Tiden er kommet til at tale sammen

Komponister og kritikere har berøringsangst over for hinanden. Det handler selvfølgelig om integritet i et fælles interessefelt. Men vi har også en fælles interesse i musikken. En interesse, der har potentiale til at revitalisere det kunstneriske felt på musikkens område og styrke økosystemet omkring musikken.

For både komponister og kritikere har vor tids teknologisering og nye kommunikationsformer, skabt af internettet, store konsekvenser.

Der mangler mere end nogensinde lydhørhed for den ikke-populære, ikke-kommercielle lyd- og musikbårne samtidskunst. De fleste komponisters værker har meget svære kår i forhold til at blive båret frem til koncertsalene og dermed også i forhold til at blive beskrevet og reflekteret over af professionelle kritikere og af kulturjournalister i det hele taget.

For kritikerne gælder det, at deres metier er på tilbagetog. Da jeg i 1995 som helt ukendt kunstner udgav min første cd, FUTH, fik jeg grundige anmeldelser i alle store danske dagblade. Nu er kritikformaterne i de institutionelle medier svære at få adgang til.

Der sker et dannelsestab. Vi mister sikring af overførsel af fælles viden og kulturforståelse generationerne imellem. Adgang til professionel musikkritik, både foromtaler og anmeldelser, betyder meget i det kommunikationsflow, der er omkring nyskabte værker. Når værkerne anerkendes i redigerede medier, ses det som en kvalitetsstempling med afgørende betydning for komponistens muligheder, for eksempel for nye værkbestillinger. Musikkritik er »gatekeeping«.

Corona-pandemi, #MeToo-transformation, krig og globalisering har givet nye filtre at se verden igennem

Samtidig er blikket, man anskuer komponisternes værker med, mere aktuelt at beskæftige sig med end nogensinde. Corona-pandemi, #MeToo-transformation, krig og globalisering har givet nye filtre at se verden igennem.

Det gælder vor egen tids musik. Men det er afgørende, at musikkritikken sætter samtidskontekst også på de institutionaliserede og traditionelle musikoplevelser. Altså at kritikken stiller og besvarer spørgsmål som: Hvorfor opfører vi gang på gang det samme begrænsede antal værker af kanoniserede afdøde (mandlige europæiske) komponister i alle de store symfoniske koncertsale? Mantraet lyder, at det er det, publikum vil have. Jeg foreslår, at vi sammen skaber en ny fortælling som den, de store kunstmuseer lykkes med, når det gælder samtidskunst, hvor nutidskunstnere af alle køn og fra alle kontinenter får plads og opmærksomhed.

Jeg har en forventning om, at kritikeren kvalificeret kan se og formidle præmisser og samtidsreferencer i nutidskomponisternes værker. Dermed forudsætter jeg, at kritikeren har indsigt i de nyeste trends. Både teknologisk med hensyn til kunstig intelligens, digitalt signeret kunst og virtual reality og menneskeligt-eksistentielt med hensyn til identitets- og kønspolitiske skred, klimakrise, krig, ulighed og en uoverskuelig, truende fremtid.

Disse trends former nutidskunstneres værker, samtidig med at de prækære livs- og produktionsvilkår for kunstnerne uden for institutionerne bringer opgør med traditionelle forståelser af musik, lydkunst og koncertformater.

Den professionelle musikkritik og kunstnerne kunne sammen udforske det store potentiale, der er i den kløft, de fleste komponister oplever mellem os og musiklivets institutioner. Vi har en oplagt fælles interesse i uforfærdet at fortælle om samtidsmusik som et væsentligt bidrag til samfund, demokrati, forskønnelse og sammenhængskraft.

Tiden er kommet til at lade anmeldere og kunstnere tale sammen uden berøringsangst. Finde de nye fælles fortælleveje om musik. Inspirere institutionerne til at bestille mere nyt. Til at spille det nye mere end én gang, så vi kan opleve musikkunsten i nye versioner med forskellige udøvere og på den måde generere inspiration, viden og kærlighed til oplevelsen af vor tids komponisters værker.

Der er et interessefælleskab mellem komponister og kritikere, som – hvis det blev udnyttet – måske kunne føre til en mere diversificeret musikkritik med kontakt med nye målgrupper.

Det kan kun lade sig gøre, hvis kritikken er kvalificeret og fri. Er vi der, hvor vi skal støtte kunstkritik på lige vilkår med kunst for at sikre udvikling af nye, samtidsrelevante kritikformater af høj kvalitet, der kan begå sig uafhængigt i de nye digitale medier, idet de ophæver afhængigheden af de gamle medier og kulturinstitutioner, der har magten?

Artiklen er komponisten Line Tjørnhøjs bidrag til bogen »Man skal høre meget – en antologi om musikkritik«, der udkommer på forlaget Multivers 10. april. Bogen er redigeret af Politikens musikredaktør Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen.