Fjernt fra virkeligheden

Isoleret og uden fornemmelse for den omgivende verden. Fløjdannelse mellem musikere og komponister. Klassisk musik med oppustet selvforståelse. Sådan opleves det at være kompositionsstuderende i København ifølge en aspirerende komponist. Anders Monrad svinger pisken over miljøet og giver bud på en vej ud af suppedasen.
Af
| Årgang 82 (2007) nr. 01 - side 16-19

Er komponister og klassiske musikere ved at udvikle sig i to forskellige retninger? Er den klassiske musiktradition blevet reduceret til selvhøjtidelig kitsch? Er klassisk musik et rent håndværk, eller er det en kunstnerisk disciplin? Som kompositionsstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) har jeg gjort en række betragtninger og tanker omkring den klassiske musiktradition, som jeg føler, det er relevant at dele med DMT's læsere. Selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet, tager jeg forholdene inden for murene på konservatoriet som et udtryk for, hvordan tingene også forholder sig ude i det "virkelige" musikliv. Under alle omstændigheder kan man sige, at de studerende på DKDM kommer til at udgøre musiklivet i fremtiden, og at det, der sker på konservatoriet i dag, således sker ude i det virkelige musikliv i morgen ...

Som kompositionsstuderende føler man sig i stigende grad isoleret i forhold til resten af konservatoriet. Hvor musikere og komponister traditionelt set har virket i et konstant samarbejde og udveksling med hinanden, kan man nu spore en voksende kløft mellem de to lejre. Musikerne har simpelthen ikke tid til og interesse i at spille ny musik. Man oplever en nedprioritering med dertil hørende voksende distancering fra hele musiker-fløjen over for komponister og ny musik. Musikere på konservatoriet "opdrages" af deres lærere først og fremmest til at spille den gamle klassiske musik - fordi de kun på den måde kan opnå at få en af de eftertragtede pladser i diverse orkestre.

En samtale, jeg havde med en medstuderende klarinettist for nogen tid siden, viser med al tydelighed denne problemstilling. Vedkommende sagde: "Jeg skal simpelthen have en plads i et orkester engang - ellers ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ville gerne spille sammen med dig og spille din musik, men jeg er desværre nødt til at koncentrere mig, om det jeg skal." Dét er ærlig snak - og man kan selvfølgelig ikke fortænke de klassiske musikere i, at de gerne vil have noget at leve af engang.

Komponisterne mister også interessen for at arbejde med musikere; dels fordi man ofte oplever det som alt for besværligt og utaknemmeligt, og dels fordi man som komponist ikke udvikler nogen kompetencer inden for instrumental komposition, når man aldrig beskæftiger sig med det. Man lærer bedst af erfaring - og erfaring med at komponere musik for instrumenter og bagefter høre den blive opført er alt for fraværende.

Resultatet af denne udvikling er, at kompositionsstuderende i stigende grad selv spiller deres egne værker og arbejder med elektronisk musik. Desuden søger man i stigende grad til de andre kunstneriske uddannelser for at finde interessante og inspirerende medspillere. Kompositionsklassen samarbejder således mere og mere med studerende fra fx Filmskolen, Skolen for moderne dans, Kunstakademiet og Arkitektskolen. Og samarbejder mindre og mindre med resten af musikkonservatoriet.

Problemet hænger måske dybest set sammen med, at de to fløje (musikere og komponister) i stigende grad tænker forskelligt. Det er klart, at det bliver mindre og mindre interessant at samarbejde med musikere (eller komponister), som man æstetisk og kunstforståelsesmæssigt føler sig mere og mere fremmed overfor: For mit eget vedkommende oplever jeg generelt, hvad jeg groft sagt kan betegne som en autoritetstro, ukritisk lønslavementalitet hos mange af de musikerstuderende. Frem for at engagere sig i musikken som en kunstnerisk disciplin oplever jeg, at musikerne griber deres opgave an som et rent håndværk, som de reproducerer fuldstændig bevidstløst mere eller mindre som en maskine. Jeg oplever således noget underligt fremmedgjort over den måde, klassiske komponister og musikere samarbejder på. Frem for at engagere sig gensidigt og skabe musikken i fællesskab, som fx rock- eller jazz-musikere, er der tendens til en "over-professionaliseret" fagfordeling, hvor man stort set ikke kommunikerer med hinanden, men koncentrerer sig meget snævert omkring det man skal, og ikke involverer sig på nogen som helst måde ud over dét. Måske fungerer klassisk musik bedst på den måde - og det er klart, at en vis disciplin er nødvendig. Men jeg tænker, at der må findes en gylden middelvej, så samarbejdet kan blive lidt mere inspirerende for begge parter.

På den anden side oplever musikerne typisk komponisterne som alt for verdensfjerne, navlepillende og elitære. Det er en gammel og ofte velbegrundet fordom, at moderne komponister lever i et elfenbenstårn, hvor de fortsat komponerer en enormt kompleks, elitær musik i stil med den, som Darmstadt-komponisterne komponerede for 50 år siden, uden interesse for om det overhovedet giver mening eller er relevant for "almindelige" mennesker i verden udenfor. Mange musikere gider ikke ulejlige sig med indstudering af og brug af tid og ressourcer på den ofte yderst krævende ny musik, som der efterfølgende ikke er noget publikum, der gider lytte til.

Som sagt har fordommen ofte været ganske velbegrundet. Men jeg vil imidlertid hævde, at der nu er en stor udvikling blandt unge komponister, hvor man forsøger at åbne langt mere op - over for andre musikalske stilarter, andre kunstarter og ikke mindst over for andre komponistroller end tidligere. I forhold til musikere mener jeg således, at komponister i langt højere grad er begyndt at være både selvbevidste, historisk bevidste og tager deres egen rolle og kunst op til kraftig revision. Man ser da også, at komponist-begrebet er under forandring, og at komponist-rollen ikke længere er forbeholdt en eksklusiv skare af klassisk uddannede partitur-komponister. I Dansk Komponist Forening oplever man fx, at et stigende antal electronica-komponister bliver optaget som medlemmer.

Det triste, eller måske snarere det tankevækkende, ved denne nye åbenhed og "forandring" hos komponisterne er, at den nok dybest set består i en orientering væk fra hele det klassiske musikliv, dets kultur, musikere og institutioner. Græsset er meget grønnere inden for den rytmiske musik, electronica, diverse moderne performance-, danse- og kunstmiljøer osv. - fordi man her lettere kommer i dialog med et publikum og oplever at være del af et levende miljø, hvor folk virker mere bevidste og tager det man laver, mere seriøst.

Marginaliseringen af den klassiske musik

Ønsket om at blive taget seriøst mener jeg er meget centralt i hele denne problemstilling. Man kan hurtigt konstatere, at klassisk musik ikke længere har den samme status og betydning, som den havde engang. Den klassiske musiktradition opfattes typisk som en anakronisme - som en tradition, med en selvopfattelse og kunstforståelse, der er stagneret for 100 år siden. Og dét er en opfattelse, som jeg personligt deler.

Stagneringen bunder højst sandsynligt i, at det klassiske musikliv i alt for lang tid har levet en alt for forkælet tilværelse, hvor man har klappet hinanden på ryggen og fortsat bekræftet hinanden i, at vores klassiske tradition er finere, mere ophøjet og sublim end alle andre musikalske traditioner og stilarter. På den måde har man konserveret selvforståelsen fra den borgerlige, aristokratiske musikkultur siden slutningen af 1800-tallet. Og man har været så selvtilstrækkelig i denne selvforståelse, at man har overset, hvordan den gradvis er kommet til at fremstå som mere og mere latterlig i verden udenfor blandt "almindelige" mennesker.

