© Tobias Nicolai

Skal det nu være morsomt? Åh ja!

Teknologi og sort humor swingede på MINU Festival, som på blot tre år er blevet én af de mest aktuelle begivenheder for eksperimenterende musik i Danmark.  
Af
28. november 2023

Fire mænd i kjoler og netstrømpebukser dækker et langbord. Velourdugen er rød, lysestager kommer på bordet. Det højtidelige orgel og detektivjazzen på anlægget varsler om en ilde skæbne for det spraglede middagsselskab. Er det her deres sidste nadver? 

De har den mærkeligste måde at kommunikere med hinanden på: Man snakker ikke ved bordet men skriver iltert breve med fjerpen og skiftes til at gestikulere overdrevent. Der er noget Chaplinsk over pantomimekomikken, tænker jeg i mit rådvilde forsøg på at placere det mysterium af et værk, Michael Hope har skrevet til sit komponistensemble Current Resonance – allersidste indslag på den københavnske MINU-festival. Pludselig slukker lyset, et skrig runger fra højttalerne. En forbrydelse har fundet sted. 

Nu flasher lyset i den mørke sal med en stemplende blitzlyd, som fanger ensemblet på fersk gerning i forskellige inkriminerende fotografier. Smilet breder sig på mine læber. Hvad er det for en obskur Cluedo-æstetik, vi er vidne til? Til slut er ensemblet tilbage ved bordet, og lyset er skiftet til mørkekammerets røde skær. Den stroboskopstøjende finale efterlader mig med en rundtosset tvivl om, hvorvidt værket faktisk var en mordscene, der udspillede sig eller bevismaterialet fra den. Hylende morsomt var det i hvert fald!

Der var noget forfriskende bramfrit over værkets hang til store teatereffekter, Sherlock Holmes og bøvet slapstickhumor

© Bea Vanhala
© Bea Vanhala

Á la carte (2023) afsluttede MINU med et brag. Der var noget forfriskende bramfrit over værkets hang til store teatereffekter, Sherlock Holmes og bøvet slapstickhumor. Et passende punktum for en festival, hvor komiske strategier fyldte enormt meget. På MINU fik vi både det tragikomiske, det infantilt fnisende, The Office, postironien og det absurde. Fornemmer man konturerne af en tendens? Er vi ved at være dér, hvor den nye kunstmusik kan have komikken som sit største succeskriterie? Det spørgsmål, der meldte sig som det mest presserende i min destillering af årets højdepunkter, var: Hvilke værker var sjovest? Alene af den grund virker MINU som én af de mest aktuelle festivaler for eksperimenterende musik lige nu.  

Elefanten i rummet

Det er ikke uden en vis nøjsomhed, jeg skriver denne artikel. Sidste gang en københavnsk festival for ny musik blev anmeldt her på sitet, gav det anledning til en rimelig opildnet debat. Der kan tilsyneladende menes meget om, hvordan man bør anmelde en festival, og hvis du spørger mig, var det vigtigste, der kom ud af den debat en sætning, Sune Anderberg skrev i sin replik: »En kritiker er ikke en dommer, det er en hofnar, der stiller sin uvidenhed til frit skue«. Ordene rørte mig, fordi de rammer en nerve i det imposter syndrome, jeg efter syv år stadig mærker hver evig eneste gang, jeg sætter mig ned for at skrive en anmeldelse: Hvad er netop min berettigelse til at udtale mig om andres kunst? Det er sårbart at blotte sine holdninger, men den nøgenhed bliver venligere, når jeg dropper forsøget på at retfærdiggøre mig selv som ekspert. En anmelder er en amatør med en megafon. Det bedste man kan håbe på er, at ens kritik ikke ender som en ufrivillig tatovering på de værker, man skriver om, men i stedet giver anledning til at starte en samtale.

Det føles, som om MINU udfylder et tomrum  

Lad mig – inden det bliver alt for navlepillende – forklare, hvad Klang-debatten laver i denne artikel om MINU. I metroen faldt jeg i snak med en komponiststuderende, som mente, at »MINU er den festival, Klang burde være«. Mens Klang i mange år – efter min mening helt legitimt – har brugt en stor del af programmet til at vedligeholde den historiske avantgarde, er MINU helt og holdent dedikeret til det spritnye. Det føles, som om MINU udfylder et tomrum – især nu, hvor andre festivaler for eksperimenterende samtidsmusik som Click og Gong Tomorrow er på tilbagetog. 

Men hvor Klang har Koncertkirken, Click har Kulturværftet og Gong Tomorrow havde Copenhagen Contemporary, mangler MINU stadig et koncertrum, som kan markere festivalens identitet. Rejsekortet smeltede næsten med alle turene fra den ene anonyme teatersal til den anden. Det hjalp heller ikke, at mange af værkerne brugte salene temmelig uopfindsomt: Det var ofte noget med en stor videoprojektion og nogle performere, der gjorde noget foran den.

