Kan du lide lyden af ​​æbler?

Sluk for den »musik«! Marcel Cobussen ønsker, at vi alle orienterer os på ny inden for de huse, samfund, byer, lande og civilisationer, vi eksisterer i, og gør det ved at koncentrere os om lyden af ​​den støvsuger, som din nabo skubber rundt. Han foreslår blidt, i denne vanvittige-men-overbevisende, hjemmelavede-men-stramme bog, at vi kan gøre det ved at lytte mere opmærksomt til verden omkring os – til de resterende støjlyde fra industrien, naturen og de mest banale menneskelige aktiviteter.

For at parafrasere John Cage: Når vi ignorerer hverdagslyde, irriterer de, men når vi lytter, fascinerer de. »Kan Cages arv bevares, videreføres og forlænges?« spørger den hollandske lydfilosof og professor i auditiv kultur ved Leiden Universitet i Engaging with Everyday Sound – et manifest for en ny måde at fortolke og interagere med forestillingen om sonisk materialisme. Selvfølgelig kan den det. Men på de måder, der er foreslået her? Jeg er ikke helt klar til at spænde mine ører utvetydigt til Cobussens måde at høre verden på… endnu.

Men jeg vil indrømme, at mine ører er blevet ændret – forbedret – af hans bog. En frygtelig masse musikvidenskab er fantasi, der optræder som intellektuel rationalisme. Her er, på en grundlæggende god måde, fantastisk musikvidenskab, der føles befriet fra det navlebeskuende akademiske stillads, samtidig med at den nyder musikvidenskabens strukturelle støtte. Cobussens store idé er, at lydene fra dine nærmeste hjemlige omgivelser – skraldespande i vinden, utydelige samtaler, opvaskemaskinen, fuglesang – kan »forme et poetisk udtryk, der bringer os – i betydningen af ​​bekymret og meningsfuldt engagement – os tættere på det lokale miljø.«

Nogle af de mere ekstreme måder, hvorpå Cobussen hører verden, er lidt sværere at ... øh, fordøje?

Ekstrem lytning

Den lyttende hollænder lægger sine penge, hvor hans mund er i form af en række feltoptagelser indlejret i den digitale udgave af hans bog. Som én der plejer at lytte kritisk til musik et par gange om dagen, invaderede disse feltoptagelser min bevidsthed med en slags fængslende intensitet. De tvinger unægteligt én til nye måder at vurdere både ens umiddelbare omgivelser og (et skræmmebillede ifølge Cobussen) den menneskelige tendens til at privilegere den »sete« oplevelse frem for den »hørte«. Note to self: brug dette næste gang, du tager på ferie; luk dine øjne i en periode; prøv at høre de steder, du besøger; lav måske selv nogle feltoptagelser. Det gør Cobussen, og hans »soniske postkort« fra Hong Kong, Ottawa og Montioto er underligt rapsodiske og levende.

Nogle af de mere ekstreme måder, hvorpå Cobussen hører verden, er lidt sværere at ... øh, fordøje? Jeg er okay med at lytte til den muligvis fortryllende lyd af en kniv, der tager rytmisk kontakt med et skærebræt, men jeg må indrømme, at jeg kæmper for at få adgang til skærebrættets »indre liv« som følge heraf. Jeg vil tage det for mere overbevisende, at lytning kan udføres af selv ikke-levende væsener. Og på trods af en grænseløs appetit på at få mine høresanser omkalibreret af Cages 4'33 – det mest perfekte eksempel for hele dette projekt, hvis partitur er inkluderet i de optagne bilag – er jeg fortsat af den opfattelse, at der er bevisbare kognitive grunde til, at folk fra alle traditioner finder det mere umiddelbart givende at lytte til melodisk musik end til lyden af ​​en rambuk, der smadrer gennem beton.

Cobussen udvider ideer fremsat af nogle fremtrædende filosoffer, hjerner, som hans egen kan holde stand med. Jeg tænker først og fremmest på Xavier de Maistres opfordring til at se det dybe og magiske i det banale via hans roman fra 1794, A Journey Around My Room, selvom Cobussen citerer en ækvivalent af Maarten Biesheuvel (1939-2020) og også peger os i retning af Georges Perecs angreb på aviserne for ikke at lægge mærke til »det banale, det dagligdage, det åbenlyse, det almindelige, det almindelige, det infra-ordinære, baggrundsstøjen, det sædvanlige [...] som om de ikke var bærere af ​​nogen information« (fra Perecs Approaches to What?).

Dette giver genklang og har et forstærkende modstykke i fotografierne, der løber gennem bogen – forfatterens egne billeder af vægkontakter, skraldespande, trappeopgange etc., hvori vi i charmerende detaljer kan skimte »snavsets, forfaldet eller grimhedens poesi.« Cobussen er overbevisende i ideen om, hvordan et rum bliver til et sted: et rums (eller et landskabs, en bys) evne til at blive defineret mindre af dimensioner og vægge og mere af rækken af ​​begivenheder, der bringer dem til live – aktive ustabiliteter, der bringer et bestemt domæne til rytmisk, dynamisk eksistens. En af Cobussens mest overbevisende opfordringer er, at vi alle bør betragte os selv som kunstnere, og at en ny respekt og følsomhed potentielt er en frugt af den øvelse. Dette er et af bogens mest befriende underliggende budskaber.

Et andet forbehold er, at sideløbende med de allerede omtalte fotografier er typen af hverdagslyde, der diskuteres, begrænset. Udtrykket »hverdag« tvinger sikkert nogle grimmere lyde til at blive inkluderet: hvad med toiletbesøg, smerte, død? Måske blev de ikke anset som banale nok. Cobussens »hverdag« kan tendere mod det hyggelige og endda, på sine forskellige rejser, det varmende eksotiske.

Jeg er næsten sikker på, at jeg ikke falder ind under denne bogs tilsigtede læserskare

​​Uh, et vibrerende skraldespandslåg

Er der ikke også begrænsninger for det banale? Jeg er helt med på at opfordre mig selv til at »lytte-tænke« – for at fratage det velkendte dets ubemærkethed (Brecht) og endda (underforstået, men usagt her) for at bruge disciplinen med daglig lytning til at trække mig væk fra den sjæleknusende virksomhed, det er at scrolle gennem sociale medier. Men jeg vil også gerne give mine ører den luksus at lytte til Lizzo eller Rosenkavaleren på en semi-regelmæssig basis, mens jeg sørger for, at de udsættes for vidunderet ved at opdage spektakulære nye lyde, der bevidst er blevet konstrueret til at være spektakulære – en ukendt form for sang; en ukendt musiktradition; en virtuos og karakterfuld performer. Og måske vil jeg give mine ører de sidstnævnte ting lidt mere regelmæssigt, end jeg vil tilbyde dem lyden af ​​et vibrerende skraldespandslåg. Det, indrømmer jeg, er måske netop Cobussens pointe, når han antyder, at hverdagen er en kombination af det almindelige og ekstraordinære, det kendte og ukendte.

Jeg er næsten sikker på, at jeg ikke falder ind under denne bogs tilsigtede læserskare, men tillad mig at bruge denne kendsgerning til at reagere ærligt på den måde, hvorpå Engaging with Everyday Sounds er komponeret som skrift. På overfladen er det helt vildt – i en grad, så man kan spekulere på, om Cobussen tager pis på en. Her er et objektivt bevis på, at selv når den bekender sig absolut og nødvendigt til at bebo den virkelige verden, nægter musikvidenskaben stadig hårdnakket at komme indenfor signalafstand til den.

Ja. Fint. Godt. Men ved bogen det ikke, og indrømmer det mellem linjerne? Det lyder som en mærkelig, men spændende dans mellem ordrig, referencetung musikologi og fortryllet poetisk respons på vitale, følelsesladede ting. Du vil støde på masser af verbale forvridninger, der finder sikker en havn i den akademiske verden: »en diffraktiv metodologi forsøger performativt at forstå verden indefra« (sikkert!) / »Jeg kunne definere mit arbejde her som en auditiv ontoepistemologi« (ja, det kunne du, sir!) / »lyde er ujævne agental topologies« (selvfølgelig er de det!).

Ikke nogen kedelig bog 

Som en pendant til disse stavekontrol-busters får vi dejlige, ømme bidder af poesi, intime fortællinger fra forfatterens køkken, et ærligt enkelt og afvæbnende person-til-person sprog (talt, i form af lydfiler såvel som skrevet) og den åbenlyse men åh-så behagelige litterære symmetri af en bog, der ender i det samme køkken, hvor den begyndte, men nu »lige efter min morgenmad« (vi bliver ganske vist så bedt om at »stille spørgsmålstegn ved« lyden af ​​forfatterens teskefulde ved at lave »a little clearing where the penumbra of an almost-given will be able to enter and modify its contour«. OH-KAY).

Forfatteren indrømmer endda på et tidspunkt, at denne »kan blive betragtet som en kedelig bog.« LOL!

Du vil efterhånden have fornemmet min allergi over for musikvidenskabslingo. Enhver 121-siders bog, der kan give selv den mindste antydning af at bruge sine første 32 sider på, hvad den har til hensigt at gøre, og dens sidste 19 sider på at fortælle dig, hvad den har forsøgt at gøre, vil sætte tålmodigheden på prøve. Men her holder en vis blanding af stemmer i det mindste teksten i live – Cobussens sammensnøring af den ordrige stil med hans egne fantasier, med bidder af hans velduftende, men rene håndværk og hans egen personlige intimitet med os – en stedfortrædende afspejling af mødet mellem det almindelige og det ekstraordinære, som han hævder er hans emne. Denne bog bøjer genrerne, har ingen faste forventninger og har en beundringsværdig tendens til at stille spørgsmålstegn ved de kilder, den dybest set stoler på. Forfatteren indrømmer endda på et tidspunkt, at denne »kan blive betragtet som en kedelig bog.« LOL!

Og alligevel er det et overbevisende argument, at »sammenvævningen af ​​teori, erfaring, refleksion, diskurs, erindring og fantasi, der kendetegner denne undersøgelse, aldrig kunne være blevet til uden en lang række interaktioner« – ment som en indledning til en anerkendelse, men er, faktisk, et refleksivt bagslag for, hvad forfatteren selv har opnået.

Da jeg for nylig har investeret i lyden af ​​mine fingre på tasterne på min skrantende gamle MacBook Air, hilser jeg, mens jeg skriver denne sætning, lykønsker jeg Cobussen for hans vellykkede invitation til at tænke aktivt over de lyde, selv professionelle lyttere har en tendens til at ignorere. Selvom jeg forbliver usikker på, at lyden af ​​min nabos støvsuger i sagens natur er politisk (han viser sit arbejde, men virkelig?...) ved jeg, at jeg vil lytte til min kedel, der koger anderledes nu, mens jeg overvejer dens plads indenfor den »nye materialisme«. Men jeg vil stadig tage den kop te med ind på arbejdsværelset og lytte til Parsifal, hvis det er i orden.

»Engagement with Everyday Sounds«, Open Book Publishers, 118 sider, 30. november

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek