Hvem sagde, at det enkle skulle være enkelt?

Da pianisten Nikolaus von Bemberg sidste år debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, skete der flere overraskende ting ved hans afgangskoncert.

Én var, at kollegaen James Black – leder af Klang Festival, men også en komponist, der er vant til at eksperimentere med forskellige medier – pludselig tonede frem på video som mordoffer i en satire over nordiske krimiserier. En anden og mere følsom overraskelse leverede skuespilleren Bless Amada imidlertid, da han, mens kaotiske sinustoner piblede frem i von Bembergs eget værk A Day in the Life (2024), portrætterede en stress, som mange sikkert kan relatere til.

Ikke blot satte han sig og læste Rilke på scenen, han begyndte også at afspille en vinyl

Det, jeg har tænkt på siden, er det, Amada gjorde, da angsten og tankemylderet satte ind. Ikke blot satte han sig og læste Rilke på scenen, han begyndte også at afspille en vinyl: den i dag 71-årige schweiziske komponist Jürg Freys 4. strygekvartet (2018-20), der var udkommet i en indspilning af canadiske Quatuor Bozzini nogle måneder forinden.

Det er et værk og en komponist, for hvem enkelhed spiller en absolut hovedrolle. Frey er kendt som det mest prominente medlem af det musikalske stilhedsfællesskab Wandelweiser, der i over 30 år har løftet arven fra især John Cage og Morton Feldman ind i nutiden med musik, der opsøger pauser og lavmælthed – og det, der gjorde albummet til et af de fineste i 2024, var, at man med Bozzinis delikate spil hørte et uventet liv i en ellers ret mekanisk musik. Det enkle fik en dybde, der mindede om livets.

I løbet af de seneste uger er der sket flere ting, som har fået mig til at tænke på den ro, Freys strygekvartet var med til at manifestere i Nikolaus von Bembergs værk, der endte med fuglefløjt og billeder af et fredeligt kystlandskab. Først opdagede jeg, at Bozzini genudgav deres ellers uopdrivelige Frey-album String Quartets fra 2006, som indeholder fire værker komponeret mellem 1988 og 2000, deriblandt den ret skelsættende 2. strygekvartet, hvor Frey med en særlig, skælvende halvtoneteknik får strengene til at dirre som et fjernt spøgelseskor. Det var i sig selv en refleksion over enkelhedens potentiale i dag værd.

»Jeg hælder til at se på stilhed som en slags materiale. Det er ligesom en plads i en by«

Siden opdagede jeg så også, at 53-årige Simon Christensen, en anden nutidig komponist med stor veneration for konceptuelle strygekvartetter, var klar med nyt. Hans tre kvarter lange strygekvartet EKSTASIS – Polyphōnos discordiae, indspillet af polske NeoQuartet, opsøger også enkelheden, men en anden, måske mere ikonoklastisk slags end Freys.

Og endelig har 45-årige Anders Lauge Meldgaard sammen med strygeensemblet Halvcirkel udgivet Spirit, et album, der er blevet til ud fra ideen om, at Meldgaard erstatter en manglende violin – Halvcirkel var tidligere en kvartet, men er i dag en trio – med en japansk udgave af protosynthesizeren ondes Martenot. Også hans musik er støbt af enkelhed, men, voila, i en helt tredje – måske utopisk – forstand.

Det er som at høre koret til din egen begravelse – inde fra kisten

Stilhedens arkitektur

Det pudsige ved Jürg Frey, som også fremgår af et interview i The New Yorker fra 2019, er, at schweizeren på én gang fremstår som både avantgardist og romantiker. Rebel og elegantier. Ligesom åndsfællerne i Wandelweiser-gruppen er han, i forlængelse af John Cages 4’33’’, optaget af stilhed, men hvor det for Cage især handlede om, hvad stilheden kan sige om musikkens sociale kontekst, interesserer Frey sig mindst lige så meget for stilhedens formmæssige potentiale:

»Jeg hælder til at se på stilhed som en slags materiale,« fortæller han i interviewet. »Det er ligesom en plads i en by. Pladsen kan være tom, men defineres af bygningerne omkring den, og bygningerne defineres af den. Stilhed bliver en del af formen. Det er det, jeg tager med mig fra hele Wandelweiser-oplevelsen. Jeg er meget interesseret i form og de energier, der kommer af form.«

Sådan taler en stilist. Men i ledsageteksten til Quatuor Bozzinis genudgivelse af Freys tidlige værker for strygekvartet omtales de som radikale, »en udfordring, der er nødt til at blive accepteret«, og som har haft en stor indflydelse på canadiernes tilgang til opførelser af ny musik – heriblandt Niels Lyhne Løkkegaards fine Colliding Bubbles, som de udgav sidste år – lige siden.

