Søg væk fra den forældede koncertsal, skriver komponisten Anders Monrad. © CC0
kommentar

Stadig fjernt fra virkeligheden?

For tolv år siden kritiserede komponisten Anders Monrad som ung studerende musikmiljøet for at befinde sig for langt fra virkeligheden. Og selvom han efter eget udsagn var ret hård i sin kritik dengang, mener han stadig, der er et problem.
Af
9. Maj 2019

I 2007 skrev jeg artiklen »Fjernt fra virkeligheden« til Dansk Musik Tidsskrift. Det var en polemisk beretning om den »voksende kløft« mellem komponister og klassiske musikere, jeg oplevede som kompositionsstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Jeg rettede en temmelig voldsom kritik imod mine medstuderende klassiske musikere, som efter min mening nedprioriterede ny kompositionsmusik og ikke engagerede sig i den, men i stedet fokuserede ret ensidigt på det klassiske standardrepertoire.

Derfor undrede jeg mig over, hvorfor vi som komponister skulle orientere os i retning af musikerne og undervises i konservative discipliner som klassisk instrumentation frem for at søge væk fra de klassiske musikinstitutioner og finde vores samarbejdspartnere i andre kunstneriske miljøer, hvor jeg oplevede at »græsset var meget grønnere«.

Jeg rettede en temmelig voldsom kritik imod mine medstuderende klassiske musikere

Artiklen blev besvaret af celloprofessor Morten Zeuthen, der var fortørnet over mine udfald mod musikerne og til gengæld kritiserede os komponister for at dyrke en alt for elitær retning, der betød, at vi selv var skyld i vores isolation i det klassiske musikmiljø.

Han benyttede dog lejligheden til at række hånden ud og inviterede mig til at komponere et værk til ham.

Jeg var på det tidspunkt desperat efter at finde musikere, der var villige til at samarbejde, så jeg tog naturligvis imod invitationen og komponerede et værk til Zeuthen, som vi efterfølgende opførte i fællesskab. Et noget kikset projekt, der for mit vedkommende bar præg af, at jeg inderst inde var i vildrede og ikke vidste, hvad jeg skulle stille op som komponist.

Men jeg fik da lidt opmærksomhed som en vred, ung enfant terrible, der, uforvarende, var blevet midtpunkt i en tilsyneladende igangværende fejde mellem musikere og komponister.

Fanget i fortiden
Det var alt sammen meget fint, men jeg stod tilbage uden at være blevet klogere på det, der egentlig optog mig: hvordan klassisk og ny musik kunne blive mere tidssvarende og vedkommende for det omgivende samfund, som jeg oplevede tog musikken mindre og mindre seriøst. Jeg ledte som komponist efter noget, der kunne give mig en form for retning, jeg kunne forfølge.

Jeg vendte blikket indad og begyndte i stedet at stille spørgsmål ved den praksis, jeg oplevede internt blandt komponisterne og i ny musik-miljøet.

Jeg kedede mig faktisk bravt, hver gang jeg gik til ny musik-koncerter

For når jeg skulle være helt ærlig, så kedede jeg mig faktisk bravt, hver gang jeg gik til ny musik-koncerter. Jeg syntes, de var hamrende forudsigelige og uinteressante!

I artiklen til Dansk Musik Tidsskrift havde jeg hånet musikerne for at være ureflekterede: De besad en »autoritetstro, ukritisk lønslavementalitet« og greb deres opgave an som »rent håndværk, reproduceret fuldstændig bevidstløst mere eller mindre som en maskine«.

I virkeligheden vidste jeg faktisk ikke noget om, hvordan musikerne gik til deres fag; jeg havde jo ikke noget med dem at gøre!

Sagen var, at jeg i stigende grad syntes, at man kunne sige præcis det samme om komponisterne: Jeg oplevede ny musik-koncerterne og diskursen blandt komponisterne generelt som en tilsvarende bevidstløs – og endeløs – reproduktion af 60’er-avantgarden, dens idealer og selvforståelse.

Ikke ét ondt ord om 60’er-avantgarden! Jeg mener blot, at nye komponister med fordel kunne søge mere ud over den snævre ramme, som ny musik præsenteres i.