Et udslag af denne udvikling er, at klassisk musik ikke længere har den samme vægt og betydning som såkaldt almen dannelse: Klassisk musik er ikke længere en fælles reference, som folk kan tale om. Når "almindelige" mennesker taler om musik, taler de om alt muligt andet: først og fremmest pop/rock, electronica og jazz. Hvis man taler om klassisk musik, opfattes det gerne som lidt søgt eller krukket - som et forsøg på at gøre sig interessant. Hvor tidligere "lavkulturelle" genrer nu modtages og diskuteres som decideret kunstmusik, er den klassiske musik nærmest blevet degraderet til dårlig smag forbundet med manglende selvkritik. Efterhånden passer klassisk musik glimrende til definitionen af neo-kitsch, som jeg læste i bogen Plat - al magt til den dårlige smag af Asger Liebst (Informations forlag, 2001): "Neo-kitsch er stivnet fremtid - kitsch i de bedre kredse, som ikke har blik for, at deres smag er på vej mod en slags forfald eller tandløshed."

Denne sørgelige situation for den klassiske musik hænger sammen med udviklingen i det omgivende samfund, som bliver mere og mere kritisk og individualistisk. Moderne mennesker vil gerne vælge selv, de vil gerne underholdes, og de vil frem for alt gerne tages seriøst. Man kan i den forbindelse spore en stigende skepsis mod alle former for autoriteter - som på den ene eller den anden måde taler ned til folk. Og det er netop dét, som klassisk musik gør med sin oppustede selvforståelse. Moderne mennesker foretrækker at møde kunst/kultur i et ligeværdigt forhold, som gerne ligefrem må have et voksende element af interaktion, der inviterer publikum indenfor som en aktiv del af kunstværket (jf. Morten Søndergaards artikel Lyden af et transdisciplinært felt, som blev bragt i martsnummeret af DMT). Og dét er en tankegang, som ligger fjernt fra den klassiske musikkultur.

Et symptom på denne udvikling er, at klassisk musik bliver mere og mere marginaliseret og fylder stadig mindre i medierne og i den almene bevidsthed. I et tv-program som "Smagsdommerne" på DR2, som ellers beskæftiger sig med "finkultur", er det tankevækkende, at klassisk musik aldrig bliver taget op. Hvis de endelig drister sig til at gennemgå en operaopsætning på Det Kongelige Teater, er det koreografien og scenografien, de taler om - ikke musikken. Når klassisk musik endelig får programplads på DR2, drejer det sig typisk om dybt corny programmer som fx "Mesterlærere", hvor en flok oppustede musikere sidder og diskuterer klassisk musik i højtidelige, salige vendinger på et eller andet ligegyldigt slot over en fin, fransk middag. Ikke ligefrem en præsentation, som forsøger at gøre sig vedkommende og åben over for et moderne tv-publikum, men som snarere bliver ufrivillig komisk og bekræfter folks fordomme over for klassisk musik.

Resultatet af hele udviklingen er en vigende goodwill fra samfundets side over for den klassiske musik. Som klassisk musiker eller komponist bør man være dybt taknemmelig over de mange penge, som vi støttes med fra statens side. Uden denne støtte ville vores livsgrundlag fuldstændig forsvinde. Jeg føler desværre, at det klassiske musikmiljø tager denne enormt privilegerede situation for givet - som noget vi har en selvfølgelig ret til. Den yderst privilegerede situation har i alt for lang tid fungeret som en sovepude, der har tilladt den klassiske musikkultur at blive mere og mere selvtilstrækkelig og ignorant over for verden udenfor. Situationen kan sammenlignes med folkekirkens. Folkekirken er også en institution, som ikke har fulgt med tiden, og som nu mange steder er blevet reduceret til en slags museum eller i bedste fald et "kulturhus".

Inden for det klassiske musikliv bør vi således ikke fortsat bekræfte hinanden i vores egen ufejlbarlighed, men i stedet bestræbe os på at være mere selvkritiske og at turde tale åbent om problemerne. Og man bør tage alle former for kritik særdeles seriøst. Fx fra den voksende skare af "almindelige" mennesker, der udtrykker forundring eller skepsis over, hvor mange af deres skattekroner, der går til at holde den klassiske musik (samt teater og folkekirke) kunstigt i live. Jeg oplever oftere og oftere den slags kritiske røster fra folk, som hellere ser, at deres penge gik til mere støtte til fx dansk film, rytmisk musik, sportsbegivenheder el.lign.

