Kære Morten Zeuthen

Mange tak for dit svar i sidste nr. af DMT på min artikel ”Fjernt fra virkeligheden” (DMT nr. 1, 2007/2008).

I min artikel rettede jeg en skarp kritik specielt imod de klassiske musikere, som jeg kritiserede for at være for ukritiske, rutineprægede og ”professionelle” i deres tilgang til musik. Set i bagklogskabens lys, var min artikel først og fremmest tænkt som en form for idealistisk bøn til det Klassiske musikliv som helhed (dermed også til mig selv), omkring vigtigheden af, at vi altid må huske først og fremmest at være kunstnere. At vores musik primært skal fremstå som poetisk og kunstnerisk, og i mindre grad ”professionelt” eller som ”godt håndværk”. Dét kan jeg selvfølgelig sagtens komme og sige som en naiv 2. års-studerende. Men jeg må understrege, at mit indlæg var tænkt positivt og konstruktivt. Jeg forstår, at musikere (og selvfølgelig også komponister) må arbejde hårdt for at opbygge og vedligeholde deres håndværksmæssige færdigheder, så de bliver optimalt udrustet til at udtrykke dén poetiske musik, jeg taler om.

Jeg forstår således, at min artikel kan virke ignorant over for musikere og som et ”sensationsjournalistisk” forsøg på at skabe ballade og ”en god historie”. Og det skal jeg da heller ikke sige mig totalt fri for, at den gør. Det er indlysende at nogle af mine pointer er sat lidt på spidsen – men som man siger: overdrivelsen fremmer forståelsen.

Mit ærinde var først og fremmest at bringe spørgsmålet omkring det skel mellem musikere og komponister, som jeg oplever, på banen, og at fremme en dialog omkring tingene, så de to parter i fællesskab kan mødes omkring deres primære opgave: at skabe god musik. Det var også derfor, jeg valgte at offentliggøre min artikel i DMT og ikke i konservatoriets interne blad ”Besyv”. Jeg føler, det er vigtigt med en større opmærksomhed omkring sagen.

I dit svar på min artikel, tog du musikerne i forsvar og udtrykte skepsis omkring dialogen i DMT. Det forstår jeg, og må dertil sige, at dialogen selvfølgelig ikke skal finde sted i et blad, men helst i vores dagligdag på Konservatoriet. Derfor er jeg meget glad for det bemærkelsesværdige skridt du tager mod samarbejde og dialog, ved at bestille et 10-minutters værk af mig for solocello. Dét viser netop en stor vilje og lyst til samarbejde fra din side (som repræsentant for ”musiker-fløjen”), og modbeviser dermed flere af de pointer, jeg fremsatte i artiklen. Det må trods alt ses som en usædvanlig gestus, at en professor på konservatoriet bestiller et værk hos en 2. års kompositions-studerende. En gestus, der klart tager afstand fra den formaliserede fagopdeling, ”opblæste selvforståelse” og selvhøjtidelighed, som jeg skrev om.

Det er derfor med stor fornøjelse, at jeg tager imod din bestilling. Og jeg vil bestræbe mig på at leve op til din betingelse om, at værket skal kunne appellere til et bredere publikum.

Jeg vil i øvrigt henvise til en anden artikel, jeg har skrevet: ”Musik som oplevelse”. Den er lagt ud på DMT’s debatforum på hjemmesiden, hvor alle der har lyst, er yderst velkomne til at komme med kommentarer og kritik.

I dén artikel vender jeg blikket indad og henvender mig først og fremmest til komponister, med en tekst, som uddyber mine tanker om en mere kunstnerisk, nutidig og progressiv musik, musikforståelse samt strategi for ”kunstmusikken”. På den måde håber jeg at rette op på eventuelle misforståelser af min kritik, som gjaldt generelt for hele det klassiske musikliv, og dermed ikke for de klassiske musikere alene.