Anders Monrad har siden sin tid på DKDM bl.a. kastet sig over audiovisuelle apps. © Marie Dansgaard

Den fastlåste koncertsal
Som jeg også skrev i min gamle artikel, er det ikke nødvendigvis det musikalske indhold, der er noget galt med. Der findes absolut en masse enormt kompetente og dygtige komponister.

Det, der imidlertid blev mere og mere problematisk for mig i min tid på DKDM, var den åbenlyse mangel på sammenhæng mellem de rent kompositoriske, progressive idealer og så koncertsalen, som jeg anså som en håbløst konservativ, forældet ramme, som musikken bevidstløst skulle proppes ind i.

Der opstår i sagens natur et problem, når publikum i koncertsalen præsenteres for ny musik

En ramme, der låser musikken fast i en 150 år gammel tidslomme med alverdens fortærskede konventioner og skabeloner, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med noget, der skal forestille at være nyt, progressivt og tidssvarende.

Dermed heller ikke ét ondt ord om koncertsalen! Den passer glimrende i rigtig mange andre sammenhænge.

Koncertsalen er en tradition på godt og ondt, hvor publikum dog er reduceret til at indtage en passiv rolle. Det fungerer jo, så længe publikum har en chance for at følge med: og det har man, hvis der kommunikeres fra scenen i et fælles (læs: funktionsharmonisk) sprog med et forløb, der udvikler sig over tid.

Der må gerne være et spektakulært sceneshow og noget, der kan gribe publikum, få dem til at grine eller græde – kort sagt: underholde dem!

Der opstår i sagens natur et problem, når publikum i koncertsalen præsenteres for ny musik, hvor idealet kan betegnes som en slags grundforskning i at opfinde et nyt sprog i hvert eneste værk – i en konstant søgen efter nie erhörte Klänge.

Eksistentielle grublerier på det psykiske overdrev eller store temaer om ‘forgængelighed’ er fortsat hot stuff

Publikum kobles af fra starten, nøjagtig som hvis man insisterer på at tale kinesisk – eller rettere: volapük! – til en forsamling, der kun forstår dansk.

Desuden er der sjældent noget spektakulært ved at se sagesløse musikere svede over et umuligt partitur. Noget at grine ad er der bestemt heller ikke: Eksistentielle grublerier på det psykiske overdrev eller store temaer om ‘forgængelighed’ er fortsat hot stuff.

Bevares, disse store, tunge temaer ér vitterligt noget, der optager mange mennesker. Problemet opstår, når temaerne bliver til klichéer hos komponister, der virker desperate efter at blive taget seriøst.

Bedre er det heller ikke med minimalistiske konceptværker, hvor der mediteres over én gestus eller klang igennem et helt værk.

Det er kedeligt at høre på én tone i en hel time! Det hører hjemme i en zenbuddhistisk praksis, ikke i koncertsalen – uanset hvor sofistikeret det omgivende koncept er, og hvor mange politiske pointer og fremmedord der er presset ind i det tilhørende manifest.

Kend dit publikum
Jeg sætter helt klart problemstillingen på spidsen. Men essensen er, at jeg savnede – og stadig savner – at komponisterne i langt højere grad prøver at se sig selv udefra og overvejer det format, de præsenterer deres musik i.

Jeg oplever et ensidigt fokus på indholdet på bekostning af iscenesættelsen og præsentationen af dette indhold. På den måde kommer ‘ny’ musik på paradoksal vis til at fremstå enormt tilbageskuende, uanset indholdet.

Jeg oplever et ensidigt fokus på indholdet på bekostning af iscenesættelsen og præsentationen

Dermed bliver musikken ofte temmelig meningsløs, fordi et koncertpublikum uden tvivl vil være bedre underholdt, hvis komponisten hedder Mozart, Rossini eller Gershwin.

Man kan sagtens skrive musik til koncertsalen, men så må det da være musik, der passer til koncertsalen, og som kan give koncertsalspublikummet en god oplevelse.

Forsøg i det mindste at peppe det udtjente format lidt op med mere spektakulære sceneshows – gerne med humor og satire for at tage luften lidt ud af (selv)højtideligheden. Ellers må man tænke bredere og vælge et format, hvor eksperimenterende musik passer bedre ind.

Hvis præmissen er, at musikken skal være eksperimenterende, så vælg et format, der også fra publikums perspektiv underbygger det eksperimenterende og gerne ligefrem det legende aspekt.

Vælg et format, der også fra publikums perspektiv underbygger det eksperimenterende

Interaktive formater, hvor beskueren selv direkte påvirker og tager aktiv del i værket, er oplagte. Det indebærer imidlertid, at man som komponist må gøre op med den romantiske kunstnermyte om komponisten som et guddommeligt geni, der har den fulde kontrol over et forløb fastlåst i tid.

Komponisten kan som skaber af interaktive værker snarere betegnes som en designer, der opstiller rammerne for et eksperimenterende klangligt rum, som publikum selv kan udforske og indgå i en mere direkte og ligeværdig kommunikation med.

Det giver meget bedre mening at præsentere komplekse musikalske strukturer og deres indbyrdes sammenhænge i et sådant format.

Revolutionen i lommen
En anden mulighed er formater, der understøtter den individuelle lytteoplevelse. Det gælder først og fremmest musikudgivelser – både fysiske og digitale – der i sagens natur også fungerer som interaktive formater, hvor publikum selv kan sætte rammerne for lytningen.

For rigtig mange mennesker, heriblandt mig selv, er det en stor fordel selv at kunne skræddersy lytteoplevelsen ud fra personlige præferencer.

For rigtig mange mennesker er det en stor fordel selv at kunne skræddersy lytteoplevelsen

Det er imidlertid min oplevelse, at klassiske komponister overvejende opfatter musikudgivelser som ren dokumentation i stedet for de selvstændige kunstværker, de kunne være, og som de i øvrigt har været inden for den rytmiske musik de sidste 50 år.

For komponisterne er det egentlige kunstværk i overvejende grad fortsat det, man møder i koncertsalen. Og dét er da en skam.

Personligt har jeg især kastet mig over app-formatet – et format, der efter min mening har potentialet til at revolutionere formidlingen af ny musik til nye generationer og nye publikummer.

App-formatet kombinerer det interaktive aspekt med den individuelle lytteoplevelse – og så har man som komponist direkte adgang til mennesker verden over. Komponisten har desuden fuld kontrol over det endelige produkt uden at være afhængig af hverken producenter, musikere, koncertsale, gallerier eller tunge instrumenter.

Jeg fokuserer efterhånden mere og mere på at lave disse apps, men er for så vidt fortsat åben over for at benytte alle mulige andre platforme også, herunder koncertsalen.

Paletten er blevet væsentligt større, og det skal vi da udnytte i stedet for at fokusere på et udtjent koncertsalsformat

Uanset hvad jeg gør som komponist, bestræber jeg mig blot på, at der skal være en sammenhæng mellem det valgte indhold og den rammedet præsenteres i.

Da jeg i sin tid på DKDM søgte væk fra musikmiljøet og i stedet kastede mig over diverse samarbejder med billedkunstnere, digtere og spiludviklere, talte mine undervisere og medstuderende samstemmende om, at jeg ‘havde meldt mig ud af miljøet’.

Frem for at klynge sig til vores ‘sidste bastion’ som klassiske komponister opfordrer jeg i stedet til, at vi i langt højere grad omfavner andre kunstarter, nye platforme og udtryksmuligheder.

Paletten er blevet væsentligt større, og det skal vi da udnytte i stedet for at fokusere på et udtjent koncertsalsformat. Som ansvarlige viderebringere af vores ældgamle, overlegne, kompositoriske håndværkstradition er det faktisk vores pligt! Alt andet vil i hvert fald være synd og skam.

Anders Monrad (f. 1981) er komponist, pianist og interaktionskunstner. Han har bl.a. udviklet en række audiovisuelle apps og komponeret musikken til »Mærsk Operaen« i samarbejde med kunstnergruppen Superflex. Mere info på hans hjemmeside.

Omtalt i artiklen