Anvendelsen af droner er et af de ældste og mest alment forekommende musikalske fænomener. Det betegner den omstændighed, at der under et givet musikalsk forløb høres en konstant liggetone, som i den givne sammenhæng næsten altid vil blive opfattet som en grundtone, som det anførte forløb harmonisk og melodisk forholder sig til. Sådan foregår det fx på en drejelire, en sækkepibe, en sitar eller en tambura, og det gør det også på droneinstrumenter som jødeharpen eller didgeridoo’en, hvor der spilles på tonerne i overtonerækken.
Store dele af den traditionelle musik i alle verdensdele har været droneorienteret, enten ved brugen af droneinstrumenter, eller ved at et musikalsk forløb, for eksempel en melodi med tekstledsagelse, kan siges at have en underforstået drone under sig. Opfindelsen af notationen i Vesteuropa gjorde det i middelalderen imidlertid muligt for komponister at skabe vokal- og instrumentalmusik baseret på akkordiske forløb, hvor droner af samme årsag var næsten eller fuldkommen fraværende.
Fra barokken var brugen af droner mest knyttet til musikalske scenerier, der skulle evokere eller imitere en pastoral, ‘folkelig’ stemning. Men det harmoniske sprog var blevet så grundlæggende et element i kompositionsmusikken, at droner praktisk taget var fraværende helt frem til anden halvdel af 1900-tallet, hvor den stilpluralistiske realitet havde gjort alle eksperimenter med tonalitet mulige.
Dele af den elektroniske musik havde helt fra begyndelsen dronekarakter, fordi de involverede apparater så at sige lagde op til det og ikke var velegnede til at skabe harmoniske forløb med. Hippiekulturens interesse for østlig, især indisk musik omfattede også en række komponister, som blev fascineret af dronen som et suggestivt musikalsk virkemiddel – det gælder eksempelvis Karlheinz Stockhausen, der i Stimmung (1968) lod seks korsangere elaborare over den samme akkord hele værket igennem.
Den amerikanske minimalisme, der også manifesterede sig i 1960’erne, afviste til dels harmoniske forløb til fordel for repetitive figurer, som af den årsag også ofte havde dronekarakter. Fra en noget anden kant, nemlig centraleuropæisk avantgardemusik, nåede den italienske komponist Giaconto Scelsi frem til en musik, der var mere optaget af mikrotonale bevægelser og klanglige forandringer end egentlig tonehøjder, hvorfor også hans musik i meget høj grad er droneorienteret.
Siden har anvendelsen af droner været et ikke sjældent anvendt virkemiddel i kompositionsmusikken. En lang række af de østeuropæiske komponister, som begyndte deres karrierer i 1960’erne, har arbejdet med dronestrukturer. Det gælder ikke mindst den estiske Arvo Pärt, hvis særlige kompositoriske system tintinnabuli favoriserer brugen af den samme grundtone ofte hele værker igennem, sådan som det er tilfældet eksempelvis i kammerværket Tabula rasa (1977) og Johannespassion Passio (1982) for orkester, kor og solister.
