ingen udvikling, og hvad der foregik på den spartansk indrettede scene med den lidet overbevisende Adele og hendes alt for pæne sammenbrud i villakvarteret, kunne på ingen måde fravriste mig behovet for at finde blot de mindste åbninger i den forseglede musik, der blev ved med at lyde som en forvokset, sløv harmonika, der raspende trak vejret ind og ud. Værktøjskendskab manglede der nu ikke, Ahrendtsen; jeg er sikker på, at Holmen har komponeret de mest raffinerede, indforståede klanglige mikrovariationer ind i stemmerne, og i særlige op- og nedadgående fraser, vippefigurer samt de voldsomme klimakser med tonegentagelser var stilen enormt udtryksfuld. Jeg tror bare, at dette ultimativt statiske værk lige har brug for at ligge i et arkiv og dukke op om halvtreds år som et kultfænomen, før det med sin hakkende recitationsstil for alvor kommer til sin ret. Men tænk engang, at det findes!

Hvis dette er et menneske

Også på Spor Festival var en opera, Kaj Duncan David og Troels Primdahls Up Close and Personal (2018), årets hovedattraktion. Men her var der helt andre ting på spil end hos Jexper Holmen. Ikke kun i klingende form, men også i forholdet til operagenren som scenisk format. Hvor Holmens værk trods alt lignede en traditionel opera, hvis man lige ser bort fra satsteknikken, forholdt Up Close and Personal sig helt anderledes frit og elastisk til genren. Scenen var en intim hjemmekoncert, hvor operaens eneste medvirkende, den diabolske kontratenor Daniel Gloger, bød på hjemmelavede drinks og inviterede os til at sætte os i sofaer eller på stole midt på ‘scenen’. Langsomt, næsten umærkeligt, bevægede han sig fra rollen som smalltalkende vært til performer, og som det oftest gør sig gældende hos Kaj Duncan David, spillede lyset her en afgørende rolle – i dette værk dog mere som domptør for handlingen end som et musikalsk element i egen ret. Midt i Glogers indsmigrende fortælling om sin egen baggrund i et drengekor, og efter han havde kommenteret vores iscenesatte sammenkomst, lyste en af stuelamperne kort, men kraftigt op, og med det samme sprang Gloger i tiden til at gøre morgengymnastik og stemmeøvelser. Måske han alligevel ikke var så meget menneske, som vi havde troet?

Alt gennemført, spotless, cool og underholdende – og vel nok et mere rammende billede på den post-plingplong-musikdramatik, der også skrives i dag

Mønstret gentog sig som strukturerende teknik værket igennem. Yderligere lysblink fra glødepærer, projektører eller en af de mange hjemlige lamper fik den tilsyneladende ukunstlede vært til at blive tiltagende excentrisk, og efterhånden begyndte rummet at spille med i forvandlingen fra stue til egentlig scene. Et eksempel: Gloger smører stemmen med lidt af renæssancekomponisten John Dowlands Flow My Tears, mens en sinustone opstår i en af mange højttalere i rummet; lyset glimter, og pludselig hører vi reklamemusik, og Gloger er i gang med at indtale en reklame for et livsstilsprodukt; et nyt lysglimt og en høj sinustone, og et fladskærms-tv begynder at tale til ham. Hurtigt stod det klart, at temaet for operaen var forholdet mellem menneske og maskine – eller menneske og performer – og en lidt hollywoodsk refleksion over fri vilje. Leveret i et til tider hæsblæsende tempo og med abrupte skift mellem koreograferet gulvvask, salsadans, lydteori, en lang oplæsning af Gabriel García Márquez og hele maskinværkets sammenbrud i et crescendo af skift mellem scenerne. Alt gennemført, spotless, cool og underholdende – og vel nok et mere rammende billede på den post-plingplong-musikdramatik, der også skrives i dag, end Klangs lidt støvede kultbud på genren.