© Tobias Nicolai
Den aarhusianske komponist Olga Szymulas værk re-. © Tobias Nicolai

Tag for eksempel Olga Szymulas re- (2023) og Dylan Richards COMPOSITE (2023), som desuden var åndsbeslægtede, idet de begge arbejdede indgående med konceptualisering af performeren. Szymulas værk var en total genfødsel af de fire medlemmer i K!art-ensemblet. I et fosterstadie, som udspillede sig i krydsfeltet mellem det performative nærvær på scenen og det virtuelle rum på skærmen, skulle de genopdage deres instrumenter. Selvom deres barnagtige fjollerier var underholdende, virkede konceptet temmelig slidt. Først da Hsiao-Tung Yuan forpustet smadrede sine trommestikker i frustration over det (re)konstruerede første møde med sin lilletromme, opstod der en interessant, kropslig metakommentar. Richards var også gået i barndommen og havde allieret sig med percussionist Lorenzo Colombo og skabt et værk, der kanaliserede teenageværelsets energi. Eltrommesættet på højre side af scenen og det lan-party af en fladskærmsopstilling, som stod i midten, skabte en stor kontrast til den »professionelle« slagtøjs-ø i venstre side. Værket ramte klokkerent med det indledende cover af metalcore-nummeret »Composure« med Richards’ dedikerede growl-vokal og Colombo på bitcrushede eltrommer. Men herefter blev vi torpederet af tre storskærme på fuldtidsarbejde i et referenceinferno og en hyperaktiv institutionskritik, der hang alt for pligtskyldigt fast i start-10’ernes dominerende nykonceptualisme. 

Depraveret krøb han fra hjørnet i det kolde rum – syndefuld som slangen i Edens Have

Teknologisk intimsfære

Anderledes fintfølende og lavmælt var Rob Durnins debutkoncert Nativity (2023) på Teaterøen. Her var der skabt et rum for de små lyde. Det teknologinostalgiske værk udspillede sig i to scener, som formede et skift mellem det analoge og det digitale. Først overvågede vi pianist Nikolaus von Bembergs intime omgang med to forskellige synthesizere. Depraveret krøb han fra hjørnet i det kolde rum – syndefuld som slangen i Edens Have – og bed af lyssøjlens spot på ham. Han kærtegnede den ene synthesizer liggende, strøg den nænsomt, bankede blidt dens overtoner frem. Da han begyndte at kysse maskinen, blev det for alvor lummert. Bagefter rejste han sig og befamlede en anden opretstående (prostitueret?) synth iklædt en brun læderjakke. Syndefaldet var uigenkaldeligt, og Bemberg mæskede sig begærligt i den analoge lyd. 

Klip til anden scene, som afløste den kætterske og småperverse stemning med ceremoniel forkyndelse. Komponisterne Connor McLean og Neli Pantsulaia sad i skulpturel skrædderstilling i en installation, hvor DVD-projektioner blev brudt af glas og spejle, så det kunne ligne kirkerummets lysindfald. McLean satte en gammeldags metronom i svingninger, og det føltes som en bedøvende lydlig røgelse, da den bagefter blev afspillet fra en 00’er-diktafons sprængte højttaler. Performerne messede, holdt skinnede CD’er over deres hoveder, som var de glorier, trykkede på DVD-afspillerne, så man nærmest kunne smage lyden af startknappen. Til sidst lagde værket sig som rimfrost i rummet med et smukt klaverpostludium afspillet af den hårdtarbejdende højttaler, der med sin overstyrende forvrængning sang med. Med den vellykkede debutkoncert, har Durnin formået at skrue på nogle knapper, så den teknologifascination, der har præget hans virke hele tiden, er landet i en fængslende intimsfære, som virkelig gør hans udtryk til noget særligt. 

To strygere og to sangere lignede ompolstrede sagsbehandlere

Hvem laver reglerne?

Teknologi fyldte utrolig meget på årets festival. Befriende var det derfor, at det musikdramatiske værk We just work here we don’t make the rules (2023) på Blaagaard Teater var fuldstændig tech-fri. Her handlede det om mødet mellem mennesker – asylsystemet, mere konkret, som komponist Kirstine Fogh Vindelev har researchet i og baseret sin tekst på. To strygere og to sangere lignede ompolstrede sagsbehandlere, der bevægede sig i slowmotion med det samme fjerne blik, man også kender fra Jeppe Ernsts tomme kroppe. Performere, der parerer ordrer, ligesom de ansatte i asylsystemet.

© Tobias Nicolai
Kirstine Fogh Vindelevs musikdramatiske værk We just work here we don’t make the rules på Blaagaard Teater © Tobias Nicolai

Asylsystemets forlorne gæstfrihed tog sig klarest ud i værkets højskoleagtige sange med fremmedgørende dissonanser og rytmiske uregelmæssigheder. »Og sidst, men ikke mindst, hjælp dem ud på arbejdsmarkedet«, lød det afslutningsvis i en tragisk-heroisk dur. Selvom værket havde en ærgerlig tendens til at stopfodre os med sine pointer, var der alligevel en nervespændt understrøm, som holdt mig på kanten af stolen. Når violinisten pludselig vågnede fra dvalen og begyndte at save sit hvinende instrument over med buen eller når sopranens lyse register knækkede over i et uregerligt skrig, anede man små glimt af modstand. Var der alligevel ægte mennesker inde i de forvoksede jakkesæt? 

Sort kaffe og sort humor

Selvom humor selvfølgelig ikke er et splinternyt æstetisk redskab i kompositionsmusikken, er det alligevel, som om latter er blevet en mere gængs publikumsreaktion på festivalerne de seneste år. 

Er vi endelig ved lære, at komik ikke nødvendigvis reducerer musikken, men omvendt har potentiale til åbne den op? 

Flere værker med funny bones ser dagens lys, og især én komponist kan næsten altid få gang i lattermusklerne: James Black. I Nya Låtar (2023) var der skruet helt op for den britiske deadpan-humor, som altid rumsterer et sted i hans værker. På en storskærm kørte en The Office-parafraserende mockumentary, som blev afbrudt af forskellige performative indslag med ensemblet NJYD og Black selv. På scenen fik vi apokalyptisk luciaoptog, en skarpladt vocodersats med et insisterende kærlighedsbudskab og hånddukker, der kun kunne synge sinustoner. Men det var videoen, der rigtig tog kegler. Vi var med i et deprimerende genkendeligt kontorlandskab filmet overdrevet håndholdt, hvor ensemblets arbejde med Black som projektleder gik ud på at planlægge bebyggelsen af pyramiderne. Jep, dem i Egypten. Humoren var lige så sort, som den kaffe, der fungerede som den dramaturgiske benzin i den absurde hverdagsskildring. Kaffepauserne i tekøkkenet var seriøst sjove med ligegyldige samtaler om skridsikre dæk og Champions League-fodbold. Det var til gengæld ærgerligt, at Black fandt det nødvendigt at forene de to elementer, video og performance, i en eskalerende finale. Værket havde nok stået stærkere som to uafhængige spor.

Sådan en koncertoplevelse får man sjældent fornøjelsen af herhjemme

Teknik, komik, kasket

Teknologi og komik var i højsædet på årets MINU og gik ofte i dialog i kompositionerne. Tobias Sejersdahls gameræstetiske videoværk Becoming Glass (2023) var nok det bedste eksempel på denne dynamik. Værket var ét langt kodefascineret gameplay, som burde have været det kedeligste i verden at overvære. Men på grund af spillets billedskabende glimt i øjet var der ikke behov for andet end teksten på skærmen og den ambiente lydside. Det var enormt stimulende for fantasien at læse sætninger, der med få ord aktiverede en myriade af bizarre sansninger. Tag bare den her perle: »You enter a city. It smells yellow, like concentrated, frying piss«. Appetitligt, ikke sandt? 

Men den helt store festivaloplevelse var Current Resonance, som jeg indledte artiklen med. De fem værker, kvartetten havde på programmet – med Hopes Á la carte som det sidste – virkede utrolig velvalgte, og sjældent har jeg oplevet så formfuldendt eksekveret ny musik. Det er mig en gåde, hvordan ensemblet kunne lykkes med at aktivere hele følelsesregistret med et så mondænt tema som mad. Fra de skrupforvirrede restaurantbestillinger i Fraz Irelands The Lost Supper (2020) over den griseopofrende veganer-ASMR i Neo Hülcker og Henry Wildes Musik für tote Tiere (2023) og kagehenrettelsen i Caitlin Rowleys Cake Piece (2014) til den bagvendt fordøjende tærte-stomp i Alexandra Halléns ät tårta (2023). Jeg nåede både at blive forundret, irriteret, berørt, kvalm, overvældet. Men vigtigst af alt, kunne jeg slet ikke tørre smilet af læberne efter koncerten. Det var en rutsjebanetur, der kildede de helt rigtige steder. Sådan en koncertoplevelse får man sjældent fornøjelsen af herhjemme. Så derfor håber jeg sandelig, MINU er kommet for at blive. 

 

MINU Festival for Expanded Music fandt sted 9.-15. november i København.