Den klassiske musiks potentiale

Nu kan det nok undre, hvorfor i alverden jeg har valgt at studere komposition på DKDM, når jeg har så stærkt kritiske holdninger omkring hele det klassiske musikmiljø, som jeg her giver udtryk for. Tingene forholder sig imidlertid sådan, at jeg (samt mine medstuderende komponister) har valgt at studere komposition på et klassisk musikkonservatorium, fordi vi identificerer os med den klassiske musiktradition, og fordi vi mener, at den trods alt er en yderst vigtig og dyrebar tradition, som ikke bør gå tabt. Og med et instrumentarium som stadig rummer et gevaldigt potentiale - også for ny musik. Den klassiske musiktradition rummer stadig værdier og aspekter, som er relevante i forhold til den tid, vi lever i. Det handler bare om at præsentere den og at møde omverdenen på den rigtige måde. Det er således ikke musikken, der er noget galt med - og det har det aldrig været. Det er kulturen og selvforståelsen, der er noget galt med.

Som komponist føler man sig ofte splittet - man vil gerne viderebringe traditionen, men løber hele tiden ind i frustration over alle de ting, som jeg har beskrevet i det ovenstående. Undertiden kan man tænke over, hvorvidt det overhovedet er relevant at blive undervist i et klassisk nøglefag som instrumentation, hvis de klassiske musikere alligevel ikke gider spille det, man laver. Men man er loyal og sætter sig ind i faget alligevel, i håbet om at situationen ændrer sig, så man ikke behøver at "forråde" den klassiske musik ved fx udelukkende at arbejde med elektronisk musik.

Det er imidlertid ikke særlig hensigtsmæssigt at sætte sådanne rammer op for sig selv som kunstner. At man vælger at studere komposition på et klassisk musikkonservatorium, hænger således ikke nødvendigvis sammen med, at man gerne vil være "klassisk" komponist. Det kunne lige så godt hænge sammen med, at man gerne vil have den ballast, som hele den klassiske musiktradition besidder, så man kan benytte dén som basis og reference, når man møder og kommunikerer musik med andre mennesker, hvad enten de kommer fra ens egen tradition eller ej. Således kan man skabe grobund for, at ens tradition kan udvikle sig og fornye sig i et samspil med den omgivende verden.

Det er vel netop en sådan indstilling, som bør ligge til grund for DKDM's mission om "aktualisering og formidling af kulturarven i den klassiske musik, så den bevarer en afgørende betydning for nutidens Danmark" (kilde: www.DKDM.dk): Kunsten er jo netop at integrere de forskellige traditioner fra fortid gennem nutid, så de kan vokse videre ind i fremtiden. En aktualisering, som helt kapper alle bånd til fortiden vil let føles rodløs og ufokuseret.

Det værste, man kan gøre som kunstner, er at definere sig selv snævert i forhold til en genre, en tradition el. lign. Det er slet ikke kunstnerens opgave. Kunstnerens opgave er at være åben over for alt, hvad der rør sig i den omgivende verden, også inden for videnskab, andre fagdiscipliner osv. Kun på den måde kan kunstneren reagere på verden igennem sin kunst, så den bliver vedkommende. Senere er det så op til diverse forskere i æstetiske fag på universiteterne at definere, hvilken tradition og stilart, der er blevet udviklet, eller som er under udvikling. Det giver således ingen mening at antage, at en komponist som W.A. Mozart (for nu at tage en af de mest "klassiske") opfattede sig selv som "klassisk" (i ordets nuværende betydning) i sin egen samtid. Mon ikke han først og fremmest bestræbte sig på (og havde held til) at komponere musik, som kommunikerede ud til andre mennesker på daværende tidspunkt - og at han derfor orienterede sig bredt og åbent i forhold til tidens strømninger.

Selv om man er "klassisk" uddannet, kan det sagtens være, at det er mere relevant for én at orientere sig i retning af hardcore punk eller metal, hiphop eller soul, sågar tyske slagere eller dansktop - alle musikalske stilarter og traditioner er fuldstændig ligeværdige og lige gyldige - der er ingen, der er bedre eller dårligere end andre! De rummer alle sammen kvaliteter, som også klassiske musikere og komponister kan lære noget af.

Jeg kommer til at tænke på et optrin, der opstod efter en time på konservatoriet i formlære, hvor vi havde gennemgået et stykke electronica. Efter timen kom en af mine musiker-medstuderende hen til mig og sagde med tydelig forundring og nærmest væmmelse: "Hører du virkelig sådan noget musik, Monrad?!" Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, at den pågældende musiker sikkert kunne lære en hel masse (også i forhold til at spille klassisk musik), hvis hun forsøgte at være mere åben over for andre præferencer og stilarter. Men denne ensidige orientering og fordømmelse af det ukendte oplever jeg desværre som særdeles udbredt blandt de klassiske musikere.

Hvis man ikke forholder sig til hele det nutidige musikalske verdensbillede, men i stedet fokuserer blindt på én enkelt tradition, så kan man ikke forvente at skabe musik, som er relevant i forhold til samtiden. Den kan muligvis være relevant for en lille indforstået og loyal skare. Men man løber ind i et problem, hvis denne skare bliver mindre og mindre - hvilket tilsyneladende er tilfældet for den klassiske musik.

Man kan derfor ærgre sig over, at DKDM har valgt at flytte ind i Radiohuset på Rosenørns Allé i løbet af 2008. Bevares - Radiohuset rummer ekstremt lækre faciliteter, studier, koncertsal m.m. - Men i det lange løb synes jeg, at det kunne være langt mere hensigtsmæssigt, hvis DKDM flyttede ud til Holmen, hvor man kunne blande sig med Københavns andre kreative uddannelser. Jeg er overbevist om, at vi ville få bedre klassiske musikere og et mere åbent klassisk musikliv ud af dét.

I stedet for at bekræfte hinanden i, at vi er bedre end alle andre, og at det er omverdenen, der er noget galt med, hvis den ikke forstår klassisk musik, bør vi i højere grad tage stilling til denne omverden, og betragte os selv ud fra dens synsvinkel og konstant være opmærksom på spørgsmål som: Hvad kan klassisk musik bidrage med i den moderne verden? Er der noget, vi kan kultivere eller målrette bedre i vores klassiske musiktradition, så den bliver mere tidssvarende og vedkommende?

Det klassiske musikliv har altså hårdt brug for større selvbevidsthed og historisk bevidsthed - bevidsthed omkring, hvad klassisk musik egentlig er, hvor den kommer fra, hvordan man eventuelt kunne benytte dens velkendte rammer og konventioner mere bevidst for at gøre den levende, så folk bedre kan forholde sig til den osv. For at imødekomme dette behov kunne man med stor fordel undervise i æstetiske fag, generel kunsthistorie m.m. på konservatoriet - både for komponister og musikere. På den måde kunne man måske også skabe et mere overordnet tilhørsforhold og en referenceramme, som kunne modvirke den voksende kløft mellem komponister og musikere, som jeg har beskrevet i det ovenstående.

Først og fremmest bør det klassiske musikliv tilstræbe en større åbenhed over for omverdenen ved hjælp af en mere realistisk og ydmyg selvforståelse. Selvhøjtidelighed og -tilstrækkelighed er en pest! Den er højst sandsynligt den største trussel mod den klassiske musik. Klassisk musik skulle vel helst være en levende, kreativ kunstart, og ikke en konserveret museumsgenstand. Kreativitet og kunstnerisk udfoldelse fordrer en helt grundlæggende åbenhed og nysgerrighed til verden - til andre stilarter, kunstarter, videnskaber og tankemønstre. Hermed taler jeg ikke for en postmoderne stilrelativisme, men for en bevarelse af den klassiske musiktradition, på en måde hvor den stadig står for sig selv som selvstændig tradition, men indgår i et samspil og en udveksling med omverdenen.