Musik med diktat

På valgaftenen, 5. juni, tog jeg en pause fra Klangs meget omfattende program og vandrede rundt om Christiansborg, mens stemmerne blev talt op. På pladsen foran bygningen kunne man følge optællingen på storskærm, klos op ad TV 2’s midlertidige studie. Det benyttede en lille skare sig af, men det var ikke dem, jeg kiggede på. Over dem, ud ad et af Borgens mange åbne vinduer – det var en hed grundlovsdag – stod, hvis mine øjne ikke bedrog mig, Stram Kurs-grundlæggeren Rasmus Paludan i ensom, hængende majestæt og fulgte med på storskærmen fra sin lukkede, og tilsyneladende tamme, valgfest. På den anden side af Christiansborg, inde i gården, jublede unge socialdemokrater i et stort, hvidt festtelt: »Danmark/Har brug for/En so-ci-al-demokratisk/Regering/Igen,« råbte de taktfast. Imens vandrede en dyreaktivist klædt i lyserødt grisekostume lidt hvileløst rundt og krydsede gaden over til Det Konservative Folkepartis fest på Børsen.

Politikere har med jævne mellemrum opfordret kunstnere til at ‘blande sig mere i debatten’. Skal deres kunst også tage stilling? Hvis man spørger den debuterende komponist Marta Śniady, er svaret tilsyneladende ja. Hendes portrætkoncert på Klang arbejdede i hvert fald i høj grad med aktiv stillingtagen til samfundsproblemer, desværre uden at levne megen plads til tvivl. I fire videoledsagede, performative værker – som i flere tilfælde var kraftigt inspireret af Śniadys underviser Simon Steen-Andersen – blev der, ved musikerne i Scenatets mellemkomst, peget fingre ad model-, selvhjælps- og reklameverdenen. Ligesom i Steen-Andersens Asthma (2017) jonglerede Śniady i In the Pink (2017) mellem Youtube-videoer og livelyd, der imiterede videoerne: i dette tilfælde lyde af skønhedssøgende aktiviteter som tandbørstning, massage og hårfjerning, gengivet hovedsageligt på marimba; en teknik, der også indgik i Your Only Limit Is You (2019), der gav sig i kast med klichéprægede selvhjælpsmottoer, som blev oplæst og forvrænget i en elektronisk forproduktion. Det elektroniske aspekt ved dette og de øvrige værker ved koncerten fremstod dog ret lounget med sine bløde frekvenser, og kombineret med den gennemgribende styring af de noget banale budskaber – som inkluderede distancerede catwalks, glansbilleder af ulykkelige modeller og kritik af kendte virksomheders slogans – blev det en koncert med lidt for meget kontrol og mangel på forskellighed i udtrykket.

Mere vellykkede var James Blacks to bidrag til festivalen. Ligesom hos Śniady var der her tale om værker med klar forbindelse til samfundet, men modsat sin polske kollega nedbrød Black sin egen autoritet i løbet af de musikalske forløb og åbnede dem på den måde op for publikums egne tolkninger. Mest ikonisk i den britisk-sorthumoristiske religionssatire Posy (2019), som udfoldede sig foran og om bord på et stemningsfuldt spejderskib foran Den Sorte Diamant. En håndfuld performere, inklusive Black, gennemgik diverse religiøse ritualer, lige fra slag på kæmpegonger og femstemmigt kaudervælsk-kor til en uforståelig og kaotisk pseudoprædiken – et tilfældigt foreningsreferat læst op på islandsk af Bára Gísladóttir, mens Neko 3-percussionisten Lorenzo Colombo gik freejazz på et trommesæt og Black pustede dybe pruttelyde gennem en oversavet trækbasun – kulminerende i en funktionsharmonisk salme med keyboardorgel og komponistens rustne stemme i front, afsluttet med et fjernt, dunkelt ‘orgel’-efterspil leveret af blæserne i Den Kongelige Livgardes Musikkorps på halvtreds meters afstand. Nå ja, mens Black selv stod afklædt, iført mytisk papkasseansigt og en kjortel af gennemsigtig plastik, og løftede armene mod himlen som en anden gudeskikkelse i menneskelig form: Posy var blevet hidkaldt. Gakket. Men også momentvist sørgmodigt. Flerdimensionelt, altså.

Morgendagens verden af i går

En endnu større bedrift var det næsten, at han med sit andet værk, Lullabies for Lost Children, løste en noget nær umulig opgave, han var blevet stillet af sopranen Ly Tran: at skrive musik til et lidt for velgørende projekt, hvor Tran i samarbejde med journalisten Anders Haahr Rasmussen havde indsamlet vietnamesiske vuggeviser, som for tusindvis af fordrevne vietnamesere rundtom i verden er et fjernt, saliggørende ekko fra deres barndom. Et projekt, der let kunne være endt i orientalistiske videoer af smilende vietnamesiske bedstemødre – og sådan lagde værket faktisk også ud. Men kun for at gennembanke det velvillige koncept om mødet mellem det logiske Vesten og det autentiske Østen.

Akkompagneret af en hektisk løbende Neko 3-trio, der spurtede rundt mellem alverdens opstillede percussion i Koncertkirken, sang Tran uddrag fra vuggeviserne i maniske gentagelser, mens videoerne kørte lidt malplaceret – lidt udstillende – på et stort lærred bag dem. Det strenge vestlige kompositionssystem over for den naive vuggevise, som blev indlemmet i systemet, samtidig med at det faldt fra hinanden – indtil visen til sidst var reduceret til enkelte pust og vokalstød. Og ja, dermed cue til Black til selv at dukke op på videolærredet med fuldskæg og hættetrøje, mens han lipsyncede til blød asienjazz og skiftede mellem at være overindfølende og danse fjoget rundt. Slut? Nej, i stedet blev vi sendt i kælderen til varm te og en afsluttende sats med elguitar, saxofon, violin, percussion, guldmikrofon og call and response mellem publikum og performerne i en slags ironisk-ikkeironisk kærlighedsfuckfinger til overhovedet at forestille sig verden som et Vesten og Østen. En ny verden. Blacks værker er skrevet i øjenhøjde med et særligt fællesskab, ingen tvivl om det. Et fællesskab, som musikken forstærker, men som også kan virke kultisk for udenforstående. Den enes sjov er den andens internhed.

Man har, lidt bombastisk, kaldt årets folketingsvalg for et klimavalg. Og i kunstreceptionen har man i flere år arbejdet med et begreb om en særligt klimabevidst kunst – værker, der tager udgangspunkt i en verden, der er uigenkaldeligt forandret af klimaet. Den narrativ skrev Klangs mest fascinerende koncert, græske Lenio Liatsous uropførelse af Niels Rønsholdts klaverværk Archive of Emotions and Experiences, sig ind i. Som komponist går Rønsholdt sjældent af vejen for at iscenesætte sin musik ud fra en særlig tematik, og i dette tilfælde var settingen en forestilling om, at Liatsou – der sad på sin klaverbænk bag en gennemsigtig afskærmning i Literaturhaus – befandt sig i en postapokalyptisk tid, hvor luften var så forurenet, at hun ikke tålte kontakten med vores side af afskærmningen.

Som et musikalsk arkiv over den verden, der var gået tabt, spillede hun sonater over tabte ting som fugle og retfærdighed. Førstnævnte i form af en sørgmodig, tonal melodi splintret til atomer med ultrakorte anslag og en blid harmonik spredt ud over hele klaveret i næsten mekanisk-virtuos staccato, fyldt med oktaver og åbne akkordopbygninger. En slags hyperornamentering af længsel efter det forgangne, som tålmodigt udvidede teknikken sats for sats med dragende tonegentagelser – der antog en psykologisk karakter for den indespærrede pianist – og triller samt de karakteristiske, rønsholdtske molakkorder i det dybe leje, som blev sat op imod dramatiske dissonanser og virtuose figurer i de lyseste tangenter. Sådan fortsatte hele første time af værket i et stærkt poetisk lydrum, mens den sidste halve times diametralt modsatte tunge, dissonerende akkordklodser, der blev hamret repetitivt ned i flyglet som brutal morsekode, klingede anderledes koncepttungt. Men absolut et værk, der gerne må nå ud til festivaler i resten af Europa og blive indspillet snarest muligt.

Den sindrige ridder

Både Spor og Klang havde karakter af vækstlagsfestivaler i år. Mange komponister i programmerne var unge og tilknyttet det danske komponistmiljø. Det er selvfølgelig positivt i den forstand, at der vitterlig er meget ungt talent at vælge imellem i dag, som på mange måder orienterer sig ud mod verden og gør op med fordommen om den gale plingplongkomponist, der kun skriver musik til sine venner og bekendte (Marcela Lucatellis soloperformance på Spor med vokalmusikalsk slapstick-standup og dinosaurkostume var noget af det gennemført sjoveste, jeg nogensinde har set, selvom det var omtrent tre gange for langt). På den anden side var der meget langt mellem de helt enestående, vellykkede værker af internationalt format, hvilket forhåbentlig ikke er udtryk for en ny standard hos de to væsentligste festivaler i det danske komponistmiljø. Spor og Klang fremviste et noget svingende niveau med uheldige bookinger såsom schweiziske We Spoke (en slags pseudointellektuel hybrid mellem musik og naturvidenskab), engelske Bastard Assignments (bortset fra Marcela Lucatellis værk en rodet og uskarp performancekoncert) og norske Kaj Aune (en fodslæbende avantgardekliché af et performativt foredrag om strengteori) samt nogle harmløse installationer af islandske Davíd Brynjar Franzson og japanske Ryoko Akama.

Alex Ahrendtsen klarede lige akkurat skærene og blev genvalgt til Folketinget på grundlovsdag. Socialdemokratiet arbejder i skrivende stund på at danne en regering og forhandler med tre partier om ‘retningen’ for en sådan – partier, der ligesom Socialdemokratiet i deres principprogrammer ikke lægger vægt på kunst af høj kvalitet, men folkelig forankring. Det kan helt bestemt blive fire interessante år for kulturområdet. Trods festivalernes svingende niveau viste Spor og Klang, at Ahrendtsens kritik af et plingplongfjernt komponistmiljø bygger på et uoplyst grundlag, men dermed ikke sagt, at han ikke kan have en pointe alligevel.

Ahrendtsens kritik af et plingplongfjernt komponistmiljø bygger på et uoplyst grundlag, men dermed ikke sagt, at han ikke kan have en pointe alligevel

Man skal selvfølgelig ikke tage ham helt bogstaveligt; når han kritiserer atonalitet, er det selvfølgelig bare en måde at henvende sig til et bredere publikum på, ligesom når Klang bruger en noget meningstom udgave af begrebet ‘avantgarde’ til at beskrive sig selv. Kritikken retter sig mod det elitære, det indspiste. Men også mod sociale dynamikker i kunstmiljøerne: »Lægger en ung kunstner sig ud med det herskende syn i dag, risikerer vedkommende at blive sat i skammekrogen,« siger han i interviewet i Politiken. Her er han inde på noget, som man sagtens kan tage til sig, også i det danske komponistmiljø. Et miljø, som ganske vist er karakteriseret ved en ret høj grad af stilistisk pluralisme, men hvor man selvfølgelig – sådan ér det jo i små miljøer – også har sine blinde vinkler, når det handler om æstetisk rummelighed. Spørg bare komponisterne Mathias Heise og Anders Monrad, der har luftet en lignende kritik i Seismograf og er blevet mødt af mange ligesindede – og det modsatte! – på sociale medier. Man må ikke lukke øjnene for, at der findes kunstnere, som ikke føler sig inkluderet i miljøerne; sociale dynamikker gælder også blandt komponister.

Da jeg skrev en reportage fra årets Dark Musik Days i Reykjavik, roste jeg det islandske komponistmiljø for en høj grad af stilistisk åbenhed, som formåede at forene den eksperimenterende samtidsmusik og filmmusikken – det så jeg personligt gerne mere af herhjemme. Ganske vist er genreklikerne meget mere opblødte i dag end tidligere – og nok også meget mere, end Alex Ahrendtsen forestiller sig, når han ligesom sine socialdemokratiske kolleger søger at puste til fordommen om en folkefjern elites hokuspokuskunst – men genrehierarkier eksisterer altså fortsat. Løsningen på det problem er naturligvis ikke at få »mere håndværk« ind på de kunstneriske uddannelser, hvad end det måtte betyde. Men hvis historien om Dansk Folkeparti har vist noget, så er det, at man sjældent gør klogt i automatisk at indtage den modsatte holdning af, hvad partiet melder ud, uanset elementet af provokation i den politiske retorik. Man må ikke blive for stolt til at lytte til de fordomsfulde. Men man må også gerne sætte sig ind i den musik, man kritiserer.