Lytter man til de tidlige kvartetter, er der da også en strengere komponist på færde, end man fornemmer i den 4., som Bless Amada fandt ro i. Den let dissonerende og cirklende begyndelse på den godt ti minutter lange 1. strygekvartet fra 1988 lyder, som om musikerne hiver i noget. Langsomt bliver motivet dog mere rent, sart, hvislende – skønt – inden Frey så bryder det ned til en slags basal syntaks af strøg og knips: streger og prikker i en musikalsk grammatik, sproget skåret ind til sin kerne. Det, der begyndte som en helt selvfølgelig, tvangsmæssig bevægelse, står til sidst tilbage som noget meningsløst. Det ligner et postmoderne argument for, at mening ikke er noget, der findes, men noget, vi skaber.

Her hviler enkelheden i sig selv, den er romantisk, stilistisk og, på godt og ondt, god smag. Er den også … stivnet?

Døden banker på

Endnu strengere er Frey i den dobbelt så lange (Unbetitelt) VI fra 1990-91. Her lægger han ud med en gentagen durskala, der ender en halv tone for højt, og først efter fem minutter lander kvartetten sin første samklang, men den ensomme søgen vender straks tilbage, inden den vandrende så endelig mere end halvvejs inde i værket ser glimt af selskab: en luftig tone, der sætter sig fast på himlen som en ledestjerne, men dør ud; musikken, der til sidst lander nænsomt på en sky som et forsigtigt klingende liv.

Enkelheden lyder i lange stræk som et manifest, men i så fald et manifest for følsomhed – en vej ud af strenge systemer og ind i sensibiliteten. Det er den vej, Frey for alvor slår ind på med den 2. strygekvartet fra 1998-2000, som nu varer næsten en halv time. Dens radikalitet er til gengæld ganske reel, her er strygernes fjerne, tågede molakkorder begravet i mixet på lige linje med hvislen og rumlen; det er som at høre koret til din egen begravelse – inde fra kisten.

Her er vi for langt væk til at høre de strøg, der ellers i de tidligere kvartetter med Bozzinis ultrafine touch fik musikken til at leve trods strenge mønstre. Vi hører kun klangen og klagen, formidlet med Freys særlige halvtoneteknik: Én finger definerer tonehøjden, mens en anden finger berører strengen ganske let og fremtvinger en støjtone, der lyder som to halvtoner på én streng.

Med sin radikale enkelhed er det, Frey viser os her, døden: alt og intet på samme tid

Strakt ud over en halv time bliver det til en radikalisering af 90’ernes new-age, men samtidig er vi også uden for tiden, menneskeheden, tonerne, instrumenterne: Hvad er det for en historie – om verden, om den klassiske musik, om strygekvartetten som genre – der her vender tilbage som et katatonisk optog af genfærd? Med sin radikale enkelhed er det, Frey viser os her, døden: alt og intet på samme tid.

Til sammenligning er den godt en time lange 4. strygekvartet anderledes sentimental og strukturelt afvekslende med afklarede skift mellem dur og mol, tydelige motiver – morserytmik, ambulancesirene – og en lang sørgesats som afslutning. Her hviler enkelheden i sig selv, den er romantisk, stilistisk og, på godt og ondt, god smag. Er den også … stivnet?

Kvartetten som våben

For ni år siden udgav Simon Christensen – klassisk uddannet komponist, men også udøvende organist, trommeslager og electronicamusiker – en ret ekstrem strygekvartet, indspillet af et ad hoc-ensemble bestående af Signe Madsen, Birgitte Bærentzen Phil, Mina Fred og Sofia Olsson. MANIFEST – But There’s No Need to Shout (2012-13) varede fem kvarter, men udviklede sig så godt som ikke. I stedet var det en duvende maraton, hvor løse strenge klingede som et tågehorn med kun korte pauser: en meditation med geologisk tidsskala.

Det bjæffende staccato lyder som en hundehvalp, der prøver at komme op af et hul

Tidligere havde Christensen med Towards Nothingness fra 2008 opsøgt en folkemusikalsk kerne i en knap ti minutter lang strygekvartet med et groft, dybt orgelpunkt, hvor musikken langsomt eroderede. Og også i den senere, lige så lange The Whistle Quartet fra 2018, hvor drøje, arytmiske strygere fik selskab af oprørte dommerfløjter, lå fokus på sammenbruddet. Alle tre værker lignede opgør med strygekvartetten som den klassiske musiks mest prestigiøse format – en bevægelse væk fra det stiliserede og ind til noget primitivt, men ægte.

På Christensens nye album spiller den polske NeoQuartet hans EKSTASIS – Polyphōnos discordiae (2019-20), hvis titel henviser til ekstasen, det polyfone og modsætninger, der mødes. Flere strenge er stemt en anelse ned, så det dissonerende er musikkens naturlige hvilepunkt, og begyndelsen på værket lyder netop som et orkester, der prøver på at stemme, men ikke kan. Notationen er imidlertid hyperkompleks, og efterhånden bliver strøgene tydeligere, så man virkelig hører strengenes materialitet, når buerne river i dem; det bjæffende staccato lyder som en hundehvalp, der prøver at komme op af et hul.

Det interessante er dog, at Simon Christensen i dette tre kvarter lange værk opsøger en intimitet. Stille hvislen og pauser indfinder sig, mens kvartetten langsomt, men stabilt opløser sig selv for så halvvejs igennem at genopstå som en arbejdende organisme: Midt i det, der på albummet hedder tredje sats, begynder en gnavende repetition, som om de graver et hul, ført an af dybe, grove spadestik i celloen. I den lyse ende af registret klinger strengene som sprød, løs sitar, og med jævne mellemrum holder arbejderne hvislende hvilepauser, inden de så fortsætter. Her hører man næsten helt konkret klassiske kunstlag blive skrællet væk til fordel for andre verdensdeles klangidealer og percussiv drift, inden satsen til sidst finder ro i en porøs passage med vibrato: ud af sammenbruddet noget sælsomt.

Derfra søger Christensen at redefinere potentialet for strygekvartetten som format. På et tidspunkt svinder musikken ind til en enkelt streng og bank på instrumenterne, siden finder han sære klange: fra mindelser om en våd, boblende fjeder og tør neglefil til noget åndemanende med glasrør-slide i celloen. Til sidst toner værket ind og ud af mol i en ophøjet, sørgmodig afslutning – en slags forbrødring med formatet, men på enkelhedens præmisser.

Casper det venlige spøgelse slutter sig til Meldgaards allerede happy-go-lucky solskinsunivers

Af sted til Ønskeøen

Hvis enkelheden hos Jürg Frey kommunikerer en sensibilitet, der ikke stiller sig i opposition til den klassiske musiks tradition, men faktisk dyrker den elegante struktur, mens enkelheden hos Simon Christensen holder fast i at udgøre et potentielt våben mod den gode smag, så er det noget helt tredje, der er på spil i Anders Lauge Meldgaards tilgang til det enkle.

Hans og Halvcirkels Spirit bygger i nogen grad videre på deres Fragment 94 fra 2021, hvor Mette Moestrup læste Sapfo-fragmenter op med så meget plads mellem ordene, at man var nødt til at skrive dem ned for at forstå meningen. Dermed blev de mere dystre elementer i sætninger som »jeg vil hellere være død« ikke bare kontrasteret, men domineret af en boblende let musik fuld af durakkorder og lykkelig neobarok. Det var næsten – som så meget af Meldgaards musik – et manifest for lyset.

På det nye album er en af violinerne dog som sagt skiftet ud med det japanske Ondomo-keyboard – en nyere og mere transportabel udgave af det ondes Martenot, som blev opfundet af franske Maurice Martenot i 1928, samme år som russeren Leon Theremin tog patent på den klangligt set nærliggende theremin. Den udskiftning føjer noget ekstra legende, cute og fremmed til musikken: Casper det venlige spøgelse slutter sig til Meldgaards allerede happy-go-lucky solskinsunivers.

Det utrolige ved hans musik – også de otte værker på Spirit – er, at den formår at holde sig frisk, selvom den kun sjældent arbejder med kontraster til det paradisiske. Der er referencer til den amerikanske 60’er-minimalisme, som når Song of the Meadow in Bloom laver rytmiske og harmoniske spring a la Philip Glass, når Fragment 94 Revisited faseforskyder knips som Steve Reich, eller når den afsluttende Reprise arbejder med Terry Riley-inspireret ekko og noget, der minder om baglænslyd. Men der er også passager, der lyder som ASMR – ikke mindst knirkene, gnidningerne og poplydene på Sparkle – eller, med helt enkle melodier, som Nintendo-musik.

Verden er kompleks – så kompleks, at selv enkelheden også er det

Selv når der, som på titelværket, optræder gennemgående støjlyde, bliver der draget omsorg for dem, som om det var en sød, skrattende undulat. Straks lægger strygerne en forsonende harmonisk bund, ligesom det kaos, der med forskydningerne på Fragment 94 Revisited truer, aldrig når at udvikle sig til noget farligt. Alligevel sikrer slankheden i udtrykket, at interessen fastholdes. Den lyssirene, der bryder frem i Sapfo-fragmentet For kun du ved hvor meget jeg nød dig, stråler uimodståeligt med Ondomo-klangen omgivet af skyggebevægelser og tremolo.

Om det er udtryk for eskapisme eller utopi, kan diskuteres. Under alle omstændigheder står det i skærende kontrast til Freys dødsmessende 2. strygekvartet, måske med en hang til Peter Pan-syndrom: besyngelsen af det barnlige, af naiviteten som ideal. Et smittende ideal, i så fald. Hver ting til sin tid, hver enkelhed med eget sigte. Verden er kompleks – så kompleks, at selv enkelheden også er det.

Simon Christensens »EKSTASIS« blev udgivet 21. februar på Dacapo, Jürg Freys »String Quartets« blev genudgivet 7. marts på Collection QB, og Anders Lauge Meldgaard og Halvcirkels »Spirit« blev udgivet 15. marts på År & Dag.