Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker.

Anvendelsen af droner er et af de ældste og mest alment forekommende musikalske fænomener. Det betegner den omstændighed, at der under et givet musikalsk forløb høres en konstant liggetone, som i den givne sammenhæng næsten altid vil blive opfattet som en grundtone, som det anførte forløb harmonisk og melodisk forholder sig til. Sådan foregår det fx på en drejelire, en sækkepibe, en sitar eller en tambura, og det gør det også på droneinstrumenter som jødeharpen eller didgeridoo’en, hvor der spilles på tonerne i overtonerækken